The Open Championship

The Open Championship (ofte omtalt som The Open eller British Open), er den ældste af de fire major-turneringer i professionel golf. Det er den eneste "major", som spilles uden for USA, og den administreres af The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews, som er golfsportens styrende organ uden for USA og Mexico. The Open Championship bliver spillet i ugen indeholdende den tredje fredag i juli, og afvikles dermed som den tredje major-turnering hvert år, efter The Masters Tournament og US Open, men før PGA Championship.

Mesterskabet bliver skiftevis spillet på en af ti udvalgte linksbaner i Skotland, England og Nordirland. I 2011 havde The Open en præmiesum på £ 5,0 millioner, med £ 900.000 i førstepræmie – en stigning på £ 150.000 over de sidste tre år.[1] Historisk set har The Open's præmiesum været mindst blandt de fire major-turneringer, men i perioden fra 2002 til 2008 var The Open's præmiesum størst.

Mesterskabet består af en 72 hullers slagspilsturnering med et cut efter de første 36 huller, der indskrænker feltet til de 70 bedst placerede spillere (samt spillere med samme score som nr. 70). Som den eneste af de fire major-turneringer opererer The Open Championship med et omspilsformat med fire huller, hvis førstepladsen er delt efter 72 huller. Dette omspil fortsætter imidlertid som sudden death-omspil, hvis førstepladsen fortsat er delt efter fire huller.

The Open Championship har officielt været en begivenhed på PGA Tour siden 1995, hvilket betyder at præmiepenge vundet af PGA Tour-medlemmer bliver talt med på tourens pengeliste. Derudover er alle sejre i The Open Championship før 1995 med tilbagevirkende kraft blevet klassificeret som PGA Tour-sejre. PGA European Tour har anerkendt The Open som en officiel begivenhed siden den første officielle sæson i 1972, og den er også officielt en del af Japan Golf Tour.

I Storbritannien er turneringen bedst kendt under sit officielle navn, The Open Championship. Turneringens website anvender kun dette navn, mens øvrige britiske medier generelt refererer til the Open.[2][3][4] Uden for Storbritannien kaldes turneringen ofte British Open, delvist for at skelne den fra det andet åbne mesterskab af de fire major-turneringer, US Open, og delvist fordi andre nationer med lignende "åbne" turneringer refererer til deres egen turnering som "the Open". PGA Tour og mange amerikanske medier kalder ligeledes turneringen "British Open",[5][6][7] men ESPN, som har de amerikanske tv-rettigheder til begivenheden, er begyndt at omtale den som The Open Championship.

Historie

The Open Championship blev første gang spillet den 17. oktober 1860 i Prestwick Golf Club in Ayrshire, Skotland. Den første turnering var udelukkende forbeholdt professionalle og tiltrak et felt bestående af otte skotske golfspillere,[8] som spillede tre runder på Prestwick's 12-hullersbane på én dag. Willie Park Senior vandt med en score på 174 slag, og slog dermed favoritten, Old Tom Morris, med to slag. Det følgende år blev turneringen også åbnet for amatører, og otte amatører gjorde de ti professionalle deltagere selskab.

Prestwick Golf Club, hvor den første turnering blev spillet i 1860.
Willie Park, Sr. med "the Challenge Belt", førstepræmien i the Open fra 1860 til 1870.

Oprindeligt var sejrstrofæet The Challenge Belt, et rødt læderbælte med et sølvspænde. Der var ingen præmiepenge i de første tre mesterskaber. I 1863 blev der indført en præmiesum på £ 10, som blev delt mellem den næst-, tredje- og fjerdebedst placerede professionelle spiller, mens mesteren fik lov at beholde bæltet i et år. Året efter vandt Old Tom Morris den første pengepræmie til en vinder: £ 6. "The Challenge Belt" udgik som præmie i 1870, da Young Tom Morris vandt bæltet til ejendom efter at have vundet turneringen tre gange i træk. På grund af manglen på en ny præmie blev turneringen aflyst i 1871. Da Young Tom Morris i 1872 vandt igen, dvs. for fjerde gang i træk (hvilket fortsat aldrig er overgået), modtog han en medalje som præmie. Det nuværende trofæ, The Golf Champion Trophy, bedre kendt som The Claret Jug, blev herefter indført og er overrakt til alle mestre siden 1873.

Prestwick Golf Club administrerede afholdelsen af The Open fra 1860 til 1870. I 1871 indgik klubben en aftale med The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews og The Honourable Company of Edinburgh Golfers om sammen at arrangere turneringen. I 1892 blev begivenheden fordoblet i længede fra 36 til 72 huller, fire runder på en 18-hullersbane. Samme år nåede den samlede præmiesum op på £ 100. The Open i 1894 var den første udgave, der blev spillet uden for Skotland – på Royal St George's Golf Club i England. På grund af det stigende antal deltagere blev cuttet efter to runder indført i 1898. I 1920 blev det fulde ansvar for The Open Championship overdraget til The Royal & Ancient Golf Club.

De tidligste vindere var alle professionelle skotske spillere, som arbejdede som greenkeepere, køllemagere og caddier for at supplere deres beskedne præmiepenge fra mesterskaber og udfordringsmatcher. The Open har altid været domineret af professionelle – kun seks gange har en amatør vundet turneringen, alle gange i perioden 1890-1930. Den sidste af disse var Bobby Jones' tredje Open-titel og en del af hans Grand Slam. Jones var en ud af seks amerikanere, der vandt The Open i mellemkrigsårene, hvoraf den første var Walter Hagen i 1922. Disse seks amerikanere samt den franske vinder af The Open i 1907, Arnaud Massy, var de eneste syv mestre indtil 1939, som ikke kom fra Skotland eller England.

