Tonesprog
Tonesprog er de af verdens sprog som bruger tonehøjde (frekvens) som en af de meningsbærende lydkontraster. I tonesprog fungerer tonehøjden som et fonem, der adskiller betydningen af to stavelser på samme måde som de forskellige vokal- og kontantfonemer. Tonesprog er sjældne i Europa, men almindelige i Sydøstasien og Afrika. De kinesiske sprog (f.eks. Mandarin, Kantonesisk) er velkendte tonesprog. Mange tonesprog skelner kun mellem høj og lav tone - et system som kaldes toneaccent. Andre sprog skelner mellem tre tonehøjder (høj, lav, neutral), og få sprog skelner mellem fire tone højder. Mange sprog har desuden konturtoner der kombinerer flere tone højder (f.eks. stigende, faldende, stigende-faldende, høj faldende, lav stigende etc.).[1] Alle kendte sprog bruger tonefald til at indikere betydningsforskelle, men tonesprog er anderledes fordi tonekontrasterne er en del af sprogets fonologi (lydsystem).
Her under gives en lydoptagelse med stavelsen ma udtalt med de fire hovedtoner i Mandarin kinesisk. Hver stavelse er et forskelligt ord kun adskilt af forskellen i tone: mā "mor", má "hamp", mǎ "hest", mà "skælde ud".
Bibliografi
- ^ Yip, Moira (2002). ToneSerier . Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-77314-8. ISBN 0-521-77445-4 (pbk).
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Wereon, Licens: CC BY-SA 3.0
Chart showing the relative changes in pitch for the four tones of Mandarin Chinese. On a scale of 1 to 5 with 5 being the highest pitch, the first tone remains constant at 5, the second tone rises from 3 to 5, the third tone falls from 2 to 1 and then rises to 4, and the fourth tone falls from 5 to 1.
Forfatter/Opretter: Peter Isotalo, Licens: CC BY 3.0
The four main tones of Standard Mandarin pronounced with the syllable "ma".