Triumvirat

Politik i Antikkens Rom
Perioder
Romerske Kongerige 753 f.Kr. – 509 f.Kr. Romerske Republik 509 f.Kr. – 27 f.Kr. Romerske Kejserrige 27 f.Kr. – 395 e.Kr. Principatet 27 f.Kr. – 284 e.Kr. Dominatet 284 e.Kr. – 641 e.Kr. Vestromerske Rige 395 e.Kr. – 476 e.Kr. Østromerske Rige 395 e.Kr. – 1453 e.Kr. Tidslinje
Folkeforsamlinger
Centurie Kurie Plebejer Tribus
Almindelige magistrater
Consul Praetor Kvæstor Promagistrat Prokonsul Propraetor Ædil Censor Guvernør Tribun Plebejer Militær
Særlige magistrater
Corrector Diktator Magister equitum Consular tribune Rex Triumviri Decemviri Interrex
Politiske institutioner
Imperium Kollegialitet Auctoritas Romersk borger Cursus honorum
Forfatning
Kongeriget Republikken Sullas reformer Kejserrige Augustus' reformer Sene Kejserrige
Romerret
Mos maiorum Ius Senatus consultum Quaestio perpetua Senatus consultum ultimum
Titler og hæder
Kejser Legatus Dux Officium Præses Praefectus Vicarius Vigintisexviri Triumvir monetalis Liktor Magister militum Imperator Princeps senatus Pontifex maximus Augustus Cæsar Tetrarkiet
Del af historieportalen
v d r

Triumvirat (latin: triumvirātus) er et latinsk udtryk, der betyder et forbund af tre mænd (vir = mand). Historisk er begrebet primært associeret med to politiske sammenslutninger i den romerske republiks sidste århundrede: det første triumvirat i 60 f.Kr. og det andet triumvirat i 43 f.Kr..

Den politiske ordning kan både være formel eller uformel. Selvom de tre personer i et triumvirat teoretisk set er lige, kan den faktiske magtfordeling variere. Udtrykket kan også bruges til at beskrive en stat med tre forskellige militære ledere, som alle hævder at være den eneste leder.

Første triumvirat blev indgået i 60 f.Kr. af Julius Cæsar, Pompejus og Crassus. De tre havde det til fælles, at deres politiske liv blev forstyrret af Cato, Bibulus og Cicero.

Trimuviratet var ganske uofficielt, og målet var at sikre, at de alle tre kunne blive konsuler. Cæsar blev konsul i 59 f.Kr. og Pompejus og Crassus i 55 f.Kr.. Triumviratet sikrede også, at Cæsar kunne få den lukrative provins Gallien som prokonsulat efter endt embedstid.

For at besegle triumviratet blev Pompejus gift med Cæsars datter Julia. Hun døde i barselsseng i 54 f.Kr., og da Crassus døde året efter, gik triumviratet i opløsning, og Pompejus og Cæsar endte som fjender.

Andet triumvirat blev indgået i 43 f.Kr. af Octavian (Augustus), Marcus Antonius og Lepidus. Dette triumvirat var et forbund mellem Julius Cæsars mægtigste arvtagere af riget. Octavian fik vesten (Spanien, Gallien og Italien), Marcus Antonius fik østen (Lilleasien, Grækenland og Egypten) og Lepidus fik Africa. Aftalen blev ratificeret ved en lov.

Octavian blev hurtigt meget magtfuld og fik sat Lepidus ud af spillet, ligesom Pompejus' søn Sextus Pompejus, der drev sørøveri fra Sicilien blev overvundet af Agrippa.

Derefter udbrød der borgerkrig mellem Octavian og Marcus Antonius. Den endte med, at Octavian kunne udråbe sig som princeps (kejser) med navnet Augustus.