Swiss Indoors Basel

Swiss Indoors Basel
Arrangement
Grundlagt	1970 (1970)
Arrangør	Swiss Indoors AG
Spillested	St. Jakobshalle
Værtsby	Basel, Schweiz
Underlag	Hardcourt
Website	www.swissindoorsbasel.ch
ATP Tour
Kategori	ATP 500
Deltagerfelt	32S / 16Q / 16D / 4DQ
Præmiesum	€ 2.196.000  (2023)
Flest titler
Herresingle	Roger Federer (10. titler)
Herredouble	Tomáš Šmíd (4. titler) Bob Bryan (4. titler) Mike Bryan (4. titler) Daniel Nestor (4. titler) Nenad Zimonjić (4. titler)
Senest opdateret: 29. oktober 2023

Swiss Indoors Basel er en tennisturnering for professionelle mandlige spillere, som en gang om året afvikles indendørs på hardcourt i St. Jakobshalle i Basel, Schweiz. Turneringen blev i 2009 opgraderet til kategorien ATP Tour 500 på ATP Tour, og præmiesummen blev i den forbindelse fordoblet fra ca. € 850.000 til € 1.700.000. I maj 2012 blev det offentliggjort, at ATP Tour havde forlænget turneringens ATP Tour 500-status til 2018. Samtidig blev præmiesummen yderligere forhøjet med ca. 10 % til € 1.935.000. Turneringen er en af sæsonens sidste på ATP Tour og dermed en af spillernes sidste chancer for at kvalificere sig til den sæsonafsluttende turnering, ATP Finals. Med et budget på 18,5 mio. schweizerfranc er Swiss Indoors Basel den største tilbagevendende sportsbegivenhed i Schweiz.

Turneringen blev skabt af valutahandleren Roger Brennwald og spillet for første gang i 1970 i en til lejligheden opsat boblehal på en grusbane i Tennisclub Coop i Basel-forstaden Muttenz, og vinderen modtog et armbåndsur som præmie. Oprindeligt havde turneringen hovedsageligt deltagelse af schweiziske topspillere med enkelte deltagere fra nabolandene.^[1] Eftet to år i Muttenz blev boblehallen flyttet til Tennis Club Old Boys Basel, hvor turneringen også blev spillet i to år. Turneringen voksede imidlertid, og boblehallen blev for lille, så i 1974 blev kampene afviklet i Fiechtenhalle i Reinach, ca. 10 km syd for Basel, hvor der var plads til 800 tilskuere. I 1975 flyttede arrangementet til den nyopførte storhal St. Jakobshalle, men tilskuertallet skuffede, på trods af at Ilie Nastase var på deltagerlisten, og derfor flyttede man i 1976 tilbage til Reinach, hvor hallen i mellemtiden var blevet opgraderet til at kunne rumme 1.700 tilskuere. Samtidig fik man skabt et bedre økonomisk fundament for stævnet med introduktionen af Schweizerischer Bankverein som hovedsponsor, og banken skulle forblive hovedsponsor de næste 20 år. Turneringen blev en del af grand prix-serien i tennis i 1977, hvor den også steg gavaldigt i popularitet, da arrangørerne bl.a. lykkedes med at tiltrække verdensstjernen Björn Borg, og stævnet blev derfor igen flyttet til St. Jakobshalle, hvor det siden da er blevet spillet.

I 1977 skiftede turneringen termin fra om foråret til om efteråret, hvor den indledte den europæiske indendørssæson, hvilket medførte, at arrangørerne fik mulighed for at tiltrække spillere, der havde gjort opmærksom på sig selv i løbet af sommeren som f.eks. French Open-finalisten Guillermo Vilas og US Open-semifinalisten John McEnroe i 1978, hvorfor tilskuerinteresssen steg yderligere, og det afspejlede sig i tilskuertallet, der steg fra 16.000 i 1977 til 28.000 i 1978. Succesen fortsatte de kommende år i begyndelsen af 1980'erne, hvor turneringen havde deltagelse af så prominente navne som Björn Borg, Ivan Lendl, Brian Gottfried, Johan Kriek, Eddie Dibbs, Yannick Noah, Mats Wilander og Vitas Gerulaitis, og i 1981 nåede præmiesummen i Swiss Indoors op på $ 100.000.

