Xochimilco

Maskinoversættelse og/eller tvivlsomt indhold Denne sides indhold bærer præg af at være en maskinoversættelse og/eller meget dårligt og uklart formuleret (også kaldet "dåsedansk"). Det vurderes at sproget er så dårligt og eventuelt forkert eller til at misforstå, at det bør omskrives eller oversættes på ny. Du kan hjælpe med at oversætte til korrekt dansk i denne og lignende artikler. Hvis dette ikke sker inden for kort tid, kan en sletning komme på tale. Se evt. denne sides diskussionsside eller i artikelhistorikken.

Xochimilco er en af de 16 kommuner (delegaciones) indenfor Mexicos Føderale Distrikt, der er en del af Mexico City. Kommunens midte omfatter den tidligere selvstændige by, Xochimilco, som blev etableret på den sydlige bred af søen

Xochimilco
Overblik
Land	Mexico
Andet
Tidszone	UTC−06:00
Højde m.o.h.	2.238 m
Hjemmeside	www.xochimilco.cdmx.gob.mx

Xochimilco i den præ-spanske periode. I dag består kommunen af denne gamle bys atten kvarterer (barrios) samt af de fjorten omgivende landsbyer (pueblos), hvilket i alt dækker et areal på 125 kvadratkilometer. Selv om denne kommune befinder sig i det geografiske centrum af det føderale distrikt, anses den for at ligge mod "syd", og har derfor sin egen identitet i forhold til det historiske centrum af Mexico City. Dette skyldes, at byen har været adskilt fra Mexico City gennem det meste af sin historie. Xochimilco er bedst kendt for sine kanaler, som er resterne af et omfattende kanalsystem, som forbandt de fleste af bosættelserne i Valle de México (den mexicanske højslette). Disse kanaler, sammen med de kunstige øer (chinampas), tiltrækker mange turister og byens beboere, der sejler på de 170 km lange kanaler med farverige gondol-lignende både kaldet "trajineras". Disse kanal- og chinampa-systemer er et levn fra områdets præ-spanske tid og har gjort Xochimilco til et "World Heritage Site". I 1950'erne skrev den indiske forfatter Paramahansa Yogananda i sit kendte værk Autobiography of a Yogi, at Xochimilco ville vinde i en konkurrence om at være verdens smukkeste sted.^[1] Imidlertid har alvorlige miljøforringelser af kanalerne og øerne sat spørgsmålstegn ved denne status.

Byen og kommunen

Xochimilco som en del af det føderale distrikt.

Udsigt over plazaen fra centrum i Xochimilco.

Kommunen Xochimilco blev skabt i 1928 da den føderale regering reorganiserede Mexicos Føderale Distrikt i seksten kommuner. Xochimilco-kommunen blev centreret omkring det som var kendt som byen Xochimilco, der havde været en selvstændig by helt tilbage fra den præ-spanske periode og indtil det 20. århundrede.^[2][3] Områdets historiske adskillelse fra Mexico City ligger dybt i byens kultur. Mens Xochimilco officielt er en del af Mexico City, opfattes dens identitet mere som en forstad.^[4] Selvom den oprindelige by er i det geografiske centrum af det føderale distrikt, anses det stadig for at være "syd".^[5] Dette historiske centrum var betegnet som en "Barrio Mágico" af byen i 2011.^[6] Bydelen ligger centrum-syd for det historiske centrum af Mexico City, og omkranset af bydelene Tlalpan, Coyoacán, Tláhuac og Milpa Alta. Den strækker sig over 125 km2 (48 sq mi), og udgør dermed 8,4% af det federale distrikt område. Det den tredje største bykommune, efter Tlalpan og Milpa Alta.^[7][8] Bydelen har et symbol, som er bedre kendt som Aztec glyph, hvilket repræsenterer områdets svampet jord som er frodig for blomster og planter.^[5] På trods af de alvorlige miljøproblemer er 77,9% af territoriet udpeget som et naturbeskytelsesområde, 15,2% som bolig og 4,6% som kommercielt og industrielt.^[8]

Bydelen er opdelt i atten kvarterer ("barrios"), som udgør den gamle by i Xochimilco og fjorten lokalsamfund som ligger uden for den traditionelle by, "pueblos". Disse kvarterer er El Rosario, Santa Crucita, Caltongo, San Lorenzo, San Diego, La Asunción, San Juan, San Antonio, Belem, San Cristóbal, San Esteban, La Santísima, La Guadalupita, La Concepción Tlacoapa, San Marcos og Xaltocan. De fjorten lokalsamfund er San María Tepepan, Santiago Tepalcatlalpan, San Mateo Xalpa, San Lorenzo Atemoaya, Santa Cruz Xochitepec, San Lucas Xochimanca, San Francisco Tlalnepantla, Santa María Nativitas, San Gregorio Atlapulco, Santiago Tulyehualco, San Luis Tlaxialtemalco, San Andrés Ahuayucan, Santa Cecilia Tepetlapa og San Cruz Acalpixca. Der er også 45 mindre divisioner som bliver kaldt "colonias" og tyve store lejlighedskomplekser.^[2] Kommunen har en central lokalregering med kontorer i El Rosario.^[5] Bykommunen har 11,4 km (7,1 mi) af primær vejbane og 4,284,733 kvadratmeter (1,058.8 acres) brolagt overflade.^[8] Store hovedgader omfatter Xochimilco-Tulyehualco vej, Nuevo León, Periferico Sur, Avenida Guadalupe og Calzada México-Xochimilco.^[5] Dog er mange af områder i kommunen stadig semi-landligt med fællesskaber, der stadig bevarer mange gamle traditioner og økonomiske aktiviteter. For eksempel er San Antonio Molotlán kendt for tekstiler og Chinelos-dansere.^[9] San Lorenzo Tlaltecpan er kendt for produktion af mælk og der befinder sig stadig et stort antal stalde i området.^[9]

De mest bemærkelsesværdige kvarterer/lokalsamfund omfatter Xaltocan, Ejidos de Tepepan, La Noria, Las Cruces, Ejidos de Xochimilco og San Gregorio Atlapulco.^[9] San Francisco Caltongo er en af de ældste kvarterer i bydelen.^[9] Xaltocán var oprindeligt en ranch eller hacienda, der tilhørte de indfødte caciques. Det blev senere doneret til San Bernardino de Siena klosteret. Efter klosteret blev sekulariseret blev hacienda lang igen, men efter et stykke tid blev det dele solgt og blev til det nuværende område af Xochimilco. Kirken for dette samfund blev bygget i 1751 som hacienda kapel. Oprindeligt var det dedikeret til Jesus, efterfulgt af Kyndelmissen og til sidst til "Virgin of the Sorrows" (Virgen de los Dolores). I 1951 dedikeret ærkebiskoppen af Mexico det til et officielt fristed. I 1964 blev Xaltocán til et sogn og i 1976 blev kirken til den officielle sognekirke. Den vigtigste fejring af kirken er til et billede af Jomfru Maria, som siges at have mirakuløst dukket op i i pennen af en kalkun hos en gammel kvinde.^[10]

I 2005 havde bydelen en befolkning på 404.458 indbyggere, som udgør 4.6% af den samlede befolkning i det federale distrikt. Vækstraten er 1,8% for det seneste årti, hvilket er lavere end sidste år årti.^[8] Men en stor procentdel af befolkningen i bydelen lever i fattigdom, og mange bor ulovligt på naturreservater, og mangler basale ydelser som rindende vand og afløb.^[11] Før i tiden blev huse i området konstrueret af adobe og træ fra enebærtræer,^[9] men i dag er de fleste konstruktioner firkantede cinderblock-konstruktioner, hvoraf mange ikke er malet.^[11] Ved folketællingen i 2010 havde befolkningstallet vokset til 415,007 indbyggere, hvilket udgør 4,69% af Mexico Citys samlede indbyggertal.^[12]

Xochimilco er kendt for at være det historiske lokalsamfund, der begyndte som en pre-spansk by på den sydlige bred af søen Xochimilco. Efter erobringen byggede spanierne San Bernardino de Siena klosteret og kirken, som stadig er centrum for bydelen. Hovedgaden gennem centrum af byen Guadalupe I.Ramirez, var oprindelig en landbro, der forbinder dette område, så på en ø, til dæmningen, der fører til Tenochtitlan (Mexico City). Da søen udtørrede, blev broen til vejen som blev kaldt for Puente de Axomulco i kolonitiden. Det fik sit nuværende navn i 1970'erne for at ære at det nu er en delegeret del af bydelen.^[13] Denne bymidte har også en stor plaza samt et stort område fyldt med gadesælgere, hvoraf mange sælger is. Desuden er der også et marked fyldt med madboder, som hedder "Tiangus de Comida".^[14] Dette center blev renoveret i 2002 til en pris på tres millioner pesos. Dræninger og fortove blev forbedret, og overvågningskameraer blev installeret. For at forbedre områdets udseende for turister lavede kommunen og INAH aftaler med virksomeheder om at ændre deres facader til bestemte farver.^[15]

En stor dele af bydelens jord er tidligere bunden af en sø. Dets vigtigste stigninger omfatter bjerge som Xochitepec og Tlacualleli sammen med to vulkaner, Teutli og Tzompo. To naturlige vandløb sammen med forskellige kanaler, Santiago og Tepapantla, løber igennem disse og udgør nu hvad der er tilbage af søen.^[7] De forhøjede omårder af bydelen indeholder små skove af ocotes, jordbærtræer, cedetræer, Montezuma cypres og et træsort som hedder "tezopan".”^[16]

Xochimilco, sammen med andre sydlige bydele såsom Milpa Alta og Tlalpan, har lavere kriminalitetsstistikker end de fleste andre områder af de federale distrikt. Dog har kriminalitet, især i forbindelse med kidnapning og narkotikahandel været stigende, og flere landsbysamfund har taget selvtægtsmand retfærdighed. Beboere mener, at dette er nødvendigt fordi politiets beskyttelse ikke er tilstrækkelig. I gennemsnit har Xochimilco kun een politimand for hver 550 indbyggere, og der har været klager over at det har taget politiet over 30 min til at besvare opkald. Kommunen har et befolkningstal på 368.798, men kun 670 politimænd og 40 politibiler. Der var et tilfælde med en selvtægtmands retfærdighedsbedømmelse i 1999, hvor en ung mand blev anklaget for røveri og blev derfor fanget og slået af beboerne før afleveret til politiet. Dog lagde politiet ikke sag an mod selvtægtmanden.^[17]

Xochimilco Light Rail linje, lokalt kendt som El Tren Ligero, af STE forbinder bydelen til resten af Mexcio Citys metrosystem.

