Trans-kaspiske jernbane

Et kort over Den Trans-Kaspiske Jernbane i 1922. Jernbanen forløb fra Krasnovodsk til Kokand og Tashkend via Askabad, Bokhara til Samarkand.

Den Trans-Kaspiske Jernbane (også kaldet den Centralasiatiske Jernbane, russisk: Среднеазиатская железная дорога) er en jernbane, der følger ruten for Silkevejen gennem meget af det vestlige Centralasien. Det blev bygget af det russiske imperium under dens ekspansion i Centralasien i det 19. århundrede. Jernbanen blev påbegyndt i 1879 efter det russiske nederlag ved Khokand. Oprindeligt tjente den det militære formål at lette den kejserlige russiske hær i aktioner mod den lokale modstand mod deres styre. Men da Lord Curzon besøgte jernbanen, bemærkede han, at han mente, at dens betydning gik ud over lokal militær kontrol og truede britiske interesser i Asien.[1]

Historie

Konstruktion

Rute for Den Trans-Kaspiske Jernbane i Turkmenistan.
Rute for Den Trans-Kaspiske Jernbane i Usbekistan.
Uzun-Ada havn og togstation.

Byggeriet begyndte i 1879 af en smalsporsjernbane til Gyzylarbat i forbindelse med den russiske erobring af Transkaspien under general Mikhail Skobelev. Den blev hurtigt ændret til det russiske standardmål på fem fod, og konstruktionen til Ashkabad og Merv (nu Mary) blev gennemført under general Michael Nicolaivitch Annenkoff i 1886. Oprindeligt begyndte linjen fra Uzun-Ada ved Det Kaspiske Hav, men endestationen blev senere flyttet nordpå til havnen i Krasnovodsk. Jernbanen nåede Samarkand via Bokhara i 1888, hvor byggeriet blev standset i ti år, indtil jernbanen blev forlænget til Tasjkent og Andijan i 1898. Den permanente bro over Oxus (Amu-Darja) blev først færdiggjort i 1901, og indtil da løb togene over en utilstrækkelig trækonstruktion, der ofte blev beskadiget af oversvømmelser. Allerede i 1905 blev der indsat en togfærge over Det Kaspiske Hav fra Krasnovodsk til Baku i Aserbajdsjan. Tashkent-jernbanen, der forbinder den transkaspiske militærbane med netværket af andre russiske og europæiske jernbaner, blev afsluttet i 1906.

Økonomiske konsekvenser

Jernbanen tillod en massiv stigning i mængden af bomuld, der eksporteredes fra regionen. Mængden steg fra 873.092 pud i 1888 til 3.588.025 i 1893. Også sukker, petroleum, træ, jern og byggemateriale blev importeret til området. Disse stigende handelstal blev brugt af generalguvernøren Nikolai Rozenbakh til at argumentere for forlængelsen til Tasjkent, og købmanden N.I. Reshetnikov tilbød private midler til samme formål.[2]

Revolution og borgerkrig

Jernbanen var det vigtigste kommunikationsmiddel i området, og arbejderne på jernbanen blev nøgleaktivister under den russiske revolution. Det var 30 jernbanearbejdere, der grundlagde Tasjkent-sovjetten den 2. marts 1917.[3] De besluttede, at administrationen af jernbanen skulle overføres væk fra Ashkhabad og sendte kommissær Frolov til byen, hvilken beslutning viste sig at være upopulær.[4] Til gengæld indledte jernbanearbejdere langs den vestlige ende af jernbanen en bevægelse væk fra den bolsjevikiske Tasjkent, og oprettede Ashkhabad-eksekutivkomitéen den 14. juli 1918.

Både jernbane og arbejdstagere spillede også en vigtig rolle i den russiske borgerkrig. Tropper fra den britiske indiske hær deltog i nogle af kampene langs jernbanelinjen. Tasjkent var en vigtig bastion for Den Røde Garde.[5]

Under Sovjetunionen

Under Sovjetperioden og derfra blev jernbanen administreret fra Tasjkent.

Rute

Bereket by er et vigtigt sted på Den Trans-Kaspiske Jernbane.

Jernbanen starter ved den østlige kyst af Kaspiske Hav ved Turkmenbashi (Krasnovodsk) og går mod sydøst, langs kanten af Karakum-ørkenen. Det vigtige knudepunkt på rute- og lokomotivførestedet ligger i Bereket by (tidligere Gazandjyk) omkring 340 km mod øst. Også på dette tidspunkt skærer den trans-kaspiske jernbane den nybyggede nord-syd-tværnationale jernbane, der forbinder Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan, Iran og slutter ved den Persiske Bugt. Efter Bereket løber ruten parallelt med Karakum-kanalen. Den passerer gennem Ashgabat (Ashkhabad) og fortsætter mod sydøst, følger Kopet Dagh-bjergene og passerer gennem Tejen. Ved Tejen afgrener en moderne jernbaneforbindelse ud til den iranske grænse ved Serakhs og derfra til Mashhad i Iran. Fra Tedzhen leder Den Trans-kaspiske jernbane nordøst gennem Mary (Merv), hvor en grenlinje bygget i 1890'erne fører til den afghanske grænse ved Serhetabat, og hovedlinjen fortsætter til Turkmenabat (Chärjew). Derfra forbinder en gren bygget i sovjetperioden nordvest mod Urgentj og videre til Kasakhstan og Rusland.