Handelsfirmaet Oettinger Davidoff Group blev fra 1994 turneringens titelsponsor med sit varemærke "Davidoff". Titelsponsoratet med et tobaksmærke blev dog efter 17 år ikke forlænget, da det efterhånden førte til massive begrænsninger som følge af de stigende restriktioner for tobaksreklamer.^[2]

Roger Federer har rekorden for flest singletitler med 10 turneringssejre i sin hjemby, og derudover har han yderligere fem gange tabt i finalen. Han var bl.a. i finalen 10 gange i træk fra 2006 til 2015. Rekorden i doublerækken deles mellem Tomáš Šmíd, Bob Bryan, Mike Bryan, Daniel Nestor og Nenad Zimonjić, der alle har vundet fire titler.

Den 22-årige valutahandler Roger Brennwald, der om sommeren jævnligt spillede tennis i TC BIZ Tennis, blev i vinteren 1967-68 indbudt af nogle kollegaer til en doublekamp i Basels eneste tennishal i Mustermesse. I den uopvarmede hal frøs Brennwald om fingrene, han generedes af de skæve opspring, når boldene ramte dækslerne i asfaltunderlaget, og hallens belysning var dårlig. Sammen med vennen Edgar Huwyler og værnepligtskollegaen Markus Gysin lagde de en plan for en ny og bedre tennishal i Basel. For 60.000 schweizerfranc købte de en boblehal af mærket Barracuda i Sverige, som de afsøgte muligheden for at sætte op i Basel. I efteråret 1969 lykkedes det at få sat hallen op på en grusbane i Tennisclub Coop i Basel-forstaden Muttenz, hvor de betalte 4.000 schweizerfranc i leje.

Trioen blev dog hurtigt til en duo, eftersom Gysin sprang fra, men Brennwald og Huwyler besluttede sig for at arrangere en tennisturnering i boblehallen under navnet "Barracuda-Cup". Brennwald stod for økonomi, markedsføring og spillerkontakt, mens Huwyler var ansvarlig for teknik og organisation. Der blev spillet tre rækker – herresingle A/B, damesingle A/B og herresingle C/D – og arrangøren Huwyler deltog opsigtsvækkende selv i den bedste herresinglerække, mens Brennwald spillede med i C/D-rækken. Damesinglerækken blev vundet af Evagreth Emmenegger, som i semifinalen havde afværget fire matchbolde mod den tidligere schweiziske mester Ruth Kaufmann, og som i finalen besejrede Janine Bourgnon i tre sæt. Herresingleturneringen havde deltagelse af otte spillere og blev vundet af vesttyskeren Klaus Berger, der i finalen vandt over den topseedede, tidligere schweiziske mester Ernst Schori med 6-3, 6-1. Vinderen modtog et forgyldt armbåndsur til en værdi af 300 schweizerfranc, som Brennwald havde skaffet via sin onkel, der ejede urmærket Zodiac. Herrernes C/D-række blev vundet af Brennwald, der tidligere havde været et stort talent inden for håndbold, fodbold og atletik, men som på grund af sygdom havde måttet opgive en karriere som elitesportsmand.

Den anden udgave af turneringen fik navnet "Hallenmeisterschaft Coop um den Braun synchron Cup" og løb af stablen i marts 1971 i boblehallen i Muttenz. Siden året før var damesinglerækken blevet sløjfet, eftersom hele den schweiziske kvindelige tenniselite befandt sig i Sydfrankrig, hvor spillerne forberedte sig på udendørsssæonen. I stedet indførtes en doublerække, dog kun for lavere rangerede spiller, og derfor regnes doubleresultaterne i turneringen først som officielle fra 1976. I herresingle var deltagerfeltet til gengæld væsentligt stærkere end i turneringens første udgave. Blandt deltagerne var den forsvarende mester Klaus Berger og Helmut Kuner fra Vesttyskland, den i Zürich bosiddende hollænder Jan Coebergh, eksil-tjekkoslovakkerne Jiří Zahradníček og Petr Kanderal, der spillede for TC Chur, samt schweizerne Rico Casparidis fra Chur, Ernst Schori, Tim Sturdza og Hansruedi Baumann fra Basel samt den schweiziske nr. 2, Theodore Stalder. I de indledende runder spilledes kampene først til 9 partier, mens der i semfinalerne og finalen blev spillet bedst af tre sæt. I finalen vandt Jiří Zahradníček med 1-6, 6-2, 6-3 over Helmut Kuner og sikrede sig dermed førstepræmien på 500 schweizerfranc. Af ukendte årsager gik Zahradníčeks turneringssejr imidlertid tabt i statistikkerne, og i mange år stod Kuner fejlagtigt anført som vinder af titlen i Basel i 1971. Fejltagelsen blev først opdaget, da turneringsdirektør Brennwald i 1995 inviterede alle de tidligere vindere til turneringens 25 års jubilæum, og Kuner, da han blev ringet op af Brennwald, måtte oplyse turneringsdirektøren om den korrekte vinders identitet. Turneringen i 1971 blev imidlertid intet tilløbsstykke med hensyn til tilskuere. I alt 300 tilskuere overværede de tre kampdage, men det var trods alt mere end de blot 50 tilskuere til den første turnering.

