Vega-ekspeditionen

Vega-ekspeditionen under ledelse af Adolf Erik Nordenskiöld var den første ekspedition, som fandt vejen og sejlede gennem hele Nordøstpassagen.

Allerede i midten af 1700-tallet blev det antaget, at der fandtes en søvej mellem Europa og Asien gennem Ishavet. Efter en hård og problemfyldt rejse fik Vega-ekspeditionen en lykkelig afslutning og blev anset for at være blandt de fornemste svenske videnskabelige præstationer.

Planlægningen

Baggrund

De første udforskninger omkring en mulig sejlbar rute til Asien nord om Sibirien blev foretaget allerede i slutningen af 1500-tallet af blandt andre nederlænderen Willem Barents. I 1600-tallet nåede russiske pelsjægere længere og længere mod nord og Ishavet. Russeren Semjon Dezjnjov blev i 1648 den første, der sejlede gennem sundet mellem Alaska og Sibirien^[1] (det nuværende Beringstrædet) og i 1742 opdagede russeren Semjon Tsjeluskin det nordligste punkt på det euroasiatiske kontinent. Det bærer hans navn Kapp Tsjeluskin.

Også den dansk-russiske Vitus Bering gennemførte forskningsrejser i området. I midten af 1700-tallet skrev den schweiziske geograf Samuel Engel en afhandling, hvor han fremlagde sin teori om eksistensen af en nordøstpassage^[2]

Forberedelser

Nordenskiöld havde allerede gennemført flere forskningsrejser i arktiske egne, blandt andet til Svalbard, Vestgrønland, Karahavet og på floden Jenisej.

Nordenskjöld startede med sine forberedelser til ekspeditionen for at finde Nordøstpassagen i 1877, og i juli fremlagde han en detaljeret plan for kong Oscar 2.^[3] Kongen godkendte forslaget. Nordenskiold fik gjort flere videnskabelige selskaber i Sverige interesseret og sikrede derved ekspeditionen finansiel støtte.

Til ekspeditionen blev der anskaffet en ældre sælfangerskude, «Vega», som blev ombygget og udrustet for offentlige midler ved marineværftet i Karlskrona.^[3] En mindre dampbåd, «Lena», blev udrustet for at følge med som hjælpefartøj for ekspeditionen frem til Lena-floden.

Ekspeditionens medlemmer

Til kaptajn blev valgt en erfaren sømand med erfaring fra flere arktiske ekspeditioner, Louis Palander.

Videre bestod ekspeditionens medlemmer af videnskabsmænd fra ulige fakulteter, hydrograf, meteorolog, botaniker, zoolog, xylograf, tolk og skibslæge samt befalingsmænd og en besætning på 21 erfarne søfolk.^[4][5]

Flere af ekspeditionens medlemmer var hyret fra andre lande, hvilket førte til, at ekspeditionen fik bevågenhed uden for Sverige.

Ekspeditionen

Den 22. juni 1878 forlod «Vega« havnen i Karlskrona med kurs mod Tromsø via København og Göteborg. Nordenskiöld selv sluttede sig først i Tromsø i juli til det øvrige selskab.^[3]

1878

Den 21. juli 1878 forlod begge fartøjer, «Vega» og «Lena», havnen i Tromsø med kurs mod nord og derefter gennem Karahavet, og man passerede Vajgatj-øen den 30. juli. Efter et ophold i Dikson den 6. august fortsatte rejsen østover gennem Nordenskiöld-øerne, og man nåede frem til Kap Tsjeluskin, hvor fartøjerne kastede anker den 20. august^[1][3] Nordenskiöld skrev:

"Vi hade nu nått ett stort, under århundraden förgäfves eftersträfvadt mål. För första gången låg ett fartyg förankradt utanför den gamla verldens nordligaste udde. Färden hade hittills förlöpt väl tack vare god planering och Nordenskiölds stora erfarenhet av arktiska expeditioner".

