Boeing VC-25A
| Boeing VC-25 | |
|---|---|
 VC-25A Air Force One over Mount Rushmore. | |
| Beskrivelse | |
| Type | VIP-fly |
| Besætning | 26 I alt: Piloter: 2 Flytekniker: 1 Navigatør: 1 Kabinepersonale: 22 |
| Jomfruflyvning | 16. maj 1987 |
| I aktiv tjeneste | 23. august 1990 |
| Fabrikant | Boeing |
| Brugere |  United States Air Force |
| Dimensioner | |
| Tomvægt | 238.800 kg |
| Lasteevne | 76 passagerer |
| Maksimal startvægt | 375.000 kg |
| Motor | 4× General Electric CF6-80C2B1 turbofans |
| Motorydelse | 250 kN hver |
| Tophastighed | 1.015 km/t (Mach 0,92) |
| Ydeevne | |
| Marchhastighed | 925 km/t (Mach 0,84) |
| Rækkevidde | 13.000 km |
| Tophøjde | 13.700 m |
| Bevæbning | |
| Andet | Chaff/Flares |
Boeing VC-25A er designationen i det amerikanske luftvåben på to Boeing 747-200B-flyvemaskiner, som typisk benyttes til transport af den amerikanske præsident og hans følge. Når præsidenten er om bord på enten dette eller et hvilket som helst andet af luftvåbnets fly, får det kaldenavnet Air Force One.
Flyet er særligt indrettet til de behov, der følger med præsidentens arbejde undervejs. Der er plads til cirka 76 passagerer, og typisk befordres – ud over præsidenten selv – hans nærmeste medarbejdere og rådgivere, en læge, Secret Service agenter, sikkerhedsfolk, journalister med særlig godkendelse samt besætningen på 26 personer.
Den præcise indretning er ikke offentligt kendt, men inkluderer kommandocenter, som kan bruges til at styre landet i nødsituationer, kontorer og teleudstyr, satellitkommunikation, privat suite til præsidenten, som også har sovesofaer, badeværelse og eget kontor, medicinske faciliteter med bl.a. operationsbord, diverse redskaber og et apotek samt et passagerområde der minder om 1. klasse på et rutefly. Flyet er desuden udstyret med forsvarssystemer mod missiler, og har en rækkevidde på over 13.000 km, men har også anlæg til optankning i luften, hvis behovet skulle opstå.
De to VC-25A'er har halenumrene 28000 og 29000. De følges oftest ad på rejser til udlandet, hvor det ene kan fungere som reserve, hvis der skulle opstå tekniske problemer. Derudover bruges reserven også som afledning af et eventuelt fjendtligt angreb, da det ikke er kendt, hvilket af flyene præsidenten faktisk befinder sig i. De nuværende fly blev leveret i 1990 under præsident George H.W. Bush, hvor de erstattede to Boeing 707-320B'er, som havde designationen VC-137C.
Efter planen skal flyene udskiftes mellem 2017-2019 da de på det tidspunkt vil være næsten 30 år gamle. Det nye fly bliver Boeings nye jumbojetmodel 747-8. Under udvælgelsesprocessen fravalgte man Airbus A380. I alt forventes de militære modifikationer på de to fly at koste op imod 1,65 milliarder dollar, eller omkring 11. mia kroner.[1]
Eksterne henvisninger
- ^ jyllands-posten.dk USA har valgt sit nye præsidentfly Arkiveret 10. februar 2015 hos Wayback Machine Offentliggjort 2-2-2015
| ||||||||||||||
Medier brugt på denne side
Air Force One, the typical air transport of the President of the United States of America, flying over Mount Rushmore.
Image taken from united-states-flag.com. This is a faithful representation of an original U.S. government work. As such, it attracts no new copyright. However, the USMC flag is protected by U.S. Trademark Registration Nos. 4852947 and 4193304, and may not be used commercially without a trademark license from the USMC's Trademark Licensing Office. Originally uploaded to en.wikipedia by Mbr7975; description page is (was) here: Marine corps flag.gif
(c) Zscout370 at engelsk Wikipedia, CC BY-SA 3.0
U.S. Presidential flag, 1960-present. It is defined in Executive Order 10860.
The Service Color of the U.S. Coast Guard. This is not the same as the law enforcement ensign, which features vertical red stripes defaced with the anchor symbol of the USCG.
The Flag of the United States Navy, as defined in Executive Order 10812 of April 24, 1959. The design is described there as:
The flag for the United States Navy is 4 feet 4 inches hoist by 5 feet 6 inches fly, of dark blue material, with yellow fringe, 2½ inches wide. In the center of the flag is a device 3 feet and 1 inch overall consisting of the inner pictorial portion of the seal of the Department of the Navy (with the exception that a continuation of the sea has been substituted for the land area), in its proper colors within a circular yellow rope edging, all 2 feet 6 inches in diameter above a yellow scroll inscribed "UNITED STATES NAVY" in dark blue letters.
The U.S. Navy flag is used for display purposes at ceremonies, parades, and other public functions where the U.S. Navy has an official presence, usually being carried by an honor guard on ceremonial occasions. It is not used for outdoor, fixed (permanent) purposes, and is not flown on Navy ships. Versions without fringe and different dimensions seem to be common, though it appears they are not technically the official U.S. Navy flag, as the executive order has not been amended.
Prior to 1959, the Navy Infantry Battalion flag was used to represent the U.S. Navy.
For more information, see the Navy's flag history page, SeaFlags, Flags of the World, U.S. Navy document NTP 13(B) [1], section 1710, and Navy regulation OPNAVINST 10520.1 (which replaced a similar SECNAVINST 10520.2D regulation from 1974).
Det er let at give dette billede en kant