Slaget ved Villers-Bocage

Slaget ved Villers-Bocage
Del af Operation Overlord
Kaptajn Paddy Victorys ødelagte "OP" Cromwell-kampvogn.[1]
(c) Bundesarchiv, Bild 101I-738-0276-25A / Grimm, Arthur / CC-BY-SA 3.0

Kaptajn Paddy Victorys ødelagte "OP" Cromwell-kampvogn.[1]
Dato13. juni 1944[2]
StedVillers-Bocage, Frankrig[2]
ResultatTaktisk uafgjort[3]
Strategisk tysk sejr[4][5][6]
Parter
Storbritannien StorbritannienNazi-Tyskland Nazi-Tyskland
Ledere
George Erskine[7]
William Hinde[8]		Fritz Bayerlein[9]
Heinz von Westernhagen[10]
Styrke
1 brigadegruppe [11][12]

~60 kampvogne[13]

2 ad-hoc kampgrupper[14][15]

Dele af 1 tung kampvognsbataljon[16]
31 – 41 kampvogne[nb 1]

Tab
~217 [nb 2]
23–27 tanks[nb 3]		Ukendt tab[nb 4]
8 – 15 kampvogne[nb 5]

Slaget ved Villers-Bocage var et slag under 2. Verdenskrig, som blev udkæmpet den 13. juni under invasionen i Normandiet. Britiske panserstyrker planlagde at erobre byen som led i Operation Perch. Det var en operation, der havde til formål at omringe og besætte byen Caen, der var et vigtigt allieret mål i begyndelsen af Operation Overlord.

Operation Perch var et knibtangsangreb med det formål at erobre Caen. 30. britiske korps udgjorde den vestlige arm i omringningsforsøget og pressede sydpå indtil det stødte på stærke tyske styrker i et voldsomt slag om byen Tilly-sur-Seulles, som skiftede hænder adskillige gange, inden den blev befriet. 1. britiske korps' østlige fremstød blev indledt fra brohovedet ved Orne-floden, som var blevet sikret på D-dagen af britiske luftbårne tropper under Operation Tonga, men kom ikke langt mod en beslutsom tysk modstand og stadige modangreb. Da tabene voksede, og der intet tegn var på et forestående tysk sammenbrud, blev offensiven øst for Caen opgivet den 13. juni. I mellemtiden havde amerikansk pres åbnet et hul i de tyske linjer. I et forsøg på at holde operationerne i bevægelse blev 7. britiske panserdivision sendt fra kampene omkring Tilly-sur-Seulles af sted for at rykke frem gennem hullet i et forsøg på ramme de tyske tropper i siden og tvinge Panzer-Lehr-divisionen til at trække sig tilbage.

De forreste elementer af 7. panserdivision rykkede ind i byen om morgenen den 13. juni og rykkede hurtigt frem og erobrede Punkt 213 der lå 2 km mod øst. Ubekendt med nogen tysk tilstedeværelse faldt de forreste britiske kampvogne i et baghold af Tiger-kampvogne fra den 101. tunge SS panserbataljon. På mindre end 15 minutter blev talrige kampvogne, panserværnskanoner og andre køretøjer ødelagt af den tyske styrke. Hovedparten kunne tilskrives panseresset Michael Wittmann. Yderligere kampe fandt sted i løbet af morgenen på Punkt 213, og et tysk modangreb blev iværksat mod byen om eftermiddagen. Denne gang faldt de tyske styrker i et baghold fra forsvarende britisk infanteri og kampvogne. Efter seks timers kamp besluttede den britiske chef på stedet, at hans styrke skulle trækkes tilbage fra byen, en manøvre som blev gennemført inden det blev mørkt, og stort set uden tysk indblanding.

Kampene fortsatte mellem 7. panserdivision og tyske styrker den følgende dag, men Villers-Bocage spillede ingen yderligere rolle i den britiske 2. armés kamp om Caen. Byen blev endelig befriet den 19. juli. Villers-Bocage blev stort set ødelagt af bombardement fra Royal Air Force til støtte for Operation Epsom og blev endelig befriet den 4. august af 50. infanteridivision. Historikerne er generelt enige om, at på grund af fejltagelser på divisions- og korpsniveau forspildte briterne her en mulighed for hurtigt at erobre Caen.

Baggrund

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Operation Perch.
Allierede og tyske placeringer den 12. juni 1944

Byen Caen i Normandiet var et vigtigt britisk mål på D-dagen.[31] De britiske styrker blev hæmmet af trængsel i brohovedet, som forsinkede indsættelsen af deres panserstøtte, og de blev tvunget til at bruge nogle af deres styrker på at angribe de stærkt forsvarede tyske stillinger langs vejen til Caen. Derfor kunne den britiske 3. infanteridivision ikke angribe Caen med tilstrækkelig styrke til at kunne erobre byen, og blev stoppet i byens udkant af den tyske 21. panserdivision.[32] Operation Perch havde til formål at skabe en trussel om et britisk udbrud fra brohovedet sydøst for Caen.[33] Operationen blev overgivet til 30. Korps. 50. division, som var landsat på D-dag fik til opgave hurtigt at rykke ind i landet og erobre Bayeux og vejen til Tilly-sur-Seulles.[34][35] Den 7. panserdivision, forstærket med 8. panserbrigade ville derefter tage over fra 50. division og føre an i et yderligere fremstød fra Tilly-sur-Seulles til Mont Pinçon.[35][36]

Den 9. juni var Caen stadig sikkert i tyske hænder. De allieredes øverstkommanderende for landstyrkerne, general Bernard Montgomery besluttede, at nu skulle Caen erobres ved en knibtangsmanøvre.[37] Med et angreb ud af Orne brohovedet, det område som var erobret øst for Orne-floden af 6. luftbårne division under Operation Tonga, skulle 1. Korps' 51. infanteridivision og 4. mekaniserede brigade udgøre den østlige arm i knibtangen. De skulle angribe sydpå mod Cagny, 10 km sydøst for Caen. 30. Korps skulle udgøre knibtangens vestlige arm. I en ændring i forhold til den oprindelige plan skulle 7. panserdivision nu dreje mod øst, krydse Odon-floden, erobre Évrecy og det højtliggende terræn ved byen (Hill 112).[33][38]

Imidlertid kom 30. korps i kamp med Panzerlehrdivisionen om besiddelsen af Tilly-sur-Seulles og kunne ikke trænge frem[39][40][41] mens 51. division mødte hård og fortsat modstand fra 21. panserdivision i sit forsøg på at trænge sydpå til Saint Honorine. Da 50. division ikke kom nogen vegne blev offensiven øst for Caen afblæst den 13. juni.[42] På højre flanke af 30. korps havde den tyske 352. infanteridivision været i kontakt med den amerikanske 1. infanteridivision siden landgangen på Omaha Beach på D-dag. Da de ikke havde fået ret megen forstærkning, var 352. division ikke i stand til at modstå det fortsatte amerikanske pres, og begyndte at give efter og trække sig mod syd.[36] Herved åbnedes der et 12 km bredt hul i de tyske linjer mellem det amerikanske 5. Korps og 30. Korps. [43]

Da han var klar over den mulighed det udgjorde, mødtes general Dempsey med generalløjtnant Gerard Bucknall, chefen for 30. korps og generalmajor George Erskine, som var leder af 7. panserdivision og gav Erskine ordre til at trække sine kampvogne tilbage fra kampene ved Tilly-sur-Seulles.[44] 7. panserdivision skulle i stedet udnytte åbningen i de tyske linjer, erobre byen Villers-Bocage og angribe Panzerlehrdivisionens flanke.[45][46] En højderyg 2,5 km øst for byen var det endelige mål[47]. Det blev antaget, at fremkomsten af britiske kampvogne i ryggen på Panzerlehrdivisionen placeret på et højtliggende område og med vigtige kommunikationslinjer under deres kontrol, ville tvinge Panzerlehrdivisionen til at trække sig tilbage eller overgive sig, og dermed holde operationen flydende.[7][11][48]

