Vikingesværd

To sværdfæster fra 900-tallet (Petersen type S) med indlagte dekorationer i Jellingstil, med replikaer ved siden af. Udstillet på Vikingemuseum Hedeby.[1]

Vikingesværd er den type sværd, der var fremherskende i Vest- og særligt Nordeuropa i vikingetiden (for Skandinavien) og Tidlig middelalder (for øvrige områder).

De blev udviklet i 700-tallet fra folkevandringstidens sværd (frankiske sværd fra 500- til 700-tallet, der igen var udviklet fra de romerske spatha), og i 1000- og 1100-tallet udvikledes til riddersværdet.[2]

Den norske arkæolog Jan Petersen udgav i 1919 bogen De Norske Vikingsverd, der indeholdt en klassificering af de norske vikingesværd, og angav standarden. Den ligger til grund for Oakeshott typologin for senere sværd.

Eksempler

Tegning af Sæbøsværdet med inskription fra De Norske Vikingsverd (1919).
  • Sæbøsværdet: et sværd fra 800-tallet af type C, som blev fundet i 1825 i en gravhøj i Sæbø i Vikøyri i området Sogn i det vestlige Norge. Det er berømte for inskriptionen i klingen, som er tolket som runer af George Stephens (1867); alle andre er med latinske bogstaver, muligvis med undtagelse af Sæbøsværdet.
  • Et af de tungeste og længste sværd fra vikingetiden er dateret til 800-tallet og fundet i Flå. Det er 102,4 cm lang, bladet er 86 cm, og det vejer ca. 1,9 kg. Det er på Kulturhistorisk Museum i Oslo.[3]
  • Sankt Stefans Sværd er fra 900-tallet af Petersens type T med et fæste i hvalrostand udskåret i mammenstil. Det er udstillet som den ungarske Sankt Stefans kroningssværd på St. Vitus-katedralens skatte i Prag.[4]
  • Lincolnsværdet (Sværdet fra Withamfloden): et sværd der er dateret til 900-tallet med et blad af tysk eller ottoniansk oprindelse. Det er af Petersens type L (Evisons "Wallingford Bridge" type) med fæstedekorationer af en angelsaksisk håndværker. Det blev fundet i floden Witham overfor et munkkloster i Lincoln i England i 1848.[5] Peirce (1990) nævner dette sværd som "betagende", "et af de mest fantastiske vikingesværd".[6] Lincolnsværdet er også det ene af blot to sværd med indskriften Leutfrit (+ LEUTFRIT) i bladet. Det andet er fra det Volgabulgarske rige. Det opbevares på det historiske museum i Kasan. På bagsiden er indlagt et dobbelt rullemønster.[7]
  • Essensværdet er et 900-tals sværd, der er bevaret i Essen Kloster. Det er dekoreret med bladguld mod slutningen af 900-tallet.
  • Cawoodsværdet og det lignende Korsoygadensværd er med til at afgrænse typen "vikingesværd" fra middelalderens sværd. De passer fint ind i Petersens typologi, men Oakeshott (1991) betragter dem som stilmæssigt fra 1100-tallet.[8]

