Tibirke Bakker

Udsigt over Tibirke Bakker

Tibirke Bakker er et landskab ved østkanten af Tisvilde Hegn nord for Arresø i Gribskov Kommune, Nordsjælland. Bakkerne består af store, bølgede moræneskråninger med græs, lyng, lidt trævækst og få huse. Bakkernes højeste punkt er ”Udsigten”, 57 meter over havet, , og det hæver sig over Ellemosen mod syd og øst. I begyndelsen af 1900-tallet opførtes spredt sommerbeboelse i de dengang lyngklædte bakker, og billedkunstnere og forfattere som bl.a. Johannes V. Jensen søgte hertil. Der går en sti fra Arresøs nordbred til Tisvildeleje.

Landskabet

Tibirke Bakker er et gammel sommerhusområde anlagt på de flyvesandsklitter, der var resultatet af de sandflugtsperioder, Danmark har gennemlevet. Fra man begyndte at bekæmpe sandflugten, til man fik nogenlunde kontrol over sandet, gik der omkring 100 år.

I Ellemosen lige øst for, ligger en ca. 100 m lang oldtidsvej. Den er solidt bygget: en 3 m bred og 60 cm tyk brolægning af marksten med kantrækker af store sten. Hele vejen hviler på et fundament af grus, sand og trærafter, der har stabiliseret vejen gennem mosen. Formentlig har der altid været et overfartssted her. I stenalderen var her en lille saltvandsfjord med en lille beboet ø. I bronzealderen var mosen blevet til en sø. I dag ved man ikke hvor vejen har ført hen.

Plantelivet

Det sandede, kuperede område rummer stadig en del lyng og græs, men også træer. Det overdrevsagtige område har et rigt og mangfoldigt planteliv. Kornet stenbræk, mælkebøtte, hulkravet kodriver og knoldranunkel er blandet nogle af arterne.

Dyrelivet

Der er flere fuglearter, der trives allerbedst på overdrevene. Hedelærken og rødrygget tornskade er blandt de karakteristiske overdrevsarter. Spurvehøg og musvåge yngler i Tibirke Bakker sammen med gråsisken, kærnebider og ravn.

I de mere våde fredninger Ellemosen og Holløse Bredning er ynglende atlingand, skeand, rørhøg, dobbeltbekkasin og pungmejse. I forbindelse med et naturgenopretningsprojekt er mosen blevet gjort mere fugtig. I den nu druknede buskvækst ses mange skarver .

Der er i 2009 blevet udsat bævere i Holløse Bredning.

Naturfredning

75 hektar i Tibirke Bakker blev fredet i 1957. Senere er en række mindre områder omkring også fredet.

Kilder og henvisninger

Koordinater: 56°1′52.49″N 12°5′48.23″Ø / 56.0312472°N 12.0967306°Ø / 56.0312472; 12.0967306

Medier brugt på denne side

Tibirke Bakker 1.JPG
Forfatter/Opretter: Ramblersen, Licens: CC BY-SA 4.0
Tibirke Bakker at Tisvildeleje, Denmark