Senantikken

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
   
Artiklen er en oversættelse af den tyske artikel Spätantike i denne version
Den må kontrolleres for korrekt oversættelse og for brug af sædvanlige danske vendinger.

Senantikken er en moderne betegnelse for en epoke i middelhavsområdets historie i overgangen fra antikken til middelalderen. Begrebet blev skabt i slutningen af 1800-tallet af den østrigske kunsthistoriker Alois Riegl. Den nøjagtige tidsmæssige afgrænsning af senantikken i forskningen er omstridt; man regner for det meste perioden fra kejser Diocletians regeringsperiode 284 e. Kr. til fjernelsen af den sidste kejser Romulus Augustulus i 476 eller til longobardernes indfald i Italien i 568.

I det østlige rige går perioden enten til den østromerske kejser Justinian 1.s død 565 eller til den islamiske ekspansion i 600-tallet; denne fase i den østromerske historie bliver ofte også betegnet som den tidlig-byzantinske tid. I senantikken gennemløb det østromerske rige en ændring med store territoriale tab, mens den anden senantikke stormagt, det nypersiske Sassaniderige, til sidst helt gik under 651.

Senantikken danner antikkens sidste afsnit og tilhører ganske vist ikke længere den "klassiske" antik, men kan alligevel endnu ikke henregnes til middelalderen. Den er kendetegnet ved den samtidige tilstedeværelse af antikke traditioner og kristelig-germansk omdannelse og udformning^[1]. I stedet for som tidligere at tale om en nedgang, taler men nu snarere mere neutralt om en "transformation" af den antikke arv i perioden mellem ca. 300 og 600. En særlig begivenhed i denne periode er kristendommens sejrstog og den dermed langsomme forsvinden af førkristelige kulter og traditioner. Også i kunst og litteratur opstår der en egen, karakteristisk stil – som også viser orientalsk indflydelse – gennem afløsningen eller udformningen^[1] af klassisk græsk-romerske med kristeligt prægede former og temaer.

Senantikken står desuden under tegnet af reformering af hær og forvaltning ved Diocletian og Konstantin den Store, cementeringen af kejserens sakrale stilling, folkevandring og i deres kølvand til slut ændringen af det vestromerske rige til den germansk-romanske verden, som skulle præge den vestlige middelalder.

Tidsmæssig afgrænsning

Generelt

Den tidsmæssige afgrænsning af senantikken er – som epoke- eller periodeafgrænsninger i almindelighed – genstand for historievidenskabelig diskussion og er til en vis grad vilkårlig. Århundrederne mellem Diocletian og Muhammed udgør en overgangsperiode hvor det er vanskeligt at lægge entydige snit. Ikke alle forskningsretninger vægter de forskellige politik-, kunst-, kultur- og religionshistoriske faktorer af den gradvise forvandling ens. Tilmed er der ganske store regionale forskelle; i det østlige middelhavsrum holdt antikke strukturer sig uden tvivl længere end ved Rhinen eller i Britannien. Som et begyndelsestidspunkt angives oftest året 284 hvor Diocletian tiltræder, men også Konstantins tid med dens religiøse nyorientering kan regnes som en afgørende afgrænsning. Derimod er slutningen på senantikken i stor udstrækning åben, da der er forskellige muligheder alt efter den retning eller forskningsinteresse man tilslutter sig.

Spørgsmålet om "antikkens slutning"

Tidligere blev antikkens slutning ofte sat til slutningen af det romerske rige i vesten 476 (således især efter den ældre læreopfattelse som repræsenteret ved Otto Seeck, anderledes derimod Ernst Kornemann (død 1946) og senere for eksempel Adolf Lippold (død 2005)). Denne forestilling lader sig danne i kilderne, men vel først 40 år efter som hos Marcellinus Comes – en østromersk historieskriver, død efter 534. Det er desto mere et spørgsmål om datidens mennesker har opfattet dette år som en skillelinje: Der var ganske vist i Ravenna ikke længere nogen kejser, men det betød kun at herskabsretten i vesten nu gik over til den østromerske kejser. Endnu Justinian 1. (død 565) har også villet virkeliggøre denne fordring. I den nyere forskning lægges der derfor ikke mere så megen vægt på året 476 som tidligere.

Af og til bliver i dag rigsdelingen efter den romerske kejser Theodosius den Store i 395 valgt som den afgørende skillelinje, dog oftest slutningen på Justinian 1.'s regering i 565. Justinian stod endnu klart i traditionen fra de antikke romerske kejsere, hvad der bliver tydeligt i hans universale herskabsopfattelse. Han drev tillige en politik, der havde som mål at genoprette riget med dets gamle grænser (restauratio imperii), hvad der endog lykkedes kortvarigt. Det sidste store senantikke folkevandringstog – longobardernes indfald i Italien – fulgte 568, kun tre år efter Justinians død, således at 560'erne for hele middelhavsområdet markerer et tydeligt indsnit. Det giver en mulig afgrænsning af perioden fra 284 til 565.

Men ikke så få historikere sætter slutningen af perioden væsentligt senere med arabernes indtrængen i middelhavsområdet – den såkaldte Pirenne-tese. Denne vurdering af betydningen af den arabiske fremmarch er ganske vist berettiget for det østlige område, men ikke for det frankiske rige, thi Pirennes antagelse at islamiske sørøvere havde ødelagt "middelhavsområdets enhed" som kultur- og handelsrum, er spekulativ og regnes i dag for imødegået. At kontakten mellem Østrom og vesten endnu i begyndelsen af det syvende århundrede var ret snæver, bliver i dag knap længere bestridt. Det sidste antikke monument på Forum Romanum er søjlen af den østromerske kejser Fokas (602-610). For det østromerske rige udgør den arabiske ekspansion en markant skillelinje, da imperiet i det væsentlige var indskrænket til Lilleasien og Balkan og under det ydre tryk også i det indre frigjorde sig fra mange antikke traditioner. Den senromerske fase i det østromerske rige endte således først under kejser Heraklios (610-641). I overensstemmelse hermed betragter forskere som Stephen Mitchell 284 og 641 som periodens afgrænsning.

Overhovedet er den tendens fremherskende i det anglo-amerikanske område med dets stærke hensyntagen til det østlige middelhav at angive antikkens slutning tidligst med slutningen af Justinians regenttid 565, således Averil Cameron og John B. Bury (noget originalt A. H. M. Jones 602 med kejser Maurikios' død). Det sidste bind af det nye Cambridge Ancient History behandler årene 435 til 600 og Prosopography of the Later Roman Empire tiden fra ca. 260 til 641^[2].

Også i det tysksprogede område er man i almindelighed rykket bort fra at holde fast i det kunstige epoke-år 476 (se blandt andet Alexander Demandt, Heinz Bellen, Jochen Martin eller Hartwin Brandt), og foretrækker nu for det meste 565 eller senere.

En udvidelse af tidsrummet til 632/641 synes for Østrom i virkeligheden meningsfuld og sætter sig i stigende grad igennem, da først det arabiske indfald markerede det afgørende indsnit eller skillelinje. De arabiske soldater erobrede derved ikke blot den romerske orient, men tilintetgjorde også det nypersiske rige Sassaniderne. Dette rige havde hele senantikken igennem været den anden stormagt ved siden af Rom; det var en betydende magtfaktor og bliver af mange oldtidsforskere som Josef Wiesehöfer, Erich Kettenhofen, Zeev Rubin og Michael Whitby inddraget i udforskningen af perioden.