Kanaler, chinampas og trajineras

Kanalsystemet

Køer som græsser langs kanalen

Xochimilco er kendt for sit netværk af kanaler, som måler ca. 170km2.^[18] Det er en verdenskendt turistattraktion at tage en tur i de farverige både, som sejler ned af de små kanaler og det kunstige frodige landskab, som er skabt omkring vandløbene.^[19][11] De lokale mexicanere bruger også selv denne afslappende seværdighed. Især om søndagen lægger bådruten op til madkurv og familiesamvær.^[19] Dette netværk af kanaler er de eneste rester, fra dengang Mexico City-dalen var oversvummet af vand, og Tenochtitlan (tidligere Mexico City) og Xochimilco var øer i en kæmpemæssig sø.^[7][20][21] Op til det 20. århunderede fungerede vandet hovedsaglig som handelsrute.^[20] Selv før ankomsten af den spanke hær, var vandområderne allerede langsomt begyndt at blive fyldt ud, men processen tog for alvor fart, da hæren overtog byen og gjorde områder med lavvande til beboelige jordområder og små kanaler.I starten af det 20. århundrede var den store sø fuldstændig forsvundet og tilbage var kun et netværk af kanaler mellem Mexico City og Xochimilco.^[18][20] Desværre blev kanaler fortsat brugt til vandforsyning af byerne, hvilket førte til uvillig udtørring af visse områder af kanalerne. I dag tilføres friske vandkilder artificielt til kanalerne for at holde vandniveauet oppe i de områder af kanalerne, som bruges af turisterne. Dog betyder den forsat voksende befolkning, at byen breder sig, og langsomt forvandler kanalområderne sig til jordområder. Trods en indsats for at holde kanalerne i live er de stærk truet af den demografiske udvikling.^{[19][11][18][20][21]}

De resterende kanaler og deres økosystem kom på UNESCO's Verdensarvsliste i 1987 med det formål at redde dem.^[22] En vigtig del af økosystemet er piletræer (ahuejote), der kan findes i områder af med lav vandstand. Disse modvirker erosion, giver læ, og gavner en lang række forskellige akvatiske arter.^[16] Disse endemiske arter omfatter en krebs kaldet en acocil (Cambarellus montezumae), og frøen Lithobates montezumae.^[16][20] Dog er det mest repræsentative dyr fra disse farvande Axolotlen (Ambystoma mexicanum). Denne padde blev før i tiden brugt som medicin, fødevarer og ceremoniel objekt under aztekernes imperium. Det blev anset for at være en inkarnation af guden Xolotl, bror til Quetzalcoatl. Dette er blevet undersøgt på grund af dens evne to at regenerere lemmer og andre kropsdele. Desuden kan den også kønsmodne som en larve, hvilket andre padder ikke er i stand til. Dog har den begrænset evne til at trække vejret.^[23] Fra 2003 har man kun kendt til 600 axolotls i naturen.^[22] Årsagen til dette er at arten mister levesteder på grund af forurening, og indførelsen af ikke-hjemmehørende fisk som tilapia har også haft katastrofale konsekvenser for væksten af denne art samt andre arter.^[22] For at bevare disse arter har man indført forskning samt miljøuddannelse.^[23] Grupo de Investigación del Ajolote da Xochimilco (GIA-X ) er en non-profit forskningsgruppe dedikeret til bevarelsen af Axolotl, som er i fare for at uddø. Det har vist sig at det mere effektivt at forstå væsenets lokalsamfund for at beskytte det på bedst mulig vis.^[24] Ud over arter, der lever i området året rundt, har vådområderne været vært for omkring fyrre procent af de trækfuglearter, der ankommer til Mexico, ca 350, som bruger de våde områder omkring Xochimilco til redebygning. Mange af disse kommer fra USA og Canada. Imidlertid er meget af denne naturtype blevet urbaniseret. Omkring 700 arter er blevet fundet i området. De trækkende arter inkluderer pelikaner, storke, musvåger og falke.^[25]

Ødelæggelsen af den sidste af disse kanaler begyndte i 1950'erne. På det tidspunkt forudsagde grundvand pumpning under bymidten alvorlige nedsynkning. Disse brønde blev lukket, og nye blev gravet i Xochimilco og andre i de sydlige bydele. Høje indvindingen har haft samme virkning på grundvandet og kanaler begyndte at tørre.^[26] Siden da er gendannet spildevand blevet genanvendt til at flyde ind i Xochimilco kanaler for at supplere vand fra naturlige kilder. Men dette vand er ikke drikkevand, da det indeholder bakterier og tungmetaller og kanalerne modtager stadig urenset spildevand og anden forureninger.^[27] Et andet stort problem, især i de seneste to årtier, er befolkningseksplosion i Mexico City, hvilket har skubbet byspredning længere sydpå til tidligere landdistrikter i det federale distrikt. Det fik myndighederne til at søge World Heritage Site status til kanalerne og de pre-spanske chinampa felter for at give dem mere miljøbeskyttelse.^[2][11][20] Dette blev tildelt i 1987,^[21] men samme store miljøproblemer eksisterer stadig.^[11][20] En undersøgelse fra 2006 af UNESCO og Universidad Autónoma Metropolitana har vist, at der stadig er meget høje niveauer af forurening (både skrald og fecal) i kanalerne, og der sker stadig en hurtig hastighed af forringelse af 2.000 hektar beskyttede område. UNESCO har mener at hovedårsagen for problemerne er udbredelsen af ulovlig bebyggelser i de beskyttede zone.^[11][28] Hvert år mister bydelen seks hektar tidligere sø bund til ulovlige bosættelser. Ifølge kommunen, lever omkring 90.000 mennesker i Xochimilco på ulovlige bosættelses områder, såsom dem i de økologiske zoner og 33,804 familier bor ulovligt på chinampas. Det mest problematiske er beboelse tættest på kanalerne, som forårsager mest forurening.^[28] Området synker 18 cm (7,1 i) om året på grund af pumpning af grundvandet, hvilket gør at kanalerne bliver ulovligt overfyldt.^[11] Forværringen sker så hurtigt, at UNESCO har truet med at trække Xochimilco ud World Heritage Site status.^[11]

(c) Stan Shebs, CC BY-SA 3.0

En axolotl

Andre større problemer vedrørende kanal system er den skade den har haft på eksisterende arter og sygdomme ødelægger på nye indfødte arter. Åkander blev importeret til kanalerne fra Brasilien i 1940'erne. Siden da er de blevet et alvorligt problem da deres tilgroning udtømmer mineraler og ilt fra vandet. Månedligt bliver der udvundet op til 400 tons af planten fra kanalerne. I 2006 blev en brasiliansk insekt (Anthonomus Grandis) introduceret til kanalerne for at hjælpe med at kontrollere anlægget.^[29] Men nogle behov for at blive opretholdt, fordi axolotls bruger dem til reproduktion.^[22] I 1960’erne indførte man arter som karper og tilapia. Imidlertid har disse været meget skadeligt for det indfødte økosystem, især Axolotl, hvis æg de spiser. Trods at der fanges tons af fisk kanalerne, er de stadig et alvorligt problem.^[30] Et andet stort problem er tabet af træer, især enebær i de økologisk zone. Over tres procent af området anses for at være alvorlig ryddet og firs procent af enebær har den parasitiske plante mistelten.^[22][31]

