Tysk Ny Guinea

Tysk Ny Guinea Deutsch Neuguinea
Tysk Koloni
1884–1919
Flag Nationalvåben
Kort over 'Tysk Ny Guinea'
Hovedstad	Herbertshöhe (Kokopo) Rabaul (efter 1910)
Sprog	Tysk (officielt), Austronesisk, Papuan, Unserdeutsch
Konge
Guvernør
Historisk periode	Den Tyske Kolonisering
• Kolonisering	3. november 1884
• Versaillestraktaten	28. juni 1919
Valuta	Guldmark
Efterfulgte Efterfulgt af Spansk Østindien Sydstillehavs Mandat Nord Solomonøerne New Zealand Territoriet Ny Guinea

Tysk Ny Guinea (tysk: Deutsch-Neuguinea) var et tysk protektorat der fungerede fra 1884 indtil 1914, hvor den faldt til Australien efter udbruddet af første verdenskrig. Det bestod af den nordøstlige del af Ny Guinea, og flere nærliggende øgrupper. Fastlandsdelen af det tyske Ny Guinea og nogle nærliggende øer i Bismarck øgruppen er nu en del af Papua Ny Guinea.

Den væsentligste del af det tyske Ny Guinea var Kaiser-Wilhelmsland, den nordøstlige del af Ny Guinea. Øerne øst for Kaiser-Wilhelmsland var omdøbt til Bismarck øgruppen (de tidligere Ny Britannia øerne) og de to største øer omdøbt Neu-Pommern (eller Ny Pommern i dag's Ny Storbritannien) og Neu-Mecklenburg (Ny Irland).

Med undtagelse af Tysk Samoa, dannede de tyske øer i det vestlige Stillehav 'Imperiale tyske Stillehavs protektorater'. Disse blev administreret som en del af det Tyske Ny Guinea og de omfattede Tysk Salomonøerne (Buka, Bougainville, og flere mindre øer), Carolineøerne Palau, Marianaøerne (med undtagelse af Guam), i Marshalløerne og Nauru.

Det samlede areal af tysk Ny Guinea var 249.500 km² med 387.000 indbyggere.^[1] I Kejser Vilhelms land fandtes 1894 blot 55 europæere.^[1]

Fra 1885 til 1889 udøvede Ny Guineaøkompagniet højhedsretten over området, fra 1889 til 1892 overtog Kejserriget Tyskland selv højhedsretten, men 1892 blev denne på ny overdraget til kompagniet, og 1. april 1899 atter lagt under riget. I Friedrich Wilhelmshafen lå forvaltningens hovedsæde.^[1]

Koloniens økonomiske udvikling kom aldrig særlig langt. Jordbrug var hovednæringen (kokos, kautsjuk), det dyrkede areal var omkring 20.000 hektar. Forsøg med kaffe-, tobaks- og bomuldsdyrkning mislykkedes. Ris og majs dyrkedes til egne behov ved hjælp af indfødte fra Bismarck-arkipelaget, javanesere og kinesere.^[1]

Indførslen skønnedes 1910 til 976.000 mark, udførslen til 399.000 mark. Kolonien slog egne guld-, sølv-, bronze- og kobbermønter af samme værdi som de tyske rigsmønter.^[1]

De vigtigste havne var Friedrich Wilhelmshafen, Berlin- Finschhafen og Stephansort.^[1] Regelbunden dampskibstrafik havde kolonien med Sydney og Hongkong.

Tre protestantiske og to katolske missionsselskaber virkede blandt de indfødte.^[1]

Noter

Eksterne henvisninger

• Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 20 (1899), sp. 1743
• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 20 (1914), sp. 142-143

v d r Koloniimperier: (1870 til 1945) Det amerikanske koloniimperium Alaska Amerikansk Samoa Filippinerne Guam Hawaii Midway Puerto Rico Amerikanske Jomfruøer Wake Det belgiske koloniimperium Fristaten Congo Belgisk Congo Ruanda-Urundi Rwanda Burundi Tientsin Det danske koloniimperium De Dansk-Vestindiske Øer Grønland Guldkysten Trankebar Nicobarerne Det britiske koloniimperium Afghanistan Australien Bahamas Barbados Bechuanaland Britisk Somaliland Burma Canada Ceylon Falklandsøerne Fiji Gambia Gibraltar Guldkysten Guyana Honduras Hongkong Indien Irland Jamaica Juleøen Kapkolonien Kenya Kokosøerne Britisk Malaya Federated Malay States Unfederated Malay States Natal New Guinea New Zealand Nigeria Oranjefristaten Palæstina Rhodesia Nordrhodesia Sydrhodesia Salomonøerne Sierra Leone Singapore Straits Settlements Sudan Sydafrikanske union Tanganyikaterritoriet Tobago Transvaal Trinidad Uganda Vestpakistan Egypten Østpakistan Det franske koloniimperium Fransk Nordafrika Algeriet Tunesien Marokko Rivières du Sud Fransk Sudan Fransk Guinea Fransk Vestafrika Fransk Ækvatorialafrika Centralafrikanske republik Fransk Guyana Gabon Guadeloupe Fransk Indokina Annam Cochinkina Tonkin Kerguelen Libanon Madagaskar Mahe Mali Martinique Mauretanien Niger Ny Kaledonien Pondicherry Réunion Senegambia og Niger Øvre Senegal og Niger Senegal Fransk Somaliland Tahiti Tchad Fransk Øvre Volta Det hollandske koloniimperium Curacao Hollandsk Guyana Hollandsk Ostindien Det italienske koloniimperium Stor-Italien Dodekanesiske øer Cyrenaika Tripolitania Libyen Eritrea Italiensk Somaliland Italiensk Østafrika Det japanske koloniimperium Kina Korea Kurilerne Manchukuo Mengjiang Pescadorerne Sakhalin Formosa Det portugisiske koloniimperium Angola Azorerne Diu Goa Macao Madeira Mozambique Portugisisk Guinea Principe og St. Thome Det spanske koloniimperium Kanariske øer Cuba Puerto Rico Spansk Marokko Spansk Sahara (Río de Oro Saguia el-Hamra) Spansk Guinea Filippinerne Guam Vicekongedømmet Nyspanien Vicekongedømmet i Peru Vicekongedømmet Ny Granada Det svenske koloniimperium Ny Sverige Saint-Barthélemy Cabo Corso Sydafrikanske Union Sydvestafrika Det tyske koloniimperium Kamerun Marianerne Marshalløerne Palau Samoa Sydvestafrika Tysk Vestafrika Togo Tysk Wituland Østafrika Qingdao Tysk Ny Guinea Se også: Andre indgange til historien

Koordinater: 4°12′54″S 152°09′38″Ø / 4.2149°S 152.1606°Ø / -4.2149; 152.1606