Betragter man kun det romerske vesten, så udgør 476/80 nu som før en skillelinje – uafhængig af om de samtidige opfattede slutningen på det vestlige kejserdømme som indsnit eller ej – alligevel må man vel snarere regne Teoderik den Stores (død 526) tid til antikken end til middelalderen, så det næsten bliver umuligt at fastlægge et nøjagtigt tidspunkt. Indtil longobardernes indfald i 568 kan man eftervise den antikke kultur i Italien; det vestromerske senat forsvinder først ud af kilderne hen mod slutningen af det sjette århundrede. På lignende måde knytter også de tidlige merovinger an til den antikke arv. Klodevig (482-511) lagde stor vægt på romerske ærestitler^[3]. Man må således tale om en overgangsfase, der varede forskelligt i de forskellige regioner.

Man skal imidlertid ikke ligge under for fristelsen til at ansætte "begyndelsen" på den vesteuropæiske middelalder for sent. I Gallien markerede frankernes overgang til kristendommen under Klodevig og hans efterfølgere, i Italien langobardernes indfald samlet betragtet begyndelsen på middelalderen i disse regioner. Problemet lader sig også vende om: Således griber også mange middelalderforskere (ty. "Mediävisten") der beskæftiger sig med den tidlige middelalder (som for eksempel Friedrich Prinz, Hans-Werner Goetz, Walter A. Goffart, Patrick Geary, Herwig Wolfram, Ian N. Wood og andre) baglæns tilbage i senantikken for at forklare forandringerne i den tidlige middelalder.

Problematikken ligger i, at senantikken var en periode med ombrydninger og opbrud. På den ene side var der givet en kontinuitet med antikken, på den anden side tegnede sig allerede middelalderens verden, som især var forbundet med senantikken ved samfundets snævre sammenhæng (ty. Verklammerung) med den kristne kirke. Kulturelt kan som vigtig forskel til senere tid anføres at man stadig havde adgang til de klassiske traditioner. Endnu i det sjette århundrede blomstrede den senantikke litteratur der var orienteret mod klassiske forbilleder (Boëthius, Cassiodor, Corippus, Prokopios af Cæsarea, Agathias). Den middelalderlige verden med dens i udstrakt grad ringere arbejdsdeling rådede da ikke længere over kapacitet til fuldstændig at bevare den klassiske dannelse. Den største del af den indtil da overleverede litteratur blev i vesten fra det sene sjette århundrede ikke længere plejet, hvorefter der siden det ottende århundrede igen dukkede bøger op man troede tabt.^[4]

Eksistensen af Byzans i en "intakt senantik"

Det østromerske henholdsvis byzantinske rige eksisterede i en relativ intakt "senantik" indtil belejringen af Konstantinopels fald i 1453, fordi det i østen var kommet til en mindre radikal afbrydelse af den antikke tradition end i vesten. Byzantinistikken og mange arkæologer med arbejdsfelt inden for dette kulturområde kan betegne nogenlunde samme tidsrum som henholdsvis senantik for det vestromerske riges vedkommende og som tidlig-byzantinsk når det drejer sig om Østrom. For det østlige imperium er de to begreber i praksis ensbetydende.

Trods større kontinuitet i Østrom var forskellene alligevel betragtelige mellem de tilstande der herskede i perioden fra 4. til 6. århundrede og så den da efterfølgende middel- og senbyzantinske tid. I østriget er derved ved siden af den arabiske ekspansion også den endegyldige fortrængning af det latinske embedssprog af græsk under kejser Heraklios (død 641) at betragte som en signifikant skillelinje.

Arabernes angreb førte i Østrom tillige til undergang af det senantikke senatsaristokrati og til en betragtelig tilbagegang for antik dannelse. Derudover bragte det vidtgående militære og økonomiske sammenbrud i riget efter 636 også den endegyldige slutning på de klassiske byer (polis) med sig, der siden gammel tid havde præget middelhavsrummet. Udviklingen af de byzantiske temaordninger (byzantinsk forvaltning) betød til slut også på det administrative område et tydeligt brud med den senantikke tradition.

Kildesituation og forskningstilstand

Kilder

Kildesituationen for senantikken er vel den bedste for hele antikken, især på grund af de ret righoldige "monumentale" kilder. Under alle omstændigheder råder man ikke over nogen gennemgående historiegrafi. Især lader kilderne os ret ofte i stikken for det femte århundrede. I det følgende skal der nævnes nogle mere bekendte tilfælde; (der henvises også til afsnittet om det sociokulturelle grundrids herunder)^[5]

Den vigtigste latinske fortællende kilde er Ammianus Marcellinus fra det fjerde århundrede, ligeledes udgør de på græsk affattede værker af Prokopios af Cæsarea fra det sjette århundrede en fremragende kilde til den hendøende antikke periode. De to kan også helt igennem måle sig med de "klassiske forfattere".

Der er desuden profanhistoriske værker af blandt andre Jordanes, Agathias, Theophylaktos Simokates og Gregor af Tours. Nyttig, men problematisk er også de overleverede bøger af Zosimos' Nye historie. Derudover er fragmenter af andre historikere af betydning, af hvilke Priskos er den vigtigste; dertil Eunapios fra Sardes, Olympiodoros fra Theben, Malchus fra Philadelphia, Candidus og Menander Protektor. Yndet var også i senantikken det såkaldte epitome, et historieværk i kort form – se for eksempel Aurelius Victor, Epitome de Caesaribus og Eutropius; sml. også Enmannsche Kaisergeschichte^[6], Anonymus Valesianus (Excerptum Valesianum [I og II], betegnelse på en latinsk tekst) giver enkelte vigtige informationer trods den korte tekst.

Hertil kommer i senantikken flere kirkehistorier der er af forskellig værdi og dels også giver udførlige meddelelser om den politiske historie. Den vel betydeligste er den af Eusebius af Cæsarea der kaldes "kirkehistoriens fader". Derudover kan nævnes kirkehistorier af Theodoret, Sokrates Scholastikos, Sozomenos, Euagrios Scholastikos, Johannes fra Efesos, såvel som den kun i excerpter bevarede af Philostorgios. Ligeså er teologiske skrifter af betydning, for eksempel værker af Ambrosius og Augustin.

I senantikken opstod der også flere krøniker, der til tider leverer nyttig information: for eksempel Marcellinus Comes, Johannes Malalas, Chronicon Paschale, Hydatius af Aquae Flaviae, den kun fragmentarisk overleverede krønike af Johannes af Antiokia eller Chronica Gallica. Dertil også blandt andet syriske – som krøniken af Josua Stylites – og armenske værker som historieværket af Sebeos. Ligeledes indeholder mange digte eller epos værdifuld information (se fx Corippus for den justinianske tid eller værkerne af Georgs af Pisidien for Heraklios' tid. Yderligere kan nævnes taler som af Libanios, Synesios af Kyrene, Quintus Aurelius Symmachus, Themistios og Panegyrici Latini såvel som en mængde dokumenter (ty. Urkunden), den bedste bestand i antikken. For den sidste tid af senantikken i Gallien er breve og lovtaler af Sidonius Apollinaris en vigtig kilde. Hertil kommer Kronograf af 354^[7].

Notitia Dignitatum, en slags statshåndbog, har mange informationer om den senantikke administration, både om den civile og den militære del. Også værket De Magistratibus af Johannes Lydos har vigtige detaljer om den senromerske forvaltning. Dertil kommer det berømte Corpus iuris civilis, hvis navn dog ikke er samtidigt, fra det sjette århundrede, indskrifter, der imidlertid ikke mere er så talrige som tidligere i kejsertiden, møntfund og papyrus og ikke mindst inden for de senere årtier arkæologien.

Forskningstilstanden

Forskningen i senantikken regnedes som tidligere nævnt længe for problematisk allerede på grund af den flydende grænse mod middelalderen. I den ældre forskning blev der fremført den opfattelse at senantikken var en tidsalder med moralsk og kulturel forfald (dekadenceteori efter Edward Gibbon: Decline and Fall of the Roman Empire^[8]; også Voltaire: Essai sur les mœurs et l'esprit des nations; association af sen med hensygnen, forfald). Dette synspunkt inden for forskningen var endnu fremherskende i 1800-tallet; Otto Seeck var repræsentant for dette i sit berømte hovedværk Geschichte des Untergangs der antiken Welt, "Historien om den antikke verdens undergang".