Tyskerne var godt klar over deres sårbarhed og planlagde at lukke hullet i fronten med den 2. panserdivision og 3. faldskærmsdivision.[49] Disse enheder kunne imidlertid først være på plads den 15. juni, så der blev sendt lette spejderstyrker af sted for at dække området.[50] Desuden sendte lederen af 1. SS Panserkorps Sepp Dietrich sin eneste reserve, den 101. tunge SS-Panzerabteilung, af sted for at placere sig bag Panzerlehrdivisionen og 12. SS-Panzer for at dække hans åbne venstre flanke.[51] Da han forudså hvilken betydning briterne ville tillægge det højtliggende område ved Villers-Bocage,[52] placerede lederen af bataljonens 2. eskadron, Michael Wittmann sine kun 5 funktionsdygtige Tiger-kampvogne, lige syd for Punkt 213 på Villers-Bocage-højderyggen.[53] De ankom den 12. juni efter fem dages kørsel fra Beauvais.[52][54]

I løbet af morgenen den 12. juni fortsatte 7. panserdivision med at udføre sine hidtidige ordrer og forsøgte at trænge frem mod Tilly-sur-Seulles. Klokken 12 blev der holdt et møde mellem brigadegeneral William Hinde, der var chef for 22. panserbrigade, og generalmajor George Erskine, som var chef for divisionen, Hinde fik ordre til at udnytte hullet i den tyske front.[7] Kort efter mødet indledte 8. King's Royal Irish Hussars, 7. panserdivisions opklaringsregiment,[55] en rekognoscering af den rute, som brigaden skulle følge. Hovedstyrken afgik fra Trungy omkring kl. 16.[56] Fire timer senere[57] var divisionen rykket 20 km frem til Livry, heraf 10 km gennem tysk besat område uden at møde modstand.[46] Ved Livry blev den forreste Cromwell kampvogn fra 8. Hussars imidlertid ødelagt[57] af en panserværnskanon. Landsbyen blev forsvaret af elementer af Panzerlehrdivisionens støttekompagni.[56] Britisk infanteri rykkede frem og i løbet af to timer var stillingen elimineret.[57]

I håb om at holde tyskerne i tvivl om det britiske hovedmål beordrede brigadegeneral Hinde styrken til at gøre holdt for natten.[8] Mens hovedstyrken holdt sig i nærheden af la Mulotiere[56] hvor de gennemførte normal vedligeholdelse mens 8. Hussars og 11. Hussars (Prince Albert's Own),[58] divisionens panservognsregiment,[55] fik til opgave at rekognoscere på hovedstyrkens flanker. 11. Hussars fandt ingen modstand på højre flanke og fik forbindelse med den amerikanske 1. infanteridivision, mens 8. Hussars, på venstre flanke mistede 2 kampvogne og 7 mand, da de stødte på elementer fra Panzerlehrdivisionen 3 km borte.[58]

Planlægning

Uddybende Uddybende artikel: Slagorden i slaget ved Villers-Bocage

I løbet af natten færdiggjorde brigadegeneral Hinde sin plan[59] for hvorledes den 22. panserbrigadegruppe[11] skulle besætte Villers-Bocage den 13. juni.[59] Hinde vidste, at for at fastholde kontrollen med byen måtte han også besætte højderyggen[60] 2,5 km [47] øst for byen og planlagde herefter.

(c) Bundesarchiv, Bild 101I-299-1802-08 / Scheck / CC-BY-SA 3.0
Michael Wittmann fotograferet en måned før Operation Overlord

4. Country of London Yeomanry (4CLY) skulle sammen med et kompagni af 1. bataljon af riffelbrigaden fortsætte gennem Villers-Bocage og besætte Punkt 213 på Villers-Bocage højderyggen. 1/7th Queen's Royal Regiment (West Surrey) skulle følge efter og besætte selve byen. 5th Royal Tank Regiment (5RTR), med yderligere et kompagni af 1. Riffelbrigade, skulle besætte det højtliggende område sydvest for byen ved Maisoncelles-Pelvey.[61] Udstyret med M10 Achilles selvkørende panserværnskanoner[12] skulle 260. Anti-tank Battery fra Norfolk Yeomanry tage opstilling og dække hullet mellem 4. Country of London Yeomanry og 5. Royal Tank Regiment.[61] 5. Royal Horse Artillery, der var udstyret med Sexton selvkørende artilleri, skulle følge resten af brigaden mens de to husarregimenter skulle sørge for beskyttelse af flankerne, fungere som buffer, afskærme divisionen fra Panzerlehrdivisionen og opspore fjendtlige stillinger på begge sider af fremrykningen.[62] Resten af divisionen, 131. infanteribrigade med 1. Royal Tank Regiment, 1/5th og 1/6th bataljoner af Queen's Royal Regiment (West Surrey);[55] skulle placere sig i Livry området, holde en "fast base"[63] og sikre divisionens kommunikationslinjer.[64]

I betragtning af den betydning, som briterne ville tillægge de højtliggende område ved Villers-Bocage,[52] var den tunge 101. SS-panserafdeling blevet beordret til at tage opstilling bag Panzerlehrdivisionen og 12. SS-panserdivision for at dække den åbne venstre flanke.[51] Ved fuld styrke ville den 101. tunge SS-panserafdeling have omfattet 45 Tiger I kampvogne, 14 kampvogne pr. eskadron og 3 kampvogne som udgjorde enheden omkring hovedkvarteret.[16] Enheden havde imidlertid været udsat for konstante luftangreb under dens 5-dages fremrykning over 250 km fra Beauvais[54] og havde nu kun omkring 17 indsatsklare kampvogne.[nb 6] Bataljonens første eskadron var placeret 9 km nordøst for Villers-Bocage. Anden eskadron under Michael Wittmann var placeret lige syd for Punkt 213 mens tredje eskadron med blot én fungerende kampvogn var placeret i omegnen af byen Falaise[53] og nåede først frem til fronten to dage senere.[65] Kampvognene i umiddelbar nærhed af Villers-Bocage tilhørte bataljonens 2. eskadron under ledelse af Michael Wittmann. Kampvognene under hans kommando anføres at have haft numrene: 211, 221, 222, 223, 233 og 234.[10]

Kampen om morgenen

Fremrykningen blev genoptaget kl. 5.30 anført af en panserbataljon og andre enheder, som stod for beskyttelse af flankerne og rekognoscering.[56] Den 22. panserbrigade blev hilst af jublende civile på vejen til Villers-Bocage foruden information der antydede, at tyske kampvogne var strandet i Tracy-Bocage, hvilket senere viste sig ikke at være tilfældet.[67] Inden man nåede til Villers-Bocage blev en tysk panservogn opdaget, mens dens vognkommandør tydeligt betragtede fremrykningen. Den trak sig imidlertid tilbage, så den ikke kom i kamp.[67][68][69] Efter at have rykket 8 km frem fra deres stilling om natten rykkede 22. panserbrigadegruppe klokken 8.30 ind i Villers-Bocage.[28] Der var en følelse af generel afslapning da mændene fra A Squadron 4CLY og A Company 1st Rifle Brigade blev mødt af de den befriede franske befolkning.[28][70]

