Teglgårdstræde

Teglgårdstræde.

Teglgårdstræde er en gade i Indre By i København, der går fra Sankt Peders Stræde til Nørre Voldgade. Gaden er en del af et gadeforløb, der starter med Gåsegade i sydøst, fortsætter med Hestemøllestræde, Kattesundet og Larsbjørnsstræde og ender med Teglgårdstræde selv i nordvest.

Gadenavnet kendes siden 1563 og hentyder til, at der havde ligget et teglværk med tilhørende grave i nærheden siden reformationstiden. Teglproduktionen var dog flyttet udenfor de daværende volde senest omkring 1600. Gaden som sådan kendes fra slutningen af 1400-tallet, men den blev omlagt efter Københavns brand 1728.[1] Gaden gik fuldstændigt til ved Københavns brand 1795, og mange af de nuværende huse er derfor opført i årene umiddelbart efter. Facaderne er ofte simple men til gengæld findes de i både rød, blå, gul og grøn.

Bygninger og beboere

Gården ved den tilbagetrukne nr. 8.

Den fireetages hjørneejendom Teglgårdsstræde 1 / Sankt Peders Stræde 18 blev opført for urtekræmmer August Anton Herrested i 1797-1798 og fredet i 1959.[2] Boghandlen Fantask, der har specialiseret sig i tegneserier, science fiction og fantasy, har ligget på hjørnet siden 1971.[3] Den fireetages nr. 3 blev opført af murerfirmaet Bloms Enke & Sønner i 1801-1802. De opførte både denne og flere andre ejendomme med henblik på videresalg.[4] Den treetages nr. 5 blev opført af tømrermester Christopher Crane i 1799-1802 og fredet i 1959. Her bemærkes de fremhævede og indrammede sidevinduer på første sal. Kaptajn, senere generalmajor, Hans Hedemann boede i ejendommen fra 1830 til 1833. Det daværende landstingsmedlem Balthazar Christensen boede her fra 1858 til 1862.[5]

Den fireetages nr. 7 blev opført i 1801 og fredet i 1959. Her bemærkes de gamle overdækninger af et par kælderindgange på hver sin side af hoveddøren.[6] Den treetages nr. 9 blev opført af murermester Lars Hinsen Blem i 1796. Her bemærkes en dekorativ mæanderbort mellem første og anden sal og en kordongesims øverst på huset.[7] Den fireetages nr. 11 blev opført af murermester Ditløf Gimmerdahl i 1811. Her ses et indmuret relief over porten.[8] Den fireetages nr. 13 blev opført for vognmand Peter Petersen Carstensen i 1809-1810.[9] Den treetages nr. 15 og den fireetages hjørneejendom Nørre Voldgade 20 blev opført af murermester Christian Martens i 1808-1809.[10]

Den treetages hjørneejendom i nr. 2 blev opført for den ovennævnte urtekræmmer August Anton Herrested i 1797. Den treetages nr. 2C ved siden af med gavlkvist blev opført samme år som pakhus.[11] Nr. 4, 6 og 8 er et kompleks fra 1866. Nr. 4 og 6 ligger ud til gaden og er udsmykket med et lille relief over porten til nr. 4.[12] Nr. 8 er til gengæld trukket tilbage med en indhegnet gårdsplads mellem gaden og huset. Gourmetrestauranten Brace åbnede her i 2017.[13]

Den fireetages nr. 10 blev opført af murermester Niels Schønberg Kurtzhals i 1798.[14] Nr. 12 omfatter fire bygninger, der alle blev fredet i 1972. Det fireetages forhus blev opført for høker Jens Jeppesen Søegaard i 1797. I første baggård kommer er der et sidehus fra 1781 og et tværhus med portgennemgang fra 1730. I anden baggård er der et baghus fra 1729.[15] Nr. 14 blev oprindeligt opført som et toetages bindingsværkshus mellem 1730 og 1742. I slutningen af 1700-tallet fik den en grundmuret facade og blev forhøjet til tre etager. Yderst til venstre på facaden er der indmuret en bombe fra Københavns bombardement i 1807.[16] Det fireetages forhus i nr. 16 blev opført af murermester Poul Egeroed i 1805. Mellem første og anden sal er der en frise i form af en mæanderbort med diademhoveder og rosetter. Desuden er der et baghus fra 1875.[17]

Noter

  1. ^ Storbyens Stednavne af Bent Jørgensen. Gyldendal, 1999. S. 294. ISBN 87-00-35610-7
  2. ^ Teglgårdsstræde 1 / Sankt Peders Stræde 18, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  3. ^ Kontakt, Fantask. Besøgt 3. august 2019.
  4. ^ Teglgårdsstræde 3-3a, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  5. ^ Teglgårdsstræde 5, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  6. ^ Teglgårdsstræde 7, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  7. ^ Teglgårdsstræde 9, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  8. ^ Teglgårdsstræde 11, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  9. ^ Teglgårdsstræde 13-13a, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  10. ^ Teglgårdsstræde 15 / Nørre Voldgade 20, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  11. ^ Teglgårdsstræde 2a-c, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  12. ^ Teglgårdsstræde 4a-f-6a-b-8a-b, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  13. ^ Gourmet restaurant København (Webside ikke længere tilgængelig). Brace. Besøgt 3. august 2019.
  14. ^ Teglgårdsstræde 10, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  15. ^ Teglgårdsstræde 12-12a-d, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  16. ^ Teglgårdsstræde 14, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.
  17. ^ Teglgårdsstræde 16-16a, Indenforvoldene.dk. Besøgt 3. august 2019.

Eksterne henvisninger

Koordinater: 55°40′47″N 12°34′06″Ø / 55.679601°N 12.568232°Ø / 55.679601; 12.568232

Medier brugt på denne side

Teglgårdstræde 6.jpg
Forfatter/Opretter: Ludwig Pacifici from Paris, France, Licens: CC BY 2.0
Teglgårdstræde (No. 6) in Copenhagen, Denmark
Teglgårdstræde 02.jpg
Forfatter/Opretter: Leif Jørgensen, Licens: CC BY-SA 4.0
The street Teglgårdstræde in Indre By in Copenhagen.