Syrien

Den Syriske Arabiske Republik الجمهوريّة العربيّة السّوريّة Al-Jumhuriya al-`Arabiya as-Suriya
Flag Nationalvåben
Motto: Intet
Nationalmelodi: Homat el Diyar
Hovedstad	Damaskus 33°30′N 36°18′Ø / 33.500°N 36.300°Ø / 33.500; 36.300
Største by	Aleppo[1]
Officielle sprog	Arabisk
Regeringsform	Republik
• Præsident	Bashar al-Assad (fra 2000)
• Premierminister	Imad Khamis
Uafhængighed  Fra Frankrig
• Erklæret	1. januar 1944
• Anerkendt	17. april 1946
Areal
• Total	185.180 km2
• Vand (%)	0,06
Befolkning
• Anslået	18.499.181 (2019)
• Tæthed	99,9/km2
Valuta	Syrisk pund (SYP)
Tidszone	UTC+2
• Sommertid	UTC+2
Kendings- bogstaver (bil)	SYR
Luftfartøjs- registreringskode	YK
Internetdomæne	.sy
Telefonkode	+963
ISO 3166-kode	SY, SYR, 760
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Syrien, officielt Den Syriske Arabiske Republik, (arabisk: سوريا eller سورية, Sūriyā eller Sūrīyah), er et land i det vestlige Asien, der grænser op til Libanon og Middelhavet mod vest, Tyrkiet mod nord, Irak mod øst, Jordan mod syd og Israel mod sydvest. Israel har siden seksdageskrigen i 1967 besat Golanhøjderne i den sydlige del af Syrien. Landets hovedstad Damaskus er blandt de ældste kontinuerligt beboede byer i verden.^[2] Syrien består hovedsageligt af bjerge og sletter, der breder sig over tre-fjerdedele af landet. Slette- og bjerglandskab ligger midt i landet, mellem det fugtige kystklima i vest og de halvtøre ørkenområder i den sydlige del af landet. Det rummer adskillige etniske og religiøse grupper, inklusive kurdere, armeniere, assyrere, tyrkere, kristne, drusere, alawitiske shiaer og arabiske sunnaer.

I 1970 kom Hafez al-Assad fra Det Arabiske Socialistiske Ba'ath-parti til magten ved et ikke-blodigt militærkup. Det autoritære regime har haft kontrol siden og da præsidenten døde i 2000 overtog hans søn Bashar al-Assad præsidentembedet. I 1976 blandede Syrien sig i den libanesiske borgerkrig. Først i 2005 trak Syrien sine tropper ud af landet efter pres fra det internationale samfund og den libanesiske opposition.

Formelt set, er Syrien en parlamentarisk republik, men i praksis har landet fungeret mere som et autoritært regime. Magten er hovedsageligt koncentreret hos præsidenten og hans nærmeste rådgivere fra militæret og sikkerhedspolitiet. Oppositionen er undertrykt, og der er meget lidt respekt for menneskerettighederne.^[3] Syrien har siden 1979 været på den amerikanske terrorliste og de amerikanske myndigheder har også pålagt en handelsembargo mod Syrien. Grunden til dette er, at præsidenten er anklaget for at støtte den libanesiske shia-muslimske militære organisation Hizbollah.^[3]

Syriens økonomi og handel er primært baseret på landbrug, industri og olie. Olie er landets vigtigste indtægtskilde. Tidligere importerede Syrien hovedsagelig råvarer fra andre lande, men i dag, på grund af regeringens øgede investeringer i landbrugssektoren, er produktion og eksport af Syriens egne landbrugsprodukter som bomuld, frugt og grøntsager steget. Meget af Syriens virksomhed, herunder olieproduktion, ejes og kontrolleres af staten. Siden 1990'erne har myndighederne gradvist forsøgt at reformere og liberalisere økonomien, men indtil videre har de ikke formået at blive en integreret del af det globale verdensmarked.^{[kilde mangler]} Arbejdsløsheden blandt befolkningen ligger pr. 2019 på omkring 8,2 procent.^[4]