Den første vinder efter anden verdenskrig var amerikaneren Sam Snead i 1946. I 1947 sejrede Fred Daly fra Nordirland. Blandt mange engelske og skotske vindere var Daly den eneste irske vinder indtil 2007, hvor Pádraig Harrington vandt. Og der har aldrig været en walisisk mester. I perioden efter anden verdenskrig blev The Open domineret af spillere fra Commonwealth, hvor sydafrikaneren Bobby Locke og australieren Peter Thomson tilsammen vandt Claret Jug i ni af de 11 mesterskaber fra 1948 til 1958. I denne periode var The Open placeret samtidig med match play-turneringen PGA Championship, hvilket betød at den tids bedste amerikanske spiller, Ben Hogan, kun deltog i The Open én gang: i 1953 i Carnoustie – en turnering han vandt.

En anden sydafrikaner, Gary Player, blev mester i 1959. Det var begyndelsen på "Big Three"-æraen i professionel golf, hvor der med "de tre store" henvises til Player, Arnold Palmer og Jack Nicklaus. Palmer deltog for første gang i 1960, hvor han blev nr. 2 efter den ukendte australier Kel Nagle, men han vandt de efterfølgende to år. Han var langt fra den første amerikanske mester, men han var den første, som mange amerikanere så vinde turneringen i tv, og hans karismatiske succes tilskrives ofte æren for at flere førende amerikanske golfspillere begyndte at gøre The Open Championship til en integreret det af deres turneringsprogram. Forbedringerne i transatlantisk rejse øgede også den amerikanske deltagelse.

Nicklaus' tre sejre kom i 1966, 1970 og 1978. Samlingen på tre sejre er ikke umiddelbart særlig bemærkelsesværdig, og han vandt da også alle de tre andre major-turneringer flere gange end denne, men det giver egentlig ikke et retvisende billede af hvor dominerende han var i The Open i 1960'erne og 1970'erne. Han sluttede blandt de fem bedste 16 gange, hvilket er en rekord for The Open, som han deler med John Henry Taylor, og siden anden verdenskrig har ingen andre været i nærheden af denne rekord. Dette inkluderer bl.a. syv andenpladser, hvilket ligeledes er rekord. Nicklaus er endvidere indehaver af rekorderne for flest runder under par (61) og flest turneringer under par (14). På Turnberry i 1977 var han medvirkende til en af de mest bemærkelsesværdige dyster i golfhistorien, da hans duel med Tom Watson først blev afgjort på det sidste slag, inden Watson endte som mester for anden gang med en rekordlav score på 268 slag (12 under par).

Tom Watson vandt The Open fem gange, dvs. oftere end nogen anden siden 1950'erne, men hans sidste sejr i 1983 betød samtidig enden på den amerikanske dominans. De næste 11 år var der kun én amerikansk vinder – resten kom fra Europa eller Commonwealth. De europæiske vindere i denne æra, spanieren Seve Ballesteros, skotten Sandy Lyle (som blev den første skotske vinder i mere end et halvt århundrede) og englænderen Nick Faldo, lyste også op i den gruppe spillere, som begyndte at give amerikanerne alvorlig modstand i Ryder Cup i denne periode.

I 1995 blev The Open en del af PGA Tour's officielle program, og John Dalys omspilssejr over italieneren Costantino Rocca det år startede ny æra med amerikansk dominans. Tiger Woods har indtil nu vundet tre titler, to i St Andrews i 2000 og 2005, og en i Hoylake i 2006. Et dramatisk øjeblik indtraf i St Andrews i 2000, da den aldrende Jack Nicklaus vinkede farvel til publikum, mens den unge udfordrer til hans trone, Tiger Woods, kiggede på fra et teested i nærheden. Efterfølgende besluttede Nicklaus også at deltage i 2005-mesterskabet, da R&A offentliggjorde, at St Andrews igen blev vært for turneringen, og han gav dermed sit endelige farvel til sine fans i "the Home og Golf". De seneste år har til dels været kendetegnet ved, at forholdsvis ukendte navne har sejret i turneringen, herunder Paul Lawrie, som vandt i omspil efter Jean van de Veldes episke kollaps på 72. hul i 1999, Ben Curtis, som vandt i 2003, og Todd Hamilton i 2004. Alle tre missede cuttet, da de det efterfølgende år forsvarende titlen, ligesom Mark Calcavecchia i 1990 og Mark O'Meara i 1999.

I 2002 blev alle sejre i The Open med tilbagevirkende kraft klassificeret som sejre på PGA Tour'en.

Efter otte års pause lykkedes det i 2007 igen for en europæer at vinde en major-turnering, da Pádraig Harrington fra Irland besejrede Sergio García med et slag efter fire hullers omspil. I 2008 forsvarede Harrington titlen på Royal Birkdale, og med en sidste runde på 69 slag vandt han med fire slags margin til Ian Poulter. I 2009 udførte 59-årige Tom Watson en af de mest bemærkelsesværdig præstationer nogensinde i The Open's historie. Han førte turneringen på de første 71 huller og behøvede blot en par på sidste hul for at vinde. Men Watson bogeyede hullet, hvilket medførte et firehullers omspil, som han tabte med seks slag til Stewart Cink. I 2010 forbedrede Rory McIlroy rekorden for den bedste åbningsrunde i The Open Championship, idet han kom rundt på St Andrews' Old Course på blot 63 slag (9 slag under par).

Trofæer

Claret Jug

Flere forskellige medaljer og trofæer bliver eller har været uddelt under The Open Championship.[9]

  • Challenge Belt – tildelt vindere fra 1860 til 1870, hvor Young Tom Morris vandt det til ejendom.
  • The Golf Champion Trophy (normalt kendt som "the Claret Jug") – erstattede Challenge Belt og er blevet overrakt til vinderen siden 1873 (mesteren i 1872 fik sit navn indgraveret på pokalen, som dog ikke var klar ved turneringens afslutning).
  • Guldmedalje – tildelt vinderen i 1872, hvor "the Claret Jug" endnu ikke var klar, samt til alle efterfølgende mestre.
  • Sølvmedalje – uddelt siden 1949 til den bedst placerede amatør.
  • Bronzemedalje – uddelt siden 1972 til alle andre amatører, der spiller i den sidste runde.