Roer på en af Cuemanco kanaler

Siden at det blev erklæret en World Heritage Site, har der været forsøg på at redde kanalsystem. Den første større indsats fandt sted mellem 1989 og 1994, som blev kaldt "Rescate Ecológico." Det havde til formål at konstruere en stor kunstig sø for turisme og sport, der dækker 360 hektar, ti gange størrelsen af søen i Chapultepec Park. Disse vil blive opdelt i to dele kaldet Ciénega Grande og Ciénega Chica på den side af Periferico Sur. Det ville også omfatte oprettelse af et chinampa zone, og arealer til kultur og handel og forhøjede bygninger over de to sider af Periferico Sur svarende til dem i San Jerónimo området. Men denne plan blev stoppet af fællesskabet landbruget, som har en lang tradition for at forsvare deres rettigheder. Men siden da er områderne blevet urbaniseret. Den blev erstattet af en meget mindre sø, med økologiske areal og anlæg markedet.^[18] I 2008 begyndte de lokale myndigheder en genplantning program for over 5.000 hektar chinampas og skovområder til en pris på 20 millioner pesos. Dette program omfatter skæring af ikke hjemmehørende arter såsom eukalyptus og visse fyrretræer og cedertræer for at udrydde plager forbundet med dem. Men beboerne i nærheden af skovene som i Nativitas modsætte opskæring af sunde træer. Disse er at blive erstattet af hjemmehørende arter, især enebær i chinampa områder.^[32] Dog menes det stadig, at på grund af den fortsatte byspredning, vil de resterende kanaler og beskyttede jord forsvinde inden for de næste halvtreds år.^[18]

Chinampas

Kanaler i farvandene i Lake Xochimilco blev oprindeligt skabt som slags kunstige landbrugsarealer kaldet chinampas. Chinampas blev opfundet af den pre-spanske befolkning for omkring 1000 år siden som en måde for at øge landbrugsproduktionen. På det lave vand i søerne, blev flåder konstrueret af enebær grene. Når disse flåder flyder på vandet blev sø bundens mudder og jord dynget og afgrøder plantet. Disse flåder, bundet til enebær træer, i sidste ende ville synke, og en ny bygges for at erstatte det. Over tid vil de indsunkne flåder danne et kvadratisk eller rektangulære øerne, der blev afholdt på plads delvist af de enebær træer. Når disse chinampa øer formeret, blev områder af søen reduceret til kanaler. Disse "flydende haver var en vigtig del af økonomien i aztekernes imperium med den tid, det spanske ankom.^[33][34][35] I dag er kun omkring 5.000 chinampas fastgjort til søbunden, og de stadig eksisterer i deres oprindelige form, omgivet af kanaler og anvendes til landbrug. Resten er blevet fast grund og urbaniserede. I centrum af Xochimilco er der omkring 200 chinampas, der dækker et areal på 1.800 hektar. En af grundene til nummeret er faldet er, at mindre chinampas er blevet kombineret til at skabe større.^[31] Mens der er stadig dem, der opretholder chinampas traditionelt, og bruge dem til landbruget, er chinampa kultur fading i bydelen med mange væsen urbaniserede, og bliver forvandlet til fodboldbaner, og steder for boliger og virksomheder.^[28] Forringelse af mange af disse chinampas kan ses på deres kanter som eroderer ind i den mørke, forurenet vand i kanalerne.^[34] De mest forringet chinampas er placeret i samfundene i Santa María Nativitas, Santa Cruz Acalpixca, San Gregoria Atlapulco og Ejido de Xochimilco. Sammen har disse har i alt ottetredive ulovlige bosættelser. For at reparere en chinampas, har bydelen sammen med federale myndigheder, styrket fyrre to kilometer af kystlinjen, af de 360 km (220 mi), der findes i søområdet. Dette indebærer plantning af enebær træer og forlis tezontle pyloner i søbunden.^[28]

Disse resterende chinampas er en del af Xochimilco World Heritage Site.^[34]Siden den ændret anvendelse er de blevet brugt som boliger og virkesomheder. De, der forbliver ved landbruget er for det meste blevet brugt til planteskoler, voksende prydplanter såsom Bougainvilleas, kaktusser, georginer, dag liljer, og selv bonsai.^[36] Som de kan producere op til ottegange det beløb af konventionelle jord,^[11] er de stadig en vigtig del af bydelens landbrugsproduktion.^[34] Der har været forskellige forsøg på at redde de resterende chinampas, herunder deres katalogisering af UNESCO, UAM og INAH i

2005, og forskellige genplantning indsats, især enebær træer.^[22][31]

Dukkerne fra Santana Barreras chinampa

Dukkernes ø

Den bedst kendte chinampa i Xochimilco tilhørte en mand ved navn Julián Santana Barrera, en indfødt af La Asunción kvarter. Santana Barrera var en enspænder, som sjældent blev set i de fleste af Xochimilco. Han kom til berømmelse, fordi han ville indsamle de gamle brudte organer fra dukker i kanalerne og affaldspladser, og derefter hænge dem fra filialer og binde dem til træstammer for at holde de onde ånder væk og formilde ånden af den døde pige, han havde fundet.^[37] Han ville sige, at han mente, at dukkerne var en eller anden måde stadig "i live", men "glemt" af deres ejere og om natten, hvorved det siges at dukkerne går rundt på øen og afliver af dyr, hvilket blev "opdaget" i begyndelsen af 1990'erne, da området blev ryddet for store åkander. Før dette, mente man, at ingen boede på dette chinampa, men Santana Barrera var der, der bor i en hytte med ingen tjenester og generelt ikke modtage besøg, bortset familie. Visningen af dukker og dele tiltrak opmærksomhed fra pressen. Til sidst erklærede han til dem, at dukkerne var der for at holde de onde ånder væk og til at hjælpe med høsten i sine haver. Hans favorit blev kaldt La Moneca og han flyttede ofte dukkerne rundt blandt de grene. Han begyndte at modtage flere besøgende til at se de dukker, som i sidste ende indgår lokale politiske figurer. Santana Barrera døde i 2001. Dukkerne er dog stadig på øen tilgængelige med båd.^[38]

Trajineras

Farvede trajineras.

I dag som i før i tiden flyder et stort antal små, ikke motorieserede både og pramme på vandet i kanalerne. Før blev disse både oftest anvendt til transport af gods, men i dag bliver de næsten udelukkende anvendt til turisme.^[19][11][36] Disse er populære, ikke kun af turister der kommer til Mexico City, men også med lokalbefolkningen, især om søndagen.^[14] Der er findes forskellige typer og størrelser af både, men den mest almindelige kaldes "trajineras", som ligner gondoler, men er modelleret efter pre-spansk skibe kaldet acallis. Den nuværende navn er et gammelt spansk ord for "kano". Oprindeligt blev trajineras dekoreret med blomster buer og filialer af ahuejote enebær træer. Dette blev til sidst ændret til en bue fastgjort til taget som beskyttelse mod solen. Buerne har ofte kvindelige navne på dem "Maria" eller "Juanita", som kan henvise til nogen speciel eller blot være navnet på båden. De kan stadig dekoreret med blomster, men oftere er de malet med blomster og andre mønstre. Under trajineras bruges til turister, er der et langt bord med stole hvilket giver mulighed for at spise og drikke.^[39]

Kvarterene i Caltongo, Xaltocan, La Santisima og La Asuncion stadig er specialiseret i fremstilling og reparation af trajineras. Trajineras kommer i forskellige størrelser og former afhængig af funktion. Disse såkaldte "jumbillos" eller "tulillos" måler 1,5 meter (4,9 fod) med 40 cm (16 tommer), og for det meste konstrueret i landdistrikterne i bydelen og i Milpa Alta. "Chalupas" eller "chalupitas" måler fire meter (13 fod) med 50 cm (20 in). Disse er for det meste lavet i kvartet i San Cristóbal, der er kendt for sine tømrere. A "chalupón" eller "canoa borgmesteren" er lavet af ceder og måler fem meter (16,4 ft) med 1,2 m (3,9 fod). Disse er for det meste lavet i kvarterne i San Cristobal eller La Asunción. A "Pequeña kano (de porte) Cayuco" er på størrelse og form af en kajak. En "Canoa esquimal" måler fem meter (16,4 ft) med 1,3 meter (4,3 fod). Andre typer af fartøjer på vandet omfatter "canonas medianas", "Canoas ¾ porte," og "Canoas de aporte", som er lavet af en enkelt træstamme, men er ved at forsvinde på grund af manglen på tilstrækkelige store træer. Manglen af træ er også at gøre opførelsen af større trajineras uøkonomisk så godt.^[39] I 2011 bydelen begyndte inspektion af trajineras på alle ni af de embarcaderos eller dokker for sikkerhed.^[40]

Kvinde i en chalupa som sælger planter

Der er over to hundrede trajineras placeret i de ni dokker eller "embarcaderos", der har adgang til kanalerne: Cuemanco, Caltongo, Fernando Celada, Salitre, Belem, San Cristobal, Zacapa, Las Flores, Nuevo Nativitas y Belem de las Flores.^[7] Disse dokker blev oprindeligt brugt til forsendelse af afgrøder fra de lokale områder. I dag er de for det meste brugt til turister. Embarcadero Nuevo Nativitas ligger på Xochimilco-Tulyehualco vejen, med trajineras, madboder og et håndværker markeder. Det blev skabt af et kooperativ i 1986, hvilket er hvorfor det kaldes "Nuevo" (ny).Embarcadero Caltongo ligger på Nuevo León Street i Barrio San Cristobal. Det var oprindeligt på en lille sø kaldet Caltongo indtil 1930'erne. I dag er søen tørret, men der er stadig adgang til en række kanaler. Den nuværende anlæg blev bygget i 1940'erne, med navnet på Aron Sáenz. Embarcadero Cuemanco er på Periferico Sur siden af den olympiske roning kurset. Det blev indviet i 1993, sammenholdt med Parque Ecológico og plante markedet. Denne dock har ikke mad eller andre tjenester på grund af det "økologisk" karakter, men det er det sted, hvor La Llorona play gjort hvert år for ”Day of the Dead”. Embarcadero Belem y San Cristóbal er i centrum af Xochimilco oprindeligt var i en anden placering, men havde til at flytte til den nuværende i 1960, når dens kanal blev fyldt i. Embarcadero Fernando Celada er på Avenida Guadalupe i Barrio San Juan. Det var en af de første til at tilbyde ture på dækket både til turister i 1930'erne. Embarcadero Zacapa er på Xochimilco-Tulyehualco vej, tæt på Santa Maria Nativitas skov park. Det var det vigtigste rejsemål for mange pramme bringe merchandise fra andre embarcaderos. Det blev flyttet og ombygget i 1973 og har mad, håndværk og andre tjenester for turister. Embarcadero Salitre ligger på Salitre og Violeta Streets i det historiske centrum af Xochimilco.^[41]

