Skandinavien

Satellitbillede af den skandinaviske halvø om vinteren.
En skandinavisk politisk vision fra 1800-tallet (skandinavismen): En nordmand, en dansker og en svensker. Billedet betragtes som symbolsk og er udbredt i de svenske og norske skolebøger.[kilde mangler].
Nordiske studerendes møde 1856, Foto af maleri.

Skandinavien betegner et landområde i det nordlige Europa, som består af Danmark, Norge og Sverige.

Skandinavien er traditionelt beboet af de nordlige grupper af de germanske folkeslag. De tre lande deler deres skandinaviske sprog og i stor grad deres kultur og historie.

Moderne Norge og Sverige er placeret på den skandinaviske halvø, mens det moderne Danmark består af Jylland, de jyske øer, Sjælland, Fyn og Bornholm.

Den præcise afgrænsning afhænger af, om man læner sig op ad den moderne brug af udtrykket, eller om man baserer sin antagelse på ordet “Skandinavien”, som optræder på skrift første gang i romeren Plinius den Ældres Naturalis Historia fra 77 e.Kr. Sprogforskere mener, at ordet Skandinavien har samme udspring som det old­germanske ord Skåne. Det betød muligvis “farlig ø”. Ordet Skan er synonymt med Skåne, som ligger i det sydligste Sverige.

Plinius beskrev netop “Scatinavia” som én af 23 øer mod nord. I det efterfølgende århundrede hævdede Claudius Ptolemæus, at Skandinavien var den største af de tre “skandiske øer” øst for det nuværende Jylland. Romerne var formentlig ikke klar over, at det nuværende Sverige og Norge er landfast med resten af det europæiske kontinent.

På dansk omfatter Skandinavien i dag Danmark, Norge og Sverige, mens den skandinaviske halvø kun er betegnelsen for Norge og Sverige. Dette område kaldes sammen med Grønland, Færøerne, Island og Finland for Norden. På f.eks. engelsk kan ordet Scandinavia henvise både til Skandinavien og Norden.[1]

De sydlige og langt mest folkerige områder i Norden har et tempereret klima. Skandinavien strækker sig til nord for polarcirklen, men har et relativt mildt vejr sin breddegrad taget i betragtning som følge af Golfstrømmen. Mange af de skandinaviske fjeldområder har et alpint tundra-klima. Der er mange søer og moræneryg, som er arven fra den sidste istid, der sluttede omkring 10.000 år siden.

De danske, norske og svenske sprog danner et dialektkontinuum og er kendt som de skandinaviske sprog. Alle anses for at være indbyrdes forståelige med hinanden. Færøsk og islandsk omtales som ø-skandinaviske sprog, da de kun er indbyrdes forståelige med kontinentale skandinaviske sprog i et meget begrænset omfang. Finsk og samisk er relateret til hinanden, samt ungarske, estiske og flere mindretalssprog, der tales i det vestlige Rusland. Derimod er de helt uden forbindelse til svensk, norsk og dansk. Finsk og samisk omfatter imidlertid flere ord, der er blevet optaget som afsmitning fra de omkringliggende sprog.

Udtrykkene Skandinavien og skandinaviske blev taget i brug i 1700-tallet for de tre skandinaviske lande[kilde mangler].

Overblik

Langt størstedelen af befolkningen i Skandinavien er skandinaver. De nedstammer fra flere (nord)germanske stammer, der oprindeligt beboede den sydlige del af Skandinavien og det nordlige Tyskland. De germanske stammer talte et germansk sprog, der udviklede sig til oldnordisk. Disse folk blev kendt som nordboere i den tidlige middelalder. Vikingerne er populært forbundet med nordisk kultur. Islændinge og færinger nedstammer især, men ikke udelukkende, fra folk kendt som skandinaver. Mange af de oprindelige skandinaver, der bosatte sig i Finland er blevet blandet med det finske folk under århundreder, men Finland er stadig officielt tosproget. Finlands største befolkningsgruppe er finnerne, hvis modersmål er enten finsk (omkring 95 %), svensk eller begge dele. Det svensktalende mindretal bor hovedsagelig på kysten fra byen Porvoo i Den Finske Bugt, til byen Kokkola, op i den Botniske Bugt. Ålandsøerne, en autonom provins i Finland, der ligger i Østersøen mellem Finland og Sverige, er helt svensktalende. Det ekstreme nordlige Norge, Sverige og Finland, samt den mest nordvestlige del af Rusland, er hjemsted for regionens oprindelige indbyggere, dagens mindretal af samiske folk. Samerne boede oprindeligt i langt større områder i Skandinavien og Finland. I nyere historie er mennesker af mange forskellige oprindelser flyttet til Skandinavien og har dannet store minoriteter, den største, er dog finnerne af Sverige. I slutningen af tidlige middelalder blev talrige germanske småriger og høvdigedømmer forenet i de tre riger Danmark, Norge og Sverige. Landene tog kristendommen til sig. Den erstattede den nordiske mytologi. Finland, samt dele af Estland, har med jævne mellemrum været under skandinavisk herredømme i længere tid ad gangen. Skandinavien har, på trods af mange krige i løbet af årene siden dannelsen af de tre riger, været politisk og kulturelt tætte, selvom de konstellationer og alliancer, der har været, er skiftet gennem århundreder. Igennem hele 1400-tallet blev Skandinavien forenet i Kalmarunionen. Nationerne samarbejder i dag primært i Den Europæiske Union eller i Nordisk Råd.