Efter et ophold fortsatte ekspeditionen videre mod nord, men blev tvunget til igen at sætte kurs mod syd og den isfrie rende langs Tajmyrhalvøens østre kyst, til man nåede Lena-flodens munding natten mellem den 27. og 28. august. Her skiltes fartøjerne, og «Lena» fortsatte op ad floden mod Jakutsk^[3], mens «Vega» fortsatte videre mod øst og sejlede Nysibirien-øerne rundt den 3. september^[3] og Medvezji-øerne, eller Bjørn-øerne noget senere. Ismasserne voksede, og rejsen gik langsommere, fordi man ikke tog chancen at sejle om natten. Mellem den 12. og 18. september måtte ekspeditionen stoppe op, for at vente på at isforholdene skulle blive bedre. Nordenskiöld skriver:

"att seglatsen längs Asiens nordkust började blifva något enformig. Äfven den ifrigaste polarfarare kan i längden ledsna på idel is, grund och dimma och idel dimma, grund och is".

Rejsen fortsatte i et noget langsommere tempo, men den 28. september frøs fartøjet fast nær en bosættelse «Pitlekaj» ved «Koljutjinskaya guba» (Koljutjinskayabugten), den nordlige odde på Tjuktjerhalvøen kun en knap dagsrejse fra Uelen. Nordenskiöld skriver:

"Det var en oväntad motgång, så mycket svårare att med jemnmod fördraga, som det var ögonskenligt, att vi skulle hafva undgått densamma, om vi kommit några timmar tidigare till östra sidan af Koljutschin-bay. Talrika tillfällen hade under den föregående delen af resan funnits, då dessa timmar kunnat besparas".

Selv om om Nordenskiöld nu følte mismod ved at måtte afbryde sejladsen for vinteren, var risikoen for overvintring indgået i hans planer, og fartøjet havde proviant til to år.

Overvintringen blev benyttet til forskning og især til Nordqvists etnologiske studier af tjuktjerne.

1879

Kystlandet omkring «Vega»s overvintringsplads var øde og monoton, men ikke ubeboet. En lille tjuktjisk bosættelse, «Pitlekaj», lå et par kilometer fra fartøjet, og længere væk fandtes flere lignende bosættelser. Ekspeditionens medlemmer havde hyppig og god kontakt med indbyggerne på stedet, og tjuktjerne kom daglig på besøg i båden. Besætningen og forskerne blev holdt sysselsatte under hele overvintringen med gøremål, som indebar studier på land.

Ekspeditionen gjorde flere forsøg på at få givet besked til omverdenen om, hvor den befandt sig og om overvintringen. I begyndelsen af oktober blev der sendt et brev med tjuktjerne. Først den 10. maj 1880 (efter et halvt år) kom brevet frem til Irkutsk, som var det nærmeste sted på russisk side med regulær postgang, og yderligere en uge inden brevet nåede Stockholm, hvor man i mellemtiden var begyndt at overveje at udsende undsætningsekspeditioner.

Den strenge kulde holdt sig til langt ud på foråret. Endnu i midten af april blev der ofte registreret 40 minusgrader. Isen omkring båden voksede i tykkelse. Langt ind i juni var der fortsat adskillige minusgrader. Den 20. juni havde en issprække åbnet sig nogle mil øst for båden, men det skulle tage yderligere en måned, før isen løsnede sig omkring «Vega». Ved middagstid den 18. juli begyndte isen endelig at løsne og Nordenskiöld skriver:

"Under middagen märktes plötsligt, att fartyget kom i en svag gungning; Palander rusade upp på däck, såg att isen var i rörelse, lät elda på maskinen, som länge sedan blifvit, i förväntan på denna stund, iordningstäld, och två timmar derefter, den 18 juli kl. 3 t. 30 min. e.m., var Vega flaggbeprydd under ånga och segel åter på väg mot målet".

