Svend Estridsen

Svend Estridsen
Buste repræsenterende en rekonstruktion af Svends Estridsens udseende ud fra hans kranie
Konge af Danmark
Regerede	1047 – 28. april 1076
Forgænger	Magnus den Gode
Regent	Svend 2. Estridsen
Efterfølger	Harald Hen
Ægtefælle	Gyda Anundsdatter Gunhild Sveinsdatter (?) Ellisiv (Elisabeth) af Kijev [1].
Børn	med Gunhild Sveinsdatter: Svend Korsfarer med Ellisiv (Elisabeth) af Kijev: Thrugils Svendsen med Thora Thorbergsdatter ?: Knud Magnus med diverse friller: Harald 3. Hen Sigrid Svendsdatter Knud den Hellige Oluf Hunger Ingerid Svendsdatter Erik Ejegod Benedikt Svendsen (no) Bjørn Svendsen (en) Svend Tronkræver Guttorm Svendsen Eymund (Ømund) Svendsen Ubbe Svendsen (no) (eller Ulv Svendsen) Niels Thorgils Svendsen Ragnhild Svendsdatter Helene (Gunhild) Svendsdatter
Hus	Jellingdynastiet
Far	Ulf jarl
Mor	Estrid Svendsdatter
Født	ca. 1019
Død	28. april 1076 i Søderup, Hjordkær Sogn
Hvilested	Roskilde Domkirke
v d r

Svend Estridsen eller Svend Estridsøn (Svend 2., i samtiden også kaldet Svend den Yngre;^[2] født ca. 1019, død 28. april 1076^{[3][fn 1]} i Søderup, Hjordkær Sogn, Sønderjylland) var konge af Danmark fra 1047 til sin død.

Han var søn af Ulf jarl og Estrid Svendsdatter. Svend tilbragte sin barndom i England, senere drog han til Sverige, hvor hans moder ejede meget gods. Med sin brug af metronym understregede han sit tilhørsforhold til den danske kongeslægt gennem moderen Estrid, der var datter af Svend Tveskæg og søster til Knud den Store. Hardeknud gjorde ham til jarl i Danmark, og efter dennes død i 1042 gjorde Svend Estridsen sine tronkrav gældende, men i England fik Godwin Jarl valgt Edvard af den gamle angelsaksiske kongeæt, og i Danmark vandt Olaf den Helliges søn Magnus hurtig og let kongedømmet — efter sigende i henhold til en aftale med Hardeknud. Svend Estridsen trådte da i Magnus’ tjeneste som jarl over Jylland og svor ham troskabsed.

Svend brød efter kort tid sin ed til Magnus og antog kongenavn. Han måtte snart efter flygte fra Magnus og drog til Sverige.

Nogen tid efter åbnede der sig dog udsigter for Svend, da Magnus’ farbroder Harald vendte hjem fra Rusland og krævede del i riget. Da Magnus nølede med at gå ind herpå, sluttede Harald og Svend Estridsen et forbund og angreb 1046 Danmark, men snart brød Harald med Svend, drog til Norge og udsonede sig med Magnus, og næste år drog de to norske konger i fællesskab mod Svend Estridsen, der atter måtte vige. Samme år, 1047, døde Magnus. Budskabet nåede kong Svend i Skåne, netop da han på ny ville flygte til Sverige, og han besluttede straks at blive og kæmpe for sin trone. Det fortælles, at Magnus’ sidste bestemmelse gik ud på, at Svend skulle have Danmark efter ham, og mange af de norske stormænd undte ikke Harald den store magt, han ville få, hvis han også fik kongemagten i Danmark. Svend Estridsen opnåede derfor let kongenavn og hyldning i alle rigets dele, og Harald formåede aldrig at rokke ved hans trone, men i en årrække måtte Svend Estridsen udholde nordmændenes hærtog langs de danske kyster uden at gøre synderlig gengæld. Særlig kendte episoder er Hedebys plyndring og Haralds list under flugten nord på gennem Kattegat for at slippe bort fra den overlegne danske flåde: at kaste fangerne over bord bundne til planker og tønder. Svend Estridsen lod dem da opsamle, og nordmændene undslap. Hovedslaget, slaget ved Niså, stod ved Niså i Halland i 1062: Harald sejrede, men turde dog ikke vove et angreb på Danmarks centrale dele. I det hele kom Harald ingen vegne over for Svend Estridsen, hvorimod adskillige norske høvdinger viste tydelig misfornøjelse med Harald og endog enkeltvis sluttede sig til Svend. Freden sluttedes da 1064 på landegrænsen ved Göta älv, og hver konge beholdt sit rige.

Mens Svend Estridsen således trods alle uheld med kraft forsvarede sit rige mod alle norske angreb, fik han kun lidt udbytte af sit forsøg på at genoptage Danmarks gamle erobringspolitik over for England. Vinteren 1069—1070 lå en stor dansk flåde på Humber, York blev erobret, men om nogen landvinding fra den ny normanniske konge Vilhelm var der ellers ikke tale, og til slut modtog anføreren, Svend Estridsens broder Asbjørn, en betydelig sum penge af Vilhelm for at sejle bort. Det andet togt i 1075 gav et endnu ringere udbytte.

Det var da ikke som krigshelt, at Svend Estridsen skulle høste store laurbær trods personlig raskhed og tapperhed. Men des større var betydningen af hans fredelige kongegerning. Det blev Svend Estridsens store fortjeneste at give den danske kirke en fast og varig organisation, navnlig ved at skabe bestemte rammer for bispernes styrelse. Nørrejylland, der fra Knud den Stores tid kun havde udgjort et eneste bispedømme, blev delt i de fire stifter, hvoraf det siden bestod: Ribe, Viborg, Aarhus og Vestervig (senere Børglum). Sjællands Stift, der en tid havde været forenet med Skåne, blev nu atter udskilt, og selve Skåne deltes i to bispedømmer, Lund og Dalby, hvoraf det sidste dog kun fik kort varighed. Det var Svend Estridsen, der indsatte bisperne i alle disse stifter, og det er indlysende, i hvor høj grad den opblomstrende kirke måtte støtte hans kongemagt. Det var således ikke udelukkende kirkelig interesse, der dikterede Svend Estridsen hans kirkelige reformplaner.

