Sværd og trolddom

Sværd og trolddom (på engelsk: Fighting Fantasy) er en serie af spilbøger skabt af Steve Jackson og Ian Livingstone i 1982. På dansk er udkommet over 30 unikke titler. På engelsk er udkommet over 70 titler.

Overblik

I denne serie af spilbøger er man selv med til at styre handlingen. I hver bog er man en person, som begiver sig ud på et eventyr. Spillerens identitet er oftest åben, så man hverken får tildelt navn eller køn men selv kan digte det.

De fleste eventyr foregår i en middelalderlig fantasy verden, hvor man typisk er udstyret med sværd, læderbrynje, rygsæk, guldstykker og proviant. Undervejs samler man forskellige genstande, som giver adgang til andre dele af historien eller hjælper til at besejre bogens skurk. Ofte er der gåder og koder, og man kan også komme i kamp mod forskellige væsner. De fleste bøger afsluttes med et opgør med en ond magiker eller et stærkt monster, som man skal besejre for at gennemføre historien.

Man spiller oftest en ny helt fra bog til bog. Bøgerne begynder med en introduktion til eventyret. Man ruller terninger for at afklare sin karakters styrker, kaldet evne, udholdenhed og held. Disse anføres på et eventyrskema, hvor man også anfører udstyr og skatte. Nogle bøger har andre særlige karakteristika, eksempelvis frygt, tro, forbandelser eller formler.

Efter introduktionen går man til afsnit 1, og herefter skal man vælge mellem historiens muligheder. I et afsnit kan man eksempelvis få valgmulighederne: "Vil du klatre op i træet for at få bedre udsyn, gå til 287. Vil du i stedet undersøge kisten, gå til 181. Eller vil du gå tilbage til vejen og fortsætte mod nord, gå til 24." Man fortsætter til det valgte afsnit, hvor man bliver stillet overfor nye valg.

Alle danske oversættelser er fantasy bortset fra tre: To er science fiction, og én foregår i nutiden (i dette tilfælde i 1980'erne).

Alle bøger er fantasifuldt illustreret i sort/hvid af en række anerkendte kunstnere.

Verdenen Titan

De fleste bøger foregår på planeten Titan på et af de tre kontinenter Allansia, Den Gamle Verden eller Khul, hvor magi og magiske væsner florerer. Visse lokaliteter og personer går igen over flere bøger, deriblandt den tyvagtige by Sortsand (Port Blacksand), den onde troldmand Zagor samt den gode troldmand Yaztromo. Zagor bliver introduceret som hovedskurk i den allerførste bog Troldmanden fra Ildbjerget, men optræder også i senere Sværd og Trolddom-bøger, så som Tilbage til Ildbjerget, roman-serien The Zagor Chronicles, samt brætspillet Legend of Zagor fra 1993.[1]

Ian Livingstones bøger finder oftest sted i Allansia, mens Steve Jackson har opfundet kontinentet Den Gamle Verden til nogle af sine bøger. En række af seriens øvrige forfattere har skrevet historier, som finder sted på det tredje kontinent, Khul.

Overlap og miniserier

Nogle af bøgerne hænger direkte eller indirekte sammen. I Dødens Labyrint er man en kriger, som kæmper sig igennem en underjordisk labyrint for at vinde 10.000 guldstykker. Samme labyrint optræder i opdateret udgave i Heltenes prøve, hvor man er en slave, som kan vinde 20.000 guldstykker, hvis man klarer sig igennem labyrinten. I Heltenes slagmark er man en karakter, som allerede har klaret labyrinten og har vundet de 20.000 guldstykker. I de nyeste udgaver af Heltenes prøve og Heltenes slagmark fra 2023 er de danske bøger med tilladelse fra Ian Livingstone omskrevet til en officiel miniserie, så man overfører sin spiller fra den første bog til den anden.

I Sagaen om Den Magiske Krone er man den samme helt igennem alle fire bøger. Man kan begynde med den første bog og samle udstyr, tips og skatte, som kan bruges i de efterfølgende bøger. Man kan dog også spille de fire bøger individuelt.

Seriens begyndelse

Seriens to hovedforfattere og opfindere grundlagde Games Workshop sammen i 1975 og forsøgte omkring 1979-1980 at skrive en serie af spilbøger med elementer fra rollespil. Den første bog, The Warlock of Firetop Mountain (oversat til dansk somTroldmanden fra Ildbjerget) er skrevet af de to forfattere i fællesskab og udkom på engelsk med undertitlen Fighting Fantasy i 1982. Bogen blev en stor succes blandt yngre læsere. Ansporet af dette blev forfatterne bedt om at skrive en serie, men i løbet af få år var efterspørgslen så stor, at der måtte hyres andre forfattere ind. Mange af disse titler udkom på engelsk med overskriften Steve Jackson & Ian Livingstone presents uden at nævne bøgernes forfatter på forsiden.