I weekenden er sektioner af kanaler fyldt med trajineras, og med støjende revellers. Du kan købe mad, drikkevarer og endda planter fra trajineras der vandrer kanalerne og nærmer trajineras fyldt med turister. Mariachi og andre bands også kan lejes til at spille et par sange på denne måde også.^[36]

Historie

Xochimilco's Aztec glyph

Petroglyph i Cuauhilama

Trajinera i San Andrés Mixquic med La Calavera Catrina på Day of the Dead

Navnet "Xochimilco" kommer fra nahuatl og betyder"blomster felt." Dette henvist til de mange blomster og andre afgrøder, der blev dyrket her på chinampas siden præ-spansktalende periode.^[7]

Den første menneskelig tilstedeværelse i området var af jægere og samlere, som vinder bosatte i landbrugssamfund.^[42] De første bosættelser i Xochimilco området var forbundet med Cuicuilco, Copilco og Tlatilco bosættelser i løbet af klassiske periode. De Xochimilca mennesker, der anses for en af de syv Nahua stammer, der migrerede ind i Valley of Mexico, først afgjort omkring 900 cd i Cuahilama, nær hvad der nu Santa Cruz Acalpixca. De tilbad seksten guder, hvor Chantico var gudinde for arne og Cihuacoatl, en jord gudinde og Amimitl, gud chinampas de vigtigste.^[2][43]

De Xochimilcas var landmænd, og grundlagde deres første herredømme under en leder ved navn Acatonallo. Han er kendt for at opfinde chinampa systemet af landbruget for at øge produktionen. Disse chinampas i sidste ende blev den største producent med afgrøder som majs, bønner, chili peber, squash og meget mere. Byen Xochimilco blev grundlagt i 919. Over tid, voksede den og begyndte at dominere andre områder på den sydlige side af søerne såsom Mixquic, Tláhuac, colhuacan og endda dele af det, der nu staten Morelos. Xochimilco havde én kvinde hersker, hvilket ikke skete andre steder i Mesoamerika i den pre-spansk periode. Hun er krediteret med at tilføje en række markante retter til områdets køkken, med inklusioner såsom necuatolli, chileatolli (atole med chili peber), esquites og tlapiques.^[2]

I 1352, flyttede derefter kejser Caxtoltzin byen fra fastlandet til øen Tlilan. I den forbindelse var det som en anden ø by i området, Tenochtitlan. Selv om der ikke længere er en ø, byens centrum er stadig på samme sted.^[2][7] I 1376, Tenochtitlan angreb Xochimilco, tvinger byen til at appellere til Azcapotzalco om hjælp. Erobringen var mislykket, men Xochimilco blev derefter tvunget til at betale hyldest til Azcapotzalco. Tenochtitlan lykkedes at erobre Xochimilco i 1430, mens det blev regeret af Tzalpoyotzin. Kort tid derefter, Itzcoatl byggede kejser Aztec dæmningen eller Calzada, der ville forbinde de to byer over søen. Under regeringstid af Moctezuma Ilhuicamina den Xochimilcas bidrog materialer og arbejdskraft til at konstruere et tempel til Huitzilopochtli. De deltog også i de videre erobringer Aztec Empire såsom i Cuauhnáhuac (Cuernavaca), Xalisco og Metztitlán og Oaxaca dale. Til deres service, Ahuizotl bevilgede Xochimilcas autonomi i deres lande, og de to byer sameksisteret fredeligt.^[18] Aztec kejsere ville forbi her på kongelige pramme på vej til Chalco / Xico, så en ø i Lake Chalco.^[18] I århundreder Xochimilco forblev forholdsvis adskilt fra Mexico City, men forudsat meget af den større byens producere.^[9]

Aztec kejser Moctezuma Xocoyotzin indførte en ny guvernør, Omácatl, på Xochimilco grundet ankomsten af de spanske, men dette guvernør blev tvunget til at vende tilbage til Tenochtitlan, da kejseren blev taget til fange. Han blev derefter afløst af Macuilxochitecuhtli, men firs dage senere for han tog til Tenochtitlan at bekæmpe spansk sammen Cuitlahuac. Han blev efterfulgt af Apochquiyautzin, som forblev loyale over for Tenochtitlan. Af denne grund, Hernán Cortés besluttet at sende hære til at undertrykke Xochimilco, før du tager Tenochtitlan. Det skete den 16. april 1521. Under slaget blev Cortés næsten dræbt, da han faldt af sin hest, men han blev reddet af en soldat ved navn Cristóbal de Olea. Kampen var hård og efterladt nogle Xochimilca krigere i live. Ifølge legenden, det var efter denne kamp, Cuauhtémoc kom til Xochimilco og plantede en enebær træ i San Juan nabolaget for at fejre begivenheden.^[2]

Pre-spansk Xochimilco var en ø forbundet til fastlandet med tre dæmninger. En af disse stadig eksisterer i form af Avenida GuadalupeI.Ramirez, en af byens hovedgader. Denne dæmning førte til den vigtigste ceremonielle centrum af byen, som blev kaldt Quilaztli. Den spanske ødelagde Quilaztli under Conquest, og erstattet den med San Bernardino de Siena Kirke, som ville blive den sociale og politiske centrum af den koloniale byen.^[13] Byen til gengæld var den vigtigste afvikling i den sydlige del af Valley of Mexico i kolonitiden.^[44] Det blev en afvikling af spansk, Criollos og mestizer, med de indfødte lever i landbosamfund uden for byen korrekt.^[7]

Under belejringen af Tenochtitlan, Hernan Cortes angreb byen og "store antal krigere" i det. Under slaget blev Cortes slået af hesten, og næsten fanget af mexicanerne. Den følgende dag, Guatemoc sendt ti tusind krigere til lands og to tusinde i kano til at angribe spanierne, efterfulgt af ti tusinde forstærkninger. Mexicanerne blev besejret, og Cortes var i stand til at fange fem mexicanske kaptajner. Cortes derefter fortsatte med sin march.^{[45]:340–347}

Efter erobringen, Apochquiyauhtzin, den sidste herre Xochimilco, blev døbt med navnet på Luís Cortés Ceron de Alvarado i 1522, og han fik lov til at fortsætte styrende under det spanske. Evangelisering blev foretaget her ved Martín de Valencia med en række andre, der er kendt som de første tolv franciskanere i Mexico. Deres kloster blev bygget mellem 1534 og 1579, sammen med mange kapeller og kirker i Xochimilco området, et hospital i Tlacoapa og en skole. Xochimilco blev gjort en Encomienda af Pedro de Alvarado i 1521 og forblev sådan indtil 1541.^[2]

Den spanske brugte søer og kanaler af dalen af Mexicos meget som den indfødte gjorde, i hvert fald i første omgang.^[18] Xochimilco forblev et vigtigt landbrugsområde, shipping sin produktion til Mexico City på samme måde.^[9] Dog er problemer med oversvømmelser, især den store oversvømmelse af 1609 i Mexico City og Xochimilco, ansporede den spanske at begynde projekter at dræne søerne.^[2][11] Som et resultat heraf har disse søer, herunder Lake Xochimilco, lidt en af de mest radikale transformationer i historien om urbanisering. Fem hundrede år siden, søen udvidet 350km2 og indeholdt 170 km (110 mi) 2 af chinampas og 750 km (470 mi) af kanaler. I dag er der kun 25km2 af chinampas og 170 km (110 mi) af kanaler, og de er stadig ved at forsvinde.^[18]

Xochimilco fik titlen byen af Felipe II i 1559. Gennem det meste af kolonitiden, blev byens indfødte befolkning decimeret af epidemier, især tyfus. På trods af dette, og på grund af den tilsyneladende accept af kristendommen, de Xochimilcas fik lov til at beholde en række af deres traditioner og deres identitet som et folk. Området forblev det meste indfødte for meget af kolonitiden. Dens betydning som en landbrugs centrum med nem adgang til Mexico City betød, at i det 17. århundrede, omkring to tusind pramme en dag stadig rejste på vandet, der adskilte de to områder.^[2]

Alter fra det 16. århundrede i San Bernardino kirken

I 1749, Xochimilco blev en "corregimiento" eller semi-autonome område fra Mexico City og vil forblive sådan indtil Independence. Det ville også stige i betydning som en mellemlanding for dem, der rejser mellem Mexico City og Cuernavaca. Også i denne tid, Xochimila Martín de la Cruz, skrev Xihuipahtli mecéhual Amato "bedre kendt som Aztec Herbal bog eller Cruz-Badiano Codex. Det er den ældste bog om medicin skrevet på det amerikanske kontinent. Den blev oversat til latin af Juan Badiano. Den oprindelige er i Vatikanet.^[2]

