VM i fodbold 1934
VM i fodbold 1934 World's Cup[1] Campionato Mondiale di Calcio | |
---|---|
Kopi af VM-trofæet i 1934 | |
Turneringsdetaljer | |
Værtsnation(er) | Italien |
Dato(er) | 27. maj – 10. juni (15 dage) |
Antal hold | 16 (fra 4 forbund) |
Stadion(er) | 8 (i 8 værtsbyer) |
Endelige placeringer | |
Vinder | Italien (1. titel) |
Andenplads | Tjekkoslovakiet |
Tredjeplads | Tyskland |
Fjerdeplads | Østrig |
Turneringsstatistik | |
Antal kampe | 17 |
Antal scoringer | 70 (4.12 pr. kamp) |
Tilskuere | 363.000 (21.353 pr. kamp) |
Topscorer(e) | Oldřich Nejedlý (5 mål) |
Forrige sæson | VM i fodbold 1930 |
Næste sæson | VM i fodbold 1938 |
VM i fodbold 1934 var det andet VM i fodbold og blev afholdt i Mussolinis Italien. FIFA tildelte Italien værtsskabet ved et møde i Zürich i september 1932, idet Italien var den eneste ansøger. Værtslandet Italien blev den anden verdensmester gennem tiden ved at slå Tjekkoslovakiet 2-1 i finalen.
Dette VM var særligt på to måder. For det første afviste den regerende mester, Uruguay, at deltage som gengæld for, at mange europæiske hold havde afvist at deltage i det foregående VM i Uruguay fire år tidligere. Dermed er Uruguay den hidtil eneste mester, der ikke har forsøgt at forsvare sin titel ved det efterfølgende mesterskab. For det andet var værtslandet Italien ikke direkte kvalificeret men måtte igennem kvalifikationsturneringen ligesom alle andre hold.
Antallet af nationer, der ønskede at deltage, var steget til 32 siden sidste VM i 1930, men kun 10 af de 32 nationer var ikke-europæiske. FIFA ønskede kun 16 deltagere i slutrunden om VM, og derfor blev VM i 1934 det første VM i fodbold, som de deltagende landshold skulle kvalificere sig til. Kvalifikationen blev, ligesom i dag, gennemført i de enkelte verdensdele. Europa var tildelt 12 pladser ved VM, og følgende lande kvalificerede sig: Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Sydamerika var blevet tildelt 2 pladser, og de blev besat af Argentina og Brasilien. USA satte sig på den enlige plads for Nord- og Mellemamerika samt Caribien, mens Egypten repræsenterede Asien og Afrika, der tilsammen var tildelt 1 plads.
Slutrunden blev afviklet som en cup-turnering bestående af de 16 kvalificerede hold. Fra 1. runde gik otte hold, alle europæiske, videre til kvartfinalerne: Østrig, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn, Italien, Spanien, Sverige og Schweiz.
Kvartfinalerne bød på den første omkamp i VM-historien, efter at Italien og Spanien spillede uafgjort 1-1 efter forlænget spilletid. Italien vandt dagen efter omkampen 1-0 og besejrede siden Østrig med de samme cifre i semifinalen. Tjekkoslovakiet sikrede sin plads i finalen ved at slå Tyskland 3-1 i den anden semifinale.
Efter 80 minutter af finalen førte Tjekkoslovakiet med 1-0. Italienerne fik imidlertid udlignet, og i den forlængede spilletid scorede de endnu et mål, så Italien kunne kåres til ny verdensmester.
Den store stjerne på det italienske hold var Giuseppe Meazza, der fortsat regnes for en af de bedste italienske spillere nogensinde. Holdet, som sikrede Italien det første af hidtil fire verdensmesterskaber: Giampiero Combi; Eraldo Monzeglio, Luigi Allemandi, Attilio Ferraris, Luis Monti, Luigi Bertolini, Enrique Guaita, Giuseppe Meazza, Angelo Schiavio, Giovanni Ferrari, Raimundo Orsi.
