Stærke verber

Stærke verber er en gruppe af verber i de germanske sprog, der er kendetegnet ved aflyd, nulendelse i præteritum og n-endelse i participiet. De står i modsætning til det store flertal af verber, de svage verber, der ikke har aflyd og d- eller t-endelser i præteritum og participiet.

Stærke verber på dansk

På rigsdansk er participiets -en normalt erstattet af -(e)t (egentlig neutrum af -en, men understøttet af det enslydende -(e)t i de svage verber). Den gamle endelse er dog stadig levende i dial. i alle anvendelser af participiet, f.eks. jeg har funden ud af det, han har hjulpen mig. Lignende anvendelser finder man i ældre dansk prosa. På moderne rigsdansk bruges en-endelsen derimod kun, når participiet fungerer som et adjektiv, og det kun i skarp konkurrence med t-former, f.eks. opgaven er bunden, en ubuden gæst (men en uindbudt gæst).

Præsens har som ofte Stød i modsætning til de fleste (men langt fra alle) svage verber. Stødet opstår regelmæssigt i enstavelsesord, og eftersom præsensendelsen på olddansk var -r i de fleste stærke verber, har disse præsensformer også været enstavelsesord, f.eks. bītr > bider. I den nedenstående liste er stødet angivet med tegnet ˀ. Eftersom der er nogen variation med hensyn til rækkefølgen af stød og halvvokalerne v, j, d, r, er det i det nedenstående konsekvent skrevet efter halvvokalen (som i de fleste tilfælde er det hyppigste i det talte sprog).