Da Villers-Bocage var på britiske hænder kørte en eskadron videre så hurtigt som muligt, uden den beordrede forudgående rekognoscering, for at besætte punkt 213.[69][71][72] Da de nåede frem angreb og ødelagde de en Kübelwagen, som kørte ad vejen imod dem. De forreste kampvogne placerede sig på markerne ved siden af vejen så kun tårnene var synlige, mens resten af eskadronen parkerede langs vejen.[73] Udenfor Villers-Bocage på vejen mod punkt 213 rykkede køretøjerne fra 4CLY's rekognosceringsenhed, regimentets hovedkvarter og A-kompagniet fra 1. riffelbrigade til side, så andre køretøjer let kunne passere og begyndte at forlade køretøjerne.[28][74][75] I sin historie om riffelbrigaden skriver major Hastings, at A-kompagniet blev beordret ud i siden af vejen for at holde den åben af officerer fra 4CLY og at terrænet var meget indesluttet, så man kunne se mindre end to hundrede meter ud til siden, så de havde allerede placeret vagtposter.[76] Historikeren D'Este er mere kritisk overfor A-kompagniets adfærd på dette tidspunkt, og henviser til at de undlod at følge doktrinen om at danne et forsvar mod alle sider, når de holdt stille.[72]

Inde i byen var oberstløjtnant Lord Arthur Cranley, chefen for 4CLY, bekymret for at hans mænd var for langt fremme. Han fik besøg af brigadegeneral Hinde, som forsøgte at berolige ham og derpå beordrede ham til punkt 213 for at kontrollere A-eskadronens forsvarsstilling. Brigadegeneralen vendte derefter tilbage til sit taktiske hovedkvarter, selv om nogle kilder mener, at han ikke vendte tilbage før det tyske angreb begyndte. Major J. Wright, chefen for A-kompagniet i 1. riffelbrigade, som nu lå ved punkt 213 anmodede alle delingsførere om at komme til et møde med ham.[77]

I sin kommandopost blev Wittmann underrettet af en af sine mænd om, at en stor styrke bevæger sig på vejen, og han går selv ud for at se. Han bliver overrasket. Han beslutter selv at gå til angreb straks, uden at vente på resten af eskadronen, da han formoder, at hans styrke er blevet opdaget og kan blive angrebet, hvis han venter. Beslutningen er svær for ham at træffe, da han bliver imponeret af den britiske styrkes størrelse, men han vidste, at den var nødvendig. Den første af hans kampvogne viser sig at have motorproblemer, så han overtager unterscharführer Sowas kampvogn.[78](Klokken 9.00[79] var 22. panserbrigadegruppe delt i flere enheder. A-eskadronen, chefen for 4CLY og alle officererne fra A-kompagniet i 1. riffelbrigade var på punkt 213. 4CLY's opklaringsenhed, regimentshovedkvarter og 1. riffelbrigade var i Villers-Bocage og dens østlige udkant, mens resten af brigadegruppen var et godt stykke vest for byen.

Kort, som viser stillingen af de britiske bataljoner før Michael Wittmanns angreb.
CitatSkynd jer for Guds skyld! Der kører en Tiger langs os 50 meter borte!Citat
Sergent O’Connor, 1. deling, A-kompagniet, 1. riffelbrigade.[80]

Omkring kl. 9.00 brød sergent O’Connor, som kørte i retning af punkt 213 i et halvbæltekøretøj, radiostilheden for at give de britiske styrker i og omkring Villers-Bocage den eneste advarsel inden de tyske angreb gik i gang.[81] En enkelt Tiger-kampvogn under kommando af Wittmann, kørte ud på Route Nationale 175 og angreb de to bagerste kampvogne fra A-eskadronen af 4CLY, der var placeret på punkt 213, og ødelagde en Cromwell og en Sherman Firefly.[79] Kort efter blev to Cromwell-kampvogne fra A-eskadronen ødelagt af Tiger 221 og 223 (henholdsvis ledet af SS-Unterscharführer Georg Hantusch og Jurgen Brendt.[10]), som var kørt op til punkt 213 ad en skovsti[82] omkring 200 meter syd for hovedvejen.[80]

(c) Bundesarchiv, Bild 101I-494-3376-19A / Zwirner / CC-BY-SA 3.0
Ødelagt Cromwell kampvogn i Villers-Bocage

Efter ødelæggelsen af de to bageste kampvogne fortsatte Wittmann ad Route Nationale 175 mod Villers-Bocage, og i de følgende minutter ødelagde han transport køretøjerne fra 1. riffelbrigade, som var parkeret langs vejen foruden to seks punds panserværnskanoner. Da riffelskytterne havde forladt deres køretøjer nogle minutter inden angrebet begyndte, benyttede de chancen til at gå i dækning i de nærliggende hække og marker, da skyderiet begyndte, og led ikke mange tab.[10] Nogle franske kilder, sammen med britiske øjenvidneskildringer af kampen, fortæller, at to Tiger-kampvogne angreb og ødelagde transportkøretøjerne fra riffelbrigaden, og at det ikke kun var Wittmanns Tiger.[83] Det menes, at den anden Tiger var placeret nord for hovedvejen, når vejkrydset til Tilly-sur-Seulles, og at den muligvis var udgået for brændstof.[83] Wittmanns Tiger fortsatte ind i Villers-Bocage og ned ad Georges Clémenceau vejen.

Der er modstridende beretninger om hvad der så skete og antallet af kampvogne og køretøjer, som blev ødelagt af Wittmann og hans besætning. Adskillige historikere hævder, at Wittmanns Tiger kørte ind i byen og hurtigt angreb og ødelagde 3 M5 Stuart-kampvogne og 4 CLY's rekognosceringsenhed,[82][84] mens andre kilder, herunder en senere af Taylor,[85] modsiger dette[86] og billeder taget efter slaget viser kun 2 ødelagte kampvogne på hovedgaden,[87] og ødelagde derefter 4CLY's halvbæltekøretøjsambulance og efterretningsofficerens spejderkøretøj,[88] selv om vragene af de sidste to køretøjer ikke kan ses i billederne efter kampen.[89] Herefter trængte Wittmanns Tiger længere ind i Villers-Bocage og angreb Cromwell-kampvognene fra 4CLY's regimentshovedkvarter og de to artilleriobservationskampvogne ("OP tanks") fra 5. Royal Horse artillery.[90]

Beretningerne varierer om hvorledes Wittmann præcis trak sig tilbage. På baggrund af udsagn fra britiske kampvognsbesætninger i Villers-Bocage, skriver historikerne Forty og Taylor record, at Wittmann havde en kort resultatløs duel med en Sherman Firefly under kommando af sergent Stan Lockwood inden han trak sig tilbage[91][92] mens Bob Moore, fra 4CLY, hævder at et skud fra hans kampvogn beskadigede chaufførens afskærmning på Tigerkampvognen, hvilket tvang den til at trække sig tilbage.[93] Deres beretninger fortæller at dette træk bragte Wittmann til at stå over overfor den eneste overlevende Cromwell-kampvogn fra regimentets hovedkvarter, ledet af kaptajn Pat Dyas, som var fulgt efter Tigeren ned ad vejen i forsøg på at ramme dens tyndere hækpanser. Dyas åbnede ild uden effekt, hvorefter Wittmann skød tilbage og ødelagde Cromwell-kampvognen.[94] Wittmanns Tiger siges derefter at være fortsat østpå inden den blev sat ud af spillet af en 6 punds panserværnskanon under ledelse af sergent Bray i udkanten af Villers-Bocage ved vejkrydset mod Tilly-sur-Seulles,[29][95], men i sin bog om riffelbrigaden udelader major Hasting dette, og hævder at sergent Bray for æren for at have ødelagt 2 halvbæltekøretøjer og en panservogn.[96]

Wittmanns egen beretning modsiger denne rækkefølge. Han hævdede, at hans kampvogn blev ødelagt i byens centrum og beviser i form af billeder taget efter slaget af de ødelagte Tiger-kampvogne i Villers-Bocage understøtter denne påstand.[97][98] Denne version betyder, at Wittmann ikke kan have været i kamp med Dyas på den måde, som blev beskrevet ovenfor. Løjtnant Cloudsley-Thompson tror, at Dyas tog fejl af begivenhedernes rækkefølge og tror i stedet at Dyas blev ramt af et skud fra Tigeren da den havde tårnet vendt bagud mens den rykkede ind i Villers frem for at møde den direkte, da den trak sig tilbage.[93]