Efter 10 måneders ophold fortsatte rejsen mod Stillehavet, og allerede den 20. juli nåede man Beringstrædet og rundede det euroasiatiske kontinents østligste odde Kap Dezjnjov^[3] Nordøstpassagen var nu gennemsejlet.

Derefter udforskede ekspeditionen «Saint Lawrence-bugten» (Zaliv Lavrentija) og «Port Clarence-bugten» i Alaska.^[3] Så fortsatte man mod St. Lawrence-øen, hvortil man ankom den 31. juli.

Den 2. september ankom ekspeditionen til Yokohama, og nu kunne man endelig få givet omverdenen besked via telegram om, at Nordøstpassagen for første gang var blevet gennemsejlet. Modtagelsen i Japan var overvældende. Nordenskiöld og hans forskere fik audiens hos kejseren, Meiji, og fik indbydelser til en række steder overalt i Japan. Ekspeditionen forblev i Yokohama i næsten to måneder, meget på grund af at båden blev taget ind til overhaling inden tilbagerejsen til hjemlandet.

Tømmermanden om bord var den af mandskabet, som skrev dagbog. Bogen var mest formet som et brev til hans hustru hjemme i Karlskrona. Andersson mistede dagbogen i Nagasaki, og derefter er dens skæbne ukendt. Dagbogen var forsvundet i 20 år, inden at den den kom tilveje. En svensk søkaptajn faldt over den i en brugtforretning i Shanghai i Kina i april 1898. Kaptajnen overleverede bogen til den svenske handelsattaché for Østasien, og via London havnede den endelig i Sverige 1908 og indgår i dag i Kungliga Vetenskapsakademiens samlinger^[6] Bogen blev udgivet posthumt 1979, et hundrede år efter, at den blev skrevet.

Hjemrejsen blev et triumftog via Asien og Middelhavet, og ekspeditionen fik fortsat storartede modtagelser under ophold i Hongkong, Labuan, Singapore og Ceylon. «Vega» forlod Galle på Ceylon den 22. december.

1880

Ekspeditionen ankom til Aden den 7. januar, og fartøjet blev hilst med 21 skud fra en salutkonon. Den 9. januar fortsatte rejsen gennem Det Røde Hav, og «Vega» ankom til Suez den 27. januar. Herfra blev der foretaget en udflugt til Kairo, og den 3. februar fortsatte hjemrejsen gennem Suezkanalen, og man nåede Port Said den 5. februar.^[7]

Den 14. februar ankom ekspeditionen til Napoli som første anløb i Europa, og også her blev modtagelsen overvældende, ikke mindst på grund af at en af deltagerne var italiener.

Efter besøg i Rom forlod «Vega» Napoli den 29. februar, og den 9. marts sejlede man gennem Gibraltar og mod Lissabon, hvor man ankrede op den 11. marts. Den 16. marts fortsatte rejsen med anløb af Falmouth den 25. marts. Også her blev det til en række indbydelser. Herfra gjorde ekspeditionsmedlemmerne en udflugt til Paris. Den 3. april forlod selskabet Paris og rejste til den nederlandske by Vlissingen, hvortil fartøjet var sejlet.

Den 16. april nåede man København med nye overvældende festligheder, ikke mindst på grund af det danske besætningsmedlem. Den 20. april forlod «Vega» København, og den 24. april kl 08:00 blev Vaxholm passeret og endelig kunne man kaste anker på Stockholms red kl. 22:00 efter en reise på 22.189 nautiske mil.^[7]

Hele Stockholm var i festrus, da «Vega» anløb, og hele Stockholms slot strålede i et hav af lys og fyrværkeri. Alle ekspeditionsmedlemmernes navne, fra Nordenskiölds til yngste matros, lyste i ildskrift fra slottets facade. Hele den kongelige familie tog imod ekspeditionens medlemmer; Nordenskiöld skriver:

"Fyrverkerier afbrändes och kanoners dån blandade sig med skallande hurrarop från tusentals åskådare. Sedan vi ytterligare vid Kastellholmen helsats med salut, fäldes ankaret på Stockholms ström kl. 10 e.m."

