Voyager
For alternative betydninger, se Voyager (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Voyager)
For alternative betydninger, se Voyagerrumsonderne er de rumsonder, der er nået længst ud i Solsystemet. Voyager 2 blev opsendt d.20. august 1977, og Voyager 1 blev opsendt d.5. september 1977. Selv om Voyager 2 blev opsendt før Voyager 1, havde sidstnævnte mere fart på, og nåede derfor først frem til de planeter som sonderne besøgte.
Ved 40 års jubilæet i sensommeren 2017 er Voyager 1 kommet ud i det interstellare rum (ca. 140 AE fra Jorden), hvorimod Voyager 2 (ca. 115 AE) stadig bevæger sig i heliopausen – området hvor solvinden bremses op af interstellare gasstrømme. [1]
Voyagers opbygning
De to Voyagerrumsonder er teknisk set ens, og har de samme instrumenter og andet teknisk udstyr om bord. Midt på billedet til højre ses den store hvide "skålformede" parabolantenne der bruges til radiokommunikationen med kontrolcentret på Jorden, og under den en instrumentsektion sammensat af 10 kasser med sondens elektroniske udstyr.
Til højre ses den "arm" der bærer de instrumenter der har med lys at gøre; kameraer for synligt lys, et fotopolarimeter samt spektrometre for infrarødt og ultraviolet lys. Omtrent midt på denne arm sidder detektorer for kosmisk stråling og elektrisk ladede partikler.
Til venstre på billedet ses de tre radioisotopgeneratorer der udgør sondens energikilde; heri findes radioaktivt plutonium der afgiver varme — denne varme omsættes til elektrisk strøm. Solceller er ikke til megen nytte i de afstande fra Solen som Voyagersonderne færdes i.
Hertil har Voyagersonderne en række piskantenner samt en gitterbom som ikke er vist på billedet. På denne bom sidder et par følsomme magnetometre, og når fartøjet efter opsendelsen er vel uden for Jordens atmosfære, strækkes denne bom ud så de følsomme magnetometre ikke "forstyrres" af de magnetfelter som Voyagers egen elektronik m.v. skaber.
Neden under instrumentsektionen i midten ses et hvidt, firkantet "felt"; kameraerne på armen til højre kan rettes imod dette "velkendte motiv" så man kan kalibrere dem efter lysforholdene. Pladen virker desuden som en "radiator" der tillader fartøjet at komme af med evt. overskudsvarme.
Kilder
- ^ Voyager Mission Status, NASA/Jet Propulsion Laboratory, Hentet 31. aug. 2017
Eksterne henvisninger
| ||||||||||||||||||||||||||||||||
|
Medier brugt på denne side
This image shows the locations of Voyagers 1 and 2. Voyager 1 is traveling a lot and has crossed into the heliosheath, the region where interstellar gas and solar wind start to mix.
Suggested for English Wikipedia:alternative text for images: orange area at left labeled Bow Shock appears to compress a pale blue oval-shaped region labeled Heliosphere extending to the right with its border labeled Heliopause. A central dark blue circular region is labeled Termination Shock with the gap between it and the Heliosphere labeled Heliosheath. Centred in the blue region is a concentric set of ellipses around a bright spot with two white lines curving away from it: the upper line labeled Voyager 1 ends outside the dark blue circle; the lower line labeled Voyager 2 appears inside.
Remark: This picture is from 2005. Today (3 October 2018) Voyager 1 is well beyond the Heliopause and Voyager 2 is about to cross the Heliopause soon (see the latest "3 October 2018" image).[1] Further, there has been evidence that the Bow Shock does not exist; whether the Heliosheath has this long of a tail is doubtful, too. It might be almost spherical.
NASA photograph of one of the two identical Voyager space probes Voyager 1 and Voyager 2 launched in 1977.
The 3.7 metre diameter high-gain antenna (HGA) is attached to the hollow ten-sided polygonal body housing the electronics, here seen in profile. The Voyager Golden Record is attached to one of the bus sides.
The angled square panel below is the optical calibration target and excess heat radiator.
The three radioisotope thermoelectric generators (RTGs) are mounted end-to-end on the left-extending boom. One of the two planetary radio and plasma wave antenna extends diagonally left and down, the other extends to the rear, mostly hidden here. The compact structure between the RTGs and the HGA are the high-field and low-field magnetometers (MAG) in their stowed state; after launch an Astromast boom extended to 13 metres to distance the low-field magnetometers.
The instrument boom extending to the right holds, from left to right: the cosmic ray subsystem (CRS) above and Low-Energy Charged Particle (LECP) detector below; the Plasma Spectrometer (PLS) above; and the scan platform that rotates about a vertical axis.
The scan platform comprises: the Infrared Interferometer Spectrometer (IRIS) (largest camera at right); the Ultraviolet Spectrometer (UVS) to the right of the UVS; the two Imaging Science Subsystem (ISS) vidicon cameras to the left of the UVS; and the Photopolarimeter System (PPS) barely visible under the ISS.
Suggested for English Wikipedia:alternative text for images: A space probe with squat cylindrical body topped by a large parabolic radio antenna dish pointing upwards, a three-element radioisotope thermoelectric generator on a boom extending left, and scientific instruments on a boom extending right. A golden disk is fixed to the body.The Voyager 2 aboard Titan III-Centaur launch vehicle lifted off on August 20, 1977. The Voyager 2 is a scientific satellite that studied outer planets Jupiter, Saturn, Uranus, and Neptune.