(c) Bundesarchiv, Bild 101I-494-3376-23 / Zwirner / CC-BY-SA 3.0
Ødelagte britiske militærkøretøjer i Villers-Bocage

I løbet at kun 15 minutter havde Wittmanns Tiger ødelagt 10-11 kampvogne,[99] 2 panserværnskanoner og 13 mandskabsvogne. Yderligere 3 kampvogne blev ødelagt af de to Tigere ved punkt 213.[1] Mens de fleste beretninger om slaget antyder, at Wittmann og hans besætning var de eneste tyskere, der trængte ind i byen den morgen, mener britiske øjenvidner noget andet. Mænd fra 4CLY rapporterede, at tyske tropper skød på dem fra vinduer på de øvre etager i huse i byen.[93][100]

Ved punkt 214 holdt Lord Cranley og major Wright fra riffelbrigaden en kort konference, hvor de besluttede at holde stillingerne og afvente forstærkninger.[101] Lord Cranley forsøgte at organisere et forsvar i alle retninger fra bakken med de til rådighed stående styrker: 7 Cromwell og 2 Firefly kampvogne fra 4CLY, 1 Cromwell OP tank fra 5RHA, to spejderkøretøjer, tre halvbæltekøretøjer, adskillige officerer og underofficerer samt 10 skytter fra 1. riffelbrigade.[101][102] Omkring kl. 10 ankom SS-Panzergrenaderer fra 4. støttekompagni i den 101. tunge SS-Panzer-bataljon.[9] Pansergrenadererne begyndte at angribe og omringe mændene, som var fanget på bakken. Omkring klokken 10.30 rapporterede Lord Cranley over radioen, at stillingen ikke kunne holdes, og at tilbagetrækning var umulig.[9][103] I løbet af en halv time blev radioerne i Lord Cranleys spejdervogn og i alle de øvrige kampvogne tavse[9] og kl. 13 var bakken helt på tyske hænder.[104] Få lykkedes det at undslippe. Kaptajn Christopher Milner MC fra riffelbrigaden tilbragte resten af dagen på flugt og kom tilbage bag de britiske linjer efter mørkets frembrud,[105] mens korporal Hoar fra A-eskadronen af 4CLY ikke kom tilbage til sin enhed før den 25. juni.[103]

Kampen om formiddagen og om eftermiddagen

Dette foto blev taget den 17. juni af kaptajn Bill Cotton MC (tv. med tysk jernkors) og hans kampvognsbesætning. Han blev forfremmet og tildelt Military Cross for sin indsats under slaget.[106]

Et stykke tid efter Wittmanns angreb ind i Villers-Bocage var major Wenck på en rekognosceringsmission for Panzerlehrdivisionen for at opklare hvad 7. panserdivision foretog sig. Efter at have forladt sin spejdervogn fortsatte han til fods indtil han kunne høre kampvognsmotorer. Han kravlede i skjul, hvor han fandt en trop forladte Cromwell-kampvogne med "alle besætningerne ude foran hvor de så på et kort sammen med en officer". Major Wenke krydsede vejen, erobrede en af kampvognene og kørte af sted inden besætningen nåede at reagere. Han beskrev den østlige ende af Villers-Bocage som et område fyldt med brændene kampvogne,bren-gun carriers og døde Tommier". Da han nåede frem til tyske soldater, vinkede han en til sig, og sammen kørte de til Chateau Orbois for at aflevere kampvognen.[107]

Klokken 11 reagerede Panzerlehrdivisionen efter at have fået oplysninger (muligvis efter at have fået information fra de spejdere, som mændene i 7. panserdivision havde opdaget tidligere, fra major Wenke eller fra medlemmer af 101. tunge SS-panzer bataljon om 7. panserdivisions indtrængen.

CitatInden kl. 11 ... modtog ordrer om at rykke frem til området nord for Villers med alle til rådighed stående kampvogne - omkring 15 - for at forhindre det frygtede angreb mod divisionens bagområde. Divisionens generalstabsofficer, major Kauffmann, samlede alle til rådighed stående soldater fra sine stabe og andre enheder med henblik på at dække af mod syd.Citat
Major Helmut Ritgen[108]

Major Helmuts styrke blev derefter af general Bayerlein beordret til at blokere alle veje nordpå fra byen, med henblik på at forhindre ethvert angreb mod Panzerlehrdivisionens bagområde. Da den forreste kampvogn nåede vejen til Anctoville nordvest for byen blev den ødelagt af en skjult panserværnskanon og brød i brand. "Vi var stødt på det britiske forsvar i alle retninger vest for Villers."[108]

Efter at Lord Cranley var gået tabt overtog major Aird ledelsen af 4CLY[109] og gav ordre til B-eskadronen om at holde byen for enhver pris. Derpå beordrede han C-eskadronen til at rykke ind i byen for at forstærke dem. 1/7 Queens blev også kaldt ind i byen for at sikre den efter de indledende kampe. Oberstløjtnant Desmond Gordon, bataljonens chef, gav A-kompagniet ordre til at rykke til området ved jernbanestationen og B- og C-kompagnierne til at dække de østlige indgange til byen.[9]

Mændene kunne imidlertid kunne rydde den vestlige del af byen[11] da mænd fra 4. støttekompagni allerede havde infiltreret den østlige del af byen. Efter nogle skudvekslinger mellem de to styrker besluttede oberstløjtnant Gordon at trække sine mænd tilbage til en mere snæver perimeter. A-kompagniet var stadig placeret omkring jernbanestationen, mens C- og D-kompagnierne og deres panserværnskanoner holdt byen og B-kompagniet placeret som bataljonens reserve.[110]

Der blev gjort forsøg fra 4CLY på at sende kampvogne ad hovedvejen fra Villers-Bocage for at erobre punkt 213. Da de blev beskudt og ikke kunne komme frem blev den 4. trop under ledelse af løjtnant Bill Cotton beordret til at finde en anden vej til bakken. Dette lykkedes ikke og førte til at Cotton anførte sin trop ind i byens centrum, hvor han organiserede forsvaret og lagde et baghold bestående af hans egne kampvogne, en 6 punds panserværnskanon og skytter fra 1/7 Queens.[19]

Wittmann afgav melding på Chateau d'Orbois og fik udleveret en Schwimmwagen, så han kunne vende tilbage til sin enhed ved punkt 213. Da de ankom opdagede de, at Karl Möbius, chefen for 1. eskadron af 101. tunge SS-Panzer-Abteilung, var ankommet med sin eskadron på mindst 8 Tiger-kampvogne. De to eskadronchefer diskuterede herefter det forestående angreb, som skulle gennemføres af 1. eskadron.[19]

Der udbrød igen kraftige kampe om byen omkring kl. 13[111] da mænd og køretøjer fra Panzerlehrdivisionen og 101. tunge SS-Panzer-Abteilung angreb. Panzerlehrdivisionen indledte sine angreb nordfra, mens 101. angreb fra vest.[112] Kampene fortsatte i de næste seks timer.[113]

Under disse angreb blev flere Tiger-kampvogne ødelagt af 1/7 Queens, to af dem blev ødelagt af PIATer.

(c) Bundesarchiv, Bild 101I-494-3376-14A / Zwirner / CC-BY-SA 3.0
En Tiger I fra 101. tunge SS-Panzer-Abteilung ødelagt under de voldsomme bykampe i byens centrum.