Terminologi og brug

Brugen af navnet Skandinavien som en bekvem generel betegnelse for de tre riger Danmark, Norge og Sverige er forholdsvis ny. Ifølge nogle historikere blev det vedtaget og indført i 1700-tallet på et tidspunkt, hvor ideer om en fælles arv begyndte at dukke op og udvikle sig til den tidlige litterære og sproglige Skandinavisme.

"Scandinavia" blev første gang brugt af studerende agitatorer for Pan-Skandinavismen i 1830'erne. Den populære brug af ordet i Sverige, Danmark og Norge som et samlende begreb blev etableret i 1800-tallet gennem digte, eksempelvis H.C. Andersens "Jeg er en Skandinav" fra 1839. Efter et besøg i Sverige blev Andersen en tilhænger af tidlig politisk Skandinavisme. I et brev, hvori han beskriver digtet til en ven, står der:

"Pludselig forstod jeg, hvor relateret svenskerne, danskerne og nordmændene egentlig er, og med denne følelse skrev jeg: "Vi er ét folk, vi kaldes skandinaver! '".

Den historiske populære brug afspejles også i det valgte navn for det fælles delte, skandinaviske flyselskab, Scandinavian Airlines, der oprindeligt var ejet i fællesskab af regeringerne i de tre lande, sammen med private investorer.

På dansk, norsk og svensk omfatter Skandinavien Danmark, Norge og Sverige. I engelsk sprogbrug bruges Skandinavien sommetider upræcist om alle de nordiske lande.

Etymologi

Ordet nævnes første gang hos den latinske naturvidenskabsmand Plinius den Ældre (23-79) i formen Scadinauia og tydes som en sammensætning af germansk *skadin- (skade, (klippe)skær) og 'aujō' (ø). Stednavnet Skåne (norrønt Skáney), der betegner Skandinaviens sydspids, kommer sandsynligvis af dette *Skadinaujō.

Den græske geograf Ptolemaios taler om fire øer ved navn Skandiai i Østersøen øst for Jylland, tre små og én stor (Fyn, Lolland, Sjælland og Skåne, som Ptolemaios forvekslede med en ø.) Den gotiske historieskriver Jordanes (omkring 485-552) fortæller, at goterne stammede fra øen Scandza, der i den nordlige del midt på sommeren i 40 døgn i træk har dagslys og omvendt ved midtvinter i lige så lang tid intet dagslys ser. Det er uvist, om Skandia er en forkortelse af *Skadinaujō eller en selvstændig afledning.

I det oldengelske Beowulf-kvad finder vi formen Scedenigge.

Historisk-politisk struktur

ÅrhundredeSkandinavien og de andre nordiske lande
21Danmark (EU)IslandFærøerneGrønlandNorgeSverige (EU)Åland (EU)Finland (EU)
20DanmarkSverigeÅlandFinland
19DanmarkSverige-NorgeStorfyrstendømmet Finland
18Danmark–NorgeSverige
17
16
15Kalmarunionen
14DanmarkNorgeSverige
13
12Den islandske fristatNorge
FolkeslagDanskereIslændinge¹Færinge¹GrønlændereNordmændSvenskereÅlændingeFinner
MinoriteterTyskereNordmænd/DanskereSamereFinner/Samere
/Jamtere²
FinnerSvenskere/Samere

  • 1: De oprindelige bosættere fra Færøerne og Island var af nordisk (hovedsagelig norsk) oprindelse, med et betydeligt element af Kelterne eller piktiske oprindelse (fra Irland og Skotland).
  • 2: bosættere af Jämtland er af norsk-mere specifikt Trøndersk-oprindelse og deres forfædre grundlagde deres egen stat svarer til den islandske en reguleret af Jamtamot samling af frie mænd .

Se også

Referencer

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:

64°46′47″N 14°45′39″Ø / 64.779642°N 14.760936°Ø / 64.779642; 14.760936

Medier brugt på denne side

Scandinavia.TMO2003050.jpg
Scandinavia from space in winter.

The Moderate Resolution Imaging Spectroradiometer (MODIS) instrument aboard NASA’s Terra satellite captured the above image of the Scandinavian Peninsula on February 19, 2003.
With a landscape largely shaped by glaciers over the last ice age, the Scandinavian Peninsula is as picturesque in the winter as it is cold. Along the left side of the peninsula, one can see the jagged inlets, known as fjords, lining Norway’s coast. Many of these fjords are well over 2,000 feet (610 meters) deep and were carved out by extremely heavy, thick glaciers that formed during the last ice age. The glaciers ran off the mountains and scoured troughs into Norway’s coastline with depths that reached well below sea level. When the glaciers melted, the seawater rushed into these deep troughs to form the fjords. The deepest fjord on Norway’s coast, known as Sogn Fjord, lies in southwest Norway and is 4,291 feet (1,308 m) deep.

Glaciers also carved the mountains in Norway and northernmost Sweden. South of this mountainous region, however, Sweden consists mostly of flat, heavily forested land dotted with lakes. Lake Vänern and Lake Vättern, the largest of Sweden’s lakes, do not freeze completely during the winter months and can be seen clearly at the bottom of the peninsula. Lake Vättern, the smaller of the two lakes, was connected to the Baltic Sea during the last ice age. After the ice melted, a tremendous weight was lifted off of the peninsula, and the landmass rose up to separate the lake from the Baltic Sea. To the northeast of the peninsula lies Finland with more than 55,000 lakes, most of which were also created by glacial deposits.
Nordiska studentmötet 1856.jpg
Nordic student meeting 1856, Photo of painting.