Skovsneppe
| Skovsneppe | |
|---|---|
 | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Aves (Fugle) |
| Orden | Charadriiformes (Mågevadefugle) |
| Familie | Scolopacidae (Sneppefugle) |
| Slægt | Scolopax |
| Art | S. rusticola |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Scolopax rusticola Linnaeus 1758 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Skovsneppe (Scolopax rusticola) er en vadefugl, som yngler i fugtige skove i store dele af Europa og Asien, hvor den især lever af regnorme i skovbunden. Skovsneppen er en ret almindelig dansk yngletrækfugl, der overvintrer i det sydlige og vestlige Europa. Den er desuden en meget almindelig trækgæst nord- og østfra. Arten er et yndet jagtobjekt, der i Danmark må jages fra 1. oktober til 31. januar.
Et gammelt jysk navn for skovsneppen er biæder, der hentyder til, at fuglen kan finde på at tage bier ved bikuber om foråret.[1]
Udseende
Skovsneppen er på størrelse med en due og har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort.[2]
De to køn er ens, dog er det 7-8 cm lange næb lidt længere hos hunnen.[3] Vingefanget er omkring 60 cm, længden cirka 34 cm og vægten op til 420 gram.
Forekomst og levested
Skovsneppen er udbredt over en stor del af Europa og Asiens tempererede zone, mod nord op til trægrænsen. Den findes fra de Britiske Øer gennem Mellemeuropa, Skandinavien og Sibirien helt til Japan. Mod syd findes den i bjergområder som fx Pyrenæerne og Himalaya samt på øer i Atlanterhavet som Azorerne, de Kanariske Øer og Madeira.[2]
Dens levested falder i høj grad sammen med de områder, hvor der findes regnorme. Den kræver større sammenhængende løvskov eller blandskov med tæt underskov af buske og bunddække som brombær, kristtorn eller hassel. Skoven skal helst indeholde en mosaik af varme, tørre steder for hvil, fugtige steder for fødesøgning og åbne områder som lysninger for parringsflugten.[4]
I Danmark findes skovsneppen ynglende over næsten hele landet, men med den største bestand mod øst. Den er særlig almindelig i Læsø Klitplantage, Rold Skov og Grib Skov. Den overvintrer i Syd-, Sydvest og Vesteuropa, fx de Britiske Øer, Frankrig og den Iberiske Halvø. I milde vintre kan mange dog overvintre i Danmark, især i Vestjylland.[5][6]
Træk
Skovsneppen er i Danmark en meget almindelig trækgæst fra Skandinavien, Finland og Baltikum. Om foråret ses trækket i marts og april, mens det om efteråret ses fra oktober til december.[7] Dage, hvor der raster et stort antal snepper i skoven, taler man om sneppefald.
Skovsneppen trækker om natten og skjuler sig i skovbunden om dagen, hvor den udnytter sin kamuflerende fjerdragt. Mennesker kan komme den meget nær, inden den flyver op. Dette sker med larmende vingeslag og med mange kast og drejninger til siden, mens den ofte udstøder et hæst skrig. Den stiger da op mellem trækronerne, for dog derefter ret hurtigt at slå sig ned igen.[3][2]
Føde
Arten lever mest af regnorme, som fuglen finder ved prøvende at stikke næbbet i jorden. Spidsen af næbbet er meget følsomt og hvis fuglen mærker et byttedyr, åbnes kun den yderste del af næbbet for derved at gribe om det og trække det op af jorden.[2]
Den lever desuden af diverse plantemateriale og andre smådyr. Det kan være insekter (både voksne og larver), edderkopper, skovsnegle, slimbændler, bær, ukrudtsfrø, korn (fx havre og majs), græsrødder og blade.[4] Hvor den lever, kan skovsneppens borehuller ofte ses i den bløde, fugtige jord.[3]
Natdyr
Skovsneppen er et natdyr, der først bliver aktiv om aftenen.[2] I yngletiden skulle skovsneppen dog søge sin føde om dagen, mens den hviler i en lysning om natten.[6] På overvintringsstedet kan den om natten fjerne sig flere kilometer fra den nærmeste skov, for at søge føde på enge og marker.[4]
Yngleforhold
Sneppetræk og parring
Så snart fuglene ankommer til ynglepladserne om foråret fra slutningen af februar til begyndelsen af april, begynder parringsadfærden, der består af det såkaldte sneppetræk, hvor hannen flyver over yngleområdet med langsomme vingeslag i skumringen, mens hunnen sidder afventende i skovbunden. Sneppetrækket er særligt almindeligt i stille, fugtigt vejr. Under sine flyveture følger hannen lysninger og skovveje og kan foretage rundture på flere kilometer.