Denne negative vurdering af senantikken er imidlertid efter den almindelige opfattelse i mellemtiden blevet forældet og anføres ikke længere i nyere fremstillinger, men er dog endnu udbredt i populære fremstillinger og på film. John B. Burys studier (se blandt andet hans standardværk History of the Later Roman Empire, to bind, 1923) sørgede sammen med andre for en ny vurdering af denne periode der nu ikke længere blev set på som en ren forfaldstid. Hvorvidt den senantikke stat har været en "tvangsstat", forbliver ganske vist stadig omstridt, også selv om den "hårde" vurdering hos den ældre forskning ikke længere kan accepteres. Et vigtigt forarbejde er også A. H. M. Jones' (død 1970) Later Roman Empire der stadig er et vigtigt udgangspunkt for beskæftigelse med perioden.

Siden 1970'erne har da især Peter Brown i sine arbejder gjort opmærksom på "metamorfose" hhv. "transformation" af den antikke verden på den tid, og i dette arbejde koncentrerede han sig især om de kulturelle og religiøse forandringer; snart derefter fulgte også Averil Cameron og andre^[9]. Samlet set er interessen inden for oldtidsforskningen i senantikken stærkt øget i de sidste år. Især i den angelsaksiske verden er der blevet stillet spørgsmål ved mange tidligere selvfølgelige antagelser og begrundelser. Det billede af epoken, som endnu er at finde i de fleste skolebøger, har nu kun lidt fælles med hvad der nu bliver fremlagt på højere læreanstalter.

Imidlertid må der ikke over den berettigede betoning af kontinuitet og det kulturelle aspekt hos "Brown-skolen" glemmes, at folkevandringstidens transformation i mange henseender netop også var forbundet med magt, vold, ødelæggelse og økonomisk nedgang; dette her Bryan Ward-Perkins og Peter J. Heather (født 1960) betonet i deres nyeste fremstillinger, som til dels kan læses som et modudkast til repræsentanterne for nyfortolkningen hos Peter Brown og Averil Cameron. Ward-Perkins og Heather indrømmer dog at antikken i det romerske østen, der først oplevede et økonomisk forfald efter 600, har varet betydeligt længere end i vesten, hvor det i 400-tallet skulle være kommet til en "civilisationens ende" (Ward-Perkins).

Forskningslitteraturen har i mellemtiden nået et omfang der knap endnu kan håndteres, og dog har man på mange punkter hidtil ikke kunnet nå til enighed. Til de spørgsmål der især diskuteres, hører blandt andet de processer der i vesten førte til kejserdømmets afslutning. Også Pirenne-tesen finder ind imellem tilhængere, dog med nye argumenter. Mange af de gamle forklaringer er i mellemtiden blevet uholdbare; dog er det ofte endnu ikke lykkedes at erstatte dem med overbevisende alternativer. Jo nærmere man beskæftiger sig med senantikken, desto mere åbenbar bliver umuligheden af lette svar og alment gyldige udsagn^[10].

Historisk grundrids

Diocletian – stabilisering og reform

Med Diocletians regeringstiltræden 284 trådte Romerriget ind i sin sene fase. Den forudgående krisetid under soldaterkejserne (235–284/5) havde destabiliseret riget. Udefra var imperiet udsat for den bestandige fare for en flerfrontskrig. Den næsten samtidige opkomst af det nypersiske Sassaniderige – Roms store modstander i øst – og dannelsen af store germanske stammeforbund i Rhinområdet (gentes som alemannerne og frankerne) komplicerede situationen dramatisk. Sassaniderne var stærkere organiseret end partherriget som det afløste, og ligeledes var slagkraften af de nye store forbund af stammer større end de små stammegrupperinger. Samtidig truede ved Donau blandt andet goterne og sarmaterne i Balkanområdet.

I det indre var det delvis kommet til handlingsuduelighed i forvaltningen såvel som midlertidige løsrivelser af delområder af imperiet som det galliske særrige, Imperium Galliarum, og Palmyra^[11]. Imidlertid var det langsomt lykkedes kejserne siden Aurelian at blive herre over krisen, som ikke havde ramt alle dele af riget lige hårdt. Diocletian bestræbte sig nu på yderligere at stabilisere og reformere den romerske stat. Til dette greb han til mange tiltag som allerede var udviklet af hans forgængere som svar på krisen, og han søgte en yderligere systematisering. Forskningen lader traditionelt principatet ende med hans reformer.

Således kom det såvel til en grundlæggende reform af forvaltningen som til en stærkere centralisering og bureaukratisering. Dette gjorde sig også bemærket i et mere restriktivt skattesystem. Den civile sektor blev nu adskilt fra den militære, og dette princip holdt man fast ved til periodens slutning. Riget blev også inddelt i stifter^[12] for på den måde at garantere en bedre forvaltning. For at sikre staten en stadig flydende skatteindkomst skabte man Capitatio-Iugatio-systemet der lettede beregningen af afgifterne (ty. Abgaben) – dette system handler i det væsentlige om en kombination af kop- og ejendomsskat, som regelmæssigt blev vurderet^[13]. Samtidig blev der introduceret en møntreform, hvis resultater dog vel var beskedne.

Centrale elementer i hærreformen var opdelingen i en felthær (comitatenses) og en grænsehær (limitanei) for med en bevægelig hær lettere at kunne opfange de indbrud der fandt sted ved grænsen. Disse reformer skulle samlet set vise sig frugtbare og berede en ende på det kaos der til dels endnu havde hersket under soldaterkejserne, såvel som styrke grænseforsvaret ved Rhinen og Donau. Mod øst holdt Rom nu også stand mod Sassaniderne der 297/298 blev besejret af Diocletians caesar Galerius (juniorkejser).

Mindre succes havde Diocletian imidlertid med det af ham udtænkte firekejsersystem eller firemagtsvælde, tetrarkiet, der skulle have to seniorkejsere (augusti) og to juniorkejsere (caesares) og som blev religiøst cementeret ved kunstig adoption af guder. Således antog Diocletian – der også i dette system stadig var den der bestemte – tilnavnet Iovius (nogenlunde: "beskytter og efterkommer af guden Jupiter")

Formodentlig var denne kejserens nære binding til den traditionelle kult en grund til gennemførelsen af den sidste store kristenforfølgelse, der begyndte i Diocletians sidste regeringsår. Imidlertid viste den kirkelige struktur sig allerede så befæstet at den ikke længere kunne forstyrres af en forfølgelse. 311 endte Galerius med toleranceediktet fra Nikomedia kristenforfølgelserne og godkendte udøvelsen af den kristne religion der fik status som religio licita (tilladt religion).

Begivenhederne i årene efter Diocletians frivillige tilbagetræden 305 viste at ideen med firekejsersystemet, tetrarkiet, ikke kunne sætte sig igennem over for den dynastiske ide.

Konstantin den Store og kristendommens gennembrud

Konstantin den Store, søn af tetrarken Constantius Chlorus, vandt den blodige magtkamp, der fulgte kort efter at Diocletian i 305 havde trukket sig tilbage. 306 var han efter faderens død af sine soldater i York blevet udråbt til kejser, men blev ikke accepteret af de øvrige tetrarker. Først bekæmpede Konstantin Maxentius, søn af tetrarken Maximian Herculius, der havde stillet sig imod den diocletianske ordning. I sammenhæng med magtkampen kom det 312 til slaget ved Ponte Milvio (den milviske bro) og ifølge legenden til Konstantins bekendelse til kristendommen. Han skulle før slaget have set et korstegn og vundet under dette tegn^[14]. Dermed havde Konstantin vundet det vestlige imperium for sig.

