Ted Cruz
Ted Cruz | |
---|---|
Senator repræsenterende Texas | |
Nuværende | |
Overtaget embede 3. januar 2013 | |
Foregående | Kay Bailey Hutchison |
Personlige detaljer | |
Født | 22. december 1970 (53 år) Calgary, Canada |
Fulde navn | Rafael Edward Cruz |
Nationalitet | Amerikansk |
Politisk parti | Republikaner |
Ægtefælle(r) | Heidi Suzanne Nelson |
Børn | 2 |
Mor | Eleanor Wilson Cruz |
Far | Rafael Bienvenido Cruz |
Uddannelsessted | Princeton University Harvard Law School |
Religion | Baptist |
Underskrift | |
Links | |
Kampagneside |
Rafael Edward "Ted" Cruz (født 22. december 1970 i Calgary i Canada) er en amerikansk republikansk politiker. Han har repræsenteret delstaten Texas i Senatet siden 3. januar 2013.
Han meddelte i marts 2015, at han stillede op til det amerikanske præsidentvalg i 2016 for Det Republikanske Parti. Han trak sig senere som den sidste republikanske kandidat til fordel for Donald Trump, som endte med at blive partiets kandidat til præsidentvalget.
Tidlig karriere
Cruz var rigsadvokat i Texas 2003–2008, hvor han var den hidtil længstsiddende i Texas. Han har baggrund som advokat og partner i advokatfirmaet Morgan, Lewis & Bockius LLP. Cruz har tidligere haft ledende stillinger i Den føderale handelskommision og Justitsministeriet og var i årene 2004–2009 professor i retsvidenskab ved University of Texas. Han var indenrigspolitisk rådgiver for senere præsident George W. Bush op til præsidentvalget i 2000. Cruz har en bachelorgrad Princeton University fra 1992 og kandidatgrad i retsvidenskab fra Harvard Law School fra 1995. I studietiden var han redaktør ved Harvard Law Review.
Senatet
Cruz blev i 2012 nomineret som republikansk kandidat til Kay Bailey Hutchisons ledige plads i Senatet, efter at have vundet over viceguvernør David Dewhurst med 57 % af stemmene i primærvalget. Cruz' kandidatur blev støttet af Tea Party-bevægelsen og Republican Liberty Caucus.[1] Ved senatsvalget vandt Cruz over demokraten Paul Sadler med 56 % af stemmene.[2]
Cruz tiltrådte som senator den 3. januar 2013, og gjorde sig hurtigt bemærket i Senatet. I en artikel i New York Times måneden efter blev han kaldt "Washingtons nye ‘bad boy’", og i artiklen blev han kritiseret af de republikanske senatorer Lindsey Graham og John McCain for sine spørgsmål til Chuck Hagel i en senatshøring. Samtidig fik han støtte af blandt andet tidligere senator Jim DeMint.[3] Den 24. september holdt han en 21 timer og 19 minutter lang tale i Senatet, hvor temaet var modstanden mod lovgivningen om sygeforsikring ("Obama Care"). Talen, som ikke var en filibuster, er den fjerde længste i Senatets historie.[4]
Privat
Cruz blev født i Calgary i Canada, hvor forældrene, Eleanor Darragh og Rafael Cruz, arbejdede i olieindustrien.[5] Faderen var cubansk indvandrer, der var flygtet under den cubanske revolution. Moren var født og opvokset i Delaware, og var af irsk og italiensk afstamning. Forældrene flyttede tilbage til Houston, hvor de begge havde gået på college, da sønnen var fire år gammel. Ted Cruz er sydstatsbaptist.
Noter
- ^ AP (31. juli 2012): Tea Party darling Cruz wins Tex. senate primary. CBS News.
- ^ Will Weissert, AP (7. november 2012): Tea party darling Cruz wins Texas' US Senate race. Albany Times Union.
- ^ Jonathan Weisman (15. februar 2013): Texas Senator Goes on Attack and Raises Bipartisan Hackles. The New York Times
- ^ Jonathan Weisman (25. september 2013): After 21-Hour Cruz Speech, Senate Votes to Take Up Budget. The New York Times
- ^ Ryan Lizza (19. november 2012): The Party Next Time. The New Yorker.
Eksterne henvisninger
- Ted Cruz på Senatets hjemmeside
Spire Denne artikel om en amerikansk politiker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
Medier brugt på denne side
(c) Lokal_Profil, CC BY-SA 2.5
Map showing Mainland USA ("lower 48") with a superimposed US flag.
Sen. Ted Cruz Signature