I flere syriske byer blev der, som en del af det arabiske forår i 2011, arrangeret protester. Protesterne havde i begyndelsen karakter af en fredelig protest imod menneskerettighedskrænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2000 hans søn Bashar al-Assad. Det syriske regime slog hårdt ned på demonstranterne fra begyndelsen, og måneder inde i revolutionen omringede styret byer og angreb med artilleri, mens det væbnede oprør blev dannet – det oprør, der spreder sig og nu kæmper mod regimets hær og militser. Syriens blodige borgerkrig har kostet over 170.000 mennesker livet og 2,9 millioner syrere er flygtet ud af landet, halvdelen af dem er børn.^[5]

Etymologi

Navnet Syrien kommer fra de antikke grækeres navn på syrier, Σύριοι Syrioi, som tillempedes på assyrierne og arameerne.^[6] Mange moderne akademikere bekræfter, at navnet 'Syrien' er afledt af Ἀσσυρία, Assyrien, som var afledt fra det akkadisk Aššur.^[7] Denne teori er bekræftet ved Çineköy-inskriptionen, som fastslår, at Syrien er afledt fra Assyrien og ligeledes, at udtrykket syrier etymologisk kommer fra assyrier.^[8]

Geografi

© Vyacheslav Argenberg / http://www.vascoplanet.com/, CC BY 4.0

Syrien strækker sig fra en 100 km lang Middelhavskyst til steppe- og ørkenområder mod øst og sydøst. Store dele af de tørre områder er ubeboede eller meget tyndtbefolkede, mens 80% af befolkningen bor i den vestlige femtedel af landet, først og fremmest i om mellem de to storbyer Damaskus og Aleppo. Området er bakket med bjergkæder, der løber nord-syd, bl.a. Antilibanon på grænsen til Libanon (Hermonbjerget, 2.814 meter). Her findes størstedelen af landets sparsomme vandressourcer, og landskabet veksler mellem agerjord, græsskråninger og skove.

Mod øst bliver nedbøren mindre, og mod sydøst ligger Den Syriske Ørken, som strækker sig ind i Jordan og Irak og fortsætter på Den Arabiske Halvø. Nord herfor løber Eufrat 300 km. gennem det centrale steppeområde; floden muliggør opdyrkning af Eufratdalen. Øst for Aleppo er floden opdæmmet og danner den store Assadsø med vandkraftværk.

Klima

Klimaet varierer meget i Syrien. Kystområdet nord for Libanon har Middelhavsklima med solrige somre og kølige, fugtige og milde vintre. Østpå er der mere kontinentalt og tørt; på græsstepperne er somrene meget varme, ofte med temperaturer over 40 °C, mens nattefrost er hyppig om vinteren. Damaskus oplever jævnlig snefald, men sneen bliver dog ikke liggende længe.

Demografi

Religioner

Hovedparten af befolkningen er sunni-muslimer (74%).

Herudover er de største minoritets-religioner i Syrien følgende:

• shia-muslimer (13%), især alawitter, twelvere og ismailiter
• kristne (10%), flertallet er antiokiske ortodokse, resten er græskkatolske, og armensk ortodokse m.fl.
• drusere (3%)
• jøder (små samfund i Damaskus, Al-Qamishli og Aleppo)

Den nuværende præsident Bashar al-Assads familie tilhører minoritetsreligionen alawitter. Tilhængere af denne religion dominerer indenfor Syriens regering og indtager centrale militære stillinger.

Kristne (2,5 millioner) findes især blandt etniske mindretal i Syrien (som armenere, kaldæere, assyrere, og palæstinensiske flygtninge). Der findes mange kristne klostre. Mange kristne tilhører en høj socio-økonomisk klasse.

Sprog

Der findes mange talte sprog i Syrien. Arabisk (officielt), kurdisksprogede og armensksprogede minoriteter. Fransk og engelsk er noget udbredt.

Semitiske sprog:

• Arabisk er det officielle sprog. Der er adskillige dialekter af arabisk, især levantisk i vest og mesopotamisk i nordøst.
• Aramæisk blandt assyrerne.