I byens centrum opdagede sergent Bramall, som havde kommandoen over en Sherman Firefly en holdende Tiger-kampvogn rundt om hjørnet fra hans placering på en vej. Da han indså, at den eneste sikre måde at angribe kampvognen var ved at trække sin egen kampvogn lidt tilbage og sigte gennem to vinduer i en hjørneejendom, gjorde han dette. Efter at have foretaget de sidste korrektioner ved at kigge ned langs løbet afskød hans besætning to granater i hurtig rækkefølge, men det lykkedes dem ikke at ødelægge Tiger-kampvognen. Tiger-kampvognen forsøgte derefter at haste forbi bagholdet, men blev angrebet da den gjorde det af korporal Horne, som havde kommandoen over en Cromwell-kampvogn, og han ramte den bagi og ødelagde den. Denne kamp blev udødeliggjort i en tegning til Illustrated London News af Bryan de Grineau. Sergent Bramall ødelagde senere end Panzer IV.[114]

Under en pause i kampen gik løjtnant Cotton og sergent Bramall rundt om de ødelagte tyske kampvogne i deres nærhed med bundter af tæpper og benzindunke og satte ild til kampvognene, så de ikke senere kunne bjærges. Denne indsats sammen med deres tapperhed og dygtighed ved forsvaret af byen gjorde dem fortjent til henholdsvis Military Cross og Military Medal.[114]

CitatDa tingene var faldet lidt til ro, protesterede Bill Cotton, i ly under en paraply, overfor det franske brandvæsen fordi de forsøgte at slukke ilden i en ødelagt Panzer IV kampvognCitat
Robert A. Moore[115]

Klokken 16 var briterne stadig i besiddelse af byen efter et energisk og beslutsomt forsvar. Tyskerne indledte derefter et nyt beslutsomt modangreb mod byen understøttet af morter og artilleriild. Dele af angrebet blev afvist, men der fulgte nærkamp i gaderne. Ved jernbanestationen løb pansergrenadererne A-kompagniet fra 1/7 Queens over ende og tog en hel deling til fange. Et andet sted lykkedes det dem at omringe bataljonens hovedkvarter.[113]

Da presset voksede på de forsvarende tropper, besluttede brigadegeneral Hinde tøvende, at situationen var blevet uholdbar, og at tropperne måtte trækkes tilbage fra byen.[113] Under dækning af artilleriild og et røgslør udlagt af 5RHA, trak infanteriet sig tilbage beskyttet af kampvogne fra 4CLY, som var de sidste som trak sig tilbage.[116]

Briterne trak sig tilbage til Amaye-sur-Seulles, næsten 5 km mod vest, mens de blev dækket af kampvogne fra 5RTR. Der dannede de sammen med resten af 22. panserbrigadegruppe en "brigade-boks", en forsvarsstilling hele vejen rundt om enheden.[116]

Efterspil

Uddybende Uddybende artikel: Operation Perch
(c) Bundesarchiv, Bild 101I-738-0273-01A / Grimm, Arthur / CC-BY-SA 3.0
En Panzer IV og en Cromwell-kampvogn ødelagt under kampene.

De kraftige kampe blev genoptaget den følgende dag, da de tyske tropper forsøgte at knuse den britiske brigadeboks. Selv om pansergrenadererne nogle gange kunne overløbe nogle af de britiske stillinger og rykke faretruende nær på de allierede feltkanoner og det taktiske hovedkvarter blev de hver gang slået tilbage med infanteriangreb og ødelæggende beskydning fra 50. infanteridivision og 1. amerikanske infanteridivisions artilleri samt artilleri fra armégruppen. Indimellem fik de også støtte fra luften. Dagen sluttede med at 22. panserbrigadegruppe var sikre på at de fortsat kunne holde stillingen og de var omringet af omkring 20 ødelagte tyske kampvogne og hundreder af tyske døde. De allierede tab i løbet af dagen omfattede tre Cromwell-kampvogne og lette tab blandt infanteriet.[117]

Brigadegeneral Hinde havde tiltro til at stillingen kunne holdes og bruges til at genvinde initiativet, da tyskerne tydeligvis led store tab i deres forsøg på at fjerne boksen. På grund af det fejlslagne angreb fra 50. infanteridivision ved Tilly-sur-Seulles blev han om natten beordret til at trække sig tilbage for at få rettet fronten ud.[118]

Generalløjtnant Bucknall havde to infanteribrigader tilovers, som kunne have været indsat som forstærkning for 7. panserdivision i et forsøg på at generobre Villers-Bocage og tvinge Panzerlehrdivisionen til at trække sig tilbage, men han valgte at forstærke den 50. infanteridivision og deres frontalangreb mod Panzerlehrdivisionen ved Tilly-sur-Seulles.[119] Han valgte ikke at forstærke 7. panserdivision, da han konkluderede at deres stilling var svag med udsatte forbindelseslinjer og han havde også fået at vide, at Erskines mænd var under angreb fra 2. tyske panserdivision.[120]

Operation Aniseed, den britiske tilbagetrækning fra Amaye-sur-Seulles, begyndte kl. 0.30 den 15. juni under dække af et angreb fra RAF på Aunay-sur-Odon foruden artilleribeskydning i et forsøg på at drukne lyden af kampvogne og andre køretøjer, som trak sig tilbage.[121] Omkring kl. 5.00 var tilbagetrækningen afsluttet uden hændelser, da de tyske styrker var for langsomme til at reagere på det britiske træk.[122]

Mens historikere, såsom Carlo D'Este, hævder at tilbagetrækningen fra Villers-Bocage slukkede ethvert britisk håb om at gennembryde den tyske front syd for Caen,[123] bemærker major Ellis, den officielle felttogs historiker for den britiske hær i Normaniet, at Bucknall kun beordrede tilbagetrækningen som et midlertidigt skridt. Tilbagetrækningen skulle foretages således at 33. panserbrigade kunne føres frem og forstærke 7. panserdivision ved et fornyet angreb mod Evrecy efter nogle dage hvile.[124] Den 19. juni erobrede 50. infanteridivision endelig Tilly-sur-Seulles og tvang Panzerlehrdivisionen til at trække sig tilbage. De fik forbindelse med 7. panserdivision, som holdt en linje omkring Aure-floden så langt sydpå som Livry, mens de forberedte deres andet angreb. På grund af den storm, som ramte Den engelske kanal denne dag, blev alle offensive operationer aflyst, og dette nye angreb fra 7. panserdivision blev aldrig til noget.

Der var andre afledte virkninger af nederlaget ved Villers-Bocage. I starten af august brugte Dempsey Operation Perch som en af årsagerne til at få fjernet Bucknall efter at 30. korps flere gange havde klaret sig dårligt. Erskine og Hinde samt lederen af artilleriet og den ledende stabsofficer i 7. panserdivision blev også fjernet fra deres stillinger. Denne udrensning i divisionen havde ligget i kortene siden Villers-Bocage og over 100 mand, heriblandt de fire nævnte, blev fjernet fra deres stillinger og fik nye opgaver.[125] Historikeren Daniel Taylor hævder at udrensningen og at Villers-Bocage blev brugt som en af forklaringerne skyldtes et behov for at "demonstrere at hærens ledelse gjorde noget for at reagere på den dårlige offentlige mening om felttogets førelse".[126]

Kritik

Historikere tror, at en stor mulighed for hurtigt at erobre Caen gik tabt på grund af Bucknalls handlinger.[127] Bremsningen af fremstødet mod Evrecy gjorde det nødvendigt med gentagne operationer for at erobre byen og udnytte det åbne terræn bag den. Major Ellis, som var knap så kritisk, kaldte det umiddelbare resultat af kampene skuffende, og fastslår at med det stædige forsvar fra Panzer-Lehr-Divisionen og den uventede ankomst af 2. panserdivision kunne 7. panserdivision "dårligt have opnået en fuld succes".[122]

Den fejlslagne operation fik Dempsey til at skrive, at der var "ingen chance tilbage for en hurtig operation med luftbårne tropper til enten at erobre Caen eller til at udvide brohovedet på 30. Korps front. Det står nu klart, at Caen kun kan erobres ved et forberedt angreb, og vi har hverken mænd eller ammunition til det på nuværende tidspunkt".[128] Han bemærkede senere, at "dette angreb fra 7. panserdivision skulle være lykkedes. Min holdning om at Bucknall og Erskine måtte afløses begyndte at formes med dette nederlag ... hele håndteringen af slaget var en blamage".[129]