Året efter fik Roger Brennwald og Edgar Huwyler afslag på at sætte boblehallen op i Tennisclub Coop for tredje vinter i træk. I stedet bliver den pustet op på en bane i Tennis Club Old Boys Basel, hvor den tredje udgave af turneringen blev spillet i midten af marts 1972 under navnet "Die 3. Internationaler Hallentennis-Meisterschaften von Basel" (Basels tredje internationale indendørs tennismesterskaber). Bortset fra den nationale mester, Theodore Stalder, var hele den schweiziske elite tilmeldt i Basel, herunder Tim Sturdza, Matthias Werren, Rolf Spitzer, Michel Burgener, Fredy Blatter og Franky Grau. Derudover stillede de to sydtyske spillere Klaus Berger og Helmut Kuner, samt den forsvarende mester Zahradníček og Kanderal også op. Turneringen havde i alt deltagelse af 24 spillere og blev for første gang afviklet over fire dage. De indledende kampe blev spillet først til 11 partier med tiebreak ved stillingen 10-10, mens man fra kvartfinalerne og frem spillede bedst af tre sæt. I finalen vandt Michal Burgener med 7-5, 4-6, 6-0 over Petr Kanderal, og den første schweiziske vinder af turneringen forbløffede publikum med sin specielle teknik, idet han slog forhånd med både højre og venstre hånd.

"Basels fjerde internationale indendørs tennismesterskaber" i begyndelsen af marts 1973 blev den sidste udgave af turneringen, der blev spillet på en grusbane i en boblehal. Deltagerfeltets kvalitet blev endnu en gang skærpet, idet hele den schweiziske elite var til start sammen med franskmanden Jean-Claude Barclay, amerikaneren Eric Mann samt vesttyskerne Klaus Berger, Helmut Kuner og Waldemar Timm. Dog savnedes den forsvarende mester Michel Burgener, der var optaget af en eksamen. Det stærke felt blev lokket til Basel af en samlet præmiesum på $ 2.500, og turneringen var den sidste i turneringsserien Grand Prix Suisse. Sejren gik til Jean-Claude Barclay, der i finalen besejrede schweizeren Leonardo Manta med 6-3, 7-5.

