Danmarks politik

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Danmark

Denne artikel er en del af: Politik og regering i Danmark

Forfatning Grundloven Grundlæggende love: Tronfølgeloven Tronen Regent Kong Frederik 10. Tronfølger Kronprins Christian Kongefamilien Statsrådet Statsrådsrækkefølge Kongelig Hofleverandører Rige Kongeriget Danmark (Rigsfællesskabet) Danmark Færøerne Grønland Udøvende Regering Mette Frederiksen II siden 15. december 2022 Statsminister (liste) Mette Frederiksen Christiansborg Ministerier Rigsombud Færøerne Grønland Lovgivende Folketing (parlament) Formand: Søren Gade Medlemmer Dømmende Højesteret Danmarks domstole Retten på Færøerne Retten i Grønland Valg Politiske partier Seneste valg Folketingsvalg: 2022 2019 2015 EU-Parlamentsvalg: 2019 2014 2009 Kommunalvalg: 2021 2017 2013 Folkeafstemninger Administrativ geografi Danmark Underopdeling af Danmark Regeringen for Kongeriget Danmark Færøerne Underopdeling af Færøerne Lokalregeringen på Færøerne Grønland Underopdeling af Grønland Lokalregeringen i Grønland Udenrigspolitik Udenrigsforhold Diplomatiske missioner af Danmark Arktisk Råd Nordisk Råd Den Europæiske Union Danmarks EU-medlemskab Relaterede emner Arktisk Kommando Værnsfælles Forsvarskommando Politik på Færøerne Politik i Grønland

Andre lande • Politik vis diskussion rediger

Danmarks politik finder sted inden for rammerne af et parlamentarisk, repræsentativt-demokratisk, konstitutionelt monarki med forholdstalsvalg. Parlamentarismen blev de facto indført i 1901 og grundlovsfæstet i 1953. Den formelle lovgivende magt er derfor placeret hos det danske parlament i et flerpartisystem, hvor der pr. maj 2020 er 14 partier repræsenteret i Folketinget.^[1] Den udøvende magt er placeret hos regeringen med statsministeren som regeringschef.

Folketinget har decentraliseret en del beslutninger og opgaver til regionerne og kommunerne. Politiske beslutninger tages på mange forskellige områder, og en række aktører kan -formelt eller uformelt- påvirke lovgivningen i Danmark.^[2][3]

Dronning Margrethe 2. (Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid), født 16. april 1940, har været Danmarks dronning, monark og statsoverhoved siden 14. januar 1972. Den danske tronfølge afgjorde, at det var Dronning Margrethe der blev monark efter Frederik 9.'s død og afgør også, hvem der til sin tid skal efterfølge Dronning Margrethe som monark i kongerækken i Danmark.

Ifølge Danmarks Riges Grundlov er den danske monark, som statsoverhoved, den teoretiske kilde til al lovgivende, udøvende og dømmende magt. Men siden introduktionen af parlamentarisk suverænitet i 1901 har Danmark i de facto haft en magtdeling.

Monarken bibeholdt muligheden for at afvise at give et lovforslag kongelig accept, og monarken havde også mulighed for at afvise statsministeren, selvom det i tidens løb blev mere og mere usandsynligt, da det ville kaste landet ud i en forfatningskrise. Kong Christian 10. var den sidste monark, der brugte denne magt til at afvise en regeringsdannelse af egen vilje. Det gjorde han den 28. marts 1920, hvilket førte til påskekrisen. Alle royale rettigheder, såsom retten til at udvælge statsministeren og muligheden for at erklære både krig og fred, ligger i praksis hos statsministeren og dennes ministerråd – og kræver kun monarkens formelle accept.

Efter grundlovsændringen i 1953 har monarken dog blot en ceremoniel rolle i udøvelsen af sin magt både efter tradition og efter den offentlige mening. Ikke desto mindre har monarken stadig tre formelle rettigheder, som respekteres bredt: retten til at blive konsulteret, retten til at rådgive og retten til at advare. Som en konsekvens heraf mødes statsministeren og dennes ministre fra statsrådet.

Monarkens egentlige magt må dog ikke overfortolkes. Ifølge grundloven er det "kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift." ^[4] Dronningen er fritaget fra partipolitiske holdninger og kan ikke retsforfølges ved domstolene.

Uddybende artikel: Danmarks regering

Regeringen udfører de udøvende funktioner i kongeriget. Ved at udpege en statsminister, konsulterer monarken folkets vilje, som er repræsenteret ved de parlamentariske ledere. Som altid er det den person, med bredest støtte blandt medlemmerne i parlamentet, som vælges af monarken og dette bekræftes ved en støtteerklæring (et tillidsvotum) der gives af Folketinget. Dog, inden denne støtteerklæring gives, skal den mulige statsminister sammen med lederne af koalitionspartierne samle et ministerråd, som skal udgøre cheferne for de individuelle ministerier i statsapparatet. Disse ministre vil som oftest blive fundet inden for de folkevalgte medlemmer af Folketinget, men der er intet til hindring for, at de vælges uden for parlamentet – hvilket derfor også af og til sker.

