Sofie Torp

Sofie Torp
Personlig information
Født16. januar 1990 (34 år)
Viby, Aarhus, Danmark
NationalitetDanmark Dansk
ForældreJette Torp
Børn1
BeskæftigelseSkuespiller
Aktive år2016-
Bodilpriser
Bedste kvindelige birolle
Ser du månen, Daniel (2019)
Robertpriser
Bedste kvindelige birolle
Ser du månen, Daniel (2019)

Sofie Torp (født den 16. januar 1990) er en dansk skuespillerinde. Efter uddannelse fra Den Danske Scenekunstskole i 2016, har hun medvirket i film og tv-serier som Ser du månen, Daniel (2019), Kød og blod (2020), Marco effekten (2021), Sygeplejeskolen (2018), Greyzone (2018), Grethes jul (2020) og Julefeber (2020).

Opvækst

Torp blev født den 16. januar 1990 i Aarhus som datter af sangerinde Jette Torp.[1] Hun har derudover to yngre brødre, Jakob og William.[2] Torp er opvokset i Viby, hvor hun gik til håndbold og havde ambitioner om at blive skolelærer, men kort før hendes efterskoleophold på en sportefterskole skulle begynde, pådrog hun sig en knæskade og hun blev tilmeldt en teaterefterskole i stedet, hvor interessen for skuespil opstod.[3] Igennem hendes ungdomsår søgte hun ind på musikkonservatorier, teaterskoler, skuespilskoler og musicalskoler uden held, før hun som 21-årig flyttede fra Aarhus til København. Under et teaterhøjskoleophold her søgte hun for tredje gang ind på Den Danske Scenekunstskole i København, hvor hun blev optaget.[3]

Karriere

Efter endt uddannelse fra skuespillerskolen i 2016 medvirkede Torp i enkelte kortfilm såsom Barn (2016) og Bokser (2017), og hun medvirkede i tre afsnit af den dansk-svenske dramaserie Greyzone som Simone Mikkelsen og i et enkelt afsnit af TV 2-serien Sygeplejeskolen.

Hun havde sin gennembrudsrolle i 2019 i filmen Ser du månen, Daniel, som er instrueret af Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen. Filmen, der er baseret på Puk Damsgårds bog af samme navn, handler om den danske fotograf Daniel Rye, der blev taget til fange af syriske krigere og holdt som gidsel i Syrien i 13 måneder. Filmen, der er baseret på virkelige hændelser, modtog stor ros og positive anmeldelser og for sin rolle som Daniels handlekraftige storesøster, Anita, vandt Torp både Bodil-prisen og Robert-prisen for bedste kvindelige birolle.[4]

I 2020 medvirkede hun i Jeanette Nordahls krimi-drama Kød og blod, hvor hun spillede overfor Sidse Babett Knudsen, Joachim Fjelstrup og Sandra Guldberg Kampp. Samme år spillede hun også med i TV 2's mini-jule-serie Grethes jul, hvor hun spiller den unge fysioterapeut Karen, der med hjælp fra hovedpersonen Grethe finder kærligheden. Med i serien medvirkede Peter Frödin, Lotte Andersen, Ulf Pilgaard og Sebastian Jessen. I 2020 optrådte hun også i DR's julekalender for børn, Julefeber, hvor hun spillede Julemanden.

I 2021 indtog hun rollen som kriminalsekretæren Rose i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens bog Marco effekten, som er den femte film i rækken af film omhandlende kriminalkommisær Carl Mørck og Afdeling Q. I det nye cast til filmen spillede Torp overfor Ulrich Thomsen, Zaki Youssef og Anders Matthesen. Filmen blev modtaget med blandede anmeldelser. Samme år havde Torp også en mindre rolle i Smagen af sult af Christoffer Boe, og hun medvirkede i DR-serien Vores sidste sommer.[5]

I 2022 medvirkede Torp i Viaplay-serien Håber du kom godt hjem[6] og i Anders W. Berthelsens komedie Lykkelige omstændigheder. I 2023 medvirkede Torp i hele tre film; filmatiseringen af Stine Pilgaards De Gyldne Laurbær-vindende bog Meter i sekundet, komedien Hygge! og det historiske drama Synkefri. I perioden 2022-2023 medvirkede hun i DRs historiske dramakomedie-serie, Carmen Curlers.

Privatliv

Torp har en datter, Olga (f. 2019), sammen med sin gode ven og teater-instruktør Sargun Oshana.[3][7]

Filmografi

Film

ÅrFilmRolle
2019Ser du månen, DanielAnita Rye
2020Kød og blodMarie
2021Marco effektenRose
Smagen af sultKlasselærer
2022Lykkelige omstændighederKatrine
2023Meter i sekundetMarie
Hygge!Helene
SynkefriLissy
2024Den grænseløseRose

Tv-serier

ÅrSerieRolle
2018GreyzoneSimone Mikkelsen
SygeplejeskolenVinnie Jensen
2020Grethes julKaren
JulefeberJulemanden
2021Vores sidste sommerAgnes
2022Håber du kom godt hjemHelle
2023Kampen for tilværelsenTrine
2022-2023Carmen CurlersLis

Referencer

  1. ^ "Jette Torp om skilsmisse: Et forfærdeligt valg", Se & Hør
  2. ^ "Spiller julemand i 'Julefeber': Her er hendes kendte mor", Billed Bladet
  3. ^ a b c Wassmann, Susse (15. marts 2021), "Sofie Torp: 'Jeg troede at jeg var nødt til at få en kernefamilie for at få et barn'", Femina.dk
  4. ^ "Mød Danmarks næste diva til Bodilprisen: 'Hun kommer til at blive lige så stor, som hun selv har lyst til'", dr.dk
  5. ^ "Vores sidste sommer", digitalttv.dk
  6. ^ "Filippa Coster-Waldau har hovedrollen i ny Viaplay-originalserie 'Hvad med Monica'", digitalttv.dk
  7. ^ "Skuespiller Sofie Torp har fået barn med sin ven: 'Jeg er ikke længere så egoistisk'", bt.dk, 31. januar 2021

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side