Se også

Referencer

  1. ^ M. Müller-Wille, "Zwei wikingerzeitliche Prachtschwerter aus der Umgebung von Haithabu", Offa 29 (1972) 50–112 (cited after Schulze-Dörrlamm (2012:625).
  2. ^ Oakeshott, R.E. (1996). The Archaeology of Weapons, Arms and Armour from Prehistory to the Age of Chivalry. New York: Dover Publications Inc. ISBN 978-0-486-29288-5.
  3. ^ Universitetets Oldsaksamling, Oslo C777 length: 102.4cm, blade length: 86 cm, weight 1.9 kg. Peirce (2002:36): "it is extremely rare to find a Viking Age sword with an overall length of more than 1 metre. Even considering the huge pommel, this weapon has a very poor balance and consequently does not handle easily. [...] Petersen determined the weight of C777 as a massive 1.896 kg (4.17 lb)."
  4. ^ Schulze-Dörrlamm (2012:630)
  5. ^ British Museum 1848, 1021.1 Antiquities from the River Witham, Archaeology Series No. 13, Lincolnshire Museums Information Sheet (1979)
  6. ^ Peirce, Ian (1990), "The Development of the Medieval Sword c. 850–1300", in Christopher Harper-Bill, Ruth Harvey (eds.), The Ideals and Practice of Medieval Knighthood III: Papers from the Fourth Strawberry Hill Conference, 1988, Boydell & Brewer Ltd, pp. 139–58 (p. 144).
  7. ^ British Museum 1848, 1021.1 Arkiveret 2. oktober 2017 hos Wayback Machine. Kendrick, T. D. (1934): 'Some types of ornamentation on Late Saxon and Viking Period Weapons in England', Eurasia Septentrionalis Antiqua, ix, 396 and fig. 2; Maryon, Herbert. (1950): 'A Sword of the Viking Period from the River Witham', The Antiquaries Journal, xxx, 175–79; '
  8. ^ "the runes inscribed upon the bronze collars which once held the grip at top and bottom [...] rather roughly incised in a rather 'home-made' style, have been positively dated as being no later than 1150 and unlikely to be much earlier than 1100. These datings have been made by two extremely eminent Runologists, Eric Moltke and O. Rygh, each independently corrobating the other's finding. On stylistic grounds and on the circumstances of its burial, Jan Petersen dated the sword to c. 1050" Oakeshott (1991:76)

Litteratur

  • Alfred Geibig, Beiträge zur morphologischen Entwicklung des Schwertes im Mittelalter (1991).
  • P. Paulsen, Schwertortbänder der Wikingerzeit (1953).
  • Ian G. Peirce, Swords of the Viking Age, 2002.
  • Jan Petersen, De Norske Vikingsverd, 1919 (archive.org).
  • Mechthild Schulze-Dörrlamm, "Schwerter des 10. Jahrhunderts als Herrschaftszeichen der Ottonen", Jahrbuch des Römisch-Germanischen Zentralmuseums 59 (2012) 609–51

Eksterne henvisninger

  • v
  • d
  • r
Vikingetidens Skandinavien
Jellingedyret
Vikingetidens udfarter
Vikingetidens fæstningsanlæg
Vikingetidens skriftlige kilder
Runesten
Kunst i vikingetiden
Danske konger
Slag
Rustning og våben
Andre historiske personer

Medier brugt på denne side

B1622 Lorange 1889 Tab IV.jpg
A detailed drawing of a viking age sword from the early 9th century found at Sæbø in the west of Norway. The swords is kept at Bergen Museum with the object number B1622. Original caption:
Fig. 1. Haugfundet Sværd fra Sæbø i Hoprekstad, Vik i Sogn. B. M. No. 1622.
1 a. Sværdet i 1/4.
1 b. Tværsnit af Kingen. 1/1.
1 c. Øverste Del af Klingen mit indlagte Tegn. 1/1.
1 d. Indlagt Mærke paa Klingens anden Side. 1/1.
Viking swords closeup.jpg
Forfatter/Opretter: viciarg ᚨ (photograph), Licens: CC BY 2.5

Two sword hilts on exhibit in Hedeby Museum. The sword on the left is from a Viking Age burial at Busdorf, Schleswig-Flensburg; Petersen type S, with silver and copper inlay work.

Literature:

  • Mechthild Schulze-Dörrlamm, "Schwerter des 10. Jahrhunderts als Herrschaftszeichen der Ottonen", Jahrbuch des Römisch-Germanischen Zentralmuseums 59 (2012) 609–651 (p. 625) [1]
  • M. Müller-Wille, "Zwei wikingerzeitliche Prachtschwerter aus der Umgebung von Haithabu", Offa 29 (1972) 50-112.