Torkel Baden (kunsthistoriker)

Formatering Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Torkel Baden
Pseudonym	Johann Gravius
Født	27. juli 1765 Hillerød, Danmark
Død	9. februar 1849 (83 år) København, Danmark
Far	Jacob Baden
Mor	Charlotte Baden
Søskende	Gustav Ludvig Baden
Uddannelse og virke
Medlem af	Niedersächsische Akademie der Wissenschaften zu Göttingen
Beskæftigelse	Filolog, universitetslærer, klassisk filolog, kunsthistoriker, arkæolog
Fagområde	Arkæologi, filologi, kunsthistorie
Arbejdsgiver	Christian-Albrechts-Universität, Københavns Universitet
Arbejdssted	Kiel, København
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

For alternative betydninger, se Torkel Baden. (Se også artikler, som begynder med Torkel Baden)

Torkil Baden (27. juli 1765 i Hillerød – 9. februar 1849) var en dansk filolog og kunsthistoriker, bror til Gustav Ludvig Baden.

Efter at han 1781 var dimitteret fra Helsingørs Skole, hvor faderen havde været rektor, tog han 1783 filologisk og 1786 theologisk Embedsexamen. Ved Hjælp af Familielegater var han udenlands 1788-91 og opholdt sig mest i Gøttingen, hvor han 1789 tog den filosofiske Doktorgrad, medens han tilbragte den sidste Del af Rejsen i Wien og Italien. Allerede paa Rejsen synes han ved Siden af Filologien at have interesseret sig varmt for Kunst, thi efter Hjemkomsten begyndte han med at holde private Forelæsninger for nogle Adelsmænd over Kunsthistorien. I 1793 blev han extraordinær Professor i Filologi uden Lønning ved Kjøbenhavns Universitet og tillige Æresmedlem af Kunstakademiet. Aaret efter kaldtes han til Kiel som Professor philosophiæ et eloqventiæ, i hvilken Stilling han forblev, til han i Jan. 1804 tog sin Afsked, da han var forlovet og haabede lettere at kunne blive Professor i København, naar han var nærværende. Ved Faderens Død blev Thorlacius ham foretrukken, men da han havde Udsigt til det store Præstekald i Glostrup, giftede han sig i Maj med Pauline Sofie Olrik fra Helsingør. Imidlertid døde Miniaturmaler Høyer 2. Juni, og B. mente nu at have fundet en Stilling, som stemmede bedre med hans Tilbøjelighed, ved at blive Sekretær ved Kunstakademiet og Slotsforvalter ved Charlottenborg, hvortil han udnævntes 13. Juli s. A. Her levede han nu sysselsat med litterære Arbejder i kunsthistorisk og filologisk Retning og til Dels med litterære Fejder, thi han synes ligesom Broderen at have været en stridbar Natur. Han vedblev at leve i Kjøbenhavn til sin død, efter at han 17. Maj 1840 havde mistet sin Hustru.

Hans kunsthistoriske Arbejder have ikke overlevet ham; det skulde snarest være «Briefe über die Kunst von und an C. L. v. Hagedorn» (Lpz. 1797). Ellers mindes han kun for den Ilterhed, hvormed han deltog i Striden om den nordiske Mythologis Ubrugbarhed for de skjønne Kunster, en Strid, hvorom se Weilbach, C. V. Eckersbergs Levned, 1872. Hans udførligste Skrift, «Et kort Begreb af det græske Maleris Historie for Kunstnere» (1825), som viser megen Belæsthed, har vist aldrig været synderlig i Brug.

Af Torkil Badens Arbejder i klassisk Filologi staa enkelte i Forbindelse med hans kunsthistoriske Studier, som Afhandlingen «De arte ac judicio Flavii Philostrati» (1792), Indledningsskrift til en (paatænkt) Forelæsning over den antike Malerkunst paa Grundlag af Plinius’ 35. Bog, et ret interessant Arbejde; andre ere mere rent filologiske. Med særlig Forkjærlighed havde han drevet Studier over den romerske Tragedie; hans gøttingske Doktordisputats handlede «de causis neglectæ a Romanis tragoediæ» (1789), og efter en Specialudgave af «Hercules furens» (Kiel 1798) fulgte hans Udgave af «L. Annæi Senecæ Tragoediæ» (Lpz. 1819-21). Trods hans omfattende Forberedelser dertil («veteres in utraqve lingva Scriptores perlegi tantum non omnes») er Resultatet dog blevet temmelig magert; Udgaven skal væsentlig være kritisk, men Kritikken er rigtignok, hvad enten der ses paa dens Methode eller dens fleste Resultater, ganske utilfredsstillende. Overhovedet laa Konjekturalkritik ikke ret for ham, og de kritiske Bidrag til forskjellige Forfattere, som han fremsatte i flere tyske og danske Tidsskrifter (s. Erslew, Forf. Lex.), ere for det meste værdiløse. Han var da heller ikke i Stand til at fatte eller vurdere Madvigs og forskjellige af hans Disciples Arbejder paa dette Omraade, og navnlig mod Madvig rettede han Angreb, som fra Realitetens Side i Reglen vare saare lidet begrundede eller rent grundløse, og som i Formen efterhaanden bleve ganske usømmelige (saaledes allerede i hans Tidsskrift «Prøvestenen», 1831, men allerværst i «Kritiske Undersøgelser», 1845). Hans ubetimelige Gjenudgivelse af Oldefaderens «Roma Danica» 1835 (med Udvidelse af dens forskjellige Kapitler og et senere Tillæg dertil fra 1837) bragte ham i en uhyggelig Fejde med Elberling og F. P. J. Dahl, som blev til Skade baade for hans eget og Oldefaderens Ry. Mere Fortjeneste indlagde han sig ved en 2. Udgave af sin Faders «Latinsk-danske Lexikon» (1815), som han forbedrede baade ved der i at indføre den alfabetiske Ordning i Steden for den etymologiske (til Gjengjæld forsømte han rigtignok fuldstændig Etymologien) og tillige ved Forøgelse af Stoffet og Fjærnelse af mange Fejl; ogsaa var hans nye Bearbejdelse af den dansk-latinske Del (1831) en Forbedring.