Tupolev Tu-22M

Tupolev Tu-22M
Russisk Tu-22M
Beskrivelse
Type	Strategisk bombefly
Besætning	4
Jomfruflyvning	30. august 1969[1]
I aktiv tjeneste	1972 -
Fabrikant	Tupolev (1969–1997)
Brugere	Sovjetunionens luftvåben, Ruslands luftvåben, Indiens flåde,
Dimensioner
Længde	42,46 m
Spændvidde	34,28 m (ved 20°) 23,30 m (ved 65°)
Højde	11,05 meter
Vingeareal	183,6 m² alt. 175,8 m² m²
Tomvægt	58.000 kg
Maksimal startvægt	124.000 kg (126.400 kg ved start med hjælperaketter)
Motor	2 × Kuznetsov NK-25-turbofans
Motorydelse	247,9 kN (hver motor)
Tophastighed	2.300 km/t (Mach 2,05) marchhøjde
Ydeevne
Rækkevidde	2.410 km (bevæbnet) 6.800 km (tom)
Tophøjde	13.300 meter
Stigeevne	15 m/s
Bevæbning
Skyts	1 × GSh-23L maskinkanon
Bomber	69 × FAB-250 eller 8 × FAB-1500 er typisk bevæbning
Missiler	Op til 3 × Raduga Kh-22 missiler i våbenkammer eller på vingepyloner eller op til 6 × Raduga Kh-15 missiler i våbenkammer samt 4 × Raduga Kh-15 missiler på to pyloner under vingerne, i alt 10 missiler pr. fly.[2]
v d r

Tupolev Tu-22M (russisk: Туполев Ту-22М; NATO rapporteringsnavn: Backfire) er et langtrækkende, supersonisk bombefly med variabel pilgeometri udviklet af flykonstruktørvirksomheden Tupolev i det daværende Sovjetunionen.

Tu-22M er baseret på et design fra slutningen af 1960'erne og blev produceret frem til 1993, efter at der var produceret i alt 497 eksemplarer.^[3] Flyet benyttes fortsat, og der er i dag omkring 100 fly i aktiv tjeneste i primært Ruslands luftvåben.^[4][5]

Tu-22M er udviklet på grundlag af Tupolev Tu-22 (NATO-rapporteringsnavn: Blinder) i 1970'erne, men er på mange måder et helt nyt design. På daværende tidspunkt var variabel pilgeometri ("bevægelig vinge") en populær konstruktion, der også var benyttet i andre sovjetiske designs som MiG-23 og Su-17. Den nye Tu-22M fik oprindeligt navnet Samoljot 145 (Fly 145). På trods af, at flyet på mange måder er helt nyt design i forhold til Tu-22, fik flyet navnet Tu-22M angiveligt for at gøre det nemmere at opnå finansiering af projektet i militæret og i den sovjetiske regering.^[6] Det er også hævdet, at navnet Tu-22M blev anvendt under nedrustningsforhandlingerne om SALT II for at skabe indtryk af, at flyet blot var en mindre videreudvikling af Tu-22 og for at skjule flyets reelle egenskaber.^[1] NATO gav flyet et nyt navn; Backfire.

Under den Kolde krig anvendte Sovjetunionens luftvåben Tu-22M i rollen som strategisk bombefly, ligesom Sovjetunionens flåde anvendte flyet til operationer mod fjendtlige skibe.^[3] I løbet af 1970'erne blev Tu-22M benyttet til enkelte simulerede angreb mod amerikanske flådeenheder. Flyet blev også benyttet til at teste Japans flyberedskab.^[2]

Tu-22M blev benyttet i kamp første gang i Afghanistan fra 1987 til 1989. Brugen af flyet var tilsvarende den amerikanske brug af B-52 Stratofortress under Vietnamkrigen og bestod i at smide store mængder af konventionelle ustyrede bomber mod mål på jorden. Tu-22M3 blev anvendt på samme måde under krigen i Tjetjenien i 1995, hvor der blev bombet mål nær Groznyj.^[3]

Rusland anvendte Tu-22MR under krigen i Sydossetien, hvor et af flyene blev bekræftet skudt ned af et jord-til-luft missil.^[7]

I de senere år er flyet blevet benyttet af Rusland til at teste beredskabet i Østersøområdet. Den 29. marts 2013 foretog russiske Tu-22M3'ere og Su-27'ere et simuleret angreb mod Sverige. Det svenske forsvar reagerede ikke på det simulerede angreb. Danske fly udstationeret i Baltikum kom dog på vingerne.^[8][9]

Den 24. marts 2015 foretog to TU-22M for første gang en supersonisk flyvning over Østersøen med kurs mod det sydlige Skandinavien. Flyvningen skete få dage efter, at Rusland havde truet Danmark med atomangreb.^[10][11] og medio juni 2014 under folkemødet blev flyet anvendt i et simuleret angreb på Bornholm, medbringende missiler.^[12][13]

