Storlockouten i 1899

Storlockouten i 1899, også kendt som Hungerkrigen,^[1] var en arbejdskonflikt, der fandt sted i Danmark i 1899 og involverede en lockout af op mod 40.000 arbejdere over hele landet i et forsøg på at begrænse de spirende fagforeningers indflydelse. I optakten til konflikten blev Dansk Arbejdsgiverforening stiftet i 1896 og De Samvirkende Fagforbund i 1898. Storlockouten havde en ødelæggende effekt på arbejderkvarterer, hvor mange kom til at sulte.^[1] Med tiden begyndte donationer fra borgerskabet såvel som fra udlandet dog at strømme ind for at kompensere de lockoutede arbejdere.^[1]

Efter fire måneders konflikt endte storlockouten med et forlig - septemberforliget - der på den ene side anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig, men omvendt også anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet - begge sider anerkendte også at fremtidige uenigheder burde løses ved overenskomstforhandlinger eller voldgift. Visse arbejdergrupperinger, der var utilfredse med septemberforliget, stiftede en syndikalistisk udbrydergruppe i form af Fagoppositionens Sammenslutning.^[1]

Spire Denne artikel om dansk politik er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.