Indoeuropæiske sprog:

• Kurdisk (i sin kurmanji-form) er udbredt i de kurdiske områder i Syrien (også betegnet Syrisk Kurdistan).
• Armensk tales blandt de armenske minoriteter.

Tyrkiske sprog:

• Tyrkisk i sin syd-azeri dialektiske form.

Før fremkomsten af arabisk, var aramæisk fællessproget (lingua franca) i Syrien. Klassisk syrisk bruges stadig som det liturgiske sprog (kirkesprog) af forskellige syriske trosretninger. Mest bemærkelsesværdigt er det at vest-ny-aramæisk stadig tales i landsbyen Ma'loula samt to nærliggende landsbyer, 56 km nordøst for Damaskus.

Historie

Uddybende artikel: Syriens historie

Området, som i dag er Syrien, var beboet allerede før år 2500 f.Kr.. Siden kom det under en lang række riger, tildels fordi den vestlige hovedadgang til Mesopotamien går gennem Syrien: hittitterne, kana'anæerne, fønikerne, aramæerne, romerne og andre. I 600-tallet blev Syrien erobret af muslimske arabere. Under korstogene var kystregionen periodevis under frankisk herredømme, og i det 13. århundrede blev området taget af mongolerne.

Dernæst kom det under Osmannerriget indtil 1922, hvor det blev fransk mandatområde. Selvstændighed opnåedes i 1944 og blev anerkendt af Frankrig i 1946.^[9]

Politik

Syrien er officielt en republik. Staten styres af Bashar al-Assad, som er leder af Baathpartiet. Bashar al-Assad efterfulgte sin fader Hafez al-Assad som leder af Baathpartiet og som præsident for landet. Ifølge forfatningen har Baathpartiet en central rolle i landets styre. Baathpartiets ideologi er panarabisk med socialistiske fortegn, og partiet dominerer den politiske scene.

Præsidenten

Præsidenten er statschef og øverstbefalende, nomineres formelt af parlamentet og skal godkendes ved en folkeafstemning. Mandatperioden er syv år, og præsidenten kan genvælges. Bashar al-Assad, søn af den afdøde præsident Hafez al-Assad, er siden 2000 Syriens præsident og tillige generalsekretær for Baathpartiet. Præsidenten leder regeringen, udser statsministeren og på dennes anbefaling andre ministre.

Parlamentet

Parlamentets 250 medlemmer vælges ved valg hvert fjerde år. To tredjedele af pladserne er reserverede til Baathpartiet.^[10] Det kan noteres, at tillempningen af landets forfatning påvirkes af det faktum, at Syrien mellem 1963 og 2011 kontinuerligt styredes ved undtagelseslove.^{[kilde mangler]}

Politiske partier

Da "Det arabiske forår" i 2011 spredte sig til Syrien, mødte Assadregimet den folkelige protester med vold. Rene massakrer gennemførtes blandt andet i byen Homs. Tilfangetagne mennesker blev udsatte for tortur.^[11] Den 26. februar 2012 stemte syriere for en ny grundlov for landet. Den nye forfatning skulle muliggøre blandt andet et flerpartisystem, hvilket ifølge regimet skulle bringe en afslutning på det halve århundrede med et-parti-styre. Af landets 14.580.000 stemmeberettigede deltog 8.376.000 (omkring 57%), og 89% stemte for den nye forfatning. Afstemningen blev af mange anset som en skinmanøvre for at dæmpe protesterne. Den 6. maj 2012 oprettedes flere partier, og et parlamentsvalg forberedtes.

Udenrigspolitik

Udenrigspolitisk er konflikten med Israel vigtig, og landet anklages, sammen med Iran, af USA for at støtte para-militære organisationer som Hizbollah og Hamas. Syrien har også i en årrække haft en større hærstyrke stationeret i Libanon. Udenrigspolitisk og militært er Syrien stærkt allieret med Rusland, som blandt andet har en flådebase i landet. Udover det tætte forhold Syrien har til Iran og Hizbollah, får Assad-regimet økonomisk og politisk støtte fra Rusland. Syrien er Ruslands eneste tilbageværende allierede i Mellemøsten. Syrien har også gode politiske forbindelser med Kina.