Blandt Ian Livingstones mest kendte bøger er Tyvenes by, Dødens Labyrint, Øglekongens ø og Isheksens huler.

Steve Jacksons mest kendte bøger er Amok-væsnet, Rædslernes hus samt de fire bind i miniserien Sagaen om Kongernes Krone.

Bøger

Der er udkommet 71 bøger i den engelske Fighting Fantasy-serie (opdateret januar 2023), hvoraf de følgende er oversat til dansk. Alle er fantasy, medmindre andet er noteret.

Følgende bøger udkom på Borgens Forlag mellem 1984 og 1991. Nogle er efterfølgende genudgivet med nye forsider og illustrationer.

Nr.TitelForfatter(e)Udgivet på danskOversætterEngelsk titel
1Troldmanden fra IldbjergetSteve Jackson & Ian Livingstone1984Erik Swiatek#1 The Warlock of Firetop Mountain (1982)
2Kaos-borgenSteve Jackson1985Hans Rancke#2 The Citadel of Chaos (1983)
3Stjerneskibet Steve Jackson1985Hans Rancke#4 Starship Traveller (1983)
4Ondskabens skovIan Livingstone1986Erik Swiatek#3 The Forest of Doom (1983)
5Tyvenes byIan Livingstone1986Kamilla Winther#5 City of Thieves (1983)
6Øglekongens øIan Livingstone1986Jens Peder Agger#7 Island of the Lizard King (1984)
7Isheksens hulerIan Livingstone1987Thomas Bruun#9 Caverns of the Snow Witch (1984)
8Oprørets planet Robin Waterfield1987Kamilla Winther#18 Rebel Planet (1985)
9Rædslernes hus ††Steve Jackson1987Thomas Bruun#10 House of Hell (1984)
10Dødens LabyrintIan Livingstone1987Erik Porret#6 Deathtrap Dungeon (1984)
11Troldkarlens kryptIan Livingstone1988Erik Porret#26 Crypt of the Sorcerer (1987)
12Amok-væsnetSteve Jackson1988Thomas Bruun#24 Creature of Havoc (1986)
13Dødens amuletMark Smith & Jamie Thomson1988Erik Porret#11 Talisman of Death (1984)
14De magiske maskerRobin Waterfield1988Thomas Bruun#23 Masks of Mayhem (1986)
15Heltenes prøveIan Livingstone1989Erik Porret#21 Trial of Champions (1986)
16Frygtens fantomerRobin Waterfield1989Thomas Bruun#28 Phantoms of Fear (1987)
17Tyvenes lærlingGraeme Davis1989Erik Porret#29 Midnight Rogue (1987)
18Skæbnens sværdMark Gascoigne1989Thomas Bruun#31 Battleblade Warrior (1988)
19Afgrundens slaverPaul Mason & Steve Williams1990Thomas Bruun#32 Slaves of the Abyss (1988)
20Tronranerens giftLuke Sharp1990Erik Porret#35 Daggers of Darkness (1988)
21Dybets djævleLuke Sharp1990Thomas Bruun#30 Chasms of Malice (1987)
22Sjælesamlerens øKeith Martin1990Erik Porret#34 Stealer of Souls (1988)
23Vampyrens slotKeith Martin1991Thomas Bruun#38 Vault of the Vampire (1989)
24Heltenes slagmarkIan Livingstone1991Thomas Bruun#36 Armies of Death (1988)

Science Fiction

†† Moderne tid med fantasy elementer

Følgende bøger er udkommet på Forlaget Faraos fra 2020 og frem.