Efter 324 var Konstantin enehersker i riget, da han på dette tidspunkt også havde udelukket sin sidste konkurrent Licinius som han endnu 313 havde haft en forståelse med. Konstantin videreudbyggede herefter Diocletians reformer. I forvaltningen dannede han nye hofembeder, omdannede praefectus praetorio (prætorianerpræfekt) til de højeste civilembeder og indførte flere skatter. På det militære område går embedet magister militum ("Soldaternes Mester") og den sluttelige deling af hæren i en bevægelig hær og en grænsehær tilbage til ham. Under hans herredømme skete også det mest vidtgående skridt af en romersk kejser siden principatets grundlæggelse af Augustus: befordringen af den blot nogle år før forfulgte kristendom til en statslig anerkendt og privilegeret religion.

Konstantins eget forhold til kristendommen – som ikke straks blev gjort til statsreligion – er omstridt i forskningen. Snarest kan man vel betegne ham som tilhænger af den kristne gud uden at dette siger noget om hans forhold til de andre kulter. Hedninger kunne fortsat udøve deres kulter og havde tilgang til høje statsembeder, også hvis kristne blev foretrukket. Konstantin lod sine sønner opdrage i den kristne tro, gav kirken rige gaver og styrkede biskoppernes magt. Han sikrede yderligere Rhin- og Donaugrænsen og kunne vise goterne på plads; han sluttede en overenskomst med dem i 332. Udenrigspolitisk stod riget under ham så godt som ikke siden det andet århundrede.

Et yderligere vigtigt resultat i hans regeringstid var dannelsen af en ny hovedstad: Konstantinopel, "Konstantins by", det Nye Rom, som blev indviet i 330. Dermed blev rigets tyngdepunkt forskubbet mod øst til den økonomisk stærkere del af riget. Kort før et planlagt felttog mod Sassanideriget døde Konstantin i nærheden af Nikomedia. Han lod sig først døbe kort før sin død, hvad der ikke var usædvanligt^[15].

Afslutningen på Konstantins dynasti

Efter Konstantins død 337 udbrød der en blodig magtkamp der decimerede det konstantinske dynasti^[16]. Konstantins søn Constantius II satte sig endelig 353 igennem som enehersker efter han havde slået generalen Magnentius som 350 havde myrdet Constantius' bror Constans. Den tredje overlevende søn af Konstantin den Store, Konstantin II, var allerede faldet 340 i kamp mod Constans.

Constantius II favoriserede semi-arianerne^[17] i den såkaldte arianske strid og opnåede gode resultater med at stabilisere grænserne, også når kampene mod perserne under Schapur II (død 379)^[18] vekslede. Han kunne imidlertid ikke bygge bro over den kløft der var opstået inden for rigskirken på grund af den kristologiske strid. For tiden mellem 353 til 378 har vi det sidste store historieværk om antikken affattet på latin til rådighed: den romerske officer Ammianus Marcellinus' kejserhistorie. Hans værk er imidlertid ikke fri for at tage parti, især for en fætter til Constantius: Julian. Denne var meget afholdt af den galliske hær som han var leder af, så det kom hurtigt til spændinger mellem ham og kejseren. Julian, der i det mindste foreløbigt igen havde sikret Rhingrænsen, blev 360 udråbt til kejser af tropperne i Paris, og kun fordi Constantius døde kort efter, blev riget skånet for en ny borgerkrig.

Den nye kejser, der var højt uddannet og litterært aktiv, kender efterverdenen som Julian den Frafaldne (Julian Apostata) idet han kort efter sin regeringstiltræden indledte en renæssance for hedenskabet. Dette førte dog ikke til varige resultater, især fordi Julians forsøg på at danne en samlet hedensk statskirke ud af de mange kulter – for at trænge kristendommen tilbage – mislykkedes. Efter kejser Julians død under et felttog mod Sassaniderne i 363, der var en af senantikkens største militære operationer, forblev kristendommen den dominerende religion.

Alle de efterfølgende kejsere var kristne, også Julians direkte efterfølger, den kun kort regerende Jovian^[19]. Han kunne slutte fred med perserne efter forgængernes mislykkede felttog. De under Galerius erobrede områder ved Nisibis tilfaldt ved freden 363 atter Sassaniderne. Østen blev nu stadig mere kristnet; men også vesten, der før Konstantin i vid udstrækning var hedensk, åbnede sig nu mere for kristendommen, også selv om det i den følgende tid kom til en række svære indrekirkelige problemer. Allerede på Konstantins tid kom det til en strid med donatisterne og arianerne; senere kom i østen problemet med monofysiterne. Imidlertid holdt sig problemet med "hedenskabet" indtil slutningen af senantikken, men var dog siden det fjerde århundrede på tilbagetog.

Udenrigspolitisk faldt riget ikke længere til ro. Ved Rhinen og langs Donau blev det trængt af germaner og senere af hunner, mens faren fra Sassaniderne stadig bestod i øst.

Fra Valentinian I til Theodosius den Stores død

Riget blev efter kejser Valentinian I, der fulgte efter Jovian (363-364) i 364, igen ledet af to kejsere. Man så sig åbenbart ellers ikke i stand til at beherske de ydre trusler.

Valentinian indsatte sin bror Valens i øst og tog sig selv af grænseforsvaret, og det lykkedes ham også langvarigt at stabilisere Rhin-og Donaugrænsen og notere flere militære resultater. Samtidig skete der større forandringer i øst. I 370'erne satte folkevandringerne ind i Europa: hunnerne, et folk fra Centralasien løb især alaner-riget ved det Kaspiske Hav over ende og tilintetgjorde omkring 375 Ermanariks goterrige (greutunger) ^[20] i det nuværende Ukraine. I forbindelse hermed fortrængte de nogle andre folkeslag, herunder også Donaugoter (tervinger), mod vest. De goter der under Fritigern flygtede for hunnerne over Donau, blev optaget i imperiet, men revolterede senere grund af utilstrækkelig underhold. De tilføjede 378 østkejseren Valens et tilintetgørende nederlag i slaget ved Adrianopel, hvor også Valens faldt. Dette nederlag blev allerede af mange samtidige set som et tegn på Roms nedgang. ( se også Goterkrigen (377–382) )

Gratian, Valentinians I's ældste søn og siden hans død 375 kejser i vesten, indsatte 379 Theodosius, der stammede fra Hispania, som kejser i den østlige del af imperiet. Theodosius overtog da den svære opgave i det mindste at stabilisere den østlige del af riget. 382 indgik han en aftale eller traktat, foedus, med goterne. De kunne blive i riget og skulle tjene som soldater (foederati, forbundsfæller), men kunne forblive autonome. Denne aftale med goterne jævnede vejen for germanernes rigsdannelse inden for imperiet, men stabiliserede dog foreløbig situationen, da Theodosius nu igen kunne råde over tilstrækkelig mange tropper.

387 fulgte en aftale med Sassanideriget om det gamle stridsemne Armenien, der i århundreder havde været anledning til strid mellem de to stormagter. Rom fik ca. en femtedel, Persien resten landet, det såkaldte Persarmenien^[21]. Med denne løsning var de to parter åbenbart tilfreds, thi bortset fra to korte konflikter var der fred mellem romerne og sassaniderne til 502. Roen på Eufratfronten kan have været grunden til at den østlige halvdel af riget kunne klare 400-tallet. Derudover bedrev Theodosius en kirkepolitik vendt mod hedninger, hvorfor kristne senere gav ham tilnavnet "den store".