Under sneppetrækket, der foregår med en uglelignende flugt med langsomme vingeslag, udstøder hannen nogle karakteristiske lyde, der ofte gengives som kvor-kvor-pissp. Kvor-lydene minder nærmest som en kvækkende frø. De høje pissp-lyde kan høres langt omkring. Hunnen kalder den overflyvende han til sig med en stille fløjten, hvorefter parringsspillet begynder.[2] De to fugle går inden parringen rundt om hinanden med halefjerene udbredt, så de danner en halvcirkel. Hannen forlader herefter hunnen, der alene overlades udrugningen af æg og pasningen af de senere unger. Mødes flere hanner under sneppetrækket, forfølger de hinanden, mens der udstødes gog-gog-lyde.[3] Hannerne opretholder dog ikke egentlige territorier og kan parre sig med flere forskellige hunner. Hunnerne på deres side kan også parre sig med flere hanner.[5]
Rede
Reden er en fordybning i skovbunden under f.eks. en busk, nogle bregner eller en lavtliggende gren. Den fores med tørre blade eller grannåle. De normalt fire gråbrune æg med askegrå og brune pletter udruges af hunnen på 20-22 dage. Ungerne er flyvefærdige efter cirka 3 uger. Ofte er der to kuld i Danmark, hvor det sidste kuld kan lægges indtil midt i juli.[2]
Under rugningen af æggene trykker hunnen så hårdt, idet den stoler på sin kamuflage-farvede fjerdragt, at den nemt kan tages med hånden. Senere når ungerne er kommet til verden og den jages op, skulle det kunne ske, at hunnen tager en unge med sig under flugten, fastholdt mellem benene. Den kan også som andre vadefugle forsøge at bortlede opmærksomheden fra ungerne ved at spille såret, idet den med hængende vinger flakser hen ad jorden.[3]
Jagt
Jagttid
I Danmark må skovsneppen jages mellem 1.oktober og 31. januar.[8]
Jagten er blevet indskrænket af flere omgange. Jagt var tilladt hele året indtil 1894, hvor det besluttedes at den ikke måtte jages 15. maj til 31. juli. Jagten blev endnu engang indskrænket fra 1922, hvor den ikke måtte jages 16. april til 20. september.[9] Forårsjagten blev forbudt i 1973.[6]
Penselfjer
Hos skovsneppen bliver det mest attråede jagtbytte, den yderste lille håndsvingfjer, kaldt penselfjeren, og er jægerens trofæ.
En historisk beskrivelse
I et fransk tidsskrift om skovdrift fra 1868 findes følgende beretning om skovsneppen og jagten på den:
"Disse trækfugle, som jægere sætter meget stor pris på, ankommer hos os i den mørke tid og som oftest om natten; de slår sig ned i krat eller højskove og foretrækker skove, hvor der er megen fugtig jord og vissent løv; dér er de så godt skjult, at det er nødvendigt med hunde for at få dem til at flyve op. De forlader skovtykningen ved mørkets frembrud for at sprede sig i lysningerne, hvor de følger stierne. Det er dér, man nemt kan indfange dem med snarer. I Bretagne jager man dem på en speciel måde. To mand slår sig sammen og lægger sig i skjul i skovengene, hvor skovsnepperne under kokasserne finder store mængder orme. Den ene mand bærer en lygte og en slags pig fastgjort for enden af et langt skaft; den anden bærer en af de klokker, som man sætter om halsen på køer. Det er således muligt at komme så tæt på fuglene, at man kan fange dem i et net (se fig. 3). (….) Skovsneppen er, som Belon siger «et meget stort fæhoved»[10], hvis den lader sig fange på den måde, han beretter, og som han kalder fjanteri. «En mand dækket af en kappe i samme farve som vissent løv og gående foroverbøjet på to korte krykker, nærmer sig forsigtigt, standsende, når skovsneppen stirrer på ham, fortsættende fremad, når den igen begynder at bevæge sig, indtil han ser den standse med sænket hoved; så slår han forsigtigt sine to stokke mod hinanden, dette morer skovsneppen og gør den så forvirret, at jægeren kan komme så tæt på, at han kan lægge en snare om halsen på den». Sneppekødet, inklusive ekskrementerne, er en lækkerbisken for dem, der holder af det. Her kan man minde om det latinske ordsprog: De gustibus … non est disputandum".[11]
Galleri
Skovsneppe fra Thailand
Kranium af skovsneppe
Død skovsneppe, der var fløjet mod en glasfacade
Museum specimen
Noter
- ^ Vagn J Brøndegaard (1978): Folk og Fauna: Sneppe, bind 2, side 142. Fra Kungl. Skogs- och Lantbruksakademien
- ^ a b c d e f g Finn Salomonsen (red. Hans Hvass), Danmarks Dyreverden, 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978, bind 7, side 89-92. ISBN 87-423-0076-2.
