Yasujirō Ozu

Yasujirō Ozu
Personlig information
Pseudonym	James Maki, Ernst Schwartz, Shūtarō Komiya
Født	12. december 1903 Fukagawa, Japan
Død	12. december 1963 (60 år) Bunkyō, Japan
Dødsårsag	Kræft
Gravsted	Engaku-ji
Nationalitet	Japan
Bopæl	Tokyo, Matsusaka
Uddannelses­sted	Waseda-universitetet
Beskæftigelse	Filminstruktør, manuskriptforfatter, scenograf
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Medalje med lilla bånd (1958) Blå sløjfe prisen for bedste instruktør (1952) Mainichi Filmpris for bedste manuskript (1950) Sutherland Trophy (1958)
Eksterne henvisninger
Yasujirō Ozus hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Yasujirō Ozu (小津 安二郎, Ozu Yasujirō) (født 12. december 1903, død 11. december 1963) var en prominent japansk filminstruktør og manuskriptforfatter. Han var relativt ukendt i Vesten under hele sin karriere, men er senere blevet anerkendt som en af filmkunstens store instruktører. Han huskes specielt for sin karakteristiske billedestil, hvor kameraet stort set altid befinder sig i øjenhøjde for en siddende person (også kendt som Tatami-shots) og meget sjældent bevæger sig. Det gennemsnitlige familieliv er det evigt tilbagevendende tema i Ozu's film, der blandt andet tæller hans hovedværk Tokyo Story (Tokyo Monogatari) samt blandt andre Floating Weeds (Ukikusa) og An Autumn Afternoon (Sanma no aji). Ozu instruerede 54 film, den første i 1927 og den sidste i 1962.^[1]

Biografi og karriere

Liv

Yasujiro Ozu blev født den 12. december 1903 i Tokyos Fukugawa-distrikt i Japan. Hans far var en meget travl forretningsmand i kunstgødningsbranchen og var derfor en meget lille del af Ozus opvækst. Sammen med sine søskende blev Ozu sendt på kostskole i byen Matsuzaka. Han fandt aldrig sin plads i det japanske skolesystem, og brugte hellere sin tid i biografen på at se film fra Vesten af folk som Charlie Chaplin og Harold Lloyd. Efter sin uddannelse ved Waseda University, et af Japans førende universiteter, var Ozu i en kort periode lærer i det landlige Japan. Ozu mistede sin far i 1934, og boede sammen med sin mor indtil hendes død i 1962. Uden nogensinde at gifte sig fandt Ozu i stedet værdi i sine film og sine venner. Alkohol spillede også en stor rolle både i Ozus liv og karriere. Eftersigende blev store mængder sake (japansk risvin) indtaget hver gang Ozu og hans faste manuskriptskrivningspartner Kogo Noda arbejdede på en film.^[2] Den 11. december 1963, dagen før sin 60 års fødselsdag, døde Ozu af en kræftknude i halsen.^[1]

Karriere

I 1923 blev Ozu ansat som assisterende kameramand for Tadamoto Okuba ved Shochiku-studierne i Tokyo. Her tog han sine første spæde skridt i sin 39 år lange karriere i den japanske filmindustri. Efter et års militærtjeneste i 1925 blev Ozu assisterende instruktør ved Shochiku, indtil han i 1927 lavede sin første spillefilm som instruktør. Sword of Penitence (Zange no yaiba) havde premiere den 14. oktober 1927. Som størstedelen af Ozus senere film er ’’Sword of Penitence’’ produceret af Shochiku og skrevet af Kogo Noda. Andre bemærkelsesværdige samarbejdspartnere i Ozus karriere er skuespillerne Setsuko Hara og Chishu Ryu.

Ozu kan siges at være mere japanskorienteret end sine samtidige kolleger. Dermed menes, at hans film ikke fangede noget vestligt publikum med sine historier om problemerne i de gennemsnitlige japanske familier. En voksende opmærksomhed på asiatisk film i både Europa og USA gav nogle af Ozus samtidige kolleger succes i 1950'erne. Blandt andre fik instruktøren Akira Kurosawa to Guldløver ved filmfestivalen i Venedig for henholdsvis Dæmonernes Port (Rashomon) i 1951 og De Syv Samuraier (Shichinin no samurai) i 1954. Også Kenji Mizoguchi fik succes i samme periode da han vandt to Sølvløver i træk for henholdsvis Ugetsu monogatari i 1953 og Sanshô dayû i 1954. Hans popularitet så sit højdepunkt med en Guldpalmenominering for Chikamatsu monogatari i 1955. Ozu selv blev stort set kun hædret i Japan under sin karriere. Han vandt den største japanske filmpris, Kinema Junpo, seks gange, hvor Kurosawa og Mizoguchi måtte tage til takke med henholdsvis tre og en gang.^[3]

Setsuko Hara og Yasujiro Ozu på optagelserne til Tokyo Story

Anerkendelse

Ozu døde i 1963 med 54 film på repertoiret. Af disse 54 har seks indbragt Kinema Junpo-priser. Ud over en lille håndfuld mindre asiatiske filmpriser modtog Ozu ingen hæder i den internationale filmbranche før efter sin død. Kun hans andensidste film The End of Summer (Kohayagawa-ke no aki) fra 1962 blev nomineret til en Guldbjørn ved filmfestivalen i Berlin.

Siden 1970'erne er internationale filmhistorikere, filmanmeldere og filmteoretikere begyndt at fokusere mere og mere på Ozu og indgyde hans kunst respekt. Han er et af de bedste eksempler på en auteur med sin konsekvente stil og tematik. Tokyo Story (Tokyo monogatari) fra 1953, Ozus mest roste film, springer gang på gang frem på forskellige lister over verdenshistoriens bedste film. Time Magazine inkluderer Tokyo Story på sin liste over verdens 100 bedste film^[4], og hos den engelske avis The Guardian er filmen udnævnt til verdens 4. bedste drama- og kunstfilm.^[5]

Flere populære, nutidige instruktører har anerkendt Ozu som en inspirationskilde. Denne liste tæller blandt andre den tyske Wim Wenders^[6], der har lavet dokumentarfilmen Tokyo-ga (1985), som forsøger at opsøge ”Ozus Japan” i den virkelige verden, samt taiwanesiske Hou Hsiao-Hsien^[7].

Filmografi

Fodnoter

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Yasujirō Ozu
• Yasujirō Ozu på Internet Movie Database (engelsk)
• Yasujirō Ozu på Filmdatabasen
• Yasujirō Ozu på Scope
• Yasujirō Ozu på Svensk Filmdatabas (svensk)
• Yasujirō Ozu på AlloCiné (fransk)
• Yasujirō Ozu på AllMovie (engelsk)
• Yasujirō Ozu på Rotten Tomatoes (engelsk)
• Yasujirō Ozu på The Movie Database (engelsk)
• Yasujirō Ozu på Encyclopædia Britannica Online (engelsk)
• Download gratis bogen Ozu and the Poetics of Cinema af David Bordwell Arkiveret 20. juli 2011 hos Wayback Machine
• Ozu-san, en uofficiel hjemmeside dedikeret til alting Ozu.