Tokyo Express

Tokyo Express
Japanske tropper går om bord på et krigsskib som forberedelse til en "Tokyo Express" fart en gang i 1942.
Aktivaugust 1942 - november 1943
LandKejserriget Japan
TroskabAksemagterne
VærnJapanske flåde
TypeAd hoc forsyningsflåde
RolleForsyning og forstærkning af japanske hær og flådeenheder på Salomonøerne og Ny Guinea
StørrelseVarierende
Garnison/HQRabaul, New Britain
Shortland Islands og Buin, Salomonøerne
Kaldenavn(e)Cactus Express
"rotte" eller "myre" transport (Japanske navne)
Slag og krigeSlaget ved Cape Esperance
Slaget ved Tassafaronga
Operation Ke
Slaget ved Blackett Strædet
Slaget i Kulabugten
Slaget ved Kolombangara
Slaget i Vellabugten
Slaget ved Horaniu
Slaget ved Vella Lavella
Slaget ved Kap St. George
Ledere
Kendte ledereGunichi Mikawa
Raizo Tanaka
Shintarō Hashimoto[1]
Matsuji Ijuin

Tokyo Express var et navn som de allierede styrker brugte om brugen af japanske flådeskibe til natlige leverancer af tropper, forsyninger og udstyr til japanske styrker i indsats på og omkring Ny Guinea og Salomonøerne i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Taktikken gik ud på at japanerne lastede soldater eller forsyninger på hurtige krigsskibe, såsom destroyere, og udnyttede krigsskibenes fart til at levere tropper eller forsyninger til ønskede steder og vende tilbage til havn samme nat, så allierede fly ikke kunne afskære dem i dagslys.

Det oprindelige navn for forsyningsoperationerne var "Cactus Express", som de blev kaldt af de allierede styrker på Guadalcanal, der brugte kodenavnet for operationen på Guadalcanal. Efter at den amerikanske presse begyndte at omtale dem som "Tokyo Express", tilsyneladende for at opretholde den operationelle sikkerhed vedrørende ordet "Cactus," begyndte allierede styrker også at bruge betegnelsen i stedet for "Cactus Express." Japanerne kaldte de natlige forsyningstogter for Rotte transport (鼠輸送 nezumi yusō), fordi de foregik om natten.

Organisation og historie

Troppetransport var nødvendig for de japanske styrker på grund af de allieredes luftherredømme i det sydlige Stillehav, som blev skabt kort efter den allierede landgang på Guadalcanal, hvor Henderson Field begyndte at fungere som base for "Cactus Air Force" i august 1942. Levering af tropper og materiel med langsomme transportskibe til de japanske styrker på Guadalcanal og Ny Guinea viste sig snart at være for sårbart overfor luftangreb i dagstimerne. Derfor gav den japanske flådes øverstkommanderende admiral Isoroku Yamamoto, tilladelse til at man brugte hurtige krigsskibe om natten til at foretage forsyningssejladserne mens truslen om opdagelse og angreb fra luften var langt mindre.[2]

Tokyo Express begyndte kort efter Slaget ved Savo Island i august 1942 og fortsatte næsten indtil afslutningen af felttoget i Salomonøerne da en af de sidste store forsyningssejladser blev opdaget og næsten fuldstændig ødelagt i Slaget ved Kap St. George den 26. november 1943. Fordi de hurtige destroyere, som typisk blev anvendt, ikke var indrettet til håndtering af last blev mange forsyninger simpelthen kastet overbord i forseglede ståltønder, som var bundet sammen med reb, der skyllede i land eller blev samlet op med en pram. På en typisk nat i december blev 1.500 tønder kastet i havet, men kun 300 blev bjærget. [3]

Hovedparten af de krigsskibe, som blev brugt i Tokyo Express togter kom fra den 8. japanske flåde, som havde base i Rabaul og Bougainville, selv om skibe fra Truk ofte blev midlertidigt tilknyttet. Eskadren som var sat ind i Ekspress togterne blev ofte formelt kaldt Forstærkningsenheden, men størrelsen og sammensætningen af denne enhed varierede fra togt til togt.[4]

Afslutningen

For at markere den endelige sejr over japanerne på Guadalcanal, sendte general Alexander Patch, lederen af landtropperne på øen, en meddelelse til sin overordnede, admiral Bull Halsey, om at "Tokyo Express har ikke længere endestation på Guadalcanal"[5].

Referencer

Noter

  1. ^ Evans 176
  2. ^ Coombe, Derailing the Tokyo Express, p. 33.
  3. ^ History of USMC Operations in WWII, Vol I, Chapter 9: Final Period, 9 December 1942 to 9 February 1943
  4. ^ Frank, p. 559.
  5. ^ The Guadalcanal Campaign (David Llewellyn James)

Kilder

  • Brown, David (1990). Warship Losses of World War Two. Naval Institute Press. ISBN 1-55750-914-X.
  • Coombe, Jack D. (1991). Derailing the Tokyo Express. Harrisburg, PA: Stackpole. ISBN 0-8117-3030-1.
  • Crenshaw, Russell Sydnor (1998). South Pacific Destroyer: The Battle for the Solomons from Savo Island to Vella Gulf. Naval Institute Press. ISBN 1-55750-136-X.
  • D'Albas, Andrieu (1965). Death of a Navy: Japanese Naval Action in World War II. Devin-Adair Pub. ISBN 0-8159-5302-X.
  • Dull, Paul S. (1978). A Battle History of the Imperial Japanese Navy, 1941-1945. Naval Institute Press. ISBN 0-87021-097-1.
  • Evans, David C. (1986 (2nd Edition)). "The Struggle for Guadalcanal". The Japanese Navy in World War II: In the Words of Former Japanese Naval Officers. Annapolis, Maryland: Naval Institute Press. ISBN 0-87021-316-4. {{cite book}}: Tjek datoværdier i: |year= (hjælp)
  • Frank, Richard (1990). Guadalcanal: The Definitive Account of the Landmark Battle. New York: Random House. ISBN 0-394-58875-4.
  • Griffith, Brig. Gen. Samuel B (USMC) (1974). "Part 96: Battle For the Solomons". History of the Second Wold War. Hicksville, NY, USA: BPC Publishing.
  • Hara, Tameichi (1961). Japanese Destroyer Captain. New York & Toronto: Ballantine Books. ISBN 0-345-27894-1.
  • Kilpatrick, C. W. (1987). Naval Night Battles of the Solomons. Exposition Press. ISBN 0-682-40333-4.
  • Lord, Walter (1977 (Reissue 2006)). Lonely Vigil; Coastwatchers of the Solomons. Naval Institute Press. ISBN 1-59114-466-3. {{cite book}}: Tjek datoværdier i: |date= (hjælp)
  • Lundstrom, John B. (2005 (New edition)). First Team And the Guadalcanal Campaign: Naval Fighter Combat from August to November 1942. Naval Institute Press. ISBN 1-59114-472-8. {{cite book}}: Tjek datoværdier i: |date= (hjælp)
  • McGee, William L. (2002). The Solomons Campaigns, 1942-1943: From Guadalcanal to Bougainville--Pacific War Turning Point, Volume 2 (Amphibious Operations in the South Pacific in WWII). BMC Publications. ISBN 0-9701678-7-3.
  • Miller, Thomas G. (1969). Cactus Air Force. Admiral Nimitz Foundation. ISBN 0-934841-17-9.
  • Morison, Samuel Eliot (1958). The Struggle for Guadalcanal, August 1942 – February 1943, vol. 5 of History of United States Naval Operations in World War II. Boston: Little, Brown and Company. ISBN 0-316-58305-7. Online views of selections of the book – www.amazon.com
  • Morison, Samuel Eliot (1958). Breaking the Bismarcks Barrier, vol. 6 of History of United States Naval Operations in World War II. Castle Books. ISBN 0785813071.
  • Potter, E. B. (2005). Admiral Arleigh Burke. Naval Institute Press. ISBN 1-59114-692-5.
  • Roscoe, Theodore (1953). United States Destroyer Operations in World War Two. Naval Institute Press. ISBN 0870217267.
  • Rottman, Gordon L. (2005). Anderson, Dr. Duncan (red.). Japanese Army in World War II: The South Pacific and New Guinea, 1942-43. Oxford and New York: Osprey. ISBN 1-84176-870-7.
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Eksterne kilder

Medier brugt på denne side