Storbritannien og Irlands Professional Golfers' Association (PGA) markerer ligeledes foreningens egne medlemmers resultater i the Open.

  • Ryle Memorial Medal – uddelt siden 1901 til vinderen, hvis han er medlem af PGA.[10]
  • Braid Taylor Memorial Medal – uddelt siden 1966 til det bedst placerede PGA-medlem.[11]
  • Tooting Bec Cup – uddelt siden 1924 til det PGA-medlem med den laveste score for en enkelt runde under mesterskabet.[12]

Baner

Fra 1860 til 1870 blev The Open Championship arrangeret af og spillet i Prestwick Golf Club. Siden turneringen blev genoptaget i 1872 efter et års pause har den været spillet på et antal forskellige baner i en rotation. I begyndelsen var der tre baner i rotaen: Prestwick, St Andrews Links og Musselburgh Links. I 1893 blev Royal St George's og Royal Liverpool Golf Club inviteret med i rotaen. Siden er yderligere en håndfuld baner blevet tilføjet og et par er blevet droppet. Fælles for alle banerne har altid været, at de er linksbaner. I nyere tid har rotaen fulgt et mønster, hvor hvert andet mesterskab blev spillet i England og hvert andet i Skotland. Undtagelsen fra dette mønster er St Andrews Links, som lægger baner til begivenheden ca. hvert femte år. Der er imidlertid ingen faste regler for dette, og værtsbanen bliver udpeget af R&A ca. fem år i forvejen. The Open bliver som regel spillet i Skotland, North West England eller Kent i South East England. Den har aldrig været spillet i Wales, og kun én gang er turneringen blevet afviklet i Nordirland.

I perioden fra 1987 til 2011 fulgte fordelingen af spillestederne mellem Skotland og England nedenstående nøgle, hvor spillestedet var afhængig af det sidste ciffer i årstallet:

I 2012, 2013 og 2014 var værtslandene byttet om i forhold til ovenstående nøgle, og England var for første gang vært for to turneringer i træk i 2011 og 2012.

Nuværende rota

Der er ti baner i den nuværende rota, fem i Skotland, fire i England og én i Nordirland:

Baner i Skotland

  • St Andrews Links, Old Course: I 1873 blev "the Home of Golf" den anden bane, der lagde græs til The Open. Nutildags er den vært for turneringen oftere end nogen anden bane. Siden 1990 har The Open været henlagt til denne bane hvert femte år.
  • Carnoustie Golf Links, Championship Course: Carnoustie var første gang vært for The Open i 1931, og kom med på rotaen igen i 1999 efter en pause på 24 år.
  • Muirfield: Denne private bane blev anlagt til The Honourable Company of Edinburgh Golfers, som var en af tre klubber, der i fællesskab arrangerede The Open i 1870'erne og 1880'erne. Den var første gang værtsbane i 1892, kun ni måneder efter at den var blevet anlagt.
  • Turnberry, Ailsa Course: En bane på Skotlands sydvestkyst, som første gang var vært for The Open i 1977.
  • Royal Troon Golf Club, Old Course: Denne bane, som ligeledes ligger i det sydvestlige Skotland, har været på rotaen siden 1923.

Baner i England

Baner i Nordirland

  • Royal Portrush Golf Club: I 1951 blev The Open afholdt på Royal Portrush i Nordirland. Det er den eneste udgave af turneringen, som ikke er spillet i Skotland eller England. Efter mange års pause blev banen genoptaget på rotaen i 2014, og den bliver for første gang igen vært for mesterskabet i 2019.

Tidligere baner

Banestatistik

SpillestedAntal værtskaber[13]ÅrLaveste score
St Andrews Links291873, 1876, 1879, 1882, 1885, 1888, 1891, 1895, 1900, 1905, 1910, 1921, 1927, 1933, 1939, 1946, 1955, 1957, 1960, 1964, 1970, 1978, 1984, 1990, 1995, 2000, 2005, 2010, 2015269 (−19), Tiger Woods (2000)
Prestwick Golf Club241860-1870, 1872, 1875, 1878, 1881, 1884, 1887, 1890, 1893, 1898, 1903, 1908, 1914, 1925291, James Braid (1908)
Muirfield161892, 1896, 1901, 1906, 1912, 1929, 1935, 1948, 1959, 1966, 1972, 1980, 1987, 1992, 2002, 2013271 (−13), Tom Watson (1980)
Royal St George's Golf Club141894, 1899, 1904, 1911, 1922, 1928, 1934, 1938, 1949, 1981, 1985, 1993, 2003, 2011267 (−13), Greg Norman (1993)
Royal Liverpool Golf Club121897, 1902, 1907, 1913, 1924, 1930, 1936, 1947, 1956, 1967, 2006, 2014270 (−18), Tiger Woods (2006)
Royal Lytham & St Annes Golf Club111926, 1952, 1958, 1963, 1969, 1974, 1979, 1988, 1996, 2001, 2012271 (−13), Tom Lehman (1996)
Royal Birkdale Golf Club101954, 1961, 1965, 1971, 1976, 1983, 1991, 1998, 2008, 2017268 (−12), Jordan Spieth (2017)
Royal Troon Golf Club91923, 1950, 1962, 1973, 1982, 1989, 1997, 2004, 2016264 (−20), Henrik Stenson (2016)
Carnoustie Golf Links71931, 1937, 1953, 1968, 1975, 1999, 2007277 (−7), Pádraig Harrington (2007)
Musselburgh Links61874, 1877, 1880, 1883, 1886, 1889155 (36 huller), Willie Park, Jr. (1889)
Turnberry41977, 1986, 1994, 2009268 (−12), Tom Watson (1977) & Nick Price (1994)
Royal Cinque Ports Golf Club21909, 1920291, John Henry Taylor (1909)
Prince's Golf Club11932283, Gene Sarazen (1932)
Royal Portrush Golf Club11951285, Max Faulkner (1951)

Spillere

The Opens deltagerfelt består af 156 spillere, og spillerne kan opnå en plads i feltet på tre måder. Ca. to tredjedele af feltet består af spillere, som er direkte kvalificeret i en af exemption-kategorierne. Resten af feltet bliver fyldt op med spillere, der kvalificerer sig gennem de lokale eller internationale kvalifikationsturneringer.