År	Vinder	Finalist	Finaleresultat
1970	Klaus Berger	Ernst Schori	6–3, 6–1
1971	Jiří Zahradníček	Petr Kanderal	6–4, 5–7, 6–3
1972	Michel Burgener	Petr Kanderal	7–5, 4–6, 6–0
1973	Jean-Claude Barclay	Leonardo Manta	6–3, 7–5
1974	Roger Taylor	Petr Kanderal	6–4, 6–2
1975	Jiří Hřebec	Ilie Năstase	6–1, 7–6, 2–6, 6–4
1976	Jan Kodeš	Jiří Hřebec	6–4, 6–2, 6–3
1977	Björn Borg	John Lloyd	6–4, 6–2, 6–3
1978	Guillermo Vilas	John McEnroe	6–3, 5–7, 7–5, 6–4
1979	Brian Gottfried	Johan Kriek	7–5, 6–1, 4–6, 6–3
1980	Ivan Lendl	Björn Borg	6–3, 6–2, 5–7, 0–6, 6–4
1981	Ivan Lendl (2)	José Luis Clerc	6–2, 6–3, 6–0
1982	Yannick Noah	Mats Wilander	6–4, 6–2, 6–3
1983	Vitas Gerulaitis	Wojtek Fibak	4–6, 6–1, 7–5, 5–5 opg.
1984	Joakim Nyström	Tim Wilkison	6–3, 3–6, 6–4, 6–2
1985	Stefan Edberg (1)	Yannick Noah	6–7, 6–4, 7–6, 6–1
1986	Stefan Edberg (2)	Yannick Noah	7–6, 6–2, 6–7, 7–6
1987	Yannick Noah (2)	Ronald Agénor	7–6, 6–4, 6–4
1988	Stefan Edberg (3)	Jakob Hlasek	7–5, 6–3, 3–6, 6–2
1989	Jim Courier	Stefan Edberg	7–6, 3–6, 2–6, 6–0, 7–5
1990	John McEnroe	Goran Ivanišević	6–7, 4–6, 7–6, 6–3, 6–4
1991	Jakob Hlasek	John McEnroe	7–6(4), 6–0, 6–3
1992	Boris Becker	Petr Korda	3–6, 6–3, 6–2, 6–4
1993	Michael Stich	Stefan Edberg	6–4, 6–7(5), 6–3, 6–2
1994	Wayne Ferreira	Patrick McEnroe	4–6, 6–2, 7–6(7), 6–3
1995	Jim Courier (2)	Jan Siemerink	6–7(2), 7–6(5), 5–7, 6–2, 7–5
1996	Pete Sampras	Hendrik Dreekmann	7–5, 6–2, 6–0
1997	Greg Rusedski	Mark Philippoussis	6–3, 7–6(6), 7–6(3)
1998	Tim Henman	Andre Agassi	6–4, 6–3, 3–6, 6–4
1999	Karol Kučera	Tim Henman	6–4, 7–6(10), 4–6, 4–6, 7–6(2)
2000	Thomas Enqvist	Roger Federer	6–2, 4–6, 7–6(4), 1–6, 6–1
2001	Tim Henman (2)	Roger Federer	6–3, 6–4, 6–2
2002	David Nalbandian	Fernando González	6–4, 6–3, 6–2
2003	Guillermo Coria	David Nalbandian	w.o.
2004	Jiří Novák	David Nalbandian	5–7, 6–3, 6–4, 1–6, 6–2
2005	Fernando González	Marcos Baghdatis	6–7(8), 6–3, 7–5, 6–4
2006	Roger Federer (1)	Fernando González	6–3, 6–2, 7–6(3)
2007	Roger Federer (2)	Jarkko Nieminen	6–3, 6–4
2008	Roger Federer (3)	David Nalbandian	6–3, 6–4
2009	Novak Djokovic	Roger Federer	6–4, 4–6, 6–2
2010	Roger Federer (4)	Novak Djokovic	6–4, 3–6, 6–1
2011	Roger Federer (5)	Kei Nishikori	6–1, 6–3
2012	Juan Martín del Potro	Roger Federer	6–4, 6–7(5), 7–6(3)
2013	Juan Martín del Potro (2)	Roger Federer	7–6(3), 2–6, 6–4
2014	Roger Federer (6)	David Goffin	6–2, 6–2
2015	Roger Federer (7)	Rafael Nadal	6–3, 5–7, 6–3
2016	Marin Čilić	Kei Nishikori	6–1, 7–6(5)
2017	Roger Federer (8)	Juan Martín del Potro	6–7(5), 6–4, 6–3
2018	Roger Federer (9)	Marius Copil	7–6(5), 6–4
2019	Roger Federer (10)	Alex de Minaur	6–2, 6–2
2020	Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien.
2021
2022	Félix Auger-Aliassime (1)	Holger Rune	6–3, 7–5
2023	Félix Auger-Aliassime (2)	Hubert Hurkacz	7–6(3), 7–6(5)