Imens var begivenhederne i vesten slået om: Gratian, som havde ført resultatrige felttog mod alemannerne, blev myrdet i Lyon som følge af en soldateropstand i Britannien, der hurtigt bredte sig til fastlandet. Theodosius kunne endnu komme overens med usurpatoren (tronkræver, tronraner) Magnus Maximus, men har til slut 388 besejret og henrettet ham. Herefter gav han herredømmet i vesten til den 17-årige Valentinian II, Gratians yngre bror; men den unge kejser havde kun lidt at sætte op mod vestens faktiske magthaver magister militum, hærmesteren eller "Soldaternes Mester", frankeren Arbogast. Valentinian fik en voldsom død, formodentlig ved selvmord.

Efter flere uger uden vestlig augustus^[22] lod Arbogast til slut den hedensk sindede hofembedsmand og retor Eugenius gøre til kejser; han førte, skønt selv kristen, en relativ tolerant politik over for folk med den gamle tro. Denne usurpator ville Theodosius ikke acceptere, hvorfor han igen marcherede mod vesten hvor han kunne tilintetgøre Eugenius' hær i begyndelsen af september 394 i det blodige slag ved Frigidus. Eugenius blev henrettet, mens Arbogast tog livet af sig. Hedenskabet, som Theodosius allerede 380/381 føleligt havde indskrænket ved love og ved mere vidtgående lovgivning i 391 og 392 havde forbudt, fik dermed det endelige politiske dødsstød hhv. mistede alt håb om at blive tålt officielt. Der skulle dog i mindst endnu 200 år være et betragteligt, men aftagende antal hedninger i det romerske rige.

Theodosius forenede endnu en gang riget for en kort tid, før det efter hans død under sønnerne Honorius (395-423) i vest og Arcadius (395-408) i øst 395 kom til endelig rigsdeling.^[23] De samtidige tog imidlertid ikke denne deling – der kun tilfældigvis blev den sidste i en række – som en særlig markering eller snit. Og faktisk blev den principielle rigsenhed også stadig betonet. Kejserens love gjaldt stadig i hele riget, og vestkonsulen blev indtil opgivelsen af konsulatet under Justinian 1. (død 565) også anerkendt i Østrom – som omvendt de østlige konsuler i den vestlige del af riget. Alligevel udviklede de to dele af riget sig faktisk efter 395 stadig hurtigere bort fra hinanden, og vesten var herefter omkring år 400 dårligere økonomisk stillet end østen.

Fra rigsdelingen 395 til erobringen af Rom 410

I østen begyndte en periode med relativ fred der kun blev forstyrret af lejlighedsvise kampe på Donaufronten (hunner og germaner) såsom 420-422 og 441 af to korte krige mod Sassaniderne. Først i anden halvdel af 400-tallet måtte også østriget igen forstærket vende sig mod forsvaret af grænserne. Østen var stadig den økonomisk stærkeste halvdel af riget og kunne endnu mobilisere store pengesummer. Det lykkedes også for det østlige diplomati af "omdirigere" flere angrebsbølger over mod vesten. Frem for alt kunne indflydelsen af magister militum, hærmesteren, der ofte var af barbarisk afstamning, inddæmmes og til sidst trænges tilbage. Arcadius (395-408) og hans søn Theodosius 2. (408-450) var ganske vist ikke dygtige herskere, og alligevel fungerede rigets forvaltning forholdsvis gnidningsløst. Den konflikt, der brød ud med vestriget ved begyndelsen af Arcadius' regeringsperiode om Illyrien, kunne bilægges.

Den første kejser i vesten, Honorius, havde for en tid – trængt af den mægtige magister militum Stilicho – sågar overvejet at gå militært mod østriget. Da rigsgrænsen ved Rhinen årsskiftet 406/407 endeligt faldt ^[24], og der flød en sand strøm af germaner (vandaler og sveber, senere også burgunder) og alaner ind over vestriget, måtte han dog tage afstand derfra. 408 blev Stilicho dræbt med svigersønnen Honorius vidende. Det viste sig endnu en gang, at kejserne havde mistro til et mægtigt militær – og det ikke altid med urette.

Vesten faldt ikke mere til ro. Truet af germaner og hunner, og tillige udsat for et kup af en hærmester og regeret af uduelige kejsere, mistede det vestromerske rige lidt efter lidt sine vigtigste provinser til germanerne. Britannien gik tabt i begyndelsen af 5.århundrede, mens den vestromerske hær, der var blevet stadig mere barbariseret ved optagelse af germaner, efter Aëtius' død omkring midten af 5. århundrede faktisk selv blev opløst. I vesten dannedes efter første halvdel af 5. århundrede germanske riger på Imperium Romanums grund, bl.a. vandaler, vestgoter, franker, angler og østgoter.

410 blev sågar Rom, ganske vist for længst ikke længere vestrigets hovedstad, men dog stadig et prestigeobjekt, plyndret af vestgoterne under Alarik . Han havde allerede tidligere været aktiv i østriget, dels på egen hånd, dels i alliance med Stilichos, og ville nu tilkæmpe sig nye områder til bosættelse for sit folk i vestriget. Roms fald var et signal – for hedningerne var dette et umisforståeligt tegn fra guderne, der ville straffe riget for at være gået bort fra den gamle tro. Augustin skrev med tanke på dette sit store værk De Civitate Dei ("Gudsstaten" eller "Guds by") som et direkte svar på denne formodning.

Stabilisering i øst og sammenbrud i vest

Den militære katastrofe var fuldkommen for vesten med Rhingrænsens sammenbrud i 406, også selv om de germanske hære i reglen ikke kunne modstå en beslutsomt ført romersk armé. Rigets vigtigste provinser gik tabt for den vestromerske kejser, der siden Honorius (395-423) residerede i Ravenna, idet de germanske forbundsfæller – foederati – over for den romerske centralregerings svaghed langsomt opnåede en faktisk uafhængighed af Ravenna. Vestgoterne slog sig 418 ned i Aquitanien hvor de så snart efter 460 opløste det formale afhængighedsforhold til kejseren. De oprettede en stat i staten, hvad der dog i vid udstrækning skete i forståelse med det lokale aristokrati. Germanere trådte gradvist ind i stedet for den romerske centralmagt, uden at det synes at have haft nogle synlige konsekvenser for befolkningen i områderne. Den nøjagtige udformning af bosættelsen (fik de land eller en andel af skatteindtægterne) diskuteres endnu i forskningen^[25] Men der eksisterede ikke efter 455 nogen slagkraftig romersk hær i vesten. Vestgoterne tog i de følgende årtier Hispania i besiddelse sammen med sveberne, mens frankerne tog Belgisk Gallien i det nordlige Gallien.

Vandalerne satte 429 fra Spanien over til Afrika og erobrede Karthago 439. De berøvede således den vestromerske kejser den rigeste provins i riget, hvorved han derefter kun herskede effektivt over Italien, dele af Gallien og Hispania. Faren fra hunnerne under Attila, der tidligere endnu havde samarbejdet med vestriget og derved skaffet det i det mindste en lille hvilepause, kunne dog afværges ved den romerske hærmester, magister militum, Aëtius, der siden 430'erne var den mægtigste mand i vestriget, ved slaget ved Chalons 451 ("de katalauniske marker"). Aëtius havde betegnende nok måttet gribe til hjælp fra germanske foederati. Den vestromerske arme stod netop i begreb med at forsvinde og opløstes faktisk efter hans død. 454 lod kejser Valentinian III, vestens sidste kejser af det theodosianske dynasti, generalen ombringe af frygt for hans indflydelse. Dette mord måtte kejseren snart efter betale med sit eget liv: han blev 455 myrdet af tilhængere af hærmesteren.