Nr.TitelForfatter(e)Udgivet på danskOversætterEngelsk titel
1Troldmanden fra IldbjergetSteve Jackson & Ian Livingstone2020Andreas Mernøe Skriver#1 The Warlock of Firetop Mountain (1982)
2Dæmonfyrstens forbandelseIan Livingstone2020Thorbjørn Bomholt#6 The Port of Peril (2017)
3Dødens portCharlie Higson2021Thorbjørn Bomholt#12 The Gates of Death (2017)
4Tyvenes byIan Livingstone2021Thorbjørn Bomholt#2 City of Thieves (1986)
5Isheksens hulerIan Livingstone2021Thorbjørn Bomholt#13 Caverns of the Snow Witch (1984)
6Ondskabens skovIan Livingstone2021Thorbjørn Bomholt#4 The Forest of Doom (1983)
7Snigmorderne fra AllansiaIan Livingstone2022Stine Exler#15 Assassins of Allansia (2019)
8Stormenes krystalRhianna Pratchett2022Thorbjørn Bomholt#19 The Crystal of Storms (2020)
9Tilbage til IldbjergetIan Livingstone2022Morten Gottschalck#16 Return to Firetop Mountain (1992)
10Kolossernes skyggeIan Livingstone2023Morten Gottschalck#21 Shadow of the Giants (2022)
11Mysteriet i SalamonisSteve Jackson2023Morten Gottschalck#20 The Secrets of Salamonis (2022)
12Dødens LabyrintIan Livingstone2023Morten Gottschalck#8 Deathtrap Dungeon (1984)
13Heltenes prøve – Slavernes krønike #1Ian Livingstone2023Morten GottschalckTrial of Champions (1986)
14Heltenes Slagmark – Slavernes krønike #2Ian Livingstone2023Morten GottschalckArmies of Death (1988)
15Shamutanti højlandetSteve Jackson2024Morten GottschalckThe Shamutanti Hills (1983)
16Kharé: Fældernes bySteve Jackson2024Morten GottschalckKharé: Cityport of Traps (1984)
17De syv slangerSteve Jackson2024Morten GottschalckThe Seven Serpents (1984)
18Kongernes KroneSteve Jackson2024Morten GottschalckThe Crown of Kings (1985)
Grand Grimoire

(kun i boks-udgaven af Sagaen om Kongernes Krone)

Steve Jackson2024Morten GottschalckThe Sorcery! Spell Book (1983)
19Vampyrens slotKeith Martin2024Morten GottschalckVault of the Vampire (1989)

Sagaen om Kongernes Krone

I årene 1988-1991 udkom de tre første bind i Steve Jacksons fire-binds miniserie Sagaen om den Magiske Krone på Borgens Forlag. Det fjerde bind, The Crown of Kings, blev ikke oversat, og Borgens Forlag standsede produktion af nye titler i 1991.

I 2024 udkom alle fire bind i miniserien på Forlaget Faraos som nye oversættelser under navnet Sagaen om Kongernes Krone. Bøgerne udkom enkeltvis samt i en boks, som også indeholdt formelbogen Grand Grimoire med seriens 48 formler, illustreret af John Blanche, som også har illustreret resten af Sagaen om Kongernes Krone.

Der er forskelle på den Saga, Borgens Forlag udgav, og den Forlaget Faraos har udgivet. I den nye udgave har de fleste af formlerne skiftet navn, og en række genstande er blevet oversat anderledes eller har skiftet karakter. Steve Jackson gav desuden tilladelse til en markant ændring i slutningen af Kongernes Krone.

Trivia

Seriens ene opfinder Steve Jackson er brite. Der findes dog også en amerikansk Steve Jackson, som har skrevet titler i den engelske serie. Det er dog kun den britiske Steve Jackson, som er oversat til dansk. Den amerikanske Steve Jackson er muligvis bedre kendt i Danmark for sine andre udgivelser, deriblandt kortspillet Munchkin og rollespillet GURPS.

Den første bog fra Borgens Forlag, Troldmanden fra Ildbjerget, starter med en introduktion hvori oversætteren forklarer udfordringerne med at oversætte visse engelske væsner til dansk, da den danske og engelske folklore omkring sagnvæsner er meget forskelligartet. Dette betyder blandt andet at bøger fra Borgens Forlag oversætter 'elves' som alfer eller nisser, i stedet for elvere. I bogen Frygtens Fantomer spiller man således en skovnisse, hvor man i den oprindelige engelske udgave spiller en 'wood elf', altså en skovelver.

Nogle af bøgerne indeholder fejl, som kan betyde at man sidder uhjælpeligt fast og ikke kan gennemføre bogen. Visse af fejlene skyldes, at de oprindelige engelske bøger blev skrevet under tidspres, da der var stor efterspørgsel på nye titler. Andre fejl er opstået i oversættelsen, eksempelvis den danske udgave af Oprørets Planet. Visse bøger indeholder elementer, som kan virke som fejl, eksempelvis Amok-Væsnet, hvor spilleren kan komme til at gå i cirkler, men dette er meningen. Der er fejl i følgende bøger:

Borgens Forlag – #5 Tyvenes by – 2. udgave

Borgens Forlag – #6 Øglekongens ø

Borgens Forlag – #8 Oprørets planet

Borgens Forlag – #11 Troldkarlens krypt – 1. udgave

Borgens Forlag – #24 Heltenes slagmark

Forlaget Faraos – #1 Troldmanden fra Ildbjerget

Forlaget Faraos – #6 Ondskabens skov

Forlaget Faraos – #7 Snigmorderne fra Allansia

Forlaget Faraos – #8 Stormenes krystal

Romaner

Foruden selve Sværd og Trolddom bøgerne er der udgivet romaner, som foregår på Titan.