Administrativ inddeling

Syrien har 14 provinser, eller muhafazat som de kaldes lokalt:

1. Latakia
2. Idlib
3. Aleppo
4. Ar-Raqqah
5. Al-Hasakah
6. Tartus
7. Hama
8. Deir ez-Zor
9. Homs
10. Damaskus
11. Rif Dimashq
12. Quneitra
13. Daraa
14. As-Suwayda

Undervisning

Skolegangen er obligatorisk mellem 6 og 12 års alder og gratis. 79,6% af landets befolkning kan læse og skrive (86% blandt mænd og 73,6% blandt kvinder^[12].

Økonomi

Syrien har en mangesidig økonomi, men udviser store regionale forskelle. Olieudvindingen og landbruget er to vigtige økonomiske sektorer.

Landets økonomi var frem til 2005 lukket og statsligt reguleret. Reformer på det økonomiske område fra en "socialistisk planøkonomi" mod en mere social markedsøkonomi er gået relativt langsomt.

Syriens økonomi voksede skønsvis med 2,9 % i 2006, især ved vækst inden for petroleums- og landbrugssektorerne, som sammen udgør henved halvdelen af BNP. Takket være højere priser på råolie voksede indkomsterne trods faldende udvinding og eksport af petroleumsprodukter. Det syriske pund styrkedes med 7 % i 2006. Regeringen har gennemført mindre økonomiske reformer i de senere år, blandt andet lavere lånerenter, åbning af private banker, ændring af de forskellige officielle vekselkurser samt nedskæring af subsidier på nogle forbrugsvarer, således benzin og cement.

Trods disse reformer har statsmagten fortsat en stor indflydelse på økonomien. Uløste problemer med hensyn til fremtiden er faldende olieudvinding, lav investeringstakt og høj arbejdsløshed. Manglen på fersk vand forventes at blive forværret ved voksende jordbrugsproduktion, en voksende befolkning, udvidelse af industrien og miljøødelæggelse.

Naturressourcer

Petroleum, naturgas, fosfat, krom, mineraler, jern, stensalte, marmor, gips og vandkraft.

Turisme

Turismen i Syrien er blevet en meget vigtig indkomstkilde. Turismen i Syrien er vokset så kraftigt, at staten har godkendt nye love som tillader udenlandske investeringer i turistbranschen. Staten uddelte i april 2005 tilladelser for udenlandske investorer til på omkring 30 steder i Syrien at gøre investeringer for at imødekomme turistboomen. Antallet investorer voksede til over tusind frem til juni 2006.

Turistnæringen baserer sig på landets historie og kultur, sol og badning, shopping, backpacking, bjergbestigning, vintersport, ørken, storby med mere. Turistminister er Hala Muhammad al-Naser.^[13]

Verdensarv

© Guillaume Piolle, CC BY 3.0

Kultur

Syrien har altid været et mødested for øst og vest og har derfor en kultur, som er inspireret af både øst og vest. De fleste arabiske traditioner lever videre men i en mere sekulariseret form. Man er tillige blevet inspireret af den tyrkiske kultur især inden for mad og drikke. Også den franske kultur har sat et vist præg på Syriens unikke kultur, som på mange måder kan sammenlignes med Libanons.

Litteratur

Syrisk litteratur har været påvirket af litteraturen i andre arabiske lande, fransk litteratur, og af landets politiske historie.

Mad

Uddybende artikel: Det syriske køkken

Syriens køkken involverer et rigt og varieret udvalg af ingredienser. Syrisk mad består hovedsageligt at middelhavsmad, græske og sydvestasiatiske rette. Nogle syriske retter har også udviklet sig fra tyrkiske og franske retter som eksempelvis; shish kebab, fyldte squash og yabra.

