Svante Arrhenius

Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Svante Arrhenius
1910
Personlig information
Født	Svante August Arrhenius 19. februar 1859 Balingsta församling, Sverige
Død	2. oktober 1927 (68 år) Stockholm, Sverige
Dødsårsag	Funktionel mavetarmsygdom
Gravsted	Uppsala gamle kirkegård
Nationalitet	Svensk
Far	Svanta Gustav Arrhenius
Mor	Carolina Christina Thunberg
Ægtefæller	Sofia Rudbeck (fra 1894), Maria Arrhenius (fra 1905)
Børn	Olof Arrhenius, Anna-Lisa Arrhenius-Wold
Familie	Greta Thunberg
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Uppsala Universitet, Stockholms Universitet
Elev af	Per Teodor Cleve
Medlem af	Royal Society (fra 1910), Det Norske Videnskaps-Akademi, Videnskabernes Selskab, Kungliga Vetenskapsakademien, Sovjetunionens videnskabsakademi med flere
Beskæftigelse	Astronom, universitetslærer, fysiker, kemiker
Fagområde	Kemi, fysik
Arbejdsgiver	Uppsala Universitet, Stockholms Universitet, Rigas tekniske universitet
Elever	Oskar Klein
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Foreign Member of the Royal Society (30. juni 1910), Faraday Lectureship Prize (1914), honorary doctor of the University of Edinburgh, Davy-medalje (1902), Æresdoktor ved Groningen Universitet med flere
Nobelpris	Kemi 1903
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Svante August Arrhenius (født 19. februar 1859 på slottet Wijk ved Mälaren ikke langt fra Uppsala, død 2. oktober 1927 i Stockholm) var en svensk kemiker og fysiker.

Arrhenius studerede ved Uppsala Universitet fra 1876-81 og fra 1881-84 i Stockholm; 1884 blev han licentiat, samme år tog han doktorgraden og blev privatdocent i fysisk kemi ved Uppsala Universitet. Hans doktorafhandling omhandlede undersøgelser over elektrolytternes galvaniske ledningsevne; den vandt ikke nogen anerkendelse ved Uppsala Universitet straks ved dens fremkomst, men det viste sig snart, at de undersøgelser, som den omhandlede, skulle blive af meget stor betydning for den fysiske kemi.

Arrhenius fik da 1886 et betydeligt rejsestipendium fra Videnskabs-Akademiet i Stockholm til videre uddannelse i denne gren af kemien; han studerede 1886-88 i Riga, Würtzburg, Graz og Amsterdam, henholdsvis hos Ostwald, Kohlrausch, Boltzmann og van't Hoff. Under studiet i Würtzburg lærte han van’t Hoffs arbejde over analogien mellem luftarter og opløsninger at kende og opstillede kort efter teorien om den elektrolytiske dissociation (se opløsningers teori), som har gjort hans navn verdenskendt. 1891 blev han lærer i fysik ved Stockholms Højskole, 1895 professor i fysik sammesteds; 1905 blev han direktør for det fysikalsk-kemiske Nobel-Institut. 1902 havde han fået Davy-medaljen, 1903 Nobelprisen for sine undersøgelser over den elektrolytiske dissociation. 1899-1902 var han rektor for Stockholms Højskole.

Arrhenius har offentliggjort en lang række udmærkede arbejder på den fysiske kemis område, hvorved han har bidraget betydeligt til denne videnskabs udvikling og anvendelse på forskellige områder. Også kosmogoniske og immunokemiske arbejder foreligger fra hans hånd. Hans arbejder findes navnlig offentliggjorte i »Zeitschrift für physikalische Chemie«, men også i andre tidsskrifter. Han har desuden udgivet en lærebog i elektrokemi, i immunokemi og flere andre værker. Arrhenius interesserede sig i sine sidste år for kosmiske forhold og skrev »Lehrbuch der kosmischen Physik« og »Das Werden der Welten«, hvori han bl.a. forklarer, hvorledes overførelsen af liv fra klode til klode kan være gået for sig.

Referencer

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.}

Eksterne henvisninger

• Svante Arrhenius på gravsted.dk