Teistisk satanisme

En del af Lucifers segl fra Grimorium Verum er symbol på Satan for nogle teistiske satanister.

Teistiske satanisme (traditionel satanisme eller åndelig satanisme) er troen på, at Satan er et overnaturligt væsen eller magt, som tilhængerne kan kontakte og tilbede,[1][2] og repræsenterer løst tilknyttede eller uafhængige grupper og klike der besidder en sådan tro. Et andet kendetegn på teistisk satanisme er anvendelse af ceremoniel magi. [3] I modsætning til LaVey Satanisme, som blev grundlagt af Anton LaVey i 1960'erne, er teistisk satanisme; teistisk[3] og derved modsætningen til ateistisk; teistisk satanisme mener, at Satan (hebraisk שָּׂטָן satan betyder "modstander") er et virkeligt væsen[3] snarere end en arketype.

Mulig historie

Illustration af Martin van Maële af en heksesabbat i 1911-udgaven af La Sorciere, af Jules Michelet.

Tilbedelse af Satan var en hyppig sigtelse mod dem, der blev anklaget i hekseprocesserne i det tidlige moderne Europa og andre heksejagte som Hekseprocesserne i Salem. Tilbedelsen af Satan hævdedes at finde sted på heksesabbat.[4] Satantilbedelse betragtes med mistro: Tempelridderne eller mindretalsreligioner. [5]

Det vides ikke, i hvilket omfang beskyldningerne om tilbedelse af Satan i tiden af hekseprocesserne angår dem, som anså sig selv for satanister, snarere end at være et resultat af religiøs overtro, massehysteri eller anklagerne mod psykisk syge. Tilståelserne er upålidelige, især da de normalt blev opnået under tortur.[6] Jeffrey Burton Russell, professor emeritus ved University of California i Santa Barbara, har argumenteret i sin bog Witchcraft in the Middle Ages (hekseri i middelalderen)[7] at ikke alle hekseretssagoptegnelser kan forkastes, og at der faktisk er beviser, der forbinder hekseri til gnostisk kætterier. Russell kommer til denne konklusion efter at have studeret kilderne. Involverede i giftmordaffæren blev beskyldt for satanisme og trolddom.

Historisk var satanister en nedsættende betegnelse for dem med meninger og holdninger, der afveg fra fremherskende religiøse eller moralske overbevisning.[8] Paul Tuitean mener ideen om handlinger af "omvendt kristendom" er skabt af Inkvisitionen,[9], men George Battaille mener, at versioner af kristne ritualer som messer kan have eksisteret før beskrivelserne af dem, som blev opnået gennem heksejagtretssagerne.[10]


Referencer

  1. ^ Partridge, Christopher Hugh (2004). The Re-enchantment of the West. s. 82. Hentet 13. april 2015.
  2. ^ "Prayers to Satan". theistic satanism (engelsk). 2015. Arkiveret fra originalen 15. april 2019. Hentet 2015-04-13.
  3. ^ a b c ""Interview MLO"". Angelfire.com (engelsk). 2015. Hentet 2015-04-13.
  4. ^ Klaits, Joseph (2015). "Servants of Satan: The Age of the Witch Hunts". books.google (engelsk). s. 2. Hentet 2015-04-13.
  5. ^ Klaits, Joseph (2015). "Servants of Satan: The Age of the Witch Hunts". books.google (engelsk). Hentet 2015-04-13.
  6. ^ Servants of Satan, page 12
  7. ^ Witchcraft in the Middle Ages - Jeffrey Burton Russell - Google Books. Books.google.com. Hentet 2015-04-13.
  8. ^ Behrendt, Stephen C. (1983). The Moment of Explosion: Blake and the Illustration of Milton. U of Nebraska Press. s. 437. Hentet 2015-04-13.
  9. ^ Tuitean, Paul; Estelle Daniels (1998). Pocket Guide to Wicca. The Crossing Press. s. 22. Hentet 2015-04-13.
  10. ^ Battaille, George (1986). Erotism: Death and Sensuality. Dalwood, Mary (trans.). City Lights. s. 126. Hentet 2015-04-13.
ReligionSpire
Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Medier brugt på denne side

Wikireligiecafe.PNG
Forfatter/Opretter: Michaelovic, Licens: CC BY-SA 3.0
Logo for the Dutch Wikipedia religion and filosofycafé
Sigil of Lucifer.svg
Forfatter/Opretter: Ssolbergj, Licens: CC BY-SA 3.0
The "sigil of Lucifer", used by modern satanists
Martin van Maele - La Sorcière 06.jpg
Jules Michelet, The Witch, Paris, J. Chevrel Bookseller, 1911. One of Martin Van Maële's sixty-nine original compositions, including fifteen plates engraved with etching by the artist and fifty-four headers and cul-de-lampe engraved on wood by Eugène Dété.