Resultater

Ekspeditionen havde opnået sit formål: at finde Norøstpassagen,, men samtidig bevise, at ruten ikke kunne bruges som en handelsvej eller som en praktisk farbar rute mellem Europa og Asien. Ekspeditionens videnskabelige værdi blev de omfattende geografiske, geologiske, botaniske, zoologiske og etnografiske studier, som blev udført under rejsens vinterophold.

Ekspeditionens studier blev offentliggjort i en række videnskabelige rapporter, og en skriftlig redegørelse for ekspeditionens skæbne, eventyr og strabadser blev udgivet i et fem-binds værk (1882-1887). Nogle måneder efter hjemkomsten blev der arrangeret en udstilling om ekspeditionen på Stockholms slot, og materialet fra ekspeditionen blev også udstillet på Verdensudstillingen i Stockholm 1897

Senere lod Nordenskiöld og kaptajn Palander deres egne dagbøger trykke.

I 1880 blev Vega-medaljen indstiftet, og siden 1902 er den 24. april blevet fejret som «Vegadagen».

Først i 1915 sejlede den russiske Boris Vilkitskij på ny igennem Nordøstpassagen, men denne gang fra øst til vest i forbindelse med den store hydrografiske kortlægningsekspedition for Nordishavet, som skete i årene 1910-1915.

Litteratur

• Vegas färd kring Asien och Europa, 2 bind. av Adolf Erik Nordenskiöld, – Stockholm 1880 (svensk)
• N.O.-passagen förbi Sibiriens nordkust och genom Beringssundet utförd under svenska ishafsexpeditionen åren 1878-79 / af befälhafvaren å expeditionens fartyg «Vega» av Louis Palander, Carlskrona 1879 (svensk)
• Vega: en aktualisering av händelserna kring Vega-expeditionen 1878-1880 av Gösta Skoog, (svensk)

Wasatryckeriet, Göteborg 1965 (svensk)

• Sven Anderssons journal förd å ångfartyget Vega under expeditionen åt Norra Ishavet, åren 1878-1879av Sven Andersson, v/Bengt Garting, Carlskrona 1979 (svensk)

Noter

1. ^ ^{a b} Populär Historia 1999
2. ^ "Universitätsbibliothek Bern". Arkiveret fra originalen 20. oktober 2008. Hentet 30. april 2012.
3. ^ ^{a b c d e f g h} Nordisk familjebok, artikel Polarexpeditioner
4. ^ "Gränna, Visingsö och Ornlandet, lista over besättningen". Arkiveret fra originalen 8. august 2007. Hentet 30. april 2012.
5. ^ "Spray, lista over besättningen". Arkiveret fra originalen 18. juni 2007. Hentet 30. april 2012.
6. ^ "GRM.se Vega-Sven". Arkiveret fra originalen 8. august 2007. Hentet 30. april 2012.
7. ^ ^{a b} Vegas färd kring Asien och Europa, 2.a bandet, kapitel 20

Eksterne henvisninger

• E. Hovgaard: "Vegas Overvintring 1878-79" (Geografisk Tidsskrift, Bind 3; 1879) (Webside ikke længere tilgængelig)
• A. E. Nordenskiöld: "Et Besøg paa Beringsøen" (Geografisk Tidsskrift, Bind 3; 1879) (Webside ikke længere tilgængelig)
• L. Palander: "Nordøstpassagen med Vega" (Geografisk Tidsskrift, Bind 3; 1879) (Webside ikke længere tilgængelig)
• Om ekspeditionen (svensk)
• Kort over ekspeditionens rute
• Billeder af ekspeditionens videnskabsmænd og besætning
• A. Hovgård: Nordenskiölds rejse omkring Asien og Europa; Forlagsbureauet i Kjøbenhavn 1881
• Nordenskiölds rejseskildring, hele bogen i 2 bind