De følgende kejsere i vesten var for det meste ude af stand til at genvinde initiativet i kampen mod barbarerne, skønt Majorian (456-461) eller Anthemius (467-72) helt igennem var indstillet derpå. Efter ombringelsen af Aëtius førte hærmesteren Ricimer faktisk alene rigsforretningerne i vesten indtil 472. Han var også ansvarlig for flere kejseres død. Ricimer kunne bogføre enkelte små resultater i Vestroms afværgekamp; alligevel blev Rom 455 plyndret af vandalerne. En samlet operation af vest- og østriget mod vandalerne mislykkedes derpå i 468, hvad der førte til Østroms anerkendelse af vandalerriget.

Med afsættelsen af Romulus Augustulus 476 af Odoaker opløstes det vestromerske kejserdømme; den sidste legitime kejser var Julius Nepos, der døde 480 i Dalmatien. Vestriget havde dog ikke været livsduelig siden rigsdelingen 395, og senest især ikke efter Rhingrænsens sammenbrud 406, selv om man heller ikke skal undervurdere sammenbruddet i det kejserlige herredømme i Italien; at det i 6. århundrede endnu engang for en kort tid skulle lykkes at forene Italien og østriget, var knap at forvente. I Nordgallien holdt sig endnu til 486 et gallo-romersk restrige som blev behersket af Aegidius og Syagrius, død 487. Kongerne i de germanske forbundsriger (riger af foederati) så nu den østromerske kejser som deres nominelle overherre.

Thi imperiets østlige del værgede sig i vid udstrækning med godt resultat mod den ydre trussel. Kejser Markian, der 450 var fulgt efter Theodosius II. fratog helt hunnerne den tribut. Det var hans fortjeneste at de rettede deres angreb mod vestriget – vel ikke mindst fordi hunnerkongen Attila vidste at de østromerske Balkanprovinser allerede var øde og afkræftede. Østens øvrige provinser befandt sig dog ikke inden for hunners og germaners rækkevidde, da den stærke fæstning Konstantinopel kontrollerede Hellespont og forhindrede en overgang fra Europa til Asien. Ved den romerske østgrænse kunne til 502 holdes fred med Sassaniderne, der selv var truet af hunnerfolk, hvad der var en stor aflastning da regeringen i Konstantinopel derfor uforstyrret kunne lade sig bero på indkomsterne fra de rige østprovinser.

Det økonomisk mere ydedygtige og tættere befolkede Østromerske rige kunne derfor klare sig i modsætning til det Vestromerske rige. Åbenbart lykkedes det her staten allerede tidligt i større udstrækning at gøre sine ressourcer anvendelige. I 5. århundrede var de østlige statsindkomster mange gange større end de vestlige. Kejser Leo I. (457-474) udelukkede tilmed den gotiske hærmester Aspar med hjælp fra den senere kejser Zenon. Mange germanske soldater i romersk tjeneste blev efterfølgende slået ihjel,^[26] og kejserne benyttede nu igen i stigende grad rigsanhørige ved rekrutteringen. Disse stammede dog for det meste fra de områder der var mindst romaniserede. Zenon, der selv var isaurier,^[27] kunne da ikke mindst med hjælp fra disse halvbarbariske folk yderligere forbedre det østromerske riges militære situation. Dermed blev den grundsten lagt for den dominerende stilling som kejserne skulle indtage i middelhavsområdet i de følgende århundreder.

Zenon indgik 488 en aftale med den østgotiske konge Theoderik og sendte ham 489 ind i Italien. Baggrunden er imidlertid omstridt. Kejseren profiterede imidlertid på den måde, at han afledte en potentiel fare, mens Theoderik fik rådighed over nyt og rigt land til bosættelse. Theoderik, som man senere kaldte "den store" på grund af hans resultater, lykkedes det snart at bringe hele landet under sin kontrol. 493 myrdede han Odoaker og regerede formelt som kejserens statholder i Italien, men førte dog en ganske selvstændig politik. I det østgotiske kongedømme holdt man fast i den romerske forvaltningspraksis, mens landet kulturelt oplevede en sen blomstringstid (se også Boëthius).

Det sjette århundrede: Østromersk hegemoni

I østen varede antikken til ind i 600-tallet, og indflydelsen på i vestens skæbne^[28] af det endnu romersk-antikt prægede rige var betydelig. Kejser Anastasios 1. (491-518) befriede kort før 500 den østromerske stat for isauriernes^[27] indflydelse og efterlod på grund af en klog økonomisk politik sine efterfølgere den største statskasse i den romerske historie. Han bekæmpede med godt resultat forsøg på tronovertagelse (usurpationsforsøg) og betonede i religionspolitikken forskellen til pavens position. Først hans efterfølger Justinius 1. (518-527) afsluttede 519 det akakianske skisma^[29], som havde skilt kirkerne i Konstantinopel og Rom i henved 30 år. Ved denne tilnærmelse til vesten skærpede han dog konflikten med monofysiterne.

Justinius' nevø, Justinian 1., en af senantikkens største herskere, kunne derpå efter 534 drive en stort anlagt restaurationspolitik. Et begrænset, men især overraskende resultat af dette forsøg på at genoprette imperiet var, at med Nordafrika, Italien og Sydspanien blev rigets kerneområder igen underkastet romersk herredømme. Imidlertid gik vigtige dele af Italien, som kun var blevet erobret efter hårde kampe, igen tabt til langobarderne kort efter Justinians død. Dertil blev riget efter 541 hjemsøgt af en ødelæggende pest hvad der åbenbart førte til en demografisk og deraf følgende økonomisk som militær krise. I østen måtte Justinian tillige sætte ind med et værn mod perserne, hvis konge Chosrau 1. udviklede sig til en stor modstander for kejseren. Alligevel oplevede den senantikke kultur under Justinian et højdepunkt. Den kodifikation af romerretten der blev til på hans foranledning, viste sig som et vedvarende resultat, og den kejserlige magtfordring blev accepteret af de fleste tilbageblevne germanerriger, måske med undtagelse af frankerkongen Theudebert 1. Da Justinian døde 565 efter 38 år ved magten, var Østrom middelhavets dominerende magt, uanset alle krisesymptomer.

I det østromerske rige bestod Imperium Romanum statsretsligt fortsat, og den antikke civilisation levede videre der. Det kulturelle liv i østen undergik dog i de følgende århundreder en forvandling, og riget gik ret hurtigt sine egne veje efter Justinian, der som den sidste kejser havde latin som modersmål. Ved en række indre reformer mistede riget langsomt sin senromerske karakter, og til dette kom et tiltagende ydre pres. Mellem 540 og 630 befandt Østrom sig i en stadig mere bitter kamp med Sassanideriget, der kun var afbrudt af et par korte fredsperioder, 562 til 572 og 591 til 602 ^[30] Halvandet årti efter omstyrtelsen af kejser Maurikios, der 591 kunne slutte en kortvarig fred med perserne og var gået ret resultatrigt frem mod avarer og slaver på Balkan, gik Balkanprovinsen i vid udstrækning tabt til avarer (og slaver) ^[31]. Den sidste kejser der endnu aktivt og virksomt kunne gribe ind i vestens forhold var den i kilderne dårligt omtalte Fokas, død 610.

Det syvende århundrede: Den gamle verdens "undergang"

(c) Classical Numismatic Group, Inc. http://www.cngcoins.com, CC BY-SA 3.0

I de første år af 600-tallet erobrede Sassaniderne frem til 619 midlertidigt Egypten, Syrien og Lilleasien. Kun med store anstrengelser lykkedes et resultatrigt modværge til slut under kejser Heraklios som 622 indledte en modoffensiv og 627 afgørende kunne slå perserne, som endnu 626 forgæves havde belejret Konstantinopel. Storkonge Chosrau II. blev sat fra tronen februar 628 og siden myrdet. Sassaniderne afstod igen de erobrede områder til Østrom, mens Persien sank ned i kaos.

