Standsherre
Standsherre (tysk: Standesherr resp. standesherrlich) var i Det tyske forbund betegnelsen på medlemmer af de højadelige slægter, som i forbindelse med opløsningen af Det tysk-romerske rige havde mistet sine herskabsrettigheder gennem mediatisering i perioden 1803–1815. Det tyske forbunds forfatning indrømmede dem som kompensation en række særrettigheder. Det var omkring 80 familier med status som standsherrer, de fleste i Syd-Tyskland.
Det tyske forbund 1815–1866
I 1806 mediatiseredes mange verdslige fyrster ved Rhinforbundets oprettelse.
Disse fyrster fik ikke deres lande tilbage ved Det tyske Forbunds oprettelse 1815; men forbundsakten sikrede dem høje æresrettigheder, især den ægteskabelige jævnbyrdighed med de suveræne fyrstehuse, og en privilegeret stilling inden for de enkelte stater, således udstrakt jurisdiktion, skattefrihed og arveligt sæde i staternes førstekammer.
Indskrænkede rettigheder
I løbet af 1800-taller blev de fleste af særrettigheder ophævede; dog havde standsherrerne sæde i alle de tyske enkeltstaters førstekamre indtil 1918.
Fyrsternes fælles prædikat var »Durchlaucht« (højvelbårenhed), mens rigsgrevernes prædikat var »Erlaucht« (velbåren).
Udvalgte standsherrer
|
|
Litteratur
- Heinz Gollwitzer: Die Standesherren. Die politische und gesellschaftliche Stellung der Mediatisierten 1815-1918. Ein Beitrag zur deutschen Sozialgeschichte, Göttingen 1964.
|