Den nuværende statsminister er Mette Frederiksen.

Som kendt fra andre parlamentariske regeringssystemer, står den udøvende magt – altså regeringen – til ansvar direkte over for Folketinget. Ifølge Danmarks Riges Grundlov kan ingen regering eksistere med et direkte flertal imod sig i den siddende forsamling i Folketinget, hvilket er forskelligt fra det noget oftere forekommende krav om, at regeringen skal have direkte flertal bag sig. På grund af denne regel har man i Danmark ofte mindretalsregeringer.

Uddybende artikel: Styrelse

Den danske udøvende magt er fordelt blandt en række regeringsdepartementer kendt som ministerier. Disse ministerier bliver ledet af en minister, som har det pågældende ministerium som sit ansvarsområde. I teorien er alle ministre lige og kan ikke kommanderes over eller kommandere over andre ministre. Men forfatningen dikterer dog, at statsministeren er primus inter pares – først blandt ligemænd. Modsat mange andre lande har Danmark ikke en tradition for viceministre eller andre former for juniorministre.

Et ministerium er et sekretariat under ministeren. Ministeriets funktioner dækker over planlægning, udvikling og strategisk vejledning inden for hele ministerens ansvarsområde. Ministrenes beslutninger bliver udført af ministeriets embedsmænd. Modsat andre demokratier, eksempelvis USA og Storbritannien, vil selv embedsmænd i høje stillinger ofte blive i deres stilling på trods af et regeringsskifte. Overhovedet for ministeriets embedsmænd er departementschefen. Flertallet af embedsmændene er dog ansat i en række offentlige agenturer såsom styrelser, direktorater og centre, der operationelt og organisatorisk er adskilt fra selve ministeriet, men som står til ansvar overfor ministeriet.

Ministeren har desuden sin egen privatsekretær samt sine egen særlige rådgiver, en spindoktor. Modsat embedsmænd er spindoktorerne partistøtter og bliver ikke på posten, hvis regeringen ændres.

Folketinget udfører de lovgivende funktioner i kongedømmet. Folketinget er som parlament centrum af det politiske system i Danmark og er den højeste og endelige lovgivende forsamling, der ikke står til ansvar for nogen. Statsministeren og regeringen får støtte fra og står til ansvar for Folketinget. Folketinget har siden 1953 været enkeltkamret.

Uddybende artikel: Folketinget

Efter vedtagelsen af den første demokratiske forfatning i 1849 var Danmark et tokamret parlament kendt som Rigsdagen, som bestod af Folketinget (underhuset) og Landstinget (overhuset). Med grundlovsændringen i 1953 blev Landstinget afskaffet og de 179 medlemmer af Folketinget tog over som det eneste kammer.

Folketinget har 179 medlemmer, hvoraf 2 er reserveret til Færøerne og 2 til Grønland. De resterende 175 sæder optages af parlamentsmedlemmer, som er valgt i Danmark. Der er valg til alle pladser i Folketinget mindst hvert 4. år.

Alle partier, der opnår mere end 2% af stemmerne, bliver repræsenteret i Folketinget. Til sammenligning er dette en ganske lav spærregrænse – i Sverige kræves 4% af stemmerne. Dette har ofte ført til repræsentation af mange forskellige partier i Folketinget og medfølgende komplekse og ustabile koalitionsregeringer.

Uddybende artikler: Folketingsvalg 2007 og Politiske valg i Danmark

Modsat mange andre demokratier, har Danmark ikke et flertalsvalg-system baseret på valgkredse. I stedet har man et system med proportionel repræsentation baseret på de enkelte valgkredse, hvilket er sikret i grundloven. Dette sikrer en balanceret fordeling af de 179 sæder. 135 af medlemmerne valgt i Danmark er valgt ved proportionelt flertal i valgkredsene mens de resterende 40 sæder fordeles proportionelt ud fra de samlede stemmetal som den enkelte part eller den enkelte liste har opnået. Færøerne og Grønland vælger hver to medlemmer ved direkte proportionelt valg.

Alle partier og lister, der modtager mere end 2% af det samlede antal stemmer, er garanteret repræsentation i parlamentet. Som en konsekvens af dette system varierer antallet af stemmer, som er nødvendige for at blive valgt ind, forskellige steder i landet. Generelt kræver det flere stemmer at blive valgt ind i de store valgkredse som København frem for de mindre tætbefolkede områder.