Exemtion-kategorier

Spillere, der opfylder betingelserne i mindst én af exemtion-kategorierne, har ret til at deltage i mesterskabet uden at spille kvalifikation. Kategorierne sørger bl.a. for, at ingen i den absolutte verdenselite "mangler" i turneringen, at tidligere mestre er repræsenteret, at de seks største faste tours er repræsenteret,[14] og at der er nogle amatørdeltagere.

Fra og med The Open i 2010 tilføjede R&A en ny exemption-kategori som reaktion på gode resultater opnået af tidligere mestre, herunder Greg Norman, der som 53-årig i 2008 blev delt nr. 3, og Tom Watson, der som 59-årig i 2009 blev nr. 2 efter at have tabt i omspil. En tidligere Open-vinder, som slutter i top 10, vil derfor fremover være sikret en plads i deltagerfeltet de efterfølgende fem år. Den nye exemption-kategori har ingen betydning for Norman, som fortsat vil være sikret en plads i feltet som en tidligere mester under 60 år, men for Watson betød ændringen, at han nu er sikret en plads i feltet til og med 2014.[15]

Kategorierne varierer en smule fra år til år. I 2012 er der 32 excemtion-kategorier. Det betyder, at følgende spillere er garanteret en plads i feltet til The Open Championship 2012.

  • Vinderne af alle tidligere udgaver af The Open, som tidligst fylder 60 år på mesterskabets sidste dag (kat. 1), eller har vundet en Open-titel i en af de ti foregående udgaver af The Open (kat. 2), eller er født i perioden 22. juli 1946 – 19. juli 1948 (kat. 3), eller er sluttet blandt de 10 første i de fem foregående udgaver af The Open (kat. 4).
  • Vinderne af de fem foregående udgaver af US Open (kat. 12), The Masters Tournament (kat. 13) og PGA Championship (kat. 14).
  • Nr. 1–10 i den seneste udgave af The Open Championship (kat. 5).
  • Nr. 1–50 på Official World Golf Ranking den 20. maj 2012 (kat. 6).
  • Nr. 1–30 i den foregående sæson af Race to Dubai (kat. 7).
  • Vinderne af de tre seneste udgaver af BMW PGA Championship (kat. 8) og The Players Championship (kat. 15).
  • De tre bedst placerede spillere i top 20 på Race to Dubai 2012 efter BMW PGA Championship 2012, som ikke er kvalificeret i andre kategorier (kat. 9).
  • De to bedst placerede medlemmer af European Tour på en kumuleret liste over præmiepenge vundet i de syv European Tour-turneringer i uge 3–8 inden mesterskabet, som ikke er kvalificeret i andre kategorier (kat. 10).
  • Den bedst placerede spiller i top 5 i hver af de to sidste European Tour-turneringer inden mesterskabet, som ikke er kvalificeret i andre kategorier. (kat. 11).
  • Nr. 1–30 i kvalifikationen til den seneste udgave af Tour Championship (kat. 16).
  • Nr. 1–3 i top 20 på PGA Tour FedExCup Points List 2012 efter HP Byron Nelson Championship 2012, som ikke er kvalificeret i kat. 6 (kat. 17).
  • De to bedst placerede medlemmer af PGA Tour på en kumuleret liste over præmiepenge vundet i den seneste udgave af The Players Championship samt de fem officielle PGA Tour-turneringer i uge 2–6 inden mesterskabet, som ikke er kvalificeret i andre kategorier (kat. 18).
  • Den bedst placerede spiller i top 5 i hver af de to sidste PGA Tour-turneringer inden mesterskabet, som ikke er kvalificeret i kat. 18. (kat. 19).
  • Spillere på holdene i Presidents Cup 2011 (kat. 20).
  • Nr. 1 på "Order of Merit" på den foregående sæson af Asian Tour (kat. 21), Tour of Australasia (kat. 22) og Sunshine Tour (kat. 23).
  • Vinderne af den seneste udgave af Japan Open (kat. 24) og The Senior Open (kat. 28).
  • Nr. 1–2 på pengelisten for den foregående sæson på Japan Golf Tour (kat. 25).
  • De fire bedst placerede spillere i den seneste udgave af Mizuno Open, som ikke er kvalificeret i andre kategorier (kat. 26).
  • De to bedst placerede spillere på en kumuleret liste over præmiepenge vundet i alle officielle Japan Golf Tour-turneringer i 2012 til og med Mizuno Open, som ikke er kvalificeret i kat. 26 (kat. 27).
  • Vinderne af den seneste udgave af The Amateur Championship (kat. 29), US Amateur Championship (kat. 30), European Amateur Championship (kat. 31) og Mark H. McCormack-medaljen (kat. 32), forudsat at disse fortsat er amatører på mesterskabets første dag.

Lokal kvalifikation

Local Qualifying har traditionelt været vejen til en plads i The Open for de spillere, der ikke opfylder kravene i nogen af exemption-kategorierne. Den består af seksten 18-hullers Regional Qualifying-turneringer i Storbritannien eller Irland halvanden uge før The Open, hvorfra de bedst placerede spillere går videre til en af de fire 36-hullers Local Final Qualifying-turneringer et par dage senere. Der er nu 12 pladser at spille om i Local Qualifying, men der var tidligere langt flere pladser.