År	Vinder	Finalist	Finaleresultat
1976	Frew McMillan Tom Okker	Jiří Hřebec Jan Kodeš	6–4, 7–6, 6–4
1977	Mark Cox Buster Mottram	John Feaver John James	7–5, 6–4, 6–3
1978	Wojtek Fibak John McEnroe	Bruce Manson Andrew Pattison	7–6, 7–5
1979	Bob Hewitt Frew McMillan (2)	Brian Gottfried Raúl Ramírez	6–3, 6–4
1980	Kevin Curren Steve Denton	Bob Hewitt Frew McMillan	6–7, 6–4, 6–4
1981	José Luis Clerc Ilie Năstase	Markus Günthardt Pavel Složil	7–6, 6–7, 7–6
1982	Henri Leconte Yannick Noah	Fritz Buehning Pavel Složil	6–2, 6–2
1983	Pavel Složil Tomáš Šmíd	Stefan Edberg Florin Segărceanu	6–1, 3–6, 7–6
1984	Pavel Složil (2) Tomáš Šmíd (2)	Stefan Edberg Tim Wilkison	7–6, 6–2
1985	Tim Gullikson Tom Gullikson	Mark Dickson Tim Wilkison	4–6, 6–4, 6–4
1986	Guy Forget Yannick Noah (2)	Jan Gunnarsson Tomáš Šmíd	7–6, 6–4
1987	Anders Järryd Tomáš Šmíd (3)	Stanislav Birner Jaroslav Navrátil	6–4, 6–3
1988	Jakob Hlasek Tomáš Šmíd (4)	Jeremy Bates Peter Lundgren	6–3, 6–1
1989	Udo Riglewski Michael Stich	Omar Camporese Claudio Mezzadri	6–3, 4–6, 6–0
1990	Stefan Kruger Christo van Rensburg	Neil Broad Gary Muller	4–6, 7–6, 6–3
1991	Jakob Hlasek (2) Patrick McEnroe	Petr Korda John McEnroe	3–6, 7–6, 7–6
1992	Tom Nijssen Cyril Suk	Karel Nováček David Rikl	6–3, 6–4
1993	Byron Black Jonathan Stark	Brad Pearce Dave Randall	3–6, 7–5, 6–3
1994	Patrick McEnroe (2) Jared Palmer	Lan Bale John-Laffnie de Jager	6–3, 7–6
1995	Cyril Suk (2) Daniel Vacek	Mark Keil Peter Nyborg	3–6, 6–3, 6–3
1996	Jevgenij Kafelnikov Daniel Vacek (2)	David Adams Menno Oosting	6–3, 6–4
1997	Tim Henman Marc Rosset	Karsten Braasch Jim Grabb	7–6, 6–7, 7–6
1998	Olivier Delaître Fabrice Santoro	Piet Norval Kevin Ullyett	6–3, 7–6
1999	Brent Haygarth Aleksandar Kitinov	Jiří Novák David Rikl	0–6, 6–4, 7–5
2000	Donald Johnson Piet Norval	Roger Federer Dominik Hrbatý	7–6(9), 4–6, 7–6(4)
2001	Ellis Ferreira Rick Leach	Mahesh Bhupathi Leander Paes	7–6(3), 6–4
2002	Bob Bryan Mike Bryan	Mark Knowles Daniel Nestor	7–6(1), 7–5
2003	Mark Knowles Daniel Nestor	Lucas Arnold Ker Mariano Hood	6–4, 6–2
2004	Bob Bryan (2) Mike Bryan (2)	Lucas Arnold Ker Mariano Hood	7–6(9), 6–2
2005	Agustín Calleri Fernando González	Stephen Huss Wesley Moodie	7–5, 7–5
2006	Mark Knowles (2) Daniel Nestor (2)	Mariusz Fyrstenberg Marcin Matkowski	4–6, 6–4, [10–8]
2007	Bob Bryan (3) Mike Bryan (3)	James Blake Mark Knowles	6–1, 6–1
2008	Mahesh Bhupathi Mark Knowles (3)	Christopher Kas Philipp Kohlschreiber	6–3, 6–3
2009	Daniel Nestor (3) Nenad Zimonjić	Bob Bryan Mike Bryan	6–2, 6–3
2010	Bob Bryan (4) Mike Bryan (4)	Daniel Nestor Nenad Zimonjić	6–3, 3–6, [10–3]
2011	Michaël Llodra Nenad Zimonjić (2)	Maks Mirnyj Daniel Nestor	6–4, 7–5
2012	Daniel Nestor (4) Nenad Zimonjić (3)	Treat Conrad Huey Dominic Inglot	7–5, 6–7(4), [10–5]
2013	Treat Conrad Huey Dominic Inglot	Julian Knowle Oliver Marach	6–3, 3–6, [10–4]
2014	Vasek Pospisil Nenad Zimonjić (4)	Marin Draganja Henri Kontinen	7–6(13), 1–6, [10–5]
2015	Alexander Peya Bruno Soares	Jamie Murray John Peers	7–5, 7–5
2016	Marcel Granollers Jack Sock	Robert Lindstedt Michael Venus	6–3, 6–4
2017	Ivan Dodig Marcel Granollers (2)	Fabrice Martin Édouard Roger-Vasselin	7–5, 7–6(6)
2018	Dominic Inglot (2) Franko Škugor	Alexander Zverev Mischa Zverev	6–2, 7–5
2019	Jean-Julien Rojer Horia Tecău	Taylor Fritz Reilly Opelka	7–5, 6–3
2020	Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien.
2021
2022	Ivan Dodig (2) Austin Krajicek	Nicolas Mahut Édouard Roger-Vasselin	6–4, 7–6(5)
2023	Santiago González Édouard Roger-Vasselin	Hugo Nys Jan Zieliński	6–7(8), 7–6(3), [10–1]

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Swiss Indoors Basel
• Swiss Indoors Basel (tysk) (engelsk) (fransk)
• ATP Tour - Swiss Indoors Basel (engelsk)
• René Stauffer, Simon Graf (red.): Swiss Indoors Basel - History - 1970-2020 (Friedrich Reinhardt Verlag, 2021), ISBN 978-3-7245-2514-1