Mussolinis indflydelse siges at have påvirket valget af dommere til Italiens kampe.[kilde mangler] Den svenske dommer Ivan Eklind, der dømte semifinalen og finalen, siges at have mødtes med Mussolini inden kampene,[kilde mangler] og tvivlsomme domme kom altid italienerne til gode.[kilde mangler] Nogle dommere dømte så kraftigt til Italiens fordel, at de blev suspenderet i deres hjemlande efter turneringen.[kilde mangler] I manges øjne var denne turnering "politisk" ligesom sommer-OL 1936 i Hitlers Berlin.[kilde mangler]
Spillesteder
Bologna | Firenze | Genova | Milano |
---|---|---|---|
Stadio Littoriale | Stadio Giovanni Berta | Stadio Luigi Ferraris | Stadio San Siro |
Kapacitet: 50.100 | Kapacitet: 47.290 | Kapacitet: 36.703 | Kapacitet: 55.000 |
Napoli | Rom | Trieste | Torino |
Stadio Giorgio Ascarelli | Stadio Nazionale PNF | Stadio Littorio | Stadio Benito Mussolini |
Kapacitet: 40.000 | Kapacitet: 47.300 | Kapacitet: 8.000 | Kapacitet: 28.140 |
Resultater
Ottendedelsfinaler
- Ungarn – Egypten 4-2 (Stadio Giorgio Ascarelli, Napoli)
- 1-0 Pal Teleki (7.), 2-0 Géza Toldi (18.), 2-1, 2-2 Abdel Fawsi (26., 42.), 3-2 Jeno Vincze (57.), 4-2 Géza Toldi (87.)
- Spanien – Brasilien 3-1 (Stadio Luigi Ferraris, Genova)
- 1-0, 2-0 Chato (16. str., 26), 3-0 Isidoro Langara (41.), 3-1 Leonidas (72.)
- Sverige – Argentina 3-2 (Stadio Littorale, Bologna)
- 0-1 Ernesto Belis (16.), 1-1 Sven Joansson (33.), 1-2 Alberto Galateo (49.), 2-2 Sven Joansson (67.), 3-2 Knut Kroon (80.)
- Schweiz – Holland 3-2 (Stadio San Siro, Milano)
- 1-0 Leopold Kielholz (10.), 1-1 Kick Smit (23.), 2-1 Leopold Kielholz (36.), 3-1 Andre Abegglen (57.), 3-2 Leen Vente (80.)
- Tjekkoslovakiet – Rumænien 2-1 (Stadio Littorio, Trieste)
- 0-1 Stefan Dobai (37.), 1-1 Antonin Puč (61.), 2-1 Oldrich Nejedly (73.)
- Tyskland – Belgien 5-2 (Stadio Giovanni Berta, Firenze)
- 1-0 Stanislaus Kobierski (18.), 1-1, 1-2 Bernard Voorhoof (24., 35.), 2-2 Otto Siffling (56.), 3-2, 4-2, 5-2 Edmund Conen (73., 77., 88.)
- Østrig – Frankrig 3-2 efs. (Stadio Benito Mussolini, Torino)
- 0-1 Jean Nicolas (18.), 1-1 Matthias Sindelar (34.), 2-1 Anton Schall (100.), 3-1 Josef Bican (112.), 3-2 Georges Verriest (117.)
- Italien – USA 7-1 (Stadio Nationale PNF, Rom)
- 1-0 Angelo Schiavo (18.), 2-0 Raimondo Orsi (20.), 3-0 Angelo Schiavo (29.), 3-1 Aldo Donelli (57.), 4-1 Giovanni Ferrari (63.), 5-1 Angelo Schiavo (64.), 6-1 Raimondo Orsi (69.), 7-1 Giuseppe Meazza (89.)
Kvartfinaler
- Tyskland – Sverige 2-1 (Stadio San Siro, Milano)
- 1-0, 2-0 Karl Hohmann (57., 74.), 2-1 Gösta Dunker (85.)
- Tjekkoslovakiet – Schweiz 3-2 (Stadio Benito Mussolini, Torino)
- 0-1 Leopold Kielholz (18.), 1-1, 2-1 Frantisek Svoboda (36., 56.), 2-2 Willy Jäggi (64.), 3-2 Oldrich Nejedly (84.)
- Østrig – Ungarn 2-1 (Stadio Littorale, Bologna)
- 1-0 Johann Horvath (27.), 2-0 Karl Zischek (71.), 2-1 Gyorgy Sarosi (80. str.)
- Italien – Spanien 1-1 efs. (Stadio Giovanni Berta, Firenze)
- 0-1 Corso (31.), 1-1 Giovanni Ferrari (45.)
Omkamp:
- Italien – Spanien 1-0 (Stadio Giovanni Berta, Firenze)
- 1-0 Giuseppe Meazza (12.)
Semifinaler
- Tjekkoslovakiet – Tyskland 3-1 (Stadio Nationale PNF, Rom)
- 1-0 Oldrich Nejedly (19.), 1-1 Rudolf Noack (62.), 2-1 Rudolf Krcil (71.), 3-1 Oldrich Nejedly (80.)
