Tysk kolonisering i middelalderen

Faser i den tyske østkolonisering ifølge Walter Kuhn.

Tysk kolonisering i middelalderen foregik mest mod øst, hvorfor begrebet Ostsiedlung (ty. "bosættelse i øst") også ses. Udtrykket betegner tysktalende gruppers indvandring og kolonisering i områder som var beboet af slaver, ungarere, rumænere eller baltere i Central- og Østeuropa. Denne proces begyndte i højmiddelalderen (1300-tallet). Den tyske indvandring skete delvis efter indbydelse fra lokale slaviske herskere.

I forbindelse med nationalismen i Tyskland i 1800-tallet blev Ostsiedlung koblet sammen med ekspansionistiske tankesæt – Drang nach Osten – og til ideen om Lebensraum.

Efter Tysklands nederlag i anden verdenskrig blev store grupper af tyskere tvangsforflyttet fra Central- og Østeuropa. Områder som siden middelalderen havde haft en blandet tysk/slavisk befolkning fik nu en rent slavisk befolkning, blandt andet i det vestlige Polen samt Østpreussen.

Efter die Wende (genforeningen af Tyskland) og jerntæppets fald udvandrede folk af tysk afstamning i stort antal fra de områder af Central- og Østeuropa, hvor de og deres forfædre havde boet i århundreder. De fleste slog sig ned i det tidligere Vesttyskland, hvor økonomisk støtte og bolighjælp gjorde en hurtig integration mulig.

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Berlin Brandenburger Tor BW 3.jpg
Forfatter/Opretter: Berthold Werner, Licens: CC BY-SA 3.0
Berlin, Brandenburg Gate, quadriga from east
Deutsche Ostsiedlung.png
Forfatter/Opretter: Ziegelbrenner, Licens: CC BY-SA 3.0
Map of German Eastern settlement