Tempera
Tempera eller temperamaleri (malen a tempera eller en détrempe, af latin temperare, blande, dæmpe) kaldes den fremgangsmåde, malerne før oliemaleriets opfindelse i begyndelsen af 15. århundrede (og ofte en rum tid efter) benyttede ved fremstilling af staffelibilleder på træ eller anden malegrund, undertiden også på mur i stedet for freskomaleri. Tempera har nærmest karakteren af et maleri, der er udført med dækkende, mat optørrende vandfarver (gouache), og teknikken er da også nærmest som ved denne art af maleri. Temperafarverne rives i vand, og som bindemiddel benyttes blandt andet æggeblomme (ikke æggehvide, som det gerne anføres) udrørt i eddike; bindemidlet kan for øvrigt være ret forskelligt, således anføres også gummi med honning og andet og harpiksopløsninger, de sidste gerne brugt til iblanding af farven, hvor den skal anvendes til lasur (jævnførAlfons von Pereira, Leitfaden für die Tempera-Malerei Stuttgart 1893). Som alt anført var tempera i brug, til det afløstes af olieteknikken, der frier for besværet med den hurtige optørring, tillader blanding af farver på palet og tavle, tilsteder en rigere nuancering af farven og først og fremmest giver mere malerisk dybde og kraft. Efter at have veget pladsen ved staffelimaleriet har temperateknikken dog stadig været i anvendelse ved dekorationsarbejder, ligesom den sikkert også er benyttet af kunstnerne i 16.—17. århundrede til undermaling i de billeder, der blev gjort færdige i olie. — I vore dage (1915-1930) er tempera igen kommet på mode; i udlandets udstillinger træffes hyppigt billeder udførte i denne teknik og i Danmark og Norge af og til, og i London dannedes 1901 et kunstnerselskab Society of Painters in Tempera, der ved udstillinger i stiftelsesåret og senere har søgt at bane vej for temperas genfødelse. (jævnfør The Studio XXIII og XXXV London 1901 og 1905). Hans Scherfig er et eksempel på en dansk maler, der benytter temperateknikken, både på plade og lærred.
Se også
Eksterne henvisninger
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
|
Medier brugt på denne side
The Last Supper, showing Jesus, at the center, saying to his disciples, "One of you shall betray me"
One disciple is painted in darkness. His face is in the shadow of another, and he leans back, nervously holding a bag. This disciple, Judas, is the third face to the left of Jesus.
Also, the point in perspective in this painting is the head of Jesus. The three windows may represent the Trinity with the arch above the center window representing a halo over Christ.