v d r Polarekspeditioner Grønlandsekspeditioner Graahs ekspedition 1828-31 Konebåds-ekspeditionen 1883-85 Pearys ekspedition til Grønland 1891-1892 Den østgrønlandske ekspedition 1891-92 Amdrupekspeditionen 1898-1900 Den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 Danmark-ekspeditionen Alabama-ekspeditionen 1909-12 1. Thule-ekspedition 1912 2. Thule-ekspedition 1916-18 3. Thule-ekspedition 1919-20 4. Thule-ekspedition 1919 5. Thule-ekspedition 1921-24 6. Thule-ekspedition 1931 7. Thule-ekspedition 1932-33 Den danske Treårsekspedition til Østgrønland 1931-34 British Arctic Air Route Expedition Nordvestpassagen Frobishers ekspeditioner 1576-1578 Davis ekspeditioner 1585-1587 Halls ekspeditioner 1605-1607 Hudsons ekspedition 1610 Jens Munks ekspedition 1619-1620 Coppermine-ekspeditionen 1819–1822 Franklin-ekspeditionen 1845 Rae–Richardsons arktiske ekspedition 1848 McClures arktiske ekspedition 1850 Lady Franklin Bay ekspeditionen 1881-1884 Fram-ekspeditionen 1898-1902 Gjøa-ekspeditionen 1903-1906 Den kanadiske polarekspedition 1913—1918 HMS Terror (1813) Nordøstpassagen Chancellors ekspedition 1553 Stephen og William Boroughs ekspedition 1556 Pets og Jackmanns ekspedition 1580 Barents' 1. ekspedition 1594 Barents' 2. ekspedition 1595 Barents' 3. ekspedition 1596 1. Kamtjatka-ekspedition 2. Kamtjatka-ekspedition Vega-ekspeditionen Maud Nordpolsekspeditioner Tyske Nordpolsekspedition 1869 Polaris-ekspeditionen 1871 Østrig-Ungarnske Nordpolsekspedition 1872–74 Jeannette-ekspeditionen 1879–81 Amundsens nordpolsekspedition Britiske Arktisekspedition 1875-1876 Den norske Nordhavsekspedition 1876-1878 Dijmphna-Ekspeditionen 1882—83 Fram-ekspeditionen 1893-96 (Fram) Jackson-Harmsworth-ekspeditionen 1894-97 Andrées polarekspedition 1896–1897 Zieglers nordpolsekspedition Sydpolsekspeditioner Første russiske antarktisekspedition 1819-21 Challenger-ekspeditionen 1872-76 Dundee-ekspeditionen 1892–93 Antarctic-ekspeditionen 1894-1895 Belgica-ekspeditionen 1897-1899 Valdiva-ekspeditionen 1898-1899 Southern Cross-ekspeditionen 1898-1900 Den svenske antarktisekspedition 1901–03 Gauss-ekspeditionen 1901-1903 Discovery-ekspeditionen 1901-1904 Scotia-ekspeditionen 1902-1903 Charcots første ekspedition 1903–05 Nimrod-ekspeditionen 1907–09 Charcots anden ekspedition 1908–10 Den japanske antarktisekspedition 1910–12 Den australasiatiske antarktisekspedition 1911-14 Fram-ekspeditionen 1910-1912 Terra Nova-ekspeditionen 1910-1913 Den tyske antarktisekspedition 1911–13 Endurance-ekspeditionen 1914-1917 Norvegia-ekspeditionerne 1927-1931 Thorshavn-ekspeditionerne 1931-1937 Byrds 1. ekspedition 1928-1930 Byrds 2. ekspedition 1933-1935 Tyske antarktisekspedition 1938–1939 Danske polarforskere Georg Carl Amdrup Vitus Bering Kaj Birket-Smith Jacob Christian Demant Bloch Jørgen Brønlund Willi Dansgaard Knud Ellitsgaard-Rasmussen Bent