- ^ a b c d e R. Hørring (1875 – 1943). Danmarks Fauna. Fugle II. Lomfugle, Stormfugle, Vandhøns, Tranefugle og Vadefugle. Gads Forlag/Dansk naturhistorisk Forening 1926. (Copyright udløbet)
- ^ a b c BirdLife International (2014) Species factsheet: Scolopax rusticola Arkiveret 21. oktober 2016 hos Wayback Machine. Hentet 12. februar 2014.
- ^ a b Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, 1987. ISBN 87-12-01619-5.
- ^ a b c Dansk Ornitologisk Forening: Skovsneppe (Scolopax rusticola). Hentet 14. februar 2014.
- ^ Tommy Dybbro, Oversigt over Danmarks fugle 1978, Dansk Ornithologisk Forening, 1978. ISBN 87-87604-02-7.
- ^ Naturstyrelsen: JAGTTABEL, Generelle jagttider for jagtåret 2014/2015 Arkiveret 2. august 2014 hos Wayback Machine. Hentet 30. juni 2014.
- ^ Bernt Løppenthin: Danske ynglefugle i fortid og nutid, side 277-280. Odense 1967
- ^ Pierre Belon (1517–1564), Histoire de la nature des oiseaux, Paris, 1555.
- ^ Oprindelig billedtekst til billedet File:Bécasses braconnage.jpg fra Annales forestières, "Chronique forestière", kapitlet "Les oiseaux des forêts" ; årgang 1868, bind 7.
Eksterne henvisninger
- DOF om skovsneppen
- Federbestimmung.de: Scolopax rusticola (Waldschnepfe). Billeder af skovsneppens fjer. Hentet 14. februar 2014.
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: , Licens: CC BY-SA 4.0
Eggs of Eurasian woodcock Two specimens of the same spawn ; collection of Jacques Perrin de Brichambaut.
.jpg)
Forfatter/Opretter: M0tty, Licens: CC BY-SA 3.0
Crâne de Bécasse, au Musée de Zoologie de Liège.
Forfatter/Opretter: Jason Thompson, Licens: CC BY 2.0
Eurasian Woodcock (Scolopax rusticola) at The Doi Inthanon summit boardwalk, 2500 meters above sea level, Doi Inthanon National Park, Chiang Mai, Thailand. 26 February 2013
Forfatter/Opretter: Malte, Licens: CC BY 3.0
Wald-Schnepfe (Scolopax rusticola), gegen eine Glasfassade geflüchtet und stirbt, Hamburg
Légende d'époque : Ces oiseaux de passage, dont les chasseurs font le plus grand cas, nous arrivent par un temps sombre, le plus souvent la nuit; ils s'abattent dans les taillis ou les futaies, et préfèrent les bois où il y a beaucoup de terreau humide et de feuilles mortes; ils s'y trouvent si bien cachés qu'il faut des chiens pour les l'aire lever. Ils quittent ces fourrés à rentrée de la nuit pour se répandre dans les clairières en suivant les sentiers, C’est là qu'on les prend facilement au lacet. En Bretagne, on leur fait la chasse d'une singulière façon. Deux hommes se réunissent pour s'embusquer dans les pâturages de la forêt, où, sous les bousards (bouses) de vache, les bécasses trouvent une ample moisson de vers. L'un porte une lanterne et une sorte d'épinette fixée à l’extrêmité d'un long manche; l'autre une de ces sonnettes qu'on attache au cou des vaches. Les oiseaux se laissent ainsi approcher d'assez près pour les enserrer dans les mailles d'un filet (Voir fig. 3). (...)La bécasse est, Comme dit Belon, « une moult grosse bête (1), » si elle se laisse prendre de la manière qu'il raconte et qu'il nomme folâtrerie. « Un homme couvert d'une cape couleur de feuilles sèches, marchant courbé sur deux courtes béquilles, s'approche doucement, s'arrêtant lorsque la bécasse le fixe, continuant d'aller lorsqu'elle recommence à errer jusqu'à ce qu'il la voie s'arrêter la tête basse ; alors frappant doucement de ses deux bâtons l'un contre l'autre, la bécasse s'y amusera et affolera tellement, que le chasseur l'approchera d'assez près pour lui passer un lacet au cou. » La chair de la bécasse, y compris les excréments, est une friandise pour ceux qui l'aiment. C'est le cas de rappeler le proverbe latin : Degustibus... non est disputandum. 1: Belon, Histoire de la nature des oiseaux, p. S7S /Paris, 1355, in-fol.)