Thora Esche
Thora Esche | |
---|---|
Født | 27. maj 1850 København, Danmark |
Død | 16. oktober 1920 (70 år) Holte, Danmark |
Gravsted | Søllerød Kirkegård |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Bestyrelsesleder |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Fortjenstmedaljen i guld (1902) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Thora Vilhelmine Esche (født 27. maj 1850 i København, død 16. oktober 1920 i Holte, Søllerød Sogn) var en dansk forstanderinde.
Liv og gerning
Hun voksede op i et velhavende københavnsk hjem, men da hun var syv år, blev hendes forældre separeret og skilt.[1] Efter en personlig krise som følge heraf blev hun kristeligt vakt som 16-årig[1] og i forbindelse hermed interesseret i filantropisk arbejde[2], især som "Moder for faldne søstre" (datidens betegnelse for prostituerede).[1] Hun virkede i nogle år som huslærerinde,[3] i 1873 forsøgte hun at blive diakonisse,[3] men efter, at hun havde foretaget rejser til blandt andet Holland, Tyskland og Norge[2][3], hvor hun fandt forholdene til løsning af problemerne utilfredsstillende[2], besluttede Indre Mission i København at oprette et såkaldt "Magdalenehjem" og at udnævne Thora Esche til forstanderinde for dette.[1]
Magdalenehjemmet
Den 15. november 1877 åbnede Magdalenehjemmet i en ejendom på Jagtvej 203.[1][3] Hjemmet skulle rettes mod kvinder i alderen 14-25, der var endt i prostitution men selv ønskede at komme ud af den.[1][2][3]
Magdalenehjemmet blev ledet på kristeligt grundlag, og opholdet var gratis for kvinderne. Hjemmet levede dels af støtte og tilskud fra menigheden, dels ved at de bosatte kvinder ydede tjenester i form af vask og strygning for andre.[1][3] For at skaffe yderligere midler til at drive hjemmet foretog Thora Esche mange rejser og holdt foredrag om sin virksomhed.[1] Fra 1881 udvidede hun sit virke til også at omfatte besøg på Kommunehospitalets afdeling for kønssygdomme.[1] I 1882 skete en udvidelse af hjemmet,[3] og i 1892 blev det omdannet til en selvejende institution.[1]
I 1896 blev størstedelen af virksomheden flyttet til ejendommen "Skovtofte" i Kongens Lyngby. Hjemmet havde da plads til 62 kvinder ad gangen.[1][2]
Bethesda
I 1901 blev hjælpevirksomheden udvidet med ejendommen "Bethesda" i Aarhus. Denne blev indrettet med henblik på fødende kvinder, som her kunne opholde sig i et år med deres nyfødte børn.[1][2]
Skovly
Sideløbende med Magdalenehjemmet engagerede Thora Esche sig også i spørgsmålet om ophævelse af den ved lov regulerede prostitution[1] i 1906[3] og for at få oprettet nye steder for kvinder, der havde været underlagt denne lovgivning. Dette førte til oprettelse af et nyt hjem, "Skovly" ved Vedbæk i 1908.[4][5][3]
Indflydelse og tilbagetrækning
Gennem sin virksomhed blev Thora Esche en banebrydende pioner og fik en betydelig indflydelse.[4] Men i 1915 måtte hun træde tilbage som forstanderinde.[4]
Hæder
For sit arbejde blev hun tildelt fortjenstmedaljen i guld i 1902.[3]
Forfatterskab
Hun har skrevet meget om sit virke og udgav i 1920 bogen "Erindringer om mit Liv og min Gerning".[4][3]
Gravsted
Thora Esche er begravet på Søllerød Kirkegård.[2]
Noter
Litteratur
- Oluf J. Skjerbæk: "Esche, Thora Vilhelmine" i: Dansk Biografisk Leksikon 2. udgave, bind 6, s. 427-428
- A.Th. Jørgensen: "Esche, Thora" i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind VII; København 1918; s. 457
Eksterne henvisninger
- Thora Esche i Dansk Kvindebiografisk Leksikon på Lex.dk, tidl. Kvinfo.dk
- Skovtofte Magdalenehjem i 1001 fortællinger om Danmark
- Thora Esche på gravsted.dk
|