Spodsbjerg Klint

Foto af klinten i østlig retning

Spodsbjerg Klint er en 30 meter høj moræneklint på det nordvestlige hjørne af Halsnæs på Sjælland. Klinten har ingen relation til byen Spodsbjerg på Langeland.

Afgrænsning

Klinten strækker sig fra stranden Trekanten i Hundested i vest til landsbyen Kikhavn i øst. Nord for klinten findes en stenstrand, der grænser op til Kattegat.

Geologi

Klinten stod tilbage, da ismasserne i 16-tusindtallet før vor tidsregning smeltede bort. Inden da havde isen transporteret blågråt ler fra Sydnorge og senere brunt ler fra Mellemsverige. Den resulterende lagdeling har tidligere været tydligere, men er blevet svær at observere efter, at kystsikring mod Kattegat har stoppet jordskred.[1]

Under klintens øvre kant findes områder med huller til digesvalers reder.

Det omkringliggende område

Inde i landet syd for Spodsbjerg Klint findes et område, hvor klitlandskab afløses af et overdrev. Overdrevet forpagtes til dyrehold, der græsser som del af naturpleje.

I klintens vestlige ende befinder sig Hundested Skanse. Lidt længere mod øst findes Knud Rasmussens Hus.

Øverst på klinten findes Spodsbjerg Fyr og et klitlandskab.

I klinten fandtes tidligere kystbatteriet Spodsbjerg Batteri. Batteriet opførtes i 1917, men rømmedes kort efter. Under Anden Verdenskrig etablerede de tyske styrker på ny et kystbatteri bemandet med 100 soldater. Det tyske kystbatteri var udstyret med fire 12½ cm kanoner med 18 kilometers rækkevidde samt fire flakskyts.[2] Mindre betonelementer fra kystbatteriet findes fortsat i og nedenfor klinten.

Området oven for klinten er delvist fredet i flere omgange, første gang i 1950.[3][4][5]

Havet ud for er en del af Natura 2000-område nr. 153 Havet og kysten mellem Hundested og Rørvig.

Kilder og henvisninger

  1. ^ Hundested Klinter, GEUS.
  2. ^ Søren Jessen: Tyskerne på Spodsbjerg i "Jul i Hundested", Årg. 24 (2018), S. 18-22, udgivet af Hundested Lokalhistoriske Forening og Arkiv.
  3. ^ Om fredningen på fredninger.dk
  4. ^ Fredningskendelse: Dyssebakken 1950 til 1962
  5. ^ "Infotavle fra Halsnæs Kommune" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 29. juli 2021. Hentet 29. juli 2021.

55°58′37″N 11°51′23″Ø / 55.9769°N 11.8564°Ø / 55.9769; 11.8564

Medier brugt på denne side

Digesvalehuller i Spodsbjerg Klint.jpg
Forfatter/Opretter: Troels Arvin, Licens: CC BY-SA 4.0
Under Spodsbjerg Klints øvre kant findes områder med huller til digesvalers reder.
Spodsbjerg Klint fra vest.jpg
Forfatter/Opretter: Troels Arvin, Licens: CC BY-SA 4.0
Foto af Spodsbjerg Klint taget i østlig retning
Landskab bag Spodsbjerg Klint.jpg
Forfatter/Opretter: Troels Arvin, Licens: CC BY-SA 4.0
Dele af Spodsbjerg Klint grænser op til et klitlandskab og et overdrev.