International kvalifikation

Local Qualifying er åben for spillere fra hele verden, og tidligere tiltrak den mange store navne. For at gøre det nemmere at konkurrere om pladserne i The Open for professionelle spillere fra andre dele af verden, indførte R&A i 2004 International Qualifying, som består af fem 36-hullers kvalifikationsturneringer, én i hver af områderne Afrika, Australasien, Asien, Amerika og Europa. Disse turneringer er kun åbne for spillere med en rangering på Official World Golf Rankings, hvilket er et strammere krav end for Local Qualifying. Der er 36 pladser i The Open på spil i International Qualifying. De berettigede spillere kan vælge at tilmelde sig enten Local Qualifying eller Internatinal Qualifying, men ikke begge.

Mesterskaber, vindere og spillesteder

2018CarnoustieFransesco MolinariVinderscore£1.420.000
275-8Omspil
1860PrestwickSkotland Willie Park, Sr.174-
1861PrestwickSkotland Tom Morris, Sr.163-
1862PrestwickSkotland Tom Morris, Sr. (2)163-
1863PrestwickSkotland Willie Park, Sr. (2)168-
1864PrestwickSkotland Tom Morris, Sr. (3)167£ 6
1865PrestwickSkotland Andrew Strath162£ 6
1866PrestwickSkotland Willie Park, Sr. (3)169£ 6
1867PrestwickSkotland Tom Morris, Sr. (4)170£ 6
1868PrestwickSkotland Tom Morris, Jr.157£ 6
1869PrestwickSkotland Tom Morris, Jr. (2)154£ 6
1870PrestwickSkotland Tom Morris, Jr. (3)149£ 6
1871Intet mesterskab
1872PrestwickSkotland Tom Morris, Jr. (4)166£ 6
1873St AndrewsSkotland Tom Kidd179£ 6
1874MusselburghSkotland Mungo Park159£ 6
1875PrestwickSkotland Willie Park, Sr. (4)166£ 6
1876St AndrewsSkotland Bob Martin176£ 10
1877MusselburghSkotland Jamie Anderson160£ 10
1878PrestwickSkotland Jamie Anderson (2)157£ 10
1879St AndrewsSkotland Jamie Anderson (3)169£ 10
1880MusselburghSkotland Bob Ferguson162£ 10
1881PrestwickSkotland Bob Ferguson (2)170£ 10
1882St AndrewsSkotland Bob Ferguson (3)171£ 10
1883MusselburghSkotland Willie Fernie159£ 10
1884PrestwickSkotland Jack Simpson160£ 10
1885St AndrewsSkotland Bob Martin (2)171£ 10
1886MusselburghSkotland David Brown157£ 10
1887PrestwickSkotland Willie Park, Jr.161£ 10
1888St AndrewsSkotland Jack Burns171£ 10
1889MusselburghSkotland Willie Park, Jr. (2)155£ 8
1890PrestwickEngland John Ball (a)164£ 8
1891St AndrewsSkotland Hugh Kirkaldy166£ 10
1892MuirfieldEngland Harold Hilton (a)305
1893PrestwickSkotland William Auchterlonie322£ 30
1894Royal St George'sEngland John Henry Taylor326£ 30
1895St AndrewsEngland John Henry Taylor (2)322£ 30
1896MuirfieldJersey Harry Vardon316£ 30
1897Royal LiverpoolEngland Harold Hilton (a) (2)314£ 30
1898PrestwickJersey Harry Vardon (2)307£ 30
1899Royal St George'sJersey Harry Vardon (3)310£ 30
1900St AndrewsEngland John Henry Taylor (3)309£ 30
1901MuirfieldSkotland James Braid309£ 30
1902Royal LiverpoolSkotland Sandy Herd307£ 30
1903PrestwickJersey Harry Vardon (4)300£ 30
1904Royal St George'sSkotland Jack White296£ 30
1905St AndrewsSkotland James Braid (2)318£ 30
1906MuirfieldSkotland James Braid (3)300£ 30
1907Royal LiverpoolFrankrig Arnaud Massy312£ 30
1908PrestwickSkotland James Braid (4)291£ 30
1909Royal Cinque PortsEngland John Henry Taylor (4)291£ 30
1910St AndrewsSkotland James Braid (5)299£ 50
1911Royal St George'sJersey Harry Vardon (5)303£ 50
1912MuirfieldJersey Ted Ray295£ 50
1913Royal LiverpoolEngland John Henry Taylor (5)304£ 50
1914PrestwickJersey Harry Vardon (6)306£ 50
1915–1919: Ingen mesterskaber på grund af 1. verdenskrig
1920Royal Cinque PortsSkotland George Duncan303£ 75
1921St AndrewsUSA Jock Hutchison296£ 75
1922Royal St George'sUSA Walter Hagen300£ 75
1923Royal TroonEngland Arthur Havers295£ 75
1924Royal LiverpoolUSA Walter Hagen (2)301£ 75
1925PrestwickEngland Jim Barnes300£ 75
1926Royal Lytham & St AnnesUSA Bobby Jones (a)291£ 75
1927St AndrewsUSA Bobby Jones (a) (2)285£ 100
1928Royal St George'sUSA Walter Hagen (3)292£ 100
1929MuirfieldUSA Walter Hagen (4)292£ 100
1930Royal LiverpoolUSA Bobby Jones (a) (3)291£ 100
1931CarnoustieUSA Tommy Armour296£ 100
1932Prince'sUSA Gene Sarazen283£ 100
1933St AndrewsUSA Denny Shute292£ 100
