Thomas R. Marshall

Thomas R. Marshall

Thomas Riley Marshall headshot.jpg

Personlig information
FødtThomas Riley Marshall Rediger på Wikidata
14. marts 1854 Rediger på Wikidata
North Manchester Rediger på Wikidata
Død1. juni 1925 (71 år) Rediger på Wikidata
Washington D.C. Rediger på Wikidata
DødsårsagHjerteanfald Rediger på Wikidata
GravstedCrown Hill Cemetery Rediger på Wikidata
Politisk partiDemokratiske parti Rediger på Wikidata
FarDaniel Marshall Rediger på Wikidata
MorMartha Patterson Rediger på Wikidata
ÆgtefælleLois Irene Marshall Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedWabash College Rediger på Wikidata
Medlem afPhi Beta Kappa Rediger på Wikidata
BeskæftigelseSkribent, advokat, politiker Rediger på Wikidata
Signatur
Thomas R Marshall Signature.svg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Thomas Riley Marshall (født 14. marts 1854 i North Manchester, Indiana, død 1. juni 1925 i Washington D.C.) var en amerikansk politiker, som i 1913 blev USA's 28. vicepræsident under præsident Woodrow Wilson.

Marshall blev født i North Manchester i Indiana, og han uddannede sig til jurist. Han begyndte sin advokatpraksis i 1875 i Columbia City, før han i 1909 blev valgt som guvernør i Indiana. Da Demokraterne skulle bestemme, hvem som skulle blive deres præsidentkandidat ved valget i 1912, var Marshall længe et hedt navn, men til sidst blev Woodrow Wilson indstemt i stedet for ham. Han kom alligevel med på valgsedlen, og sammen vandt de præsidentvalget med god margin.

Forholdet mellem Marshall og Wilson var ikke specielt godt. Selv om Marshall blev inviteret med på regeringens møder, blev hans indspil sjældent taget hensyn til. I 1913 gik Wilson til det skridt at møde medlemmerne i Senatet personligt i stedet for at sende vicepræsidenten, som praksissen havde været tidligere. Wilson ønskede med dette at udsende signaler om, at han på ingen måde stolede på sin vicepræsident i delikate affærer. Siden dette har de efterfølgende præsidenter sjælden brugt deres vicepræsidenter som mellemmænd i kontakten med Senatet.

Under Marshalls anden termin kom USA med i 1. verdenskrig. Wilson udsendte ham for at støtte krigsindsatsen, noget som passede Marshall udmærket. Videre blev Marshall i denne periode den første vicepræsident, som afholdt kabinetsmøder. Han fik dette ansvar, da Wilson måtte rejse til Europa for at undskrive Versailles-traktaten og promovere idéen om Folkeforbundet.

2. oktober 1919 fik præsidenten sin anden hjerneblødning og var ikke længere i stand til at fungere som præsident. Selv om vicepræsident Marshall da kunne træde ind som fungerende præsident, ønskede han ikke at gøre dette. Han udførte de fleste af præsidentens ceremonielle opgaver i den genværende præsidentperiode uden at overtage præsidentens formelle magt.

Marshall returnerede til Indianapolis efter perioden som vicepræsident og genoptog der sin advokatpraksis. Han skrev også flere bøger, før han i 1925 døde under et besøg i Washington D.C.

Se også

  • v
  • d
  • r
  1. John Adams (1789–1797)
  2. Thomas Jefferson (1797–1801)
  3. Aaron Burr (1801–1805)
  4. George Clinton (1805–1812)
  5. Elbridge Gerry (1813–1814)
  6. Daniel D. Tompkins (1817–1825)
  7. John C. Calhoun (1825–1832)
  8. Martin Van Buren (1833–1837)
  9. Richard M. Johnson (1837–1841)
  10. John Tyler (1841)
  11. George M. Dallas (1845–1849)
  12. Millard Fillmore (1849–1850)
  13. William R. King (1853)
  14. John C. Breckinridge (1857–1861)
  15. Hannibal Hamlin (1861–1865)
  16. Andrew Johnson (1865)
  17. Schuyler Colfax (1869–1873)
  18. Henry Wilson (1873–1875)
  19. William A. Wheeler (1877–1881)
  20. Chester A. Arthur (1881)
  21. Thomas A. Hendricks (1885)
  22. Levi P. Morton (1889–1893)
  23. Adlai Stevenson (1893–1897)
  24. Garret Hobart (1897–1899)
  25. Theodore Roosevelt (1901)
  26. Charles W. Fairbanks (1905–1909)
  27. James S. Sherman (1909–1912)
  28. Thomas R. Marshall (1913–1921)
  29. Calvin Coolidge (1921–1923)
  30. Charles G. Dawes (1925–1929)
  31. Charles Curtis (1929–1933)
  32. John N. Garner (1933–1941)
  33. Henry A. Wallace (1941–1945)
  34. Harry S. Truman (1945)
  35. Alben W. Barkley (1949–1953)
  36. Richard Nixon (1953–1961)
  37. Lyndon B. Johnson (1961–1963)
  38. Hubert Humphrey (1965–1969)
  39. Spiro Agnew (1969–1973)
  40. Gerald Ford (1973–1974)
  41. Nelson Rockefeller (1974–1977)
  42. Walter Mondale (1977–1981)
  43. George H.W. Bush (1981–1989)
  44. Dan Quayle (1989–1993)
  45. Al Gore (1993–2001)
  46. Dick Cheney (2001–2009)
  47. Joe Biden (2009–2017)
  48. Mike Pence (2017–2021)
  49. Kamala Harris (2021–nu)
Segl for USA's vicepræsident
Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

Seal of the Vice President of the United States.svg
Seal of the Vice President of the United States. The blazon is defined in Executive Order 11884 as:

The Coat of Arms of the Vice President of the United States shall be of the following design:

SHIELD: Paleways of thirteen pieces argent and gules, a chief azure; upon the breast of an American eagle displayed holding in his dexter talon an olive branch proper and in his sinister a bundle of thirteen arrows gray, and in his beak a gray scroll inscribed "E PLURIBUS UNUM" sable.

CREST: Behind and above the eagle a radiating glory or, on which appears an arc of thirteen cloud puffs gray, and a constellation of thirteen mullets gray.

The Seal of the Vice President of the United States shall consist of the Coat of Arms encircled by the words "Vice President of the United States."

The design is the same as the Seal of the President of the United States, except that there is no ring of stars, the clouds are gray (instead of proper), the stars are gray (instead of argent), the scroll is gray (instead of white), the arrows are gray (instead of proper), and the background colors and inscription (obviously) differ.
Thomas R Marshall Signature.svg
Signature Thomas R. Marshall.