  • Steve Jackson (1989): The Trolltooth Wars, Puffin Books
    Oversat til dansk som Troldetandskrigen, Borgens forlag.
  • Marc Gascoigne (1991): Demonstealer, Puffin Books
  • Ian Livingstone og Marc Gascoigne (1992): Shadowmaster, Puffin Books
The Zagor Chronicles

Denne bog-serie er alle forfattet af Ian Livingstone og Carl Sargent og består af i alt fire bøger:

  • Firestorm (1993), Puffin Books
  • Darkthrone (1993), Puffin Books
  • Skullcrag (1994), Puffin Books
  • Demonlord (1994), Puffin Books

Lyddrama

I 2017 og 2018 udkom en serie lyddramaer baseret på Sværd og Trolddom bøgerne. Alle er på originalsproget engelsk.[2] På dansk har Podcasten Han Duo lavet en serie, hvor de gennemspiller de bøger, som udkom på Borgens Forlag.

Rollespil

Der er også udgivet regelsæt for et regulært bordrollespil kaldet Advanced Fighting Fantasy System (AFF) som foregår i Titan. Alle regelbøgerne til AFF rollespillet er forfattet af Marc Gascoigne og Pete Tamlyn, selvom Ian Livingstone også krediteres. De indeholder kort, historie og en masse information om Titan, og udvider regelsættet fra Sværd og Trolddom bøgerne, så man kan lave og spille rollespil i samme verden.

  • Dungeoneer (1989), Puffin Books
  • Blacksand! (1990), Puffin Books
  • Allansia (1994), Puffin Books

I 2011 udkom en stærkt revideret udgave af AFF reglerne, ofte kaldet AFF 2e. Manualen præsenterer og introducerer rollespillet i en mere tilgængelig udgave.

  • Graham Bottley (2011): Advanced Fighting Fantasy – The Roleplaying Game, Arion Games
  • Steve Jackson og Ian Livingstone (1985): Out of the Pit - Monsters of Advanced Fighting Fantasy, Arion Games
  • Steve Jackson og Ian Livingstone (1986): Titan - The Advanced Fighting Fantasy World, Arion Games

På dansk

Reglerne til AFF rollespillet er også udkommet i dansk oversættelse. Det er dog oversættelser af nogle bøger, som gik forud for AFF-bøgerne beskrevet ovenfor. Bøgerne præsenterer nogle mere enkle regler og uden så meget information om Titan verdenen.

  • Steve Jackson (1987): Lav Dine Egne Eventyr, Borgen
    Grundregler på dansk. Oversat fra den engelske Fighting Fantasy - The Introductory Role-playing Game fra 1984.
  • Steve Jackson (1990): Den Store Monsterbog, Borgen
    Et alfabetisk opslagsværk over bøgernes monstre med illustrationer. Oversat fra den engelske Out of the Pit fra 1985.
  • Paul Mason (1989): Tyven med de Tusind Tricks, Borgen
    Fire rollespilseventyr. Oversat fra den engelske The Riddling Reaver fra 1986.

Computerspil

Der er udgivet mange computerspil, videospil og mobilspil baseret på Sværd og Trolddom siden 1984. De første spil var lavet til ZX Spectrum, Commodore 64 og Amstrad, men i 1998 udkom spillet Deathtrap Dungeon til PC (Windows) og PlayStation. I 2011 udkom spillet Talisman of Death til PlayStation.[3] Siden 2016 er der udgivet et væld af computerspil baseret på Sværd og Trolddom bøgerne til PC, Mac, iPhone, iPad, mm.. Spillene er fortrinsvist produceret af spilfirmaerne Tin Man Games og inkle Ltd og inkluderer digitale udgaver af flere af de tidligste bøger.[4][5]

Referencer

  1. ^ "Legend of Zagor". Boardgame Geek. 1993. Hentet 17. juli 2019.
  2. ^ "Fighting Fantasy Audio Dramas". Fox Yason Music Productions. Hentet 18. juli 2019.
  3. ^ "Fighting Fantasy: Talisman of Death – Fighting Fantasy comes to PlayStation". Geek Native. 11. juli 2011. Hentet 18. juli 2019.
  4. ^ "Fighting Fantasy". Steam. Hentet 18. juli 2019.
  5. ^ Tin Man Games. "Fighting Fantasy Classics". App Store. Hentet 18. juli 2019.

Eksterne henvisninger