1934Royal St George'sEngland Henry Cotton283£ 100
1935MuirfieldEngland Alf Perry283£ 100
1936Royal LiverpoolEngland Alf Padgham287£ 100
1937CarnoustieEngland Henry Cotton (2)290£ 100
1938Royal St George'sEngland Reg Whitcombe295£ 100
1939St AndrewsEngland Dick Burton290£ 100
1940–1945: Ingen mesterskaber på grund af 2. verdenskrig
1946St AndrewsUSA Sam Snead290+2£ 150
1947Royal LiverpoolNordirland Fred Daly293+5£ 150
1948MuirfieldEngland Henry Cotton (3)288E£ 150
1949Royal St George'sSydafrika Bobby Locke283−5£ 300
1950Royal TroonSydafrika Bobby Locke (2)279−9£ 300
1951Royal PortrushEngland Max Faulkner285−3£ 300
1952Royal Lytham & St AnnesSydafrika Bobby Locke (3)287−1£ 300
1953CarnoustieUSA Ben Hogan282−6£ 500
1954Royal BirkdaleAustralien Peter Thomson283−5£ 750
1955St AndrewsAustralien Peter Thomson (2)281−7£ 1.000
1956Royal LiverpoolAustralien Peter Thomson (3)286−2£ 1.000
1957St AndrewsSydafrika Bobby Locke (4)279−9£ 1.000
1958Royal Lytham & St AnnesAustralien Peter Thomson (4)274−10£ 1.000
1959MuirfieldSydafrika Gary Player284E£ 1.000
1960St AndrewsAustralien Kel Nagle278−10£ 1.250
1961Royal BirkdaleUSA Arnold Palmer284−4£ 1.400
1962Royal TroonUSA Arnold Palmer (2)276−12£ 1.400
1963Royal Lytham & St AnnesNew Zealand Bob Charles277−7£ 1.500
1964St AndrewsUSA Tony Lema279−9£ 1.500
1965Royal BirkdaleAustralien Peter Thomson (5)285−3£ 1.750
1966MuirfieldUSA Jack Nicklaus282−2£ 2.100
1967Royal LiverpoolArgentina Roberto De Vicenzo278−10£ 2.100
1968CarnoustieSydafrika Gary Player (2)289+1£ 3.000
1969Royal Lytham & St AnnesEngland Tony Jacklin280−4£ 4.250
1970St AndrewsUSA Jack Nicklaus (2)283−5£ 5.250
1971Royal BirkdaleUSA Lee Trevino278−10£ 5.500
1972MuirfieldUSA Lee Trevino (2)278−6£ 5.500
1973Royal TroonUSA Tom Weiskopf276−12£ 5.500
1974Royal Lytham & St AnnesSydafrika Gary Player (3)282−2£ 5.500
1975CarnoustieUSA Tom Watson279−5£ 7.500
1976Royal BirkdaleUSA Johnny Miller279−9£ 7.500
1977TurnberryUSA Tom Watson (2)268−12£ 10.000
1978St AndrewsUSA Jack Nicklaus (3)281−7£ 12.500
1979Royal Lytham & St AnnesSpanien Seve Ballesteros283−1£ 15.000
1980MuirfieldUSA Tom Watson (3)271−13£ 25.000
1981Royal St George'sUSA Bill Rogers276−4£ 25.000
1982Royal TroonUSA Tom Watson (4)284−4£ 32.000
1983Royal BirkdaleUSA Tom Watson (5)275−9£ 40.000
1984St AndrewsSpanien Seve Ballesteros (2)276−12£ 55.000
1985Royal St George'sSkotland Sandy Lyle282+2£ 65.000
1986TurnberryAustralien Greg Norman280E£ 70.000
1987MuirfieldEngland Nick Faldo279−5£ 75.000
1988Royal Lytham & St AnnesSpanien Seve Ballesteros (3)273−11£ 80.000
1989Royal TroonUSA Mark Calcavecchia275−13£ 80.000
1990St AndrewsEngland Nick Faldo (2)270−18£ 85.000
1991Royal BirkdaleAustralien Ian Baker-Finch272−8£ 90.000
1992MuirfieldEngland Nick Faldo (3)272−12£ 95.000
1993Royal St George'sAustralien Greg Norman (2)267−13£ 100.000
1994TurnberryZimbabwe Nick Price268−12£ 110.000
1995St AndrewsUSA John Daly282−6£ 125.000
1996Royal Lytham & St AnnesUSA Tom Lehman271−13£ 200.000
1997Royal TroonUSA Justin Leonard272−12£ 250.000
1998Royal BirkdaleUSA Mark O'Meara280E£ 300.000
1999CarnoustieSkotland Paul Lawrie290+6£ 350.000
2000St AndrewsUSA Tiger Woods269−19£ 500.000
2001Royal Lytham & St AnnesUSA David Duval274−10£ 600.000
2002MuirfieldSydafrika Ernie Els278−6£ 700.000
2003Royal St George'sUSA Ben Curtis283−1£ 700.000
2004Royal TroonUSA Todd Hamilton274−10£ 720.000
2005St AndrewsUSA Tiger Woods (2)274−14£ 720.000
2006Royal LiverpoolUSA Tiger Woods (3)270−18£ 720.000
2007CarnoustieIrland Pádraig Harrington277−7£ 750.000
2008Royal BirkdaleIrland Pádraig Harrington (2)283+3£ 750.000
2009TurnberryUSA Stewart Cink278−2£ 750.000
2010St AndrewsSydafrika Louis Oosthuizen272−16£ 850.000
2011Royal St George'sNordirland Darren Clarke275−5£ 900.000
2012Royal Lytham & St AnnesSydafrika Ernie Els (2)273−7£ 900.000
2013MuirfieldUSA Phil Mickelson281−3£ 945.000
2014Royal LiverpoolNordirland Rory McIlroy271−17£ 975.000
2015St AndrewsUSA Zach Johnson273−15£ 1.150.000
2016Royal TroonSverige Henrik Stenson264−20£ 1.175.000
2017Royal BirkdaleUSA Jordan Spieth268−12£ 1.420.000
(a) Amatør