Tupolev har siden 1992 søgt at eksportere flyet, herunder til Iran, Indien og Kina,^[2] men der er endnu ikke foretaget bekræftet salg af flyet. Fire fly blev dog i leaset til Indien i 2001. Flyene skulle udføre maritim overvågning og fungere som angrebsfly.^[14][15][2]

I januar 2013 blev rapporteret, at Kina havde underskrevet en aftale om produktion og køb af 36 Tu-22M3'ere under den kinesiske betegnelse H-10; en stor del af flyene skulle fremstilles i Kina under en aftale om teknologioverførsel fra Tupolev.^[16] der blev ligeledes spekuleret i, at Rusland tillige skulle have solgt russiskbyggede langtrækkende Raduga Kh-22 anti-skibs-missiler.^[17] Det russiske våbenexportagentur Rosoboronexport har dog benægtet et salg af fly og missiler til Kina.^[18]

Den første variant af flyet var Tu-22M0, der blev fremstillet i ni eksemplarer. Herefter fulgte ni yderligere Tu-22M1 i 1971 og 1972. Det nye fly fik NATO-rapporteringsnavnet Backfire-A.^[1]

Den første større serie gik i produktion i 1972 under navnet Tu-22M2 (NATO: Backfire-B). Flyet havde længere vinger og et ændret skrog, plads til 4 besætningsmedlemmer, to NK-22 motorer (215 kN hver)^[1] og nyt understel i vingerne. Flyets bevæbning bestod oftest af langtrækkende krydsermissiler eller anti-skibs-missiler af typen Raduga Kh-22.^[1] Nogle Tu-22M2'ere blev senere udstyret med de kraftigere NK-23 motorer og givet navnet Tu-22M2Ye.

Den senere Tu-22M3 (NATO: Backfire C) fløj første gang i 1976 og blev taget i tjeneste i 1983. Tu-22M3 havde nye NK-25 motorer med markant større luftindtag som på MiG-25, forøget vinkel på vingerne til flyvning i høj hastighed og en ny næse med plads til en forbedret radar og våbenstyringssystem.

Tu-22M blev oprindeligt bygget med mulighed for lufttankning. Denne mulighed gjorde flyet kontroversielt under 1970'ernes nedrustningsforhandlinger, idet muligheden for lufttankning gav flyet mulighed for at angribe mål i USA, hvilket kvalificerede flyet til et strategisk bombefly. Under SALT-2 forhandlingerne indvilligede Sovjetunionen i at fjerne muligheden for lufttankning på de fleste af flyene.^[19][3][20] Ifølge rapporter fra sovjetiske afhoppere var der dog på sovjetiske luftbaser opbevaret udstyr til lufttankning, der hurtigt kunne monteres på hvert enkelt af de sovjetiske Tu-22M3'ere.^[1]

Flere Tu-22M3'ere, muligvis 12, blev ombygget til rekognosceringsflyet Tu-22M3(R) eller Tu-22MR.^[3]

En version, Tu-22M3M, med opgraderet avionics og forbedrede våbensystemer er ligeledes udviklet og taget i brug af Ruslands luftvåben.^[21]

Ved Sovjetunionens opløsning var der 370 Tu-22M'ere i tjeneste i SNG.

 RUS

• Ruslands luftvåben – 93 i tjeneste i december 2010.^[22]
• Ruslands flåde – 58 i tjeneste i december 2010.^[22]

 IND

• Indiens flåde^[15]

 UKR

• Ukraines luftvåben
• Ukraines flåde

 USSR

• Sovjetunionens luftvåben
• Sovjetunionens flåde

• 
  Tu-22MO, den første version af Tu-22M
• 
  En sovjetisk Tu-22M eskorteres af en norsk F-16, 1988
• 
  Russisk Tu-22M3
• 
  Russisk Tu-22M3 under opvisning i 2012
• 
  En Tu-22M3 bevæbnet med Raduga Kh-22 anti-skibs-missil under vingen

Tilsvarende fly:

• Tupolev Tu-98
• Tupolev Tu-160
• Rockwell B-1 Lancer
• BAC TSR-2

• Taylor, J.W.R. (ed.) Jane's All The World's Aircraft 1980–81. London: Jane's Publishing, 1980. ISBN 0-7106-0705-9.
• Frawley, Gerald. "Tupolev Tu-22M". The International Directory of Military Aircraft, 2002/2003, p. 163. Aerospace Publications, 2002. ISBN 1-875671-55-2
• Donald, David, ed. "Tupolev Tu-22M". The Complete Encyclopedia of World Aircraft, p. 883. Barnes & Noble Books, 1997. ISBN 0-7607-0592-5.
• Wilson, Stewart. Combat Aircraft since 1945. Fyshwick, Australia: Aerospace Publications, 2000. p. 138. ISBN 1-875671-50-1.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Tupolev Tu-22M
• Tu-22M3 page on airwar.ru (russisk)
• Tu-22M entry at Globalsecurity.org
• Tu-22M photos at Airliners.net Arkiveret 21. september 2011 hos Wayback Machine
• "How to spot a Russian bomber" on BBC site Arkiveret 22. februar 2015 hos Wayback Machine