Sébastien Le Prestre de Vauban
| Sébastien Le Prestre de Vauban | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 15. maj 1633  Saint-Léger-Vauban |
| Dåbsdato | 15. maj 1633 |
| Død | 30. marts 1707 (73 år) Paris |
| Dødsårsag | Lungebetændelse |
| Gravsted | Invalidekirken |
| Nationalitet |  Fransk |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af | Académie des sciences |
| Beskæftigelse | Militæringeniør, arkitekt, Marskal af Frankrig |
| Kendte værker | Citadellet i Arras, citadelle de Bitche, fort Libéria, Mont Royal |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Ridder af den kongelige og militære Sankt Ludvigsorden, Ridder af den Hellige Ånds orden, Ridder af Sankt Mikaels orden, Den Hellige Ånds orden, ordre royal et militaire de Saint-Louis med flere |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Sébastien Le Prestre, seigneur de Vauban, senere marquis de Vauban (født 15. maj 1633 i Saint-Léger-de-Fougeret, Nièvre, død 30. marts 1707 i Paris) var en fransk marskal og sin tids største fæstningsingeniør.
Vauban kom som 17-årig til den spanske armé under den berømte Condés befaling; på grund af sine matematiske kundskaber tiltrak han sig snart dennes opmærksomhed og blev anvendt som ingeniør. 1655 blev han officer i det franske ingeniørkorps og fandt her rig lejlighed til at udmærke sig ved flere fæstningsangreb; han ledede allerede 1658 belejringen af Gravelines, Ieper og Oudenarde. I den følgende fredsperiode var Vauban fæstningskonstruktør og udkastede bl.a. planen til befæstningsanlæggene ved Dunkerque. I krigene under Ludvig XIV erhvervede han sig en enestående krigserfaring, idet han deltog i 140 slag og træfninger og til dels selv ledede 53 belejringer, men aldrig et forsvar. Han byggede 33 nye og forandrede ca. 300 ældre fæstninger, deriblandt Luxembourg.
1677 blev Vauban generalinspektør for alle franske fæstninger, 1703 maréchal de France og i 1705 trådte han tilbage efter 57 års aktiv tjeneste. Vauban var ikke opfinder af en helt ny form, men han forbedrede og udviklede på genial vis de tidligere anvendte bastionær-systemer og forstod mesterligt at tilpasse sine udkast efter terrænet. Sædvanlig skelner man imellem tre vaubanske fæstningssystemer — manérer: den 1. rent bastionære; den 2. og 3. manér er kun at betragte som forstærkede ændringer af den 1.
Endnu højere end som fæstningskonstruktør står Vauban som grundlægger af det systematiske regelmæssige angreb, hvorved han ved en rigtig anvendelse af de angrebsmidler, særligt artilleri, skaffede angriberen en decideret overlegenhed i fæstningskrigen. Vauban indførte ricochetskuddet, paralleller m.v. Han ville erobre fæstningen skridt for skridt med spaden og ikke ofre menneskeliv til ingen nytte ved uforberedte storme. Han samlede og begyndte et stort værk Mes oisivetés; uddrag heraf er fremkomne efter hans død under titelen Vaubans memoirer. Forskellige under Vaubans navn udkomne skrifter, bl.a.: Attaque et défense des places (1739) m.fl., er vel ikke forfattet af ham, men vistnok udarbejdet efter hans optegnelser. Hans Dime royale er et højst interessant finansvidenskabeligt værk.
Eksterne henvisninger
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
|
Medier brugt på denne side
Vauban, avec sa cicatrice sur la joue gauche reçue au siège de Douai.
CHAPITRE III.
LES EFFIGIES DE VAUBAN.
A. - Les portraits.
.../...
Il existe enfin un troisième portrait authentique de Vauban qui correspond, mieux que tous les autres, à l'idée que donnent de lui ses écrits avec son expression de bonté gouailleuse. Il est exécuté aux trois crayons et a 0 m. 45 de hauteur sur 0 m. 30 de largeur. On en connaît deux répliques presque identiques. L'une se trouve à la Section technique du Génie accompagnée de la note suivante avec l'écriture du XVIIIe siècle : « Ce précieux portrait, dessiné d'après nature par Charles Le Brun, a été vendu à la vente de feu le maréchal d'Asfelts dont la vente fut faite à l'hôtel Saint-Pouange, rue Neuve- des-Petits-Charms. » L'autre appartient au capitaine Carnot, il provient de son bisaïeul Lazare Carnot, à qui il a été donné par Mlle Sophie de Vauban à la suite du succès de l'Eloge de Vauban.
L'attribution de ces dessins est évidemment fausse quant à l'auteur ; Vauban y porte le cordon bleu qu'il n'a obtenu qu'en 1704 et Lebrun est mort en 1690. De plus, à la mort de Lebrun, il n'aurait eu que 55 ans et le portrait représente un vieillard bien plus âgé. La fausseté de cette attribution semble, du reste, avoir été reconnue ; car une fort belle gravure qui reproduit très exactement ce portrait a été exécutée par Bertonnier, dédiée au comte Dejean, premier inspecteur général du corps impérial du Génie et publiée en 1813 sous le nom de Rigaud.
Nous la reproduisons dans le tome II (http://gallica.bnf.fr/ark:/12148/bpt6k6203923q/f31).
Plus: Díríase boceto de la cabeza de Vauban para el cuadro: https://commons.wikimedia.org/wiki/Image:Vauban_picture.jpg . Al parecer "On sait que Rigaud avait pour habitude d'étudier séparément la tête des personnages dont il faisait le portrait dans de petits tableaux de chevalet qu'il reportait ensuite sur le corps du grand tableau où le costume avait été étudié à part." Fuente: http://gallica.bnf.fr/ark:/12148/bpt6k62074571/f136 nota 2.