Næste turneringer[16]

UdgaveÅrBaneByDatoer
1472018Carnoustie Golf LinksCarnoustie, Angus, Skotland19. - 22. juli
1482019Royal Portrush Golf ClubPortrush, Antrim, Nordirland18. - 21. juli
1492020Royal St George's Golf ClubSandwich, Kent, England16. - 19. juli
1492021St AndrewsSt. Andrews, Fife, Skotland15. - 18. juli

Rekorder og statistik

  • Ældste vinder: Old Tom Morris (46 år 99 dage), 1867.
  • Yngste vinder: Young Tom Morris (17 år 181 dage), 1868.[17]
  • Flest sejre: 6, Harry Vardon (1896, 1898, 1899, 1903, 1911, 1914).
  • Flest sejre i træk: 4, Young Tom Morris (1868, 1869, 1870, 1872 – der var intet mesterskab i 1871).
  • Laveste score over 72 huller: 264 slag, Henrik Stenson (68-65-68-63), 2016.
  • Laveste score over 72 huller i forhold til par: –20, Henrik Stenson (68-65-68-63, 264), 2016.
  • Største sejrsmargin: 13 slag, Old Tom Morris, 1862. Dette var også rekord for alle major-turneringerne indtil 2000, hvor Tiger Woods vandt US Open med 15 slags forspring på Pebble Beach. Old Tom Morris' 13-slagsmargin blev imidlertid opnået på blot 36 huller.
  • Laveste score for en 18-hullers runde: 63 – Mark Hayes, 2. runde i 1977; Isao Aoki, 3. runde i 1980; Greg Norman, 2. runde i 1986; Paul Broadhurst, 3. runde i 1990; Jodie Mudd, 4. runde i 1991; Nick Faldo, 2. runde i 1993; Payne Stewart, 4. runde i 1993; Rory McIlroy, 1. runde i 2010; Phil Mickelson, 1. runde i 2016; Henrik Stenson, 4. runde i 2016.
  • Laveste score for en 18-hullers runde i forhold til par: -9, Paul Broadhurst, 3. runde i 1990; Rory McIlroy, 1. runde i 2010.
  • Flest andenpladser: 7, Jack Nicklaus (1964, 1967, 1968, 1972, 1976, 1977, 1979).

Fleregangsvindere

Denne tabel lister de spillere, der har vundet mere end et mesterskab. Mesterskaber vundet to eller flere gange i træk er markeret med fed skrift.

SpillerSejreÅr
Jersey Harry Vardon61896, 1898, 1899, 1903, 1911, 1914
Skotland James Braid51901, 1905, 1906, 1908, 1910
England John Henry Taylor51894, 1895, 1900, 1909, 1913
Australien Peter Thomson51954, 1955, 1956, 1958, 1965
USA Tom Watson51975, 1977, 1980, 1982, 1983
Skotland Tom Morris, Sr.41861, 1862, 1864, 1867
Skotland Tom Morris, Jr.41868, 1869, 1870, 1872
Skotland Willie Park, Sr.41860, 1863, 1866, 1875
USA Walter Hagen41922, 1924, 1928, 1929
Sydafrika Bobby Locke41949, 1950, 1952, 1957
Skotland Jamie Anderson31877, 1878, 1879
Skotland Bob Ferguson31880, 1881, 1882
USA Bobby Jones (a)31926, 1927, 1930
England Henry Cotton31934, 1937, 1948
Sydafrika Gary Player31959, 1968, 1974
USA Jack Nicklaus31966, 1970, 1978
Spanien Seve Ballesteros31979, 1984, 1988
England Nick Faldo31987, 1990, 1992
USA Tiger Woods32000, 2005, 2006
Skotland Bob Martin21876, 1885
Skotland Willie Park, Jr.21887, 1889
England Harold Hilton (a)21892, 1897
USA Arnold Palmer21961, 1962
USA Lee Trevino21971, 1972
Australien Greg Norman21986, 1993
Irland Pádraig Harrington22007, 2008
Sydafrika Ernie Els22002, 2012
Årstal fremhævet med fed skrift betyder sejre i træk.
(a) Amatør.

Sejre fordelt på nationer

Plac.NationSejreVindere
1.USA USA4227
2.Skotland Skotland4122
3.England England2213
4.Australien Australien94
Sydafrika Sydafrika94
6.Jersey Jersey72
7.Spanien Spanien31
8.Irland Irland21
Nordirland Nordirland22
10.Argentina Argentina11
Frankrig Frankrig11
New Zealand New Zealand11
Sverige Sverige11
Zimbabwe Zimbabwe11