- Italien – Østrig 1-0 (Stadio San Siro, Milano)
- 1-0 Enrico Guaita (10.)
Bronzekamp
- Tyskland – Østrig 3-2 (Stadio Giorgio Ascarelli, Napoli)
- 1-0 Ernest Lehner, 2-0 Edmund Conen (15.), 2-1 Johann Horvath (35.), 3-1 Ernest Lehner (40.), 3-2 Karl Sesta (63.)
- Dommer: Albino Carraro (Italien)
Finale
- Italien – Tjekkoslovakiet 2-1 efs.
- 0-1 Antonin Puč (76.), 1-1 Raimondi Orsi (81.), 2-1 Angelo Schiavio (95.)
- Dommer: Ivan Eklind (Sverige)
- 50.000 tilskuere på Stadio Nationale PNF i Rom
- Dommer: Ivan Eklind (Sverige)
Målscorer
|
|
|
Ekstern henvisning
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Information om VM 1934 Arkiveret 21. juni 2006 hos Wayback Machine
Noter
- ^ FIFA book of statutes, Roma 1934, prtd. Gebr. Fey & Kratz, Zürich, FIFA internal libray no. C br. 18, 1955
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: F l a n k e r, Licens: CC BY-SA 2.5
Flag of the Kingdom of Sardinia (1851-1861) and of the Kingdom of Italy (1861-1946). Use: Civil flag and ensign. In a governmental or a military context, the crowned version (see Crowned version) was always used (as State flag and naval ensign).
Forfatter/Opretter: B1mbo, Licens: CC BY-SA 2.5
Drawing of a gold medal, based on Olympic rings.svg.
Forfatter/Opretter: B1mbo, Licens: CC BY-SA 2.5
Draw of a silver medal, based in Olympic rings.svg.
- The joining of the rings is not correct drawn.
Forfatter/Opretter: B1mbo, Licens: CC BY-SA 2.5
Drawing of a bronze medal, based on Olympic rings.svg.
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
Flag of the Germans(1866-1871)
flag of the Kingdom of Egypt (1922–1953) and the Republic of Egypt (1953–1958).
flag of the Kingdom of Egypt (1922–1953) and the Republic of Egypt (1953–1958).
The original flag created by Manuel Belgrano in 1812, which is also supposed to be used by Argentine army during the battles for the independence. This flag was the "minor flag" until 1985 when the promulgation of Law 23.208/85 stated that the Sol de Mayo should be included in all the national flags of Argentina, without exceptions.
The flag of Brazil from 1889 to 1960 with 21 stars.
US Flag with 48 stars. In use for 47 years from July 4, 1912, to July 3, 1959.
Stadio Luigi Ferraris negli anni '20-'30
Flag of the Germans(1866-1871)
Forfatter/Opretter: F l a n k e r, Licens: CC BY-SA 2.5
Flag of the Kingdom of Sardinia (1851-1861) and of the Kingdom of Italy (1861-1946). Use: Civil flag and ensign. In a governmental or a military context, the crowned version (see Crowned version) was always used (as State flag and naval ensign).
Stadio Partenopeo, later Stadio Giorgio Ascarelli then Stadio Vesuvio in Naples, Italy. The venue was built in 1930 and hosted the home matches of S.S.C. Napoli until 1942. It was amongst the venues of the 1934 FIFA World Cup held in Italy. The stadium was destroyed in 1942 by the Anglo-American bombing and there are no longer hints of its existence. The only heritage of it is the name of the district which is commonly known as "Rione Ascarelli" (Ascarelli District)
Official poster
Forfatter/Opretter: mitsurinho, Licens: CC BY 2.0
en:Stadio Olimpico di Torino in en:Turin, Italy, 2008.
Forfatter/Opretter: lauren, Licens: CC BY 2.0
Firenze, Italy. 2007
Forfatter/Opretter: Udb on it.wiki, Licens: CC BY 2.5
A view of the stadium Renato Dall'Ara in Bologna, Italy, from the Andrea Costa stand (now called Giacomo Bulgarelli stand)
The Stadio del Partito Nazionale Fascista
Forfatter/Opretter: robin bos, Licens: CC BY 2.0
Stadio Giuseppe Meazza - San Siro (2011)
Forfatter/Opretter: SanchoPanzaXXI, Licens: CC BY-SA 4.0
Flag of Spain during the Second Spanish Republic (1931-1939).
US Flag with 48 stars. In use for 47 years from July 4, 1912, to July 3, 1959.