Traditionalisme

Traditionalisme er en intellektuel bevægelse inden for filosofi, spiritualitet og politisk teori, der fremhæver betydningen af tradition, autoritet og metafysisk orden i samfundet. Den traditionalistiske tankegang er kritisk over for modernitetens sekularisme og ser den som årsager til samfundsforfald og kulturel forvitring^[1].

Åndelig traditionalisme er en tilgang til åndelighed, som vægter bevarelse af traditionelle spirituelle værdier, læresætninger og praksisser. Det er en tilgang, som vægter kontinuitet, stabilitet og overholdelse af åndelige traditioner, der betragtes som værdifulde og meningsfulde.

Traditionalisterne betragter traditionen som en kilde til visdom, moral og social orden, og de understreger behovet for at bevare og genoplive traditionelle værdier, normer og institutioner^[2][3][4]. De tror på eksistensen af en objektiv metafysisk orden, der ligger til grund for den menneskelige tilværelse, og ser traditionen som en vej til erkendelse af denne orden.

Bevægelsen har rødder i tænkere som René Guénon, Julius Evola og Frithjof Schuon, der i det 20. århundrede formulerede traditionalistiske ideer^[5]. De argumenterede for en tilbagevenden til traditionelle religiøse værdier som en vej til at løse samfundsmæssige problemer og genoprette harmonien mellem mennesket og kosmos.

Traditionalismen har haft en betydelig indflydelse på moderne spiritualitet^[1]. Nogle nyere forfattere har videreført visse af ideerne^[6][7].

Traditionalistiske idéer har også haft indflydelse på forskellige politiske og ideologiske bevægelser, herunder især højreorienterede og konservative strømninger. Vægten på hierarki, traditionelle værdier og aristokrati har tiltrukket opmærksomhed fra visse politiske grupper, selvom der ikke altid er enighed om fortolkningen af idéerne.

Traditionalismens tanker har været genstand for omfattende akademisk forskning og debat, og deres idéer har også haft indflydelse på kulturelle strømninger og diskussioner om identitet, globalisering og samfundsmæssige forandringer^[1].

• Behvand, Rosa, Farnaz Ghouyunchizad, and Neda Darvishi. "An Analysis of Aesthetics in the Traditionalist’s View (Frithjof Schuon, Burchardt, Rene Guenon, Coomaraswamy, and Seyyed Hossein Nasr)." Journal of Art and Civilization of the Orient 9.34 (2021): 29-34.
• Bisson, David (2013): René Guénon, une politique de l'esprit. Paris, Pierre-Guillaume de Roux
• Chacornac, Paul (1996). La vie simple de René Guénon. FeniXX
• Dickson, W. R. (2021). René Guénon and traditionalism. In Handbook of Islamic sects and movements (pp. 589-611). Brill.
• Evola, J. (2018). Ride the Tiger: A Survival Manual for the Aristocrats of the Soul. Simon and Schuster.
• Grison, Pierre et Jean-Louis (1953), Deux aspects de l’œuvre de René Guénon. France Asie, Saïgon
• Guénon, Rene (2001). Man and his becoming according to the Vedanta. Sophia Perennis.
• Guénon, René. La crise du monde moderne. République des Lettres 2021
• Guénon, René. Autorité spirituelle et pouvoir temporel. Héritage, 2022.
• Houman, S., & Ringgenberg, P. (2024). René Guénon, Frithjof Schuon: héritages et controverses. l'Harmattan.
• Santos, B. B., & Giordano, J. (2017). Rene Guenon on the realization of traditional knowledge. Prajñā Vihāra: Journal of Philosophy and Religion, 18(2), 63-63.
• Sedgwick, Mark (2003). Western Sufism and traditionalism. Old New Religiousness: The West’s Forgotten Cultural Heritage, eds. Mette Buchardt and Pia Böwadt. Copenhagen: Anis.
• Sedgwick, M. J. (2009). Against the modern world: Traditionalism and the secret intellectual history of the twentieth century. Oxford University Press.
• Spineto, Natale. "Mircea Eliade and traditionalism." Aries 1.1 (2001): 62-87.
• Waterfield, R. (2005). René Guenon and the Future of the West: The Life and Writings of a 20th century Metaphysician. Sophia Perennis.