Mens hovedparten af kritikken omkring dette slag er rettet mod de britiske styrker, har Wolfgang Schneider udtalt, at "en kompetent leder af et kampvognseskadron begår ikke så mange alvorlige fejl, som Wittmann begik".[130]

Han kritiserer placeringen af Wittmanns styrker, herunder at de hæmmede deres bevægelsesfrihed ved at placere sig i en hulvej og ved at placere et køretøj med motorvanskeligheder forrest i kolonnen, hvorved de risikerede at blokere for alle de efterfølgende kampvogne. Hans hovedkritik er rettet mod Wittmanns ensomme fremrykning ind i Villers-Bocage, om hvilket han siger, at selvom den "kan synes modig ... er det i modstrid med alle regler". Ikke alene var der ikke indsamlet efterretninger, men der var heller "ikke noget tyngdepunkt" eller en "koncentration af styrker", og på grund af Wittmanns handlinger kom "hovedparten af 2. eskadron og Möbius’ 1. eskadron op mod en fjende, som var gået i defensiven".[130]

Han opsummerer: "Den ligegyldige fremrykning af en enkelt kampvogn ind i en by, som var besat af fjenden er ren tåbelighed" og siger et andet sted at "et sådant hastværk var ikke nødvendigt". Hvis Wittmann havde ventet og var gået sammen med 1. eskadron, ville "en sådan handling have været mere effektiv".[130]

Propaganda

Den tyske propaganda fik en mulighed for at udnytte slaget. Da briterne havde mistet kontakten med styrkerne på punkt 213 og havde trukket sig tilbage fra Villers-Bocage, kunne de ikke fastslå hvor store tab de havde påført fjenden eller hvad der var sket på højdedraget.

Tyskerne kunne hævde at Michael Wittmann, som allerede var et kendt navn i Tyskland inden begivenhederne ved Villers-Bocage, ved dygtig manipulation af hans handlinger,[131] kom til at fremstå som om han havde ødelagt næsten alle de køretøjer, som briterne havde mistet.[132] Hans faktiske udbytte bestod af 5 Cromwell-kampvogne, 1 Sherman Firefly, 2 M5 Honeys, 1 Sherman OP tank, 1 Cromwell OP tank, 2 panserværnskanoner og lige over et dusin transportkøretøjer.[133]

Wittmann indtalte en beretning til radioen sent den 13. hvor han beskrev begivenhederne omkring hans baghold mod 4CLY; men som bevis for at han ikke deltog i angrebet om eftermiddagen og nedtonede det stædige britiske forsvar rapporterede han at "efterfølgende modangreb nedkæmpede fjenden. Hovedparten af panserregimentet og en riffelbataljon blev ødelagt"[134]

Kampområdet blev også gennemfotograferet, og i et tilfælde blev et fotografi manipuleret så det viste flere britiske tab end der var påført. En artikel i de tyske styrkers blad Signal, som blev udgivet i august 1944, om kampene i Villers-Bocage havde tre billeder kædet sammen til et med teksten "Her sluttede et engelsk pansret gennembrud på vejen syd vest for Caen".[135]

Uanset propagandaen omkring slaget har Wolfgang Schneider fastslået at handlingerne fra den tunge 101. SS-Panzerabteilung var "alt andet end imponerende".[130]

Tyskerne var imidlertid ikke de eneste, som udnyttede begivenhederne ved Villers-Bocage. Efter at løjtnant Cloudsley-Thompson og hans besætning fik deres Cromwell-kampvogn ødelagt tilbragte de dagen i skjul i en kælder i byen inden de begav sig i retning af de allierede linjer om natten og til sidst stødte på elementer af 50. infanteridivision. Under han debriefing mindedes han, at de "aldrig ønskede at se en kampvogn så længe de levede", hvilket senere blev ændret, da den britiske presse kørte en historie om dem og kampen til "Det første de fem kampvognsfolk bad om var en ny kampvogn".[136]

