Sophus Danneskiold-Samsøe (1804-1894)
- Der er flere personer med dette navn, se Sophus Danneskiold-Samsøe (1900-1966).
Sophus Danneskiold-Samsøe | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 4. juli 1804 |
Død | 31. januar 1894 (89 år) |
Forældre | Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe og Henriette Danneskiold-Samsøe |
Ægtefælle | Frederikke Marie von Levetzau |
Børn | Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, Frederik Vilhelm Steen Danneskiold-Samsøe, Otto Danneskiold-Samsøe |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Ridder af Elefantordenen 1874 |
Magnus Otto Sophus greve Danneskiold-Samsøe (født 4. juli 1804, død 31. januar 1894) var en dansk generalpostdirektør.
Han var søn af Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe og Henriette Danneskiold-Samsøe, grundlæggeren af Holmegaard Glasværk , fødtes 4. juli 1804, indtrådte 1824 som assessor auscultans i Generalpostdirektionen, blev 1832 assessor med stemme og underskrift, 1833 4. postdirektør, senere 2. postdirektør og 1842 generalpostdirektør, hvilken stilling han beklædte til nytår 1874; 1846 fik han Storkorset og ved sin afgang Elefantordenen; i Ordenskapitlet var han siden 1889 kansler efter tidligere at have været dets vicekansler og skatmester. Ved siden af sit embede har Danneskiold-Samsøe varetaget forskellige offentlige hverv, bl.a. præsidiet i Landhusholdningsselskabet.
I den menneskealder, Danneskiold-Samsøe ledede det danske postvæsen, undergik dette gennemgribende forandringer: Indførelsen af den ensartede porto, oprettelsen af regelmæssige dampskibsforbindelser, landpostvæsenets indretning, postbesørgelsen ad jernbanerne, en mængde forbedringer i postforsendelsernes behandling og indførelse af postanvisninger og -opkrævninger, alle disse foranstaltninger betegnede store fremskridt. Blev disse påskønnede af publikum, var det ikke mindre vel set, at Danneskiold-Samsøe – der nærede den største interesse for postvæsenets embedsstand, som til gengæld var sin humane og velvillige foresatte hengiven – efterhånden fik embederne besatte med mere kvalificerede personer, end tidligere ofte havde været tilfældet, og derved forbedrede Aanden i etaten; hertil bidrog det også, at postmestrene blev satte på fast gage og undergivet et skærpet tilsyn ved ansættelsen af postinspektører.
Af jordegods ejede Danneskiold-Samsøe gårdene Nordfelt, Ålebæksgård og Klosterskovgård, alle på Møn. Han blev gift 1. gang 1835 med Frederikke Marie von Levetzau (1813-1852), datter af generalmajor Hans Frederik Hannibal von Levetzau og 2. gang 1866 med Fernanda Caroline Bille, (f. 1835), datter af viceadmiral Steen Andersen Bille. Han døde 31. januar 1894.
Se også
- Danneskjold (adelsslægt)
Eksterne henvisninger
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Sodacan, Licens: CC BY-SA 3.0
Chain of the Order of the Elephant in heraldry
Magnus Otto Sophus Danneskiold-Samsøe (1804-1894), Danish count and postmaster-general