Verdensfredsrådet
Verdensfredsrådet (engelsk: World Peace Council (WPC))er en international fredsorganisation, der efter eget udsagn går ind for universel nedrustning, suverænitet og uafhængighed og fredelig sameksistens, og fører kampagner mod imperialismen, masseødelæggelsesvåben og alle former for forskelsbehandling.
Den kolde krig
Fredsrådet blev grundlagt i 1950 på basis af Sovjetunionens kommunistiske partis politik for at fremme verdensomfattende fredskampagner mod USAs påståede "krigsmageri", og var som sådan et instrument for sovjetisk udenrigspolitik. Verdensfredsrådet fungerede under hele den kolde krig som den centrale kommunistiske frontorganisation, og havde som sådan nationale afdelinger i en lang række lande. I Danmark var bl.a. Fredens Tilhængere og Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed underafdelinger af Verdensfredsrådet.[1][2][3]
Dens første præsident var den franske nobelprismodtager i kemi Frédéric Joliot-Curie, der var medlem af det franske kommunistparti. I 1950 tog Verdensfredsrådet initiativ til udarbejdelsen af Stockholm-appellen, der advokerede for et forbud mod atomvåben. Appellen fik støtte fra ca. 500 mio. mennesker, heraf godt 380 mio. fra de kommunistiske lande.[2][4]
Fra 1968 til 1999 havde Verdensfredsrådet hovedkvarter i Helsinki, i dag har rådet hovedsæde i Athen, Grækenland. I Danmark var bl.a. organisationerne Fredens Tilhængere og Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed tilknyttet Verdensfredsrådet.
Internationalt samarbejde
Som en NGO tilknyttet FN samarbejder Verdensfredsrådet med UNESCO, UNCTAD, UNIDO, ILO og andre FN-organisationer, særlige udvalg og afdelinger. Ligesom Verdensfredsrådet deltager på De alliancefrie landes bevægelses, Den Afrikanske Unions, Den Arabiske Ligas og andre mellemstatslige organisationers møder som officiel observatør.[5]
Tidligere præsidenter
Frédéric Joliot-Curie (1950–58) (Frankrig)
John Desmond Bernal (1959–65) (Storbritannien)
Isabelle Blume (1965–69) (Belgien)
Romesh Chandra (generalsekretær i 1966–1977; præsident i 1977–90) (Indien)
Evangelos Maheras (1990–93) (Grækenland)
Albertina Sisulu (1993–2002) (Sydafrika)- Prof Niranjan Singh Maan (generalsekretær) (Indien)
Orlando Fundora López (2002–08) (Cuba)
Noter
- ^ DIIS: Danmark under Den Kolde Krig, bind 1 s. 371-74
- ^ a b Gad's forlag: Den Kolde Krig og Danmark, s. 692
- ^ PET-kommissionen: PET’s overvågning af protestbevægelser, (bind 10) s. 267-71
- ^ Bent Jensen: Ulve, får og vogtere, bind 1. s. 222 og 585
- ^ Verdensfredrådet: Who we are, hentet 27. oktober 2016
Eksterne henvisninger
 | Spire Denne artikel om en forening eller organisation er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
|
Medier brugt på denne side
.svg)
Used color: National flag | South African Government and Pantone Color Picker
| grøn | rendered as RGB 0 119 73 | Pantone 3415 C |
| gul | rendered as RGB 255 184 28 | Pantone 1235 C |
| rød | rendered as RGB 224 60 49 | Pantone 179 C |
| blå | rendered as RGB 0 20 137 | Pantone Reflex Blue C |
| hvid | rendered as RGB 255 255 255 | |
| sort | rendered as RGB 0 0 0 |
Handshake icon
This is the national flag of Belgium, according to the Official Guide to Belgian Protocol. It has a 13:15 aspect ratio, though it is rarely seen in this ratio.
Its colours are defined as Pantone black, Pantone yellow 115, and Pantone red 032; also given as CMYK 0,0,0,100; 0,8.5,79,0; and 0,94,87,0.Forfatter/Opretter: Bellerophon5685, Licens: CC BY-SA 3.0
Membership in the World Peace Council
National affiliates in red
Affiliates of the International Federation for Peace and Conciliation in blue
Countries with both national affiliates and the IFPC in purple