Efter Independence, Xochimilco blev en kommune i det daværende Statens Golf. Det skulle senere blive en del af det føderale distrikt Mexico City efter den mexicanske amerikanske krig, da dette distrikt blev udvidet.^[2]

Manuel Payno i sin roman "Los Bandidos del Rio Frio" relateret en rejse gennem her mellem San Lázaro og Chalco.^[18] I 1850, den første dampdrevne båd rejste gennem her, der forbinder Mexico City med Chalco. Dampdrevne skibe forblev i Xochimilco farvande fra da indtil 1880'erne, da de falmede af brug. Før, under og efter, Xochimilco fortsat med at gøre mere traditionelle flåder, kanoer og trajineras, skubbede langs de lavvandede farvande ved en pæl.^[2]

Op gennem århundreder, dalen søer fortsatte med at skrumpe, men der var stadig kanaler, der er knyttet Xochimilco til centrum af Mexico City. I slutningen af det 19. århundrede havde Mexico City vokset sine traditionelle vandforsyning og begyndte at tage vand fra kilder og underjordiske vandførende lag i Xochimilco.^[2][20] Nedbrydning af søerne var hurtigst i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor projekter som Canal del Desagüe blev bygget for yderligere at dræne dalen.^[18] Dette og overdreven grundvandsmagasin pumpning sænket grundvandsspejl og kanaler i nærheden af Mexico City centre udtørret og afbrød en billig måde at få varer til markedet for Xochimilco.^[2] Dette havde stor indvirkning på områdets økonomi, sammen med virkningerne af tabet af fiskeri efter fællesskaber såsom Santa Cruz Acalpixca, San Gregorio Atlapulco og San Luis Tlaxialtemalco. (rescartarlo).^[2] I 1908, serverer en elektrisk sporvogn blev indviet, der var formodes at nå Tulyehualco, men aldrig gjorde.^[2]

Under den mexicanske revolution, kom den første zapatisterne i bydelen gennem Milpa Alta. De brændte områder i Nativitas og San Lucas i 1911 og derefter forblev uden yderligere angreb. De tog derefter byen Xochimilco i 1912, brændende den sydlige del. Zapatisterne derefter kontrollerede det meste af, hvad der nu bydelen. Den 23. april 1913 blev 39 unge skudt til døde i en lille gyde i San Lucas Xochimanca. En mindeplade mindes webstedet. Når zapatisterne blev konfronteret af tropper loyale til Venustiano Carranza i Cuemanco, de beskadigede pumper og indstil centrum af Xochimilco og den oprindelige kommunale palads i brand. I 1914, Francisco Villa og Emiliano Zapata mødtes i San Gregorio og underskrevet en alliance kaldet pagten i Xochimilco.^[2]

Efter krigen, Xochimilco blev en købstad, når det føderale distrikt blev reorganiseret, herunder samfundene i Mixquic, San Juan Ixtayopan og Tetelco. Disse og andre områder vil gå tabt, og dens endelige dimensioner opnået i 1931.^[2]

I 1920'erne, Xochimilco mistede kontrollen over det meste af sin vandforsyning, taget af byen for sine behov.^[34] Byspredning i Mexico City nåede Xochimilco i midten af det 20. århundrede, og det stadig påvirker bydelen i dag.^[9] 1970'erne, begyndte den føderale regering til at erstatte den tabte levering til kanalerne med behandlet vand fra den nærliggende Cerro de la Estrella. Dette er det meste af vandet, der strømmer nu i kanalerne. Det behandlede vand er klart, men ikke drikkevand på grund af bakterier og tungmetaller. Imidlertid er det bruges til at vande afgrøder på chinampas, selvom kanalerne er yderligere forurenet af urenset kloakering og affald.^[34] Den største trussel mod kanalerne og deres økosystemer er ukontrolleret byspredning, hovedsagelig på grund af ulovligt byggeri på bevarelse land. Disse bosættelser er forurenende kanaler med ubehandlet skrald og affald, og udfylde kanaler til at gøre "nyt land".^[11] Der er enogtredive illegale bosættelser i det historiske centrum, med 2.700 konstruktioner. Ti af disse er i chinampas af San Gregorio Atlapulco, San Luis Tlaxialtemalco, Santa Cruz Acalpixca og Santa María Nativitas.^[28] Bydelen og UNESCO er uenige, hvad de skal gøre ved de 450 hektar ulovlige bosættelser.^[46] UNESCO kræver deres bortvisning, men kommunen siger, at dette ville være for svært og bedre at legalisere bosættelserne, at sætte indsatsen i forebyggelse mere.^[11][46]

Religion

Facaden af San Bernardino kirken i centrum af Xochimilco

Fra pre-spansk periode til nutiden, har religionen præget livet af mennesker i denne region.^[42] Da det blev indført i begyndelsen af det 16. århundrede, har den katolske religion gennemsyret og formet populærkultur. Ligesom i andre dele af Mexico, oprindelige ideer og praksis, såsom dem i Xochimilca, ikke var helt udryddet. I stedet mange blev integreret og readapted til katolicismen. Et eksempel på dette er at bygge kirker end tidligere templer og andre hellige steder. Kirkernes 'dekoration" har ofte indfødte elementer til dem så godt.^[47] På trods af at 91% af befolkningen selv identificerer som katolsk, er der stadig mange indfødte og traditioner relateret til landbruget cyklus.^[42][47] En vigtigere synkretisme har været de mange religiøse festivaler, der opstår gennem året, og de midler, hvormed disse festivaler er sponsoreret og organiseret. En stor del af den religiøse praksis i bydelen er gennem symbolske processer, der arbejder for at producere en slags social samhørighed. Den mest synlige af disse er de store borgerlige/religiøse fester.^[47]

Der er en vis religiøs mangfoldighed i bydelen, selv om de udgør en meget lille mindretal af befolkningen. Der er tredive seksikke-katolske menigheder i bydelen med omkring halvfjerds bedesteder. Næsten alle er protestantiske eller evangeliske grupper oprettet af missionærer, primært fra USA. Den første blev etableret for 120 år siden, men de fleste er blevet etableret i de sidste tyve år, med en lille, men voksende antal tilhængere. Men da næsten al social aktivitet er relateret til denne populære katolske festival kalender, intolerance over for religiøse mindretal generelt tager subtil form af at blive udelukket fra begivenheder, selv om en række katolske deltager i festlighederne alligevel.^[47]

Disse meste religiøse festivaler og andre traditioner har været opretholde trods urbanisering af bydelen. Kalenderen af festlighederne her er omfattende. Nogle er borgerlige eller politiske begivenheder som Independence Day eller lokale festligheder såsom fødslen af digteren Fernando Celada, fødslen af Quirino Mendoza y Cortés, komponist af "Cielito Lindo", og mindehøjtideligheder for mødet i Francisco Villa og Emiliano Zapata på 4.december på dette område. Men de fleste hændelser knyttet til religiøse aktiviteter og traditioner, arrangeret af frivillige, der kaldes mayordomos.^[48] Mayordomia system er den vigtigste sociale struktur i bydelen. Den primære opgave for disse frivillige er at sponsorere og organiseret eventuelle mange religiøse festivaler og fester, der opstår gennem året, samt andre opgaver. Dette kan betales ved at indsamle donationer eller betales direkte af den Mayordomo.^[4][47] Der er 422 officielt anerkendte festivaler i løbet af året,^[4], herunder dem, lokal til bestemte fællesskaber.^[42] En af disse mere lokaliseret festivaler er den 3. maj, Day of the Holy Cross, som er blevet fejret i samfund som Santa Cruz Xochitepec (eller Magdalena Xochitepec), Santa Cruz Acalpixcan og centrum af Xochimilco i over 400 år.^[49]

Den bedst kendte Mayordomo holdning er dog, ikke for en festival, men snarere til pleje af et billede af barnet Jesus kaldte Niñopa.^[48] Billedet er over 435 år gammel og har en følgende på omkring 25.000 i Xochimilco området.^[50] Den måler 51 cm (20 tommer) og vejer mindre end et kilo.^[51] Navnet "Niñopa" kommer fra det spanske ord "Niño" (barn) og nahuatl suffikset "-pan" (sted) til betyder "barn af sted.”^[7] Billedet blev anset for at have været lavet af appelsin træ, men dette blev bevist falsk, da billedet blev droppet, og en finger beskadiget, der giver mulighed for udtagning af en lille prøve. Analysen viste, at det blev gjort i lokalområdet af et træ kaldet en chocolín, i det 16. eller 17. århundrede.^[52] Prestige for at blive en Mayordomo for Niñopa er så stor, at ventetiden til at blive en er årtier lang.^[43][48][52] Mayordomo modtager intet til pleje af billedet og betaler alle udgifter ud af lommen, som omfatter bygning værelser for billedet at blive, og sponsorere de næsten daglige begivenheder dedikeret til dette billede.^[4] Den årlige cyklus begynder den 2. februar, når billedet modtages af en ny Mayordomo. I løbet af året, billedet besøg hjem og hospitaler, ledsaget af Chinelos danseres.^[7] Ud over Niñopan, andre vigtige Jesusbarnet tal inkluderer Niño Dormidito i Xaltocan kvarter, Niño de Belen på Salitre Embarcadero, den Niño Tamalerito og Niño de San Juan. Disse billeder, sammen med Niñopan, fejres sammen den 30. april, ved et arrangement kaldet Niños Sagrados.^[43] Der er forskellige replikaer af Niñopa, som er ejet af tidligere mayordomos.^[52]