Svend Estridsen betegnes i samtiden som en dannet og belæst mand, men på mange måder mærkede man, at hans kirkelige sindelag kun nåede til et vist punkt. Selv om han af klogskab lod sig skille fra sin hustru Gunhild, der var hans søskendebarn og således på dette punkt gav efter for den myndige ærkebisp Adalbert af Hamburg-Bremen, lod han sig aldrig bevæge til at afstå fra sit yppige frillelevned, og det lå ham ganske fjernt at åbne en sådan kamp for de kirkelige krav om tiende med mere, som den, der få år senere skulle føre hans søn Knud i døden. Magister Adam af Bremen, der skrev de hamburgske ærkebispers historie, og som af kong Svends egen mund havde fået talrige oplysninger om de nordiske folks historie og naturforhold, klagede da også over, at præsterne i disse lande stadig lønnedes med særskilt betaling for hver enkelt kirkelig handling, hvorimod tiende var ukendt. Svend Estridsens forhold til ærkebisp Adalbert var vel i det hele venskabeligt, men nogen synderlig indflydelse på den danske kirkes styrelse indrømmede Svend Estridsen ham ikke, og Svends planer gik afgjort ud på at få oprettet et særskilt nordisk ærkesæde — planer, som det dog først lykkedes hans søn Erik at få virkeliggjort. Til de danske bisper stod Svend Estridsen uden tvivl i det hele i et venskabeligt forhold, men de kendte sagn om venskabet mellem Svend Estridsen og bisp Vilhelm af Roskilde, om kongens ydmyge bod og om de to venners næsten samtidige død er dog af tvivlsom historisk pålidelighed.

Svend Estridsens karakter synes at have været præget af snildhed og stor evne til at vinde sine omgivelser for sig samt til at lempe sig efter tidens og omstændighedernes krav.

Han var flere gange gift, men synes ikke at have efterladt sig ægtefødte sønner. Derimod havde han et stort antal frillebørn, hvoraf fem blev konger i rækkefølge efter faderens død: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Endnu en søn, Svend Korsfarer, vandt stort ry for sin modige kamp mod tyrkerne på det 1. korstog. Frilledatteren Sigrid Svendsdatter blev gift med venderfyrsten Godskalk og mor til hertug Henrik Godskalksøn, hvis områder i Nordtyskland blev overtaget af fætteren Knud Lavard efter Henriks død.

Svend Estridsens dødsår har tidvis været angivet som 1074 i stedet for 1076. Dette skyldes i første række nok, at Saxo kædede kongens død sammen med biskop Vilhelms død, altså at denne skulle være død få dage efter kongen af sorg over kongens bortgang. En række tidlige kildeskrifter har gentaget denne, eller variationer af denne fortælling, der dog er ganske uhistorisk. Biskoppen døde ganske rigtig i 1074, men kongen døde først i 1076, hvilket da også ses af, at Svend Estridsen både modtog og besvarede breve i 1075, hvilket normalt er forbeholdt levende personer.^[4]

Svend Estridsen døde formentlig den 28. april 1076^[5] i Søderup i Sønderjylland, hvor der formentlig lå en kongsgård (i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 er kongsgården i Søderup ("Sudthorp") nævnt som en af de seks kongsgårde i Sønderjylland). Han blev begravet i Roskilde Domkirke.

I 2015 blev det foreslået, at Svend Estridsen muligvis døde af Brugadas syndrom^[6].

• J.G.F. Ræder: Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner, Kjøbenhavn, 1871
• Lasse C.A. Sonne & Sarah Croix (red.): Svend Estridsen; Syddansk Universitetsforlag, Viborg, 2016; ISBN 978-87-7674-960-6
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2. udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København, 1977; ISBN 87-500-1732-2
• Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 4; København, 1989; ISBN 87-89068-06-8

• Thorkild Gravlund: Kongen - det første folkestyre; Gyldendal, København, 1939

• Svend Estridsen på gravsted.dk
• Aksel E. Christensen: "Mellem vikingetid og Valdemarstid. Et forsøg paa en syntese" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 2; 1966)
• Kr. Erslev: "Sven Estridsøn og Biskop Vilhelm" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 3; 1891)
• Anne Katrine Gade Kristensen: "Knud Magnussens krønike" (Historisk Tidsskrift, 12. række, Bind 3; 1968)
• Helge Paludan: "På Saxos vilkår" (Historie/Jyske Samlinger, Bind 1999; 1999)
• Johannes Steenstrup: "I hvilket Aar døde Svend Estridssøn?" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 4; 1892)
• Johannes Steenstrup: "Svend Estridssøns Dødsaar" (Historisk Tidsskrift, 7. række, Bind 2; 1899)
• Johannes Steenstrup: "Biskop Vilhelm og Kong Svend" (Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 1; 1907)
• Johannes Steenstrup: "Nogle Undersøgelser til Belysning af Teksten i Adam af Bremens Værk" (Historisk Tidsskrift, 9. række, Bind 6; 1929)
• Bent Østergaard: "Sven Estridsens danmarkshistorie. Danmarks politiske historie ca. 890-965" (Historie/Jyske Samlinger, Bind 1994; 1994)
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXII, s. 670-671; opslag: Svend Estridsen