Blandt de vigtigste retter er kibbeh, hummus, tabbouleh, fattoush, labneh, shawarma, mujaddara, shanklish, pastırma, sujuk og baklava. Sidstnævnte er lavet af filodej fyldt med hakkede nødder og honning. Syrere servere ofte et udvalg af forretter, kaldet meze, inden hovedretten. Za'atar, hakket oksekød, og ostemanakish er populære forretter. Det arabiske fladbrød khubz spises altid sammen med meze.

Telekommunikation i Syrien

Television (TV) startede i 1960 i Syrien, da Syrien og Egypten var i union (Forenede Arabiske Republik). Udsendelserne var i sort-hvide helt frem til 1976. I juni 2012 bad Det Arabiske Forbund officielt Arabsat og Nilesat om at ophøre med at sende syrisk media.^[14][15]

Se også

• Syrisk Kurdistan

Noter

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Syrien
• Leksikon.org – artikel på Leksikon.org

v d r Den Arabiske Liga Algeriet Bahrain Comorerne Djibouti Egypten Forenede Arabiske Emirater Irak Jordan Kuwait Libyen Mauretanien Marokko Oman Palæstina Qatar Saudi-Arabien Somalia Sudan Syrien Tunesien Yemen

v d r Lande i Asien Afghanistan Armenien² Aserbajdsjan1 Bahrain Bangladesh Bhutan Brunei Cambodja Cypern² Egypten3 Filippinerne Forenede Arabiske Emirater Georgien1 Indien Indonesien Irak Iran Israel Japan Jordan Kasakhstan1 Kina Kirgisistan Kuwait Laos Libanon Malaysia Maldiverne Mongoliet Myanmar Nepal Nordkorea Oman Pakistan Papua Ny Guinea Qatar Rusland1 Saudi-Arabien Singapore Sri Lanka Sydkorea Syrien Tadsjikistan Taiwan4 Thailand Turkmenistan Tyrkiet1 Usbekistan Vietnam Yemen Østtimor Territorier m.v. Akrotiri og Dhekelia5 1. Ligger delvist i Europa. 2. Regnes normalt som del af Europa af kulturelle og historiske årsager. 3. Ligger delvist i Afrika. 4. Officielt Republikken Kina. 5. Britisk baseområde på Cypern.

v d r Lokaliteter i Syrien (c) Karte: NordNordWest, Lizenz: Creative Commons by-sa-3.0 de Şırnak (en) Tigris (flod) Tyrkiet Jordskælv 2023 Gaziantep Dæmning Adana Taurus-bjergene Mosul-dæmningen Al-Hasakah (en) Tal Afar (en) Sinjar Antakya Sinjarbjergkæden (en) Aleppo Sabkhat al-Jabbul (en) (sø) Orontesfloden (en) (flod) Assadsøen (en) Provinsen Ninawa Provinsen Idlib Hatra (en) (verdensarv) Latakia (en) Middelhavet Syrien Deir ez-Zor (en) Hama (Syrien) (en) Irak Tartus (en) Eufrat (flod) Homs Homssøen (en) (sø) Palmyra Tripoli Al-Qa'im grænseovergang (en) Al-Qa'im grænseovergang (en) Qadisiyah (en) (sø) Byblos Libanon Antilibanon (bjergkæde) Den syriske ørken (en) Beirut (hovedstad) Zahlé (en) Sidon (en) Damaskus(hovedstad) Hermonbjerget (2.814 m) Tyrus Golanhøjderne Montfortborgen Ar‑Rutbah (en) Irak Provinsen Quneitra Genesaret sø Haifa Den arabiske ørken Karameh grænseovergang (en) Nazareth Jabal al-Druze (en) (vulkanområde) Irbid Israel Jordan Jenin Nablus Vestbredden Zarqa Saudiarabien Nukhayb (en) Amman(hovedstad) Arar (en) Saudiarabien Lokaliteter i: Israel − Gaza − Vestbredden − Palæstina − Irak

Koordinater: 35°13′00″N 38°35′00″Ø / 35.21667°N 38.58333°Ø / 35.21667; 38.58333