Torkel Baden (rektor)

Torkel Baden
Født	1668
Død	1732
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Filolog
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

For alternative betydninger, se Torkel Baden. (Se også artikler, som begynder med Torkel Baden)

Torkel Baden (1668-1732) var en dansk rektor.

Ernst von Baden, borgmester i Horsens, var gift med en søster til ærkebiskop Hans Svane; af deres børn kan nævnes Laurids Baden og Jacob Baden, først Præst i Herslev i Skåne, siden præst og provst i Landskrona, en af Skånes mest ansete gejstlige. Under fredsforhandlingerne 1679 mellem udsendingerne fra Danmark og Sverige fungerede han som præst for disse, og kort efter fredsslutningen i Lund kaldtes han af Christian V til Danmark som sognepræst i Holbæk og provst i Merløse herred, i hvilken stilling han forblev til sin død. Han var gift med Dorothea Halse, datter af tolder i Skien Peter Halse. De havde sønnen Torkil Baden, født i Herslev 13. april 1668. Han gik først i skole i Landskrona, siden i Holbæk, hvorfra han deponerede 1686; ved uiversitetet tog han teologisk eksamen med udmærkelse 1688 og vendte derpaa, efter at have fuldendt sit akademiske kursus, 1690 hjem til Holbæk, hvor han dels hjalp sin gamle fader, dels 1693 udnævntes til vikar for Latinskolens rektor, magister Henrik Godske, og derpaa 27. februar 1694 til hans efterfølger. Siden styrede han Holbæk skole til sin død 9. juli 1732. Magistergraden tog han 15. maj 1694. Han ægtede 27. september 1701 Karen Lachmann, datter af tolder ved Isefjorden Lyder Lachmann, og var gift med hende til juni 1725, da hun døde; de havde kun den ene søn Jacob Baden, siden rektor i Vordingborg (d. 1738), fader til ovfr. nævnte professor Jacob Baden. Ledelsen af den lille skole i Holbæk, hvorfra Torkel Baden i hele sin rektortid kun dimitterede o. 30 disciple, levnede ham rigelig tid til hans flittige sproglige og teologiske studier, og han efterlod sig ved sin død talrige og bindstærke manuskripter til arbejder af begge slags, som senere bevaredes af familien. Derimod var det kun ganske få og små skrifter, han fik udgivet i trykken; det betydeligste af disse var «Roma Danica, harmoniam atqve affinitatem lingvæ Danicæ cum lingva Romana exhibens», udkommet 1699. Han opstiller her, idet han følger ordningen efter ordklasserne, en række danske ord ved siden af de tilsvarende latinske og viser, hvorledes de forekomme i de samme afledte betydninger og i ganske overensstemmende talemåder i begge sprog; det ser oftest ud, som om hans mening er den, at denne overensstemmelse overalt skyldes ligefrem indvirkning af latinen på dansken («Tiberis Italiæ fluvius in Balthica defluxit litora»), men medens han varierer denne tanke i den mest overraskende mangfoldighed af udtryk, gør han ikke det mindste forsøg på at bevise dens rigtighed, og på andre steder udtaler han sig også, som om han kun vil påvise ligheden uden at hævde denne tanke. Trods sin angeml paa fast princip, sin vilkårlighed i valget af stoffet og ufuldstændighedederne har bogen dog kunnet gøre nytte i sin tid, da man lagde stor vægt på at tale latin, og da de grammatikalske og leksikalske hjælpemidler var meget svage. Men det var et svært misgreb, at hans sønnesøns søn Torkil Baden påtog sig at udgive den på ny under helt forandrede forhold i 1835, tilmed således, at han lovpriste den i høje toner som et «uforbederligt» værk og brugte den som udgangspunkt for hvasse Angreb på Molbech. Det kom da ogsaa frem, hvad der hidtil var blevet overset, at «Roma Danica» både efter sin form og sit indhold var sat sammen ved en i det mindste efter nyere tiders anskuelser aldeles utilladelig benyttelse af fremmede arbejder, særlig Thomas Bangs «Observationes philologicæ» og Henr. Stephanius’ og Joh. Vorstius’ Skrifter «de Latinitate falso suspecta». – T. B.s malede portræt findes på Universitetsbiblioteket.