Fredskild Peter Freuchen Achton Friis Børge Fristrup Paul Gelting W.A. Graah Preben Gudmandsen Niels Steen Gundestrup Niels Peter Høeg Hagen Godfred Hansen Bent Hasholt Gudmund Hatt Gustav Holm A.P. Hovgaard J.A.D. Jensen Jens Gundahl Knudsen Eigil Knuth Johan Peter Koch Lauge Koch A.N. Kornerup Johannes Krüger Helge Larsen Therkel Mathiassen Jørgen Meldgaard Ejnar Mikkelsen Harald Moltke Ludvig Mylius-Erichsen Jørgen Münter Carl Petersen Didrich Pinning Christian Pingel Alf Erling Porsild Morten P. Porsild Hans Pothorst Knud Rasmussen Hinrich Rink Jens Rosing Hans Peder Steensby K.J.V. Steenstrup Lars Stemmerik William Thalbitzer Jens Vahl A.H. Vedel Theodor Zeilau Norske polarforskere Roald Amundsen Eivind Astrup Andreas Beck Olav Bjaaland Carsten Borchgrevink Lars Christensen Tryggve Gran Helmer Hanssen Sverre Hassel Hjalmar Johansen Erling Kagge Carl Anton Larsen Fridtjof Nansen Børge Ousland Kristian Prestrud Peder Ristvedt Johannes Skolp Jørgen Stubberud Otto Sverdrup Oscar Wisting Gunnar Østrem Amerikanske polarforskere Richard E. Byrd Frederick Cook George W. DeLong Elisha Kane Robert Peary Paul Siple Britiske polarforskere Pelham Aldrich Horatio Thomas Austin George Back William Baffin Frederick William Beechey Edward Belcher Stephen Borough William Borough David Buchan Thomas Button Robert Bylot Richard Chancellor Richard Collinson Samuel Gurney Cresswell Francis Crozier John Cunningham John Davis Luke Foxe John Franklin Martin Frobisher Vivian Fuchs James Hall Henry Parkyns Hoppner Henry Hudson Edward Augustus Inglefield Frederick George Jackson Thomas James Henry Kellett Skeffington Lutwidge George Francis Lyon Albert Hastings Markham Francis Leopold McClintock Robert McClure George Mecham Arthur Fleming Morrell George Nares Erasmus Ommanney Sherard Osborn William Edward Parry Constantine Phipps, 2. baron Mulgrave James Clark Ross John Ross Edward Sabine Robert Falcon Scott Ernest Shackleton Henry Frederick Stephenson H.G. Watkins Hugh Willoughby Svenske polarforskere Hans W:son Ahlmann Alfred Gabriel Nathorst Adolf Erik Nordenskiöld Otto Nordenskjöld Louis Palander Islandske polarforskere Pálmi Hannesson Canadiske polarforskere Trevor Lloyd Vilhjálmur Stefánsson Franske polarforskere Jean-Baptiste Charcot Joseph Paul Gaimard Paul-Émile Victor New Zealandske polarforskere Edmund Hillary Italienske polarforskere Umberto Nobile Russiske polarforskere Fabian Gottlieb von Bellingshausen Mikhail Petrovitj Lazarev Vasilij Vasilevitj Prontjisjtjev Maria Prontjisjtjeva Semjon Ivanovitsj Tsjeljuskin Ferdinand von Wrangel Tyske polarforskere Carl Koldewey Alfred Wegener Nederlandske polarforskere Willem Barents Joris Carpolus Jacob van Heemskerk Jan Huygen van Linschoten Cornelis Corneliszoon Nay Anthur Pet Jan Corneliszoon Rijp Brand Ijsbrantszoon Tetgales Portugisiske polarforskere João Vaz Corte-Real Se også: Inuit