Hovedlinjen fortsætter fra Turkmenabat gennem Bokhara (hvor en grenlinje bygget i 1910 fører til Termez og Dushanbe) og fortsætter derefter til Samarkand. Fra Sirdaryo, hvor den krydser floden Syr-Darja, løber en gren øst ind i den frugtbare Fergana-dal. Derfra fortsætter jernbanen til Tasjkent. Der kører en anden nordvestbundet linje til Kasakhstan, som grener ved Arys, der danner Den Turkestan-Sibiriske Jernbane til Novosibirsk.

Noter

  1. ^ Military power, conflict, and trade by Michael P. Gerace, Routledge, 2004 s. 182
  2. ^ Russian Colonial Society in Tashkent by Jeff Sahadeo, Indiana University Press, 2007, s. 120
  3. ^ Russian colonial Society in Tashkent, 1865-1923, by Jeff Sahedeo, Indiana university Press, 2007, s. 190
  4. ^ The Times, The Fighting In Trans-Caspia, 3. marts 1919
  5. ^ On Secret Service East of Constantinople, by Peter Hopkirk, John Murray 1994

Litteratur

Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

UN-Uzbekistan.svg
Map of Uzbekistan.
Un-Turkmenistan.svg
Map of Turkmenistan.
Oriental rugs, antique and modern (1922) (14780619865).jpg
Forfatter/Opretter: Hawley, W. A. (Walter Augustus), 1863-1920, Licens: No restrictions
Note the probably wrong position of what is today Paropamisus Mts. Here it is on the south side of Hari river, map from 1922

Identifier: orientalrugsanti1922hawl (find matches)
Title: Oriental rugs, antique and modern
Year: 1922 (1920s)
Authors: Hawley, W. A. (Walter Augustus), 1863-1920
Subjects: Rugs, Oriental
Publisher: New York, Dodd, Mead
Contributing Library: Sterling and Francine Clark Art Institute Library
Digitizing Sponsor: Sterling and Francine Clark Art Institute Library

View Book Page: Book Viewer
About This Book: Catalog Entry
View All Images: All Images From Book
Click here to view book online to see this illustration in context in a browseable online version of this book.

Text Appearing Before Image:
waves of conquestand the minor struggles with Persians, Greeks, and Romans, thatleft their impress on the country, each of the several classes ofTurkoman rugs, including even those made two centuries ago, showa remarkable conformity to definite types, however much may betheir modification in small detail. Their nap is invariably short; inall of them some shade of dark red is the predominating colour; and inmost of them some form of an octagon appears. They are, moreover,the best woven and the most beautiful of the Central Asiatic rugs. Though the Turko-Chinese rugs are made in places subject tothe influence of Turkomans and far removed from the culture ofChinese, they are unlike the rugs of the former and resemble those ofthe latter. Not improbably this is because Tamerlane had gatheredat Samarkand noted artists and artisans from China, whose influencecontinued long after his death. And as traditional patterns havebeen transmitted for centuries, there is little doubt that some of the
Text Appearing After Image:
CENTRAL ASIATIC RUGS 235 modern rugs, even though falling far short of the standard of theirearly prototypes, more closely resemble them than they do any otherrugs of Asia. In these pieces Turkoman simplicity of geometricfigures is replaced by an elaboration of conventional floral forms andby designs associated with early philosophies; sobriety of colouryields to the bright and even gaudy tones not infrequent in moderntextile fabrics. The Beluchistans, which are regarded as a subgroup of the Cen-tral Asiatic rugs, show a closer relationship to the Turkoman rugs thanto any others. A few of them have octagonal patterns suggestive ofBokharas, and all have the long webs at the ends and the heavygoats hair selvage at the sides peculiar to Afghans and Tekkes.On the other hand, many of the patterns both of field and borderresemble Persian workmanship; so that placing these rugs in thesame group with the Turkoman and Turko-Chinese rugs, which arenot made in an adjoining territory, is slightly

Note About Images

Please note that these images are extracted from scanned page images that may have been digitally enhanced for readability - coloration and appearance of these illustrations may not perfectly resemble the original work.
Uzun-Ada.jpg
Postcard: Port Uzun-Ada at the Caspian Sea
A newly constructed railway station in Bereket city, October 2013.jpg
Forfatter/Opretter: Balkan Wiki, Licens: CC BY-SA 3.0
A newly constructed railway station in Bereket city (Bereket II), October 2013