Afstemningssystemet sikrer et parlament med mange partier – for tiden er ni repræsenteret i Folketinget. Kristendemokraterne er ikke blevet valgt ind i Folketinget, men fordi Per Ørum Jørgensen meldte sig ud af De Konservative, hvor derefter han meldte sig ind hos Kristendemokraterne. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens parti, Venstre, opnåede 26% af stemmerne ved folketingsvalget i 2007 og er dermed det største parti med 46 sæder. Den mindste parti er Enhedslisten - De Rød-Grønne, der modtog 2.2% af stemmerne og fik 4 sæder.

Stemmedeltagelsen i Danmark ligger i sammenligning med mange andre vestlige demokratier højt – og er oftest over 85% ved folketingsvalg.

Uddybende artikel: Politiske partier i Danmark

Uddybende artikel: De danske politiske partiers historie

Danmark har et flerpartisystem med for tiden ni partier repræsenteret i parlamentet. Intet enkelt parti har haft absolut flertal i Folketinget siden starten af det 20. århundrede. De fire ældste og historisk mest indflydelsesrige partier er Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Venstre og Det Radikale Venstre. Socialistisk Folkeparti har været repræsenteret i Folketinget siden 1960.^[5] Siden jordskredsvalget i 1973 har flere nydannede partier opnået valg til Folketinget, hvor nogle af "de nye" stadig er repræsenteret. Ud over de fem overnævnte er i 2024; Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti.

Siden Kanslergadeforliget i 1933 har lovgivningsprocessen været præget af et bredt samarbejde mellem flere partier og den danske velfærdsmodel har haft bred parlamentarisk støtte. Især vedtagelsen af finansloven har Dette sikrer fokus på effektivitet i den offentlige sektor og sikrer en til stadighed været grundlaget for "det samarbejdende folkestyre". Den politiske debat i Danmark efter finanskrisen peger dog på, at der blandt Folketingets partier er en større vilje end tidligere til at reformere det universelle princip for velfærdsstaten. Mest velfærdsskeptisk blandt Folketingets partier i 2024 er formentlig Liberal Alliance, som ønsker mere personlig frihed og en markant reduktion af den offentlige sektor.^[6]

De Radikale, der historisk set har været medvirkende til de afgørende beslutninger om velfærdsydelserne, har gennem deres formand, Margrethe Vestager, varslet en mulig ændring af de universelle ydelser til pensionisterne. En reform, der trækker i denne retning, må betegnes som ”velfærdsskeptisk” og en afgørende ændring af partiets tradition.^[7]

Enhedslisten, der arbejder for et socialistisk samfund,^[8] ønsker at velfærdssamfundet skal styrkes og fornyes.^[9]

Også Dansk Folkeparti er udsprunget af en velfærdskritisk tradition, Fremskridtspartiets politik for afvikling af den offentlige sektor. Pia Kjærsgaard og de andre udbrydere, der dannede DF brød med denne tradition og partiet er bl.a. fortaler for en udbygning af ældreplejen og hospitalsvæsenet.^[10]

Det er i forskningsdebatten blevet påpeget, at Venstre og De Konservative hovedsageligt har fungeret velfærdspositivt i Folketinget, hvor de både som regeringsansvarlige og i opposition har udtrykt opbakning til den danske velfærdsstats mål.^[11]

Ingen partier har præcis den samme struktur og opbygning. Det er dog sædvanligt for partierne at have:

• Et årsmøde eller en kongres, hvor formanden vælges
• En ledelse
• Lokalafdelinger, undertiden også benævnt kommuneforeninger eller kredsforeninger
• Regionsforeninger, der dækker områder svarende til regionerne
• Storkredsforeninger, der dækker områder svarende til opstillingskredsene
• En ungdomsorganisation

I de fleste tilfælde vil partimedlemmerne, der sidder i Folketinget, danne deres egen folketingsgruppe, som udvikler og former partipolitikken i parlament og op til valg.

Uddybende artikel: Danmarks Domstole

Grundloven fastslår, at domstolene er uafhængige af både regeringen og Folketinget. uafhængige Dommerudnævnelsesråd. Formelt udpeger justitsministeren dommerne, men siden 1999 har Dommerudnævnelsesrådet, der er et uafhængigt organ, indstillet kandidater til ministeren.^[12]

• Christensen, Søren; Daugaard Jensen, Poul-Erik (red.) (2006), 'Kontrol i det stille – om magt og deltagelse, Frederiksberg C: Samfundslitteratur, ISBN 87-593-0924-5
• Togeby, Lise (red:) (2003), Magt og Demokrati i Danmark - Hovedresultater fra magtudredningen, Århus C: Århus Universitetsforlag