Det militært og økonomisk afkræftede østromerske rige kunne kun sætte lidt ind mod araberne. Østromerne tabte 636 i slaget ved Jarmuk og mistede i de følgende år igen deres øst- og sydprovinser, men denne gang endegyldigt. Til sidst faldt 698 også det østromerske Karthago. Resten af det nu ganske græciserede rige befandt sig i de følgende årtier i en fortvivlet afværgekamp, så kejserne i vid udstrækning måtte bero på vesten. Den korte forlægning af den kejserlige residens til Italien under Konstans 2. var dog en episode. Også det kulturelle liv forandrede sig: således gik mange byer under, andre forvandlede sig til væsentligt mindre, befæstede bosættelser, kastronen var nu i mange dele af riget det eneste bymæssige midtpunkt for livsførelsen.

Da situationen igen havde stabiliseret sig i det sene 8. århundrede, var der ud af det senantikke Østrom blevet det middelalderlige, græske Byzans, der endnu kunne klare sig i århundreder. Perserne derimod blev 636/37 og 642 blev slået afgørende af araberne. Den sidste storkonge Yazdegerd 3. blev myrdet 651, hvormed sassanideriget ophørte med at eksistere.

Fra den antikke verden ind i middelalderen

I løbet at sjette århundrede skete der i vesten en langsom transformation til en germansk-romansk verden. I Britannien gik den romerske kultur vel imidlertid allerede ned kort efter erobringen af anglerne, sakserne og jyderne, der oprindelig efter de kejserlige troppers afmarch 407 af den romerske befolkning var blevet kaldet til landet som foederati. Kun i Wales blev der endnu i 6.århundrede sat latinske indskrifter. Vestgoternes tolosaniske rige, som siden det sene 5. århundrede havde bredt sig ud over hele Spanien, er derimod på mange måder et eksempel på symbiose af senromersk samfund og germansk herredømme. Vestgoterne mistede den største del af Gallien til frankerne allerede 507 og trak sig i vid udstrækning tilbage til den iberiske halvø, hvor hovedstaden blev Toledo (Det tolosaniske rige / Visigoter ?). Deres rige blev imidlertid i det tidlige 8. århundrede løbet over ende og opløst af muslimerne da de trængte nordpå. Det af Geiserik i Nordafrika grundlagte Vandalerrige oplevede i 5. århundrede en blomstring, men kom så under stadig stærkere pres fra mauriske stammer og faldt 533 efter et angreb af den østromerske hær under Belisar.

I Italien havde østgoteren Theoderik den Store langt hen ladet sit rige føre efter romersk mønster, dog forsvandt østgoterriget omkring midten af 6. århundrede som følge af Justinian 1.s Restauratio imperii, "Imperiets genskabelse". Da longobarderne så 568 erobrede store dele af Italien, var dette den sidste germanske rigsgrundlæggelse på vestromersk grund og dermed samtidig slutningen på den store folkevandring. Det vestromerske senat forsvandt ud af kilderne ved århundredets slutning.

Kun en enkelt af de første germanske rigsgrundlæggelser fik nogen varighed: merovingernes frankerrige. I år 498 skal frankerkongen Klodevig 1. have ladet sig døbe og dermed optaget den romerske arv i Gallien. Frankerrigets historie går allerede glidende over i middelalderen, så det her er svært at lave klare snit (se også Gallo-romersk kultur).

Endnu i lang tid accepterede germanerrigerne i reglen romernes overhøjhed. Deres herskere anstrengte sig for at opnå kejserlig anerkendelse og romerske titler. Et symbol på at kun kejseren og sassaniderigets storkonge var egentlige suveræne monarker, var blandt andet det privilegium at kunne præge herskerbilledet på guldmønter. I sjette århundrede blev dette stadig accepteret af de fleste germanerkonger, idet de kun satte deres eget portræt på sølvmønter. Kun merovingerkongen Teodebert 1. (534-48) lod præge guldmønter med set eget billede. Alt det ændrede sig først grundlæggende da kejserne efter ca. 600 var blevet svækket for meget ved persernes og arabernes angreb til at kunne være aktive i vesten. Den arabiske invasion ødelagde tillige endegyldigt middelhavsverdenens enhed (sml. om Pirenne-tesen og se Islamiske ekspansion). Også kontakten mellem Konstantinopel og vesten løsnedes nu synligt.

Den tidlige middelalder tog i de følgende årtier langsomt skikkelse. I vesten skete det parallelt med en glidende kulturel nedgang, hvad der blandt andet kan ses af tilbagegangen i skrivefærdighed eller i byernes forfald. Ofte blev skriftligt materiale fra antikken som Cassiodors Vivarium kun reddet i klostre hvor man især koncentrerede sig om kristne værker. Mange regioner af det tidligere rige faldt tilbage i fuldstændig mangel på overlevering så talen om "mørke århundreder" mellem ca. 560 og 800 ikke er uberettiget, også selv om der var store regionale forskelle. I den nyere forskning bliver det dog betonet at der også hele tiden har været en vis kontinuitet^[32].

Fuldstændig forsvundet var den antikke og klassiske civilisation ikke for middelalderen, selv om der ubestrideligt var tale om et dramatisk tab i kulturgoder og en nedgang i den materielle kultur, der dog var regionalt præget og forekom tidligere i vesten end i Østrom. Imidlertid fungerede netop kirken som overbringer af antikkens dannelsesarv, ganske vist kristeligt overleverede og "filtrerede" (sml. blandt andet Augustinus, Boëthius, Cassiodor), hvorved man især støttede sig til Isidor og Martianus Capella. Der skete ganske vist en tydelig omorientering af uddannelsen – væk fra den klassiske paideia – men samtidig bevirkede dette en relativ kulturel ensartethed i den tidlige middelalderlige verden. Denne ensartethed strækker sig ganske vist kun til de bevidnelser fra klosterkristendommens "højkultur", som senere århundreder fandt værdige til overlevering^[33].

På den anden side er for den efterfølgende tid ofte end ikke de vigtigste bispedømmer sikret. Köln har for eksempel et hul i listen over biskopper mellem ca. 400 og midten af 500-tallet. Alligevel synes den materielle og økonomiske side af den antikke kultur længere nordpå at have levet videre i længere tid end man kunne forvente "i dette historiens mørke"^[34] – for eksempel i Trier. Middelalderen hævede sig ikke overalt ud af dette mørke på samme tid. Den frankiske middelalder med den merovingiske rigsgrundlæggelse og dynastiske konsolidering på de romerske forvaltningsstrukturer satte allerede meget tidligt ind. Romerske byer længere mod nord og nordøst havde en anden skæbne. Således bliver Wien (senantik: Vindomina eller Vindomana) sidst nævnt af Jordanes i hans goterhistorie og først 881 er der igen tale om byen, nu som Wenia.

Sociokulturelt grundrids

Kulturelt liv

Den senantikke litteratur viste længe ikke tegn på nedgang. Med omstilling af bogproduktionen fra papyrus til pergament omkring 400 var bestemte forfattere udelukket fra overlevering. I øst blev kontinuiteten i den klassiske uddannelse heller ikke fuldstændig afbrudt i den tidlige middelalder^[4]. Den syriske litteratur frembragte nu nogle betydelige værker. I den latinske litteratur^[35] rager det sidste store latinske digterværk i antikken frem, Res gestae af Ammianus Marcellinus og ligeledes Claudians digtning, skønt de begge stammede fra det overvejende græsktalende øst. Den sidste latinske epiker af rang var Corippus der i 6. århundrede forfattede det stilistisk af Vergil inspirerede værk Johannis. ^[36]

Også i Gallien og Spanien blomstrede længe en stærkt retorisk præget digtekunst som for eksempel hos Ausonius. Gallo-romeren Sidonius Apollinaris skrev lovtaler og breve der muliggør et detaljeret indblik i den gallo-romerske kultur. Omkring 600 samlede Isidor af Sevilla, senantikkens sidste store latinske lærde, den viden om oldtiden der var tilgængelig for ham, og formidlede den videre i grundtræk til den middelalderlige verden.