Noter

Fodnoter
  1. ^ Dan Taylor anfører, at der var i alt 2+ Tiger-kampvogne i området[17] senere suppleret med 25 Panzer IV[14] George Forty anfører, at der var i alt 16 Tiger-kampvogne[18] og 15 Panzer IV.[19]
  2. ^ Major R.H.W.S. Hastings angiver, at under slaget havde riffelbrigaden tab på over 80.[20] Carlo D'Este angiver at 4th County of London Yeomanry mistede 85 mand under kampen.[21] Dan Taylor modsiger dødstallet fra D'Este for 4th County of London Yeomanry. Den sidste siger, at 4 blev dræbt[21] mens Taylor opremser navnene på 12 mand.[22] Patrick Delaforce angiver at 1/7 Queens havde tab på 44[23] Taylor rapporterer også yderligere 8 mand, som døde den dag fra brigadegruppen, men fra andre enheder end riffelbrigaden, 1/7 Queens og 4th County of London Yeomanry.[22] Delaforce bekræfter at de andre enheder, som tilhørte brigadegruppen også led tab[23] så der lader ikke til at være et endeligt tabstal for slaget og ved slutningen af 14. juni rapporterer George Forty at 7th Armoured Division havde lidt tab på i alt 378 efter 48 timers kamp.[24]
  3. ^ Dan Taylor rapporterer at der var gået 23 kampvogne tabt: 16 Cromwell, 4 Firefly og 3 Stuart[25] L.F. Ellis hævder at tabet var på 25 kampvogne den 13. juni.[11] Carlo D'Este rapporterer, at mindst 27 kampvogne gik tabt: 3 lette, 20 Cromwell og 4 Firegly,[21] og Patrick Delaforce støtter denne opfattelse[26]; men George Forty angiver at de mistede 27 kampvogne (20 Cromwell, 4 Firefly og 3 Stuart) var for hele perioden på 48 timer, den 13. og 14. juni.[24]
  4. ^ Panzerlehrdivisionen og 2. Panserdivision optalte ikke tabene, som blev lidt ved Villers-Bocage adskilt fra de andre tab den pågældende dag, så et endeligt tabstal er ikke let at fastslå.[22]
  5. ^ Michael Reynolds rapporterer, at 6 Tiger og 2 Panzer IV blev fundet ødelagte i byen efter slaget.[27] Chester Wilmot citerer Fritz Bayerlein som rapporterer tabet at 6 Tiger-kampvogne ved Villers-Bocage. Wilmot bemærker derefter hvilket bekosteligt tab i kampvogne det var, da der kun var 36 Tiger-kampvogne på hele fronten i Normandiet på daværende tidspunkt.[28] Udover tabet af Wittmanns Tiger[29] anfører George Forty at kilderne afviger med hensyn til antallet af kampvogne, som tyskerne mistede under eftermiddagens slag. Han anfører at op til 6 Tiger-kampvogne og 3 Panzer IV blev ødelagt under kampen[19]; men senere i bogen giver han kun detaljer om tabet af 4 Tiger-kampvogne og 4 Panzer IV.[30] Dan Taylor beretter, at briterne hævdede at de havde ødelagt 14 tyske kampvogne under hele slaget. 4th County of London Yeomanry hævdede at de havde ødelagt 4 Tiger og 3 Panzer IV, Riffelbrigaden hævdede at de havde ødelagt 1 Tiger og 1/7 Queens hævdede de havde ødelagt 5 Tiger og 1 Panzer IV. Taylor medgiver, at mens tyskerne kun fik ødelagt 5 Tiger-kampvogne måtte nogle af de kampvogne, som de britiske styrker hævdede at have ødelagt, formentlig have været kampvogne som var gået i stå og som efterfølgende blev bjærget. Taylor bemærker også, at det er umuligt at være sikker på antallet af Panzer IV, som blev ødelagt under slaget.[25] Patrick Delaforce hævder, at briterne ødelagde 15 tyske kampvogne under kampene.[26]
  6. ^ Michael Reynolds skriver, at bataljonens første eskadron havde 9 kampvogne, anden eskadron 6 og tredje eskadron blot 1 kampvogn.[53] Dan Taylor og George Forty er enige om at anden eskadron bestod af 6 kampvogne.[10][65] Taylor mener, at første eskadron havde 10 kampvogne til rådighed[65] mens Forty siger otte.[66]
Citater
  1. ^ a b Forty, p. 66
  2. ^ a b Taylor, p. 3
  3. ^ Taylor, pp. 76, 83
  4. ^ Reynolds, p. 107
  5. ^ D'Este, pp. 197–198
  6. ^ Wilmot, pp. 310–311
  7. ^ a b c Taylor, p. 10
  8. ^ a b Taylor, pp. 11–12
  9. ^ a b c d e Forty, p. 73
  10. ^ a b c d e Forty, p. 61
  11. ^ a b c d e Ellis, p. 254
  12. ^ a b Forty, p. 51
  13. ^ Taylor, p. 6
  14. ^ a b Taylor, pp. 43 and 51
  15. ^ Beevor, p. 192
  16. ^ a b Taylor, p. 8
  17. ^ Taylor, pp. 17–18
  18. ^ Forty, p. 133
  19. ^ a b c d Forty, p. 74
  20. ^ Hastings, p. 352
  21. ^ a b c D'Este, p. 182
  22. ^ a b c Taylor, p. 85
  23. ^ a b Delaforce, p. 39
  24. ^ a b Forty, p. 78
  25. ^ a b Taylor, p. 76
  26. ^ a b Delaforce, p. 38
  27. ^ Reynolds, p. 106
  28. ^ a b c d Wilmot, p. 309
  29. ^ a b Forty, p. 65
  30. ^ Forty, pp. 154 and 156
  31. ^ Williams, p. 24
  32. ^ Wilmot, pp. 284–286
  33. ^ a b Trew, p. 22
  34. ^ Forty, p. 36
  35. ^ a b Buckley, p. 23
  36. ^ a b Taylor, p. 9
  37. ^ Stacey, p. 142
  38. ^ Ellis, p. 247
  39. ^ Clay, p. 256
  40. ^ Gill, p. 24
  41. ^ Forty, p. 37
  42. ^ Major Ellis, Official History, p. 250
  43. ^ Weigley, pp. 109–110
  44. ^ Hart, p. 134
  45. ^ Buckley, p. 24
  46. ^ a b Wilmot, p. 308
  47. ^ a b Forty, p. 47
  48. ^ Clay, p. 257
  49. ^ Reynolds, p. 96
  50. ^ Reynolds, p. 97
  51. ^ a b Reynold, pp. 99–100
  52. ^ a b c Forty, p. 57
  53. ^ a b c Reynolds, p. 100
  54. ^ a b Reynolds, pp. 80, 99
  55. ^ a b c Fortin, p. 13
  56. ^ a b c d Forty, p. 50
  57. ^ a b c Taylor, p. 11
  58. ^ a b Taylor, p. 12
  59. ^ a b Forty, p. 52
  60. ^ D'Este, p. 177
  61. ^ a b Reynolds, p. 101
  62. ^ Taylor, p. 15
  63. ^ Reynolds, p. 111
  64. ^ Forty, p. 82
  65. ^ a b c Taylor, p. 18
  66. ^ Forty, p. 68
  67. ^ a b Neillands, p. 226
  68. ^ Forty, pp. 54-55
  69. ^ a b Neillands, p. 221
  70. ^ Forty, p. 55
  71. ^ Forty, p. 54
  72. ^ a b D'Este, pp. 187-88
  73. ^ Forty, p. 56
  74. ^ Forty, pp. 56-57
  75. ^ D'Este, pp. 187-88
  76. ^ Hastings, p. 350
  77. ^ Forty, p. 132
  78. ^ P Agte Michael Wittmann und die Tiger der LSSAH p 194-195
  79. ^ a b Forty p. 58
  80. ^ a b Forty, p. 57
  81. ^ Forty, pp. 57-58
  82. ^ a b Forty, p. 60
  83. ^ a b Forty, p. 59
  84. ^ Taylor, p. 23
  85. ^ After The Battle Magazine 132, p. 34. Taylor hævder, at den 3. Stuart "muligvis ikke blev ramt præcis der, hvor jeg oprindelig mente"
  86. ^ Allen, Chapter 12. "Da brigadegeneral Hinde havde været fremme i sin spejdervogn og havde sagt, at byen skulle holdes for enhver pris, gik major Aird i gang med at reorganisere forsvaret. Nogle fra Queen's infantry var ankommet med panserværnskanoner, og disse blev spredt sammen med kampvogne ved vejene, som førte ind til torvet. Mod syd lå løjtnant Simons med en trop Honeys (øgenavnet, som briterne havde givet Stuart-kampvognen) og fik sin kampvogn ødelagt af en morter, så han patrulje blev trukket tilbage".
  87. ^ Talyor, pp. 23 and 35. Det venstre billede på side 23 viser to ødelagte Stuart-kampvogne bag de ødelagte køretøjer fra riffelbrigaden. Billedet til højre på side 23 viser en 3. Stuart med et ødelagt halvbæltekøretøj bag sig. Billedet på side 35 er taget fra stedet med de ødelagte køretøjer fra riffelbrigaden, og viser den forreste Stuart-kampvogn, som også er på billedet til venstre på side 23, men viser ikke den 3. Stuart eller halvbæltekøretøjet fra højre billede på side 23. Ligeledes passer træerne og baggrunden ikke sammen, hvilket betyder at den 3. Stuart og halvbæltekøretøjet ikke var på den samme gade.
  88. ^ Forty, p. 62
  89. ^ Taylor, p. 35 see photograph
  90. ^ Forty, p. 62. Artilleriobservationskampvogne eller OP tanks var standard kampvogne, hvor hovedkanonen var udskiftet med en kanon af træ for at skaffe mere plads til radioudstyr, kort, osv. selv om det er usandsynligt at Wittmann eller andre tyske kampvognsbesætninger havde opdaget at de var anderledes.
  91. ^ Taylor, p. 30
  92. ^ Forty, p. 64
  93. ^ a b c The Sharpshooters Yeomanry Association. ""The Sharpshooter" 2003 Newsletter, p. 18" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 24. april 2009.
  94. ^ Taylor, p.30 Dyas blev kastet ud af tårnet, men var ellers uskadt, hans radiooperatør undslap fra kampvognen, mens køreren blev ramt af maskingeværild da han sprang ud. The Sharpshooter 2003 Newsletter, p. 18 anfører, at kampvognens skytte også blev dræbt på dette tidspunkt.
  95. ^ Taylor, pp. 32 and 34. En radiorapport, som blev nedskrevet i 30. Korps klokken 9.45 angiver at en Tiger var ødelagt af en panserværnskanon. I riffelbrigadens regimentshistorie får sergent Bray æren for at have ødelagt en Tiger-kampvogn
  96. ^ Hastings, p. 351
  97. ^ Taylor, p. 38. citerer Wittmanns verbale beretning
  98. ^ Efter The Battle Magazine, Issue 132, p. 31
  99. ^ Forty, p. 66. 5 Cromwell-kampvogne, 1 Sherman Firefly, 2-3 M5 Stuarts (ikke nævnt af Forty, se diskussion om antallet af ødelagte Stuart ovenfor), 1 Sherman OP tank, 1 Cromwell OP tank
  100. ^ Neillands, p. 227
  101. ^ a b Forty, p. 143
  102. ^ Taylor, p. 41
  103. ^ a b 4CLY War Diary
  104. ^ Taylor, p. 56
  105. ^ Forty, pp. 147-148
  106. ^ Forty, p. 151
  107. ^ Neillands, pp. 225-226
  108. ^ a b Ritgen, p. 47
  109. ^ Forty, p. 152
  110. ^ Forty, p. 153
  111. ^ Fortin, p. 10
  112. ^ Forty, p. 75
  113. ^ a b c Forty, p. 76
  114. ^ a b Forty, p. 156
  115. ^ The Sharpshooters Yeomanry Association. ""The Sharpshooter" 2004 Newsletter" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 9. maj 2009.
  116. ^ a b Forty, p. 77
  117. ^ Taylor, pp. 77-78
  118. ^ Taylor, p. 77
  119. ^ D'Este, p.187-88. Weigley, p.112. Wilmot p.310
  120. ^ Ellis, p. 255. Wilmot, p.310
  121. ^ Forty, p. 86. Taylor, p. 78
  122. ^ a b Ellis, p. 256
  123. ^ D'Este, p. 197-8
  124. ^ Ellis, p. 255
  125. ^ Fortin, p. 10. Forty, p. 104. Taylor, p. 84. Wilmot, p. 398
  126. ^ Taylor, p. 84
  127. ^ D'Este. Wilmot, pp.310-311
  128. ^ Wilmot, p. 311
  129. ^ D'Este, p.196
  130. ^ a b c d Marie, p. 159
  131. ^ Forty, p. 134
  132. ^ Taylor, p. 82
  133. ^ Forty, p .139. Taylor p. 33, 82, 86-87 samt fotografiske beviser
  134. ^ Taylor, p. 38
  135. ^ Taylor, p. 37
  136. ^ Taylor, p. 39