Niño Dios figur på San Bernardino de Siena kirken

Femten af de atten Pueblos af Xochimilco holder store begivenheder for Day of the Dead, herunder kostume parader, udstillinger, især af altre, på kirkegårde, museer, pladser og meget mere. Dolores Olmedo Museum har en årlig monumentale alter til de døde til lejligheden per traditioner, er kirkegårdene i mindre samfund, såsom San Francisco Tlalnepantla, Santa Cruz Xochitepec og Santa María Nativitas belyst med glød af talrige stearinlys og kære sidde vagt over grave.^[53] Den bedst kendte begivenhed i forbindelse med Day of the Dead er "la Cihuacoatle, Leyenda de la Llorona", som er en forestilling baseret på La Llorona spøgelse, der løber fra slutningen af oktober til midten af november. Det foregår på vandet i den gamle Tlilac søen. Tilskuere se begivenheden fra trajineras der afgår fra Cuemanco dokker og rejser kanalerne for at nå søen. En anden lignende ydelse kaldes "Retorno al Mictlan" eller tilbage til Mictlan, aztekernes land of the Dead, der udføres i det historiske centrum af Xochimilco.^[53][54]

Efter erobringen begyndte spanierne at bygge kirker og klostre i de forskellige landsbyer i hvad der nu bydelen. Typisk for disse er klostret på Santa María Tepepan, bygget mellem 1525 og 1590. I dag, Xochimilco har ni sogne og fem rectories.^[47] Den vigtigste af det er også den første kirke etableret i området, San Bernardino de Siena kirke og tidligere kloster grundlagt af Martín de Valencia.^[55] Den nuværende kirkebygning blev bygget mellem 1535 og 1590 under ledelse af Francisco de Soto, men kloster og kloster området var ikke færdig, før det tidlige 17. århundrede.^[47][55] I 1609, blev et kloster skole grundlagt på stedet med klasser i retorik, teologi og kunst og breve. Det meste af finansieringen af projektet kom fra indfødte ledere i området, især Martín Cerónde de Álvaro. I 1538, Kirken ønskede at bringe kompleksets franciskanerne i Mexico City, men de lokale folk imod og vandt. Men i 1569, var der stadig kun fire munke betjener over 5.000 indfødte folk. Kort efter blev den oprindelige befolkning organiseret i kvarterer for indoktrinering og folketællinger formål: Santiago Tepalcatlalpan, San Lucas Xochimanca, San Mateo Pochtla, San Miguel Topilejo, San Francisco Tlalnepantla, San Salvador Cuautenco, Santa Cecilia Ahuautla, San Andrés Ocoyoacac, San Lorenzo Tlatecpan San Martín Tiatilpan, Santa Maria Nativitas Zacapan y Santa Cruz Acalpixcan.^[56] Større restaurering arbejde blev udført på kirken i sine dekorative elementer i 1970'erne. Dette omfattede også fjerne to skoler, der var blevet etableret på det store atrium område samt at forbyde kommercielle aktiviteter fra samme.^[56]

Kirken fastholder er meget stort atrium, som var fælles for klostre i løbet af evangelisering bestræbelser på meget tidlige kolonitiden. Disse atrier var meningen, at holde store menigheder for oprindelige folk, som blev betjent af meget få munke. Den side porten af atriet har en blanding af Plateresque, gotisk og indfødte funktion. Den vestlige port har tre buer, som repræsenterer de spanske indfødte og Mestizo folk i området. Det var det rum, hvor de første dåb i den indfødte blev gjort.^[44][56] Kirken/kloster komplekser høj og har en fæstning udseende, igen noget almindeligt for den tidsperiode.^[55]

Kirkens interiør har sit oprindelige 16. århundrede hovedalteret, med fire historier høj, indeholder indfødte, italiensk, flamsk og spansk indflydelse og er dækket i 24karat bladguld.^[55] Det indeholder en lettelse af San Bernardino omgivet af to grupper af indfødte skulpturer, som er med til at bygge kirken. Ovenfor San Bernardino, er der en skildring af Jomfru af den antagelse og Jomfru af Xochimilco. Malerierne repræsenterer episoder fra Jesu liv og er blevet tilskrevet Simon Pereyns og Andrés de la Concha.^[44] Dette er en af de få det 16. århundrede altertavler at have overlevet, og den eneste, der ligner det i størrelse og konstruktion er placeret i kloster i Huejotzingo, Puebla.^[56]

Savsmuld malerier lavet til Day of the Dead i Xochimilco

Der er syv andre altertavler, som stammer fra det 16. til det 18. århundrede. Den ene er dedikeret til Kristus på den nordlige side er fra det 16. århundrede, men det er ufuldstændig på sin base og sider. Den ene er dedikeret til den hellige familie stammer fra enten det 17. eller 18. århundrede. En anden dedikeret til Kristus på den sydlige side er fra det 16. eller 17. århundrede. En dedikeret til Martin de Porres er bemærkelsesværdig, fordi den ikke har nogen kolonner.^[44][56]

Kirkens eneste kapel tjener som et tabernakel. Dette værelse indeholder et stort maleri af Golgata.^[44] Der er også et stort antal bemærkelsesværdige malerier af navne som Echave Orio, Simón Pereyns, Sánchez Salmerón Caravaggio, Francisco Martínez, Luis Arciniegas og Juan Martínez Monteñés.^[56] Dåb skrifttyper er indrettet i akantusbladene, blandt hvilke er en pre-spansk stil kranie. Orglet er barok fra det 17. århundrede.^[55] Kirkebænkene er lavet af rødt cedertræ, som er de to prædikestole, alle lavet af Juan Rojas i det 18. århundrede.^[56]

San Pedro Tlalnahuac Kirke var en af de første "Poza" kapeller (anvendes til processioner) bygget i Xochimilco, stammer fra 1533. Den vigtigste kirke har en muret facade. Foran en lille brolagt gård indeholder et kryds skulpturelle i træ og sandsten. Der er fundet et betydeligt antal af præ-spansktalende artefakter på grunden. Det er beliggende på Calle Pedro Ramírez del Castillo.^[44][57]

La Asunción Colhuacatzinco Kirke er nyklassicistisk med buer tjener som støttepiller. Det vigtigste alter er moderne, fra slutningen af det 20. århundrede. Denne kirke er vigtig på grund af sin tilknytning til en række traditioner, herunder afbrænding af Judas på påske søndag og fyrværkeri på rammer kaldes Toritos. Langfredag er dedikeret til den hellige Begravelse, med mayordomos sponsorerer morgenmad. Det ligger i La Asunción kvarter.^[44][58]

Santa Crucita de Analco Kirke blev først bygget i 1687 og derefter ombygget i nyklassicistisk stil i 1860. Dens vigtigste alter er moderne. Det har et kapel, hvor en række film er blevet skudt, herunder en kaldet María Candelaria.^[44]

San Juan Bautista Tlateuhchi Kirke er fronted af en stor enebær træ siges at have været plantet af Cuauhtémoc at fejre alliancen af Xochimilas med aztekerne at bekæmpe spansk. Kirken har været gennem en række restaureringer. Det er beliggende i det historiske centrum af Xochimilco.^[44][57]

Santa María de los Dolores Xaltocan Kirke er en nyklassicistisk bygning, men dens vigtigste alter er Plateresque og barok. Denne kirke er vært for en 20-dages fejring af Carnival lang med de omkringliggende kvarterer og markeder.^[44]

Den Belem kirke i det historiske centrum stammer fra 1758. Det er blevet renoveret flere gange, med den sidste gang i 1932.^[44]

La Concepción de María Tlacoapa Kirken var oprindelig en del af et hospital, bygget af franciskanerne i det 17. århundrede.^[44]

El Rosario Nepantlatlaca er en unik for området kapel, som dens facade er dekoreret med fliser. Den indeholder en bemærkelsesværdig maleri af Saint Christopher fra det 17. århundrede. Oprindeligt blev kapellet dedikeret til Saint Margaret. Det blev erklæret et historisk monument i 1932.^[44]

Facade på San Juan Tlalteuchi kapel

Den Francisco Caltongo Kirke er en af de længst fra det historiske centrum af bydelen i Caltongo nabolaget. Dens facade har en række af pre-spansk elementer, selv om det blev bygget i 1969.^[44]

La Santisima Trinidad Chililico Kirke er kendt for sin rytterstatue af Saint James samt sin samling af dokumenter relateret til Xochimilco historie. Det ligger i La Santisima kvarter.^[44]

San Esteban Tecpanpan Kirke blev bygget på stedet af en pre-spansk palads og ceremonielle center. Den nuværende bygning blev bygget i midten af det 19. århundrede. Denne bygning mistet sin oprindelige hvælving, men det blev genopbygget i 1959 sammen med klokketårn. Det ligger i San Esteban nabolaget.^[44]