Kilder / eksterne henvisninger

Noter

  1. ^ The R&A announce increase in Prize Money for 150th Anniversary Open
  2. ^ "The Open Championship".
  3. ^ "Birkdale 'will provide Open test'". BBC Sport. 29. april 2008.
  4. ^ Spiers, Graham (20. juli 2007). "The top ten best shots at the Open". London: The Times. Hentet 2010-05-25.
  5. ^ "British Open Tournament".
  6. ^ Malley, Frank (2006-07-24). "Woods gives blueprint for success at British Open". SportsTicker. Arkiveret fra originalen 21. september 2007. Hentet 15. juli 2011.
  7. ^ Newberry, Paul (2006-07-24). "Through he tears, Woods hoists the claret jug for the second year in a row". Associated Press. Arkiveret fra originalen 4. august 2009. Hentet 15. juli 2011.
  8. ^ "The Open Championship – More Scottish than British". PGA Tour official website. Arkiveret fra originalen 2. oktober 2012. Hentet 2008-12-05. When the very first Open Championship was held in 1860, it was an entirely Scottish affair.
  9. ^ "Claret Jug". opengolf.com. Hentet 2009-08-11.
  10. ^ "Ryle Memorial Medal". Professional Golfers' Association. Arkiveret fra originalen 15. juli 2011. Hentet 2009-08-11.
  11. ^ "Braid Taylor Memorial Medal". Professional Golfers' Association. Arkiveret fra originalen 15. juli 2011. Hentet 2009-08-11.
  12. ^ "Tooting Bec Cup". Professional Golfers' Association. Arkiveret fra originalen 5. oktober 2012. Hentet 2009-08-11.
  13. ^ Opgjort pr. 2016
  14. ^ Indtil 2009 var det de seks eneste medlemmer af International Federation of PGA Tours: PGA Tour, European Tour, Japan Tour, Asian Tour, Australasia Tour og Sunshine Tour. I 2009 blev International Federation of PGA Tours udvidet, således af forbundet nu har 11 medlemmer, inkl. kvindernes tours.
  15. ^ Harig, Bob (2009-11-16). "Exemption applies to past Open champs". ESPN.com. Hentet 2009-11-17.
  16. ^ TheOpen.com – Open Venues
  17. ^ Visse kilder angiver fortsat 17 år 5 måneder 8 dage (eller 17 år 161 dage), men hans fødselsattest blev fundet i 2006. Se Notes: Young Tom Morris gets 20 days older Arkiveret 5. august 2006 hos Wayback Machine, pgatour.com, 1. august 2006.


Medier brugt på denne side

United Kingdom adm location map.svg
(c) Karte: NordNordWest, Lizenz: Creative Commons by-sa-3.0 de
Location map of the United Kingdom
Flag of South Africa (1928-1982).svg
Flag of South Africa, used between 1928 and 1982. It is identical to the 1982 to 1994 version except that the shade of blue is darker. It is also known as the "Oranje-Blanje-Blou".
Flag of South Africa.svg

Sydafrikas flag

Used color: National flag | South African Government and Pantone Color Picker

     grøn rendered as RGB 000 119 073Pantone 3415 C
     gul rendered as RGB 255 184 028Pantone 1235 C
     rød rendered as RGB 224 060 049Pantone 179 C
     blå rendered as RGB 000 020 137Pantone Reflex Blue C
     hvid rendered as RGB 255 255 255
     sort rendered as RGB 000 000 000
Flag of Sweden (3-2).svg
Flag of Sweden. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of the United States (3-2 aspect ratio).svg
Flag of the United States. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require 3:2 format.
Flag of Australia (3-2 aspect ratio).svg
Flag of the Australia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Australia (3-2).svg
Flag of the Australia. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of Argentina (3-2).svg
Flag of Argentina. Aspect ratio modified for projects that require an aspect ratio of 3:2.
Flag of New Zealand (3-2 aspect ratio).svg
Flag of the New Zealand. Aspect ratio modified (stretched) for projects that require an aspect ratio of 3:2 N.B this representation is not correct. The New Zealand flag has an aspect ratio of 1:2 further more the position of the stars is also incorrect. ref. http://www.mch.govt.nz/nz-identity-heritage/flags/description-and-dimensions .
Golf pictogram.svg
Pictograms of Olympic sports - Golf. This is unofficial sample picture. Images of official Olympic pictograms for 1948 Summer Olympics and all Summer Olympics since 1964 can be found in corresponding Official Reports.
Flag of the United States (1912-1959).svg
US Flag with 48 stars. In use for 47 years from July 4, 1912, to July 3, 1959.
Flag of Northern Ireland (1953–1972, 3-2).svg
Forfatter/Opretter: Sangjinhwa, Licens: CC0
The flag of Northern Ireland from 1953 to 1972, with ST. Edward's crown since coronation of Queen Elizabeth II, based earlier design with Tudor Crown from 1924. (aspect ratio 3:2) Otherwise known as the Ulster Flag, Ulster Banner, Red Hand of Ulster Flag, Red Hand Flag.
ClaretJug.jpg
Forfatter/Opretter: Dan Perry, Licens: CC BY 2.0
World Golf Village (WGV), World Golf Hall of Fame, St. Augustine, Florida has a Claret Jug replica that the winner of the Open Championship receives.
Silk tick.png
Forfatter/Opretter: Mark James, Licens: CC BY 2.5
“Silk” is a smooth, free icon set, containing over 700 16-by-16 pixel icons in strokably-soft PNG format. The tick icon from the Silk set.
Prestwick.18thhole.jpg
Prestwick Golf Club in Scotland 18th hole taken from second floor lounge of Prestwick clubhouse
Flag of Zimbabwe (3-2).svg
3:2 variant of flag of Zimbabwe
Green pog.svg
Shiny green button/marker widget.
Flag of Scotland (3-2).svg
Forfatter/Opretter: Henrik Hansen, Licens: CC BY-SA 4.0
3:2 flag of Scotland
Flag of Northern Ireland (1953–1972).svg
Ulster Banner is a heraldic banner taken from the former coat of arms of Northern Ireland. It was used by the Northern Ireland government in 1953-1973 with Edwardian crown since coronation of Queen Elizabeth II, based earlier design with Tudor Crown from 1924. Otherwise known as the Ulster Flag, Red Hand of Ulster Flag, Red Hand Flag.
Willie Park Senior wearing the Championship Belt.jpg
Willie Park, Sr. wearing the Championship Belt of The Open Championship of golf.
Flag of England (3-2).svg
Forfatter/Opretter: Henrik Hansen, Licens: CC BY-SA 4.0
3:2 Flag of England
Flag of Ireland (3-2).svg

3:2 version of Image:Flag of Ireland.svg, for when a 3:2 version looks better (e.g. beside a group of other 3:2 flags)

The correct proportions are 2:1 so should be used instead.