Den kristne litteratur frembragte med Boëthius' Filosofiens trøst og kirkefaderen Augustins skrifter værker af stor betydning. Den berømte og højtuddannede retor Marius Victorinus konverterede 355 under stor opmærksomhed til kristendommen og kommenterede efterfølgende Det Nye Testamente. Litteraturen satte sig også som mål at erstatte klassiske romerske tekster med ligeværdige kristne modstykker som Prudentius med værket Psychomachia; men man skabte også nye former, som for eksempel Ambrosius' hymner og værkerne af Arator. Modsat forsøgte repræsentanter for den "gamle" dannelse at bevare og samle den i filosofiske arbejder, skønt også kristne medvirkede hertil. Som repræsentanter for den gamle dannelse hørte for eksempel Quintus Aurelius Symmachus og Symmachuskredsen, hvortil blandt andet hørte Virius Nicomachus Flavianus og Vettius Agorius Praetextatus, Aelius Donatus, Maurus Servius Honoratius og Ambrosius Theodosius Macrobius. Nordafrikaneren Martianus Capella påtog sig efter 470 et sidste forsøg på at sammenfatte den hedensk-romerske viden i en stor gudeallegori. Kristendommens fordring på den absolutte sandhed havde dog en vedblivende indflydelse på overleveringen.

Senantikken betydeligste græske historiker var uden tvivl Prokopios af Cæsarea. I østen blomstrede den antikke historieskrivning endnu til ind i den tidlige 7. århundrede (Theophylaktos Simokates), indtil den til slut forsvandt i kølvandet på den antikke kulturs nedgang efter Østroms afværgekampe mod den arabiske ekspansion. I rigets østlige dele kan man især fremhæve talerne Libanios og Themistios, mens der inden for området nyplatonisme^[37] opstod en hel række af filosofiske værker til ind i 6. århundrede. Ved siden af Plotin (der tidsmæssigt strengt taget ikke hører med til senantikken) kan man tænke på Porfyr, Proklos, Iamblichos af Chalkis, Isidoros (fra Alexandria, død o. 526) og Damaskios. Simplikios', (o. 550) store Aristoteles-kommentar regnes som den antikke filosofis sidste betydelige præstation. Efter lukningen af Akademiet i Athen af Justinian 529 gik også langsomt den hedenske filosofi mod slutningen. I Harran holdt sig dog over længere tid en hedensk filosofisk skole. Under Justinian var det muligt at modtage en grundlæggende retorisk og litterær uddannelse selv i mindre byer. Det senantikke dannelsesideal var derved stærkt konservativt præget.

Samtidig satte bogen (codex, kodeks) sig igennem over for skriftrullen, og der opstod nye bygningstyper (basilika). Mens antallet af offentlige nybygninger samlet set gik tilbage (også på grund af den lokale elites forsvinden, der tidligere hvde foreviget sig ved stiftelser), steg antallet af kirkebyggerier efter rigets kristianisering. Højdepunktet var Hagia Sophia som Justinian 1. lod genopføre efter en brand og som var antikkens sidste store bygningsmæssige præstation. Af betydning i senantikken var også mosaikkunsten også selv om det var enklere former der dominerede i sammenligning med den "klassiske antik". I den bildende kunst efter 300 forklares den dominerende afindividualiserede, frontale fremstillingsstil med orientalsk indflydelse; man kan for eksempel sammenligne kejserportrætterne af kejser Caracalla, 186-217 med Konstantins eller Valentinian II, 375-392).

I vesten satte allerede i 5. århundrede en transformationsproces ind der langsom gik over i den tidlige middelalder ved dannelsen af germanske riger på imperiets grund. Germanerne forsøgte ikke at sætte den romerske kultur til side, som Teoderik den Stores forvaltningspraksis eller vestgoternes retspraksis viser.

Imidlertid var grænserne flydende. I østen blev flere elementer af den antikke kultur bevaret end i vesten. For Italien var den anden goterkrig (fra 541) og longobardernes indfald af betydning. Senest forstyrrede araberstormen i 7. århundrede middelhavsområdets kulturelle enhed, der havde præget oldtiden i mindst 500 år – siden dannelsen af det romerske verdensrige. Antikken stod overfor at blive afløst af middelalderen.

Sprog i øst og vest

I vesten havde latin sat sig næsten helt igennem. De græsksprogede områder i Italien og på Sicilien forsvandt, og kendskabet til græsk i de øverste lag formindskedes også efter omkring 400. Først efter Justinians erobringer kom det til en fornyet græcisering af nogle regioner. Dog da den senere pave Gregor den Store i det sene 6. århundrede opholdt sig i Konstantinopel, måtte han stadig kæmpe med forståelsesproblemer. I nogle områder af vesten havde også andre sprog overlevet; men det er omstridt om kirkefaderen Augustin omkring 400 virkelig mente karthagernes gamle semitiske sprog, da han omtalte at der endnu i Nordafrika blev talt punisk.

Det latinske sprog i vesten begyndte at forandre sig i løbet af senantikken. Mens der i litteraturen endnu i sjette århundrede opstod "højsproglige" værker på klassisk latin, udviklede det almindelige folk dialekter, der skulle blive grundlaget for de senere romanske sprog.

I østen (hvor der tillige i store områder blev talt syrisk) havde græsk længe været det fremherskende lingua franca. I hæren, ved hoffet, i forvaltningen, såvel som i dele af Thrakien og Illyrien talte man dog længe latin. Ved Justinians erobringer blev Italien, Nordafrika og Sydspanien yderligere latinsprogede områder integreret i imperiet. Generelt gik imidlertid udbredelsen i overklassen af dannelsessprog nummer to tilbage (i vesten græsk, i østen latin), skønt man i øst under Justinian endnu kunne modtage en grundlæggende undervisning i latinsk litteratur og sprog; der opstod i Østrom stadig vigtige latinske værker, blandt andet af Corippus og Jordanes.

Først under Heraklios (død 641) blev græsk her til det eneste embedssprog. Fra den tid uddybedes kløften mellem Byzans og det latinske vest på grund af sprogbarrieren, og den middelbyzantinske tids græsk adskilte sig allerede på mange måder fra det gamle græsk i udtale og grammatik.

Samfundsstruktur

Siden Caracalla i 212 havde givet alle frie indbyggere i riget romersk borgerret (constitutio antoniniana), bortfaldt den tidligere vigtige forskel mellem borgere og ikke-borgere. Det senantikke samfund var nu grundlæggende inddelt i den lille gruppe af potentes ("de mægtige") og resten af befolkningen, humiliores. Juridisk var denne inddeling af betydning, da potenses gennemgående kunne forvente mildere straffe.

Blandt potentes udgjorde senatorerne en særlig privilegeret gruppe. Siden Constantius II (død 361) nød senatet i Konstantinopel derved de samme forrettigheder som senatet i Rom. Gik man tidligere ud fra at medlemmerne af aristokratiet havde trukket sig tilbage til deres landsteder, så kan der imidlertid eftervises eksistensen af paladsagtige byhuse. Senatorerne var igen delt i forskellige rangklasser (clarissimi, spectabiles og illustres), der endnu havde betydning under Justinian. Senatet i Rom blev i løbet af 4.århundrede stadig mere kristianiseret, også selvom der i det mindste til ind i begyndelsen af 5.århundrede var en ikke ubetydelig gruppe hedninger ^[38].

I det tidlige 4. århundrede forsvandt betegnelsen "ridderstand" (sl. eques/pl. equites ^[39]) og blev erstattet af en nye sociale kategorier som perfectissimi etc. