Titanraket
- For alternative betydninger, se Titan. (Se også artikler, som begynder med Titan)
USA's Titanraket er kendt for at opsende NASA's Gemini-fartøjer. Missilet blev benævnt LGM-25, hvilket betød at det blev opsendt fra nedgravede raketsiloer. Titan blev udviklet til det amerikanske luftvåbens strategiske missilstyrker af Martin Marietta der i 1995 blev fusioneret med Lockheed. Som ICBM blev Titan afløst af LGM-30 Minuteman der er en faststofraket der kan opbevares i årevis uden at brændstoffet fordamper. Trængslen på opsendelsesmarkedet med billige russiske, kinesiske og indiske, samt europæiske og japanske løfteraketter har fået Lockheed-Marietta til at nedlægge Titanproduktionen. Sidste Titanopsendelse foregik i 2005.
Titan er opkaldt efter titanerne, der var præolympiske guder i den græske mytologi.
Førstetrin
Titans førstetrin var 22 m højt, vejede 117 tons og havde to Aerojet LR-87-raketmotorer. Titan I brugte flydende ilt og petroleum mens alle andre Titanversioner anvendte Aerozin-50 og N2O4. Førstetrinnet brændte i 139 sekunder.
Andettrin
Titans andettrin var 7,8 m højt, vejede 29 tons og havde en Aerojet LR-91-raketmotor. Titan I brugte flydende ilt og petroleum mens alle andre Titanversioner anvendte Aerozin-50 og N2O4. Andettrinnet brændte i 180 sekunder.
- Titan I
Titan I blev udviklet som et ICBM-projekt til at supplere Atlas-missilet. 100 Titan I-missiler var kampklare fra 1962 til 1965 på 20 minutters varsel. De havde en rækkevidde på 11.300 km med et 1,4 Mt sprænghoved.
- Titan II
Titan II var en mere sikker udgave da den skulle opsende den bemandede mini-rumfærge Dynasoar. Dynasoar blev skrinlagt, men Titan II opsendte i stedet for Gemini-fartøjerne. 54-108 Titan II-missiler var opstillet fra 1964 til 1987 og havde en rækkevidde på 11.690 km med et 8,9 Mt sprænghoved. Titan II kunne opsende 3,7 tons i en 185 km bane.
- 1964 – GT 1, Gemini-attrap.
- 1965 – GT 2, ubemandet Geminifartøj.
- 1965 – Gemini 3, bemandet afprøvning.
- 1965 – Gemini 4, EVA.
- 1965 – Gemini 5, 8-dage.
- 1965 – Gemini 7, 14-dage.
- 1965 – Gemini 6, rendezvous med Gemini 7.
- 1966 – Gemini 8, GATV-8 & EVA.
- 1966 – Gemini 9, ATDA & EVA.
- 1966 – Gemini 10, GATV-10 & EVA.
- 1966 – Gemini 11, GATV-11 & EVA.
- 1966 – Gemini 12, GATV-12 & EVA.
- 1994 – Clementine, militær månekredser.
- 1965 – GT 2, ubemandet Geminifartøj.
Nultetrin
- Titan IIIC, -D og -E havde to 26 m høje faststofraketter i fem segmenter. Hver vejede 226 tons og brændte i 115 sekunder.
- Titan 34's faststofraketter var forlænget til 5½ segmenter og vejede 251 tons.
- Titan 4's faststofraketter var 33 m høje og vejede hver 357 tons og brændte i 140 sek. Segmenterne var efter Challengerulykken større for at undgå de farlige samlinger.
Tredjetrin
Mange Titan III havde tredjetrin.
- Titan IIIA og -C havde en Aerojet AJ-10 drevet af salpetersyre og hydrazin (Transtage). Titan IIIA kunne opsende 3,1 tons til 185 km og IIIC kunne opsende 13,1 tons til samme højde.
- Den aflyste MOL (Manned Orbiting Laboratory)
- Vela – overvågning af prøvesprængningsforbud.
- ATS-6
- Vela – overvågning af prøvesprængningsforbud.
- Titan IIIB havde et hypergolsk Agena på 6,8 tons med en Bell 8096 drevet af salpetersyre og hydrazin. Agena var 7 m højt og brændte i 265 sekunder. Titan IIIB kunne opsende 3,3 tons til en 185 km bane.
- 1966-84 – 53 KH-8 'close look' fotorekognosceringssatellitter.
- Titan IIID havde intet 3.-trin og kunne opsende 12,3 tons til en 185 km bane.
- 1971-86 – 20 Big Bird KH-9 spionsatellitter.
- 1976-88 – 9 KH-11 spionsatellitter á la Hubbleteleskopet.
- Titan IIIE havde et kryogenisk Centaur på 16 tons med to RL-10-motorer drevet af flydende ilt og brint. Centaur var 9 m højt og brændte i 470 sekunder. Titan IIIE kunne opsende 15,4 tons til en 185 km bane.
- 1974 – Helios 1, vesttysk solsonde.
- 1975 – Viking 1, marskredser og -lander.
- 1975 – Viking 2, marskredser og -lander.
- 1976 – Helios 2, vesttysk solsonde.
- 1977 – Voyager 2, jupiter-, saturn-, uranus- og neptunsonde.
- 1977 – Voyager 1, jupiter- og saturnsonde.
- 1975 – Viking 1, marskredser og -lander.
- Titan 34D havde et faststofstredjetrin: TOS eller IUS. Titan 34D kunne opsende 14,5 tons til en 185 km bane.
- Transfer Orbit Stage vejede 11 tons og brændte i 144 sekunder.
- Inertial Upper Stage er en totrins raket på i alt 14,7 tons og brændte tilsammen i 255 sekunder.
- 1992 – Mars Observer, mislykket marskredser.
- Titan 4 havde IUS- eller Centaur-tredjetrin. Titan 4B kunne opsende 21 tons til en 150 km bane.
- 1997 – Cassini-Huygens, saturnkredser og titanlander.
Kilder
- Gatland, K.: Space Technology, 1984, Salamander Books Ltd., ISBN 0-86101-075-2
- Ridpath I.: Illustrated Encyclopedia of Astronomy and Space, 1979, Cromwell Publishers, ISBN 0-690-01838-X
- astronautix
|