Slaget ved Rymnik
| Salget ved Rymnik | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af Russisk-tyrkiske krig (1787-1792) | |||||||||
 Kampe mellem russisk-østrigske tropper og tyrkiske styrker under Slaget ved Rymnik | |||||||||
| |||||||||
| Parter | |||||||||
 Det Russiske Kejserrige |  Det Osmanniske Rige | ||||||||
| Ledere | |||||||||
Aleksandr Suvorov Josias von Coburg | Cenaze Hasan Pasha | ||||||||
| Styrke | |||||||||
25.000[1][2]
103 kanoner | 100.000[3][2] | ||||||||
| Tab | |||||||||
| mindre end 1.000[4][5] | Næsten 20.000[4][5] | ||||||||
Slaget ved Rymnik (tyrkisk: Boze Savaşı) fandt sted den 22. september 1789 i Valakiet nær floden Râmnicu Sărat (i dag i Rumænien) under den Den russisk-tyrkiske krig (1787-1792). Den russiske general Aleksandr Suvorov angreb sammen med den habsburgske general Josias von Coburg en osmannisk hær under storvisir Cenaze Hasan Pasha. Resultatet var en knusende russisk-østrigsk sejr.
Baggrund
Den osmanniske storvisir Cenaze Hasan Pasha samlede i september 1789 en hær på mere end 100.000 mand, hvoraf hovedparten bestod af janitsharer Målet var at besejre de russisk-østrigse hære, der var under kommando af Suvorov og von Coburg og derved opnå revence for de osmanniske styrkers nederlag ved slaget om Focșani. Storvisiren angreb med sin hær den østrigske hærs 18.000 mand. Storvesiren forventede, at den numerisk overlegne hær ville opnå en nem sejr, særlig også grundet østrigernes ringe resultater under krigen, særlig under slaget om Karánsebes. Suvorov var imidlertid blevet gjort bekendt med storvesirens planlagte angreb på østrigerne, og sendt sine 7.000 mand til at bistå i det kommende slag. Suvorovs mænd marcherede næsten 100 km på 2½ dag og ankom om aftenen under slaget. Som øverstkommanderende over de samlede russisk-østrigske tropper overtog Suvorov ledelsen af den russisk-østrigske hær under slaget.
Slaget
Suvorov opdelte sin kombinerede hær i to dele, der næste formiddag angreb osmannerne. Den russisk-østrigske hær rykkede frem og indtog hurtigt de osmanniske stillinger. Osmannernes modangreb med kavaleri kunne ikke stoppe fremrykningen og kl. 17 blev osmannernes fæstning i området indtaget og kort efter blev det osmanniske hovedkvarter ligeledes indtaget. De resterende osmanniske tropper var tæt på at blive omringet, hvilket fik mange til at flygte over floden Rymnik, hvor de fleste druknede i forsøget på at komme over floden.
Den russisk-østrigske hær mistede 1.000 mand under slaget, men osmannerne mistede 20.000 mand samt alt artilleri og alle forsyninger.
Osmannerne trak sig herefter ud af Donaufyrstendømmerne, Moldavien og Valakiet.
Efterspil
Aleksandr Suvorov blev af den russiske kejserinde Katharina den Store tildelt titlen "Greve af Rymnik" (граф Рымникский, Graf Rymnikskij) som anerkendelse af sin bedrift. På osmannernes side blev storvisir Cenaze Hasan Pasha afskediget efter nederlaget.[6] Habsburgerne besatte hele Valakiet indtil krigens slutning.
Referencer
- ^ Defeat of Turkish Army by Russo-Austrian troops in the battle of Rymnik Arkiveret 29. april 2014 hos Wayback Machine
- ^ a b Stone D. R. A Military History of Russia: From Ivan the Terrible to the War in Chechnya. Greenwood Publishing Group. 2006. P. 86
- ^ Dowling T. C. Russia at War. From the Mongol Conquest to Afghanistan, Chechnya, and Beyond. ABC-CLIO, 2014. P. 751
- ^ a b Dowling T. C. Russia at War. From the Mongol Conquest to Afghanistan, Chechnya, and Beyond. ABC-CLIO, 2014. P. 752
- ^ a b Stone, D. R. A Military History of Russia: From Ivan the Terrible to the War in Chechnya. Greenwood Publishing Group. 2006. P. 87
- ^ Nicolae Iorga:Geschichte des ottomanischen Reiches Vol 5 (trans:Nilüfer Epçeli) ISBN 975-6480-22-X pg.83
Se også
Koordinater: 45°23′30″N 27°03′40″Ø / 45.3917°N 27.0611°Ø
Medier brugt på denne side
Сражение при Рымнике, 11 сентября 1789
.svg)
Forfatter/Opretter: David Liuzzo, eagle by N3MO (re-uploaded by Dragovit), Licens: CC BY-SA 3.0
Banner of the Holy Roman Empire, double headed eagle without haloes (1400-1806)
According to Rıza Nur, sultan Selim I (1512-20) had a white personal flag, while the Ottoman Army flag was red (kızıl bayrak). During Süleyman I's reign (1520-66) the janissaries had a white flag while the timariot cavalry had a red flag. It was used as the Ottoman civic and merchant flag from 1793 to 1923.