Referencer

  • After the Battle Magazine. Issue 132Serier . After the Battle.
  • Allen, Walter Douglas. Carpiquet Bound: Pictorial Tribute to the 4th County of London Yeomanry (Sharpshooters) 1939 to 1944. Chiavari Publishing. ISBN 0-95205-926-6. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
  • Ashley Hart, Stephen (2007) [2000]. Colossal Cracks: Montgomery's 21st Army Group in Northwest Europe, 1944-45. Stackpole Books. ISBN 0-81173-383-1.
  • Clay, Major Ewart W. (2006) [1950]. The Path of the 50th: 50th (Northumberland) Division. Military Library Research Service Ltd. ISBN 1-90569-639-6.
  • D'Este, Carlo (2004) [1983]. Decision in Normandy: The Real Story of Montgomery and the Allied Campaign. Penguin Books Ltd. ISBN 0-14101-761-9.
  • Ellis, Major L.F.; with Allen R.N., Captain G.R.G. Allen; Warhurst, Lieutenant-Colonel A.E. & Robb, Air Chief-Marshal Sir James (2004) [1st. pub. HMSO 1962]. Butler, J.R.M (red.). Victory in the West, Volume I: The Battle of NormandySerier . Naval & Military Press Ltd. ISBN 1-84574-058-0.
  • Ford, Ken (2004). Caen 1944: Montgomery's Breakout Attempt. Osprey Publishing. ISBN 1-84176-625-9. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
  • Fortin, Ludovic (2004). British Tanks In Normandy. Histoire & Collections. ISBN 2-91523-933-9.
  • Forty, George (2004). Villers BocageSerier . Sutton Publishing. ISBN 0-75093-012-8.
  • Hastings, Major R.H.W.S. (1950). The Rifle Brigade In The Second World War 1939-1945. Gale & Polden. ASIN B000X890UK.
  • Hamby, Alan. "Tiger I Information Center". Hentet 2008-04-01.
  • Henri, Marie (2003) [1993]. Villers-Bocage: Normandy 1944. Editions Heimdal,France; Bilingual edition. ISBN 2-84048-173-1.
  • Jackson, Lt-Colonel G.S. (2006) [1945]. 8 Corps: Normandy to the Baltic. MLRS Books. ISBN 978-1-905696-25-3. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
  • Neillands, Robin (2005). The Desert Rats: 7th Armoured Division, 1940-1945. Aurum Press Ltd. ISBN 2-91390-313-4.
  • Ritgen, Major Helmut (1996). The Western Front 1944, Memoirs of a Panzer Lehr Officer. Fedorowicz (J.J.). ISBN 0-92199-128-2.
  • Taylor, Daniel (1999). Villers-Bocage Through the Lens. After After the Battle. ISBN 1-87006-707-X.
  • Weigley, Russell F. Eisenhower's Lieutenants: The Campaigns of France and Germany, 1944-1945. Sidgwick & Jackson Ltd. ISBN 0-28398-801-0.
  • Wilmot, Chester (1997) [1952]. The Struggle For Europe. Wordsworth Editions Ltd. ISBN 1-85326-677-9. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
  • The Sharpshooters Yeomanry Association. "The Sharpshooters Yeomanry Association, "The Sharpshooters" newsletters". Hentet 2008-04-01.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)

Eksterne kilder

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 49°4′50″N 0°39′22″V / 49.08056°N 0.65611°V / 49.08056; -0.65611 (Slaget ved Villers-Bocage)


Medier brugt på denne side

Bundesarchiv Bild 101I-738-0273-01A, Villers-Bocage, zerstörter Panzer IV.jpg
(c) Bundesarchiv, Bild 101I-738-0273-01A / Grimm, Arthur / CC-BY-SA 3.0
Information added by Wikimedia users.
Pkz IV not a Tiger I/E [it was at Villers-Bocage with the Tigers]
Operation Perch.svg
Forfatter/Opretter: EyeSerene, Licens: CC BY-SA 3.0
Allied and Axis dispositions on 12 June 1944 before Caen, Normandy. US pressure on the German 352nd Infantry Division forced a withdrawal which opened up a gap in the German line. This was exploited by the British, who attempted to flank the Panzerlehrdivision leading to the Battle of Villers-Bocage.
Britsoldiersvillers.jpg
Captain L Cotton MM (left, wearing German Iron Cross!) with his Cromwell VI tank and crew of 4th County of London Yeomanry, 7th Armoured Division, 17 June 1944. Cotton had been promoted to captain following the regiment's action at Villers Bocage.
Bundesarchiv Bild 101I-494-3376-14A, Villers-Bocage, zerstörter Panzer VI (Tiger I).jpg
(c) Bundesarchiv, Bild 101I-494-3376-14A / Zwirner / CC-BY-SA 3.0
Information added by Wikimedia users.
Unit = Heavy SS-Panzer Battalion 101
Bundesarchiv Bild 101I-494-3376-19A, Villers-Bocage, zerstörter Cromwell-Panzer.jpg
(c) Bundesarchiv, Bild 101I-494-3376-19A / Zwirner / CC-BY-SA 3.0
Flag of German Reich (1935–1945).svg
National flag and merchant ensign of Germany from 1935 to 1945.
Bundesarchiv Bild 101I-738-0276-25A, Villers-Bocage, zerstörter Cromwell-Panzer.jpg
(c) Bundesarchiv, Bild 101I-738-0276-25A / Grimm, Arthur / CC-BY-SA 3.0
Information added by Wikimedia users.
roughly translates as "France, Villers-Bocage.- destroyed British Cruiser Tank VIII Cromwell (Turret number: T 187749) in the village in front of burnt house; PK Signal-Einsatz"
VB Sitrap.jpg
Forfatter/Opretter: User:EnigmaMcmxc, Licens: CC BY-SA 3.0
Kort som vise placeringen af 4. County of London Yeomanry, A kompagniet fra 1. riffelbrigade og 1/6 Queens regiment inden angrebet fra Michael Wittmann. Kortet blev muligvis lavet enten af Sharpshooters Yeomanry Association eller den afdøde oberstløjtnant Charles Pearce.
Bundesarchiv Bild 101I-494-3376-23, Villers-Bocage, zerstörte englische Militärfahrzeuge.jpg
(c) Bundesarchiv, Bild 101I-494-3376-23 / Zwirner / CC-BY-SA 3.0