San Cristóbal Xalan Kirke ligger i San Cristóbal kvarter, som er kendt for blomsterdyrkning, herunder valmuer, der blev bragt fra Europa. Da den blomstrer i foråret, var der en dag dedikeret til røde valmue kaldet "Lunes de Amapolas", som er dagen efter påskesøndag. Men når valmuedyrkning blev forbudt i 1940.^[44]

San Lorenzo Tlaltecpan Kirke ligger i San Lorenzo kvarter, engang kendt for sine fiskere. De stadig specialiserer sig i en tamale med fisk.^[44]

Ikke-religiøse festivaler

Chinelos dansere i Xochimilco

Der er niogfyrre vigtige sekulære festivaler gennem året, som Feria de la Nieve, Feria de la Alegría y el Olivo, og Flormás Bellas del Ejido.^[17] "Flor más Bella del Ejido" (Smukkeste Blomst af Ejido eller Field) festspil er en købstad hele begivenhed dedikeret til skønheden af mexicanske indfødte kvinder.^[7] Oprindelsen af denne begivenhed spores tilbage over 220 år med symbolik, der er baseret på den pre-spanske begreb "blomster-kvinde" hvilket repræsenterer Moder Jord og frugtbarhed. Denne blomst-kvinde er baseret på gudinden Xochiquetzal, gudinden for blomster og kærlighed, røvet fra sin mand Tlaloc af Tezcatlipoca. Efter Conquest, denne "blomst-kvinde" symbolet overlevede og synes på bestemte katolske festivaler såsom Viernes de Dolores, eller fredag før Palmesøndag. En officiel festspil dedikeret til denne blev etableret i 1786. Oprindeligt var dens religiøse formål, men det endte med at blive sekulariseret. Af denne grund, blev begivenheden flyttet til en uge før Viernes de Dolores og derefter kaldet Viernes de las Amapolas. Arrangementet eksisteret i denne form for 170 år med dans, mad, pulque, Charros og festspil byder porcelæn poblanas. I 1902, traditionen formindsket som det sidste af kanaler forbinder området med Jamaica markedet lukkede. I 1921 afholdte El Universal avisen en skønhedskonkurrencefor 100-årsdagen for afslutningen af den mexicanske uafhængighedskrig, kalder det "La India Bonita" dedikeret til indfødte kvinder. Den første vinder var María Bibiana Uribe. I 1936 blev en anden festspil skabt til Mestizo kvinder kaldet "la Flor Más Bella del Ejido" eller Smukkeste Blomst af Ejido, som fandt sted hvert år på Viernes de Dolores i Santa Anita-området. Denne begivenhed blev flyttet til San Andres Mixquic i 1950'erne, men manglen på skarer havde det flytte igen i 1955 til Xochimilco, hvor det stadig.^[59]

Stande sælger is i mange varianter på Xochimilco

Feria de Nieve (ICES og Is Fair) finder sted i Santiago Tulyehualco hver April. Aromatiseret sne blev forbrugt i før spansktalende periode, spist af de rige og lavet af sne fra de nærliggende bjerge og transporteres gennem dette område. Forbruget af denne aromatiseret sne fortsatte ind i kolonitiden og den første messen dedikeret til det blev etableret i 1529 af Martín de Valencia. Messen blev fejret sporadisk indtil 1885, hvor der blev fornyet interesse i det, hvilket gør det til en årlig begivenhed. I 2009 begivenheden havde sin 124. års jubilæum. I løbet af denne tid har nye varianter og typer frosne konfekt blevet opfundet. Nogle af de varianter er ualmindeligt, såsom rosenblad, pulque, muldvarp, grøn mynte, salat, rejer og tequila. Mange af disse blev udviklet af lokale bosiddende Faustino Cicilia Mora.^[60]

Samfundet Santiago Tepalcatlalpan afholder en årlig majs festival, da det stadig er en betydelig producent af denne afgrøde. Denne begivenhed kaldes Feria del Maiz y la Tortilla (Majs og Tortilla Fair) i maj. Den fokuserer på de traditionelle metoder til at forberede og spise kornet, såsom i tortillas, Gorditas, sopes, quesadillas, tlacoyos med forskellige fyld og atole, især en version krydret med chili peber.^[61]

Feria de la Alegría y el Olivo ("Alegria" og Olive Fair) har været en årlig begivenhed siden 1970'erne i Santiago Tulyehualco. Den er hovedsageligt baseret på et gran indfødte til Mexico kaldet amaranth. En "alegria" er en sød lavet med dette korn, honning med tørrede frugter og nødder undertiden tilføjet. Imidlertid er udtrykket også til at henvise til anlæg, der producerer amaranth. En "olivo" er et oliventræ. Amaranth var en vigtig del af den pre-spanske kost, på grund af dets ernæringsmæssige egenskaber og dens anvendelse i forskellige ceremonier. Denne årlige messen er dedikeret til udarbejdelsen af denne søde sammen med oliven produkter fra området.^[62] Over 250 producenter af kornet tilbyde deres produkter i forskellige præparater. Der er også kulturelle arrangementer såsom koncerter.^[63]

Isbod med mange forskellige slags smag i Xochimilco

Feria Nacional del Dulce Cristalizado (National Krystalliseret Candy Fair) finder sted hvert år i Santa Cruz Acalpixca samfund på Plaza Civica. Denne messen er dedikeret til en traditionel sød af forskellige frugter og undertiden planter, der er konserveret i en sukkeropløsning, indtil de krystalliserer. Disse omfatter squash, ananas, nopal kaktus, tomater, chili peber, figner og meget mere. Disse traditionelle slik sælges ofte sammen andre, såsom kokos konfekt, palanquetas de cacahuate (svarende til Peanut skør), og Nuez con leche (en møtrik-mælk godbid). Dette slik er resultatet af en blanding af pre-spanske og europæiske søde traditioner. De vigtigste europæiske bidrag er sukker og mejeriprodukter, som ofte blandet med indfødte eller andre indførte ingredienser. Oprindeligt blev frugt og andre fødevarer krystalliseret denne måde for bevaring. Mange i samfundet af Santa Cruz Acalpixca specialiserer sig i fremstilling af en eller flere af dette slik, som begyndte i 1927 med to butikker, der tilhører Santiago Ramírez Olvera og Aurelio Mendoza i Tepetitla nabolaget. I 1980'erne, byen besluttede at afholde en årlig fair at reklamere for deres produkter, som oprindeligt blev afholdt i forbindelse med festivalen til den lokale

skytshelgen. Arrangementet omfatter præmier til de bedste konfekt i flere kategorier og indførelsen af nye former for slik.^[64]

Andre begivenheder omfatter Karneval i Xochimilco, som blev påbegyndt i 2004, for at redde karneval tradition i området. Den består af en række koncerter af forskellige typer, kunstudstillinger, mad og håndværk viser og spiller for børn.^[65] Der er også messer dedikeret til kaniner og julestjerner, samt lokale civile festligheder til ære begivenheder som fødsel af digteren Fernando Celada, fødslen af Quirino Mendoza y Cortés, komponist af "Cielito Lindo", og højtideligholdelsen af mødet i Francisco Villa og Emiliano Zapata den 4. december på dette område.^[48]

Xochimilco har også traditionelt holdt Oktoberfest på Club Alemán, som ligger i bydelen.

I Xochimilco blev filmen Sin Azu lavet. Úrsula Murayama dukkede op i denne film som Laura.^[66]

Økonomi

Da den pre-spansk periode har Xochimilco økonomi traditionelt været baseret på landbrug, for det meste ved at levere til behovene i Mexico City. Dette ikke kun domineret af økonomien, men også områdets religiøse praksisser, hvoraf nogle stadig kan ses den dag i dag.^[9][34][47] Landbrug stadig vigtig i bydelen, men det meste af fokus er flyttet til blomster og prydplanter. En væsentlig årsag til dette er den dårlige kvalitet af områdets vandforsyning.^[9][34] Xochimilco har fire store markeder dedikeret til salg af planter og blomster: Cuemanco, Palacio de la Flor, Mercado de Madre Selva og den historiske marked på San Luis Tlaxialtemalco. Cuemanco er den største i Xochimilco og den største af sin art i Latinamerika, der dækker tretten hektar, med sin egen kaktus haven og er en del af den økologiske forbeholdt Cuemanco.^[14][67][68] Bydelen producerer 2,5 millioner julestjerner hvert år,og sælgeer omrking 3,5 millioner hvert år i Mexico City. Dette svarer til en indkomst for bydelen omkring 25 til 30 mio pesos årligt, vokset med omkring 10.000 avlere.^[69]

Men der starter i sidstnævnte 20. århundrede, de fleste af områdets økonomi har bevæget sig væk fra landbruget.^[47] En af grundene til dette er en forringelse af områdets miljø. Plager og dårlig planlægning har alvorligt påvirket det fredede område i Xochimilco, i det omfang, mange frugttræer traditionelt dyrkes her er forsvundet, herunder capulins og ferskner.^[32] I de sidste fyrre år, andelen af mennesker i bydelen arbejder i landbruget er faldet fra fyrre procent til tre procent.^[8]

Xochimilco har stadig 3.562 enheder af landbrugsproduktionen, der tegner sig for 17,7% af den samlede af Federal District. De dækker 2,741.4 hektar jord eller 11,4% af District. 2741.4 hektar er landbrugsjord, med en meget mindre mængde dedikeret til fiskeri og skovbrug. Xochimilco tegner sig for 90,8 procent af blomsten produktion af District, 76,9% af julestjerner, og alle de pelargonier og roser dyrket her. Den vokser også om 40% af District spinat afgrøde, 24,6 af figner, 8,7 af pærer, 13,2 af pærer og 9% af blommer. Som producent af husdyr, Xochimilco tegner sig for 36% af kvæget, 29,8% af grisen, 17,2 af får og 27,8% af den tamhøns produktion af distriktet.^[8]

De fleste af de beskæftigede er i fremstillingssektoren (23,5%) handel (39,7%) og tjenesteydelser (33,3%). Over 91% af alle virksomheder i kommunen er relateret til handel og service. Men produktion bidrager til 61,8% af bydelen BNP, med handel på 18,9% og tjenester på 18%.^[8] Efter landbruget, den mest synlige økonomiske aktivitet er turisme, der betragtes som en del af handel og service. Kanalerne, chinampas og trajineras er bydelen vigtigste turistattraktion.^[8] I februar 2011 protesterede trajinera operatører eksistensen af "hemmelige" rejsearrangører angiveligt tolereres af myndighederne. Der er angiveligt så mange som femogtyve eller tredive af disse, der betaler bestikkelse på 500 pesos om måneden til at operere væk fra de seks embarcaderos er godkendt af kommunen. .^[70] I forhold til resten af byen, Xochimilco har dog en ubetydelig mængde hotel infrastruktur. Der er ingen fem stjernede hoteller. Der er 183 fire-stjernede og 98 tre-stjernede hoteller, men de udgør kun to procent og en procent af det samlede for byen.^[8]

Andre seværdigheder

Kort over kommunerne

Bortset fra kanalerne og trajineras, er den bedst kendte attraktion i Xochimilco er Dolores Olmedo Museum.^[68] Dette museum var engang hjemsted for socialite Dolores Olmedo. Før dette var det vigtigste hus La Noria Hacienda, der blev etableret i det 17. århundrede. Før hun døde, besluttede Ms. Olmedo at donere hendes hus, eller hvad der var tilbage, og hendes kunstsamling til offentligheden som museum. Bygningerne er omgivet af haver beplantet med indfødte mexicanske arter, omkring hvilke vandre påfugle. Et andet område huser en række Xoloitzcuintle hund.^[14][68] Museets samling omfatter omkring 600 pre-spansk stykker, den største samling af værker af Diego Rivera 140 stykker, samt en række værker af Frida Kahlo og Angelina Beloff. Den indeholder også værelser fyldt med møbler, elementer fra mange dele af verden, og dagligdags genstande, der anvendes af Olmedo og hendes familie.^[5][14][68] I november museet oprettet et monumentalt alter til de døde.^[68]

Udsigt over en del af den økologiske park i Xochimilco

Museo Arqueológico de Xochimilco (arkæologiske museum i Xochimilco) begyndte som en samling af præ-spanske artefakter såsom keramik, sten elementer, knogler, og mere, der var blevet fundet i området, ofte under byggeprojekter. I 1965 begyndte museet at vise disse elementer til

offentligheden. I 1974 samlingen permanent flyttet til en slutningen af det 19. århundrede hus, som blev restaureret i 1980'erne og indviet under sit nuværende navn. Denne samling indeholder 2.441 stykker, for det meste keramik og sten genstande, herunder figurer, køkkenredskaber, pilespidser.^[71] Det er beliggende på Avenida Tenochtitlán i Santa Cruz Acalpixca. Placeret på den ene side er en af de ferskvand fjedre, der sætter kanalerne. På de andre sider er haver.^[72]

Nær den arkæologiske museum er et websted kaldet Cuahilama. Det er en bakke, der stiger omkring halvtreds meter over lakebed. Stedet består af terrasser og tolv helleristninger, der kan dateres til omkring 1500. Den vigtigste af disse kaldes Nahualapa, et kort, der indeholder de placeringer af 56 kilder til vand, Lake Xochimilco, otte bygninger og en stor mængde af veje og stier.^[7][57]

Pige på en hest i Bosque de Nativitas

Udsigt over Xochimilco økologiske park

Så meget af bydelen stadig er klassificeret som en økologisk reserve, er der en række grønne områder åbne for offentligheden.^[72] Disse omfatter flere "skove" såsom Bosque de Nativitas, det Xochimilco Ecological Reserve, Centro Acuexcomatl, og michmani Økoturisme Park.^[7] Der er flere parker, der er udpeget som skovene såsom Bosque de Nativitas og Bosque de San Luis Tlaxialtemaco. Disse anses for "områder af miljømæssig værdi" af byen og etableret for at imødegå nogle af de skader forårsaget af byspredning i Xochimilco. Disse områder er åbne for offentligheden, men med minimale tjenester såsom borde og ridning.^[73] Det største økologiske område er Xochimilco Ecological Reserve, indviet i 1993. Det dækker over 200 hektar og er fyldt med mange plante- og dyrearter, der lever eller migrerer her. Parken indeholder også en cykelsti, femogtredive atletisk felter, en blomst marked og et besøgscenter. Det er anden i størrelse kun Chapultepec Park. Det er også muligt at rejse i nogle af kanalerne her ved trajinera.^[19][57] Centro de Educación Ambiental Acuexcomatl (Acuexcomatl Environmental Education Center) er placeret på vejen mellem Xochimilco center og Tulyehualco.^[14] Det indeholder fisk gårde, biavl, planteskoler og væksthuse samt idrætsanlæg, klasseværelser, værksteder, et auditorium, en open-air teater og en cafeteria. Det er i Colonia Quirino Mendoza.^[16] Michmani er en økoturisme program sponsoreret af bydelen, som er beliggende på halvtreds hektar chinampas. Sitet tilbyder kajakroning, lystfiskeri, en temazcal, kabine huslejer og miljøuddannelse.^[73][74]

Krateret af Teoca vulkanen har en sports facilitet med jai Alai, gymnastiksale og en fodboldbane.^[57]

De Virgilio Uribe roning spor blev bygget til OL 1968 i en af kanalerne. Den måler to km lang og 125 meter (410 fod) brede. Det er stadig bruges til kano, kajak og roning.^[57]

Uddannelse

Gårdhave i ENAP

Bydelen indeholder 116 børnehaver, 128 folkeskoler 48 midt skoler, fire tekniske gymnasier og 15 gymnasier, der tjener en studerende befolkning på over 100.000 studerende. 4,6 procent af befolkningen er analfabeter, lavere end gennemsnittet for byen. Den højeste procentdel af analfabeter består af dem over tres år. Den laveste er i den 15-19-årige beslag.^[8]

Videregående uddannelse

Universidad Autónoma Metropolitana blev etableret i 1974 i Xochimilco under mexicanske præsident Luis Echeverría at imødekomme den stigende efterspørgsel efter offentlig universitetsuddannelse i byen. I øjeblikket institutionen har tre campusser i det føderale distrikt, i Azcapotzalco, Iztapalapa og Xochimilco, og det er sammensat af flere akademiske divisioner. Disse inddelinger omfatter División de Ciencias y Artes para el Diseño, División de Ciencias biológicas y de la Salud og División de Ciencias Sociales y Humanidades. Institutionen tilbyder omkring tyve bachelorgrader, lige mange kandidat- og ph.d.-grader samt en række certifikat programmer.^[75]

Escuela Nacional de Artes PLASTICAS (National School of Fine Arts) blev oprindeligt etableret som San Carlos Academy i det historiske centrum af Mexico City i slutningen af kolonitiden i 1781. Skolen blev den mest prestigefyldte kunstakademi i Mexico efter uafhængighed i 19. århundrede. I 1910 blev skolen indarbejdet i Universidad Nacional Autónoma de México. I 1970'erne, skolen opdelt i en bachelor-og kandidatniveau division og i 1979, bachelor division flyttet til et nyt campus i Xochimilco, forlader studier på det traditionelle sted i det historiske centrum.^[76] ENAP forbliver som landets største og mest prestigefyldte kunst-uddannelsesinstitution.^[77]

Folkeskoler og ungdomsuddannelser

Nationale offentlige gymnasier i nationale selvstyrende universitet Mexico (UNAM) Escuela Nacional Preparatoria inkluderer:

Escuela Nacional Preparatoria Plantel 1 "Gabino Barreda" [78]

Offentlige gymnasier i Instituto de Educación Media Superior del Distrito Federal (IEM'er) omfatter: ^[79]

Escuela Preparatoria Xochimilco "Bernardino de Sahagún"

Colegio Alemán Alexander von Humboldt har sin Campus Xochimilco i distriktet. Børnehaven og primære niveauer indtager en facilitet i Colonia Tepepan og de sekundære og forberedende plan indtager en facilitet i Colonia Huichapan (La Noria). [7]

The borough contains 116 preschools, 128 primary schools, 48 middle schools, four technical high schools and 15 high schools that serve a student population of over 100,000 students. 4.6 percent of the population is illiterate, lower than the city average. The highest percentage of illiterate people consists of those over sixty years of age. The lowest is in the 15-19-year-old bracket.^[8]

Noter

References

External links

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Xochimilco
• Official Xochimilco website — Delegación Xochimilco. (spansk)
• Environmentalgraffiti.com blog: "The Island of Dolls" — article and photographs. (engelsk)

Koordinater: 19°16′30″N 99°08′20″V / 19.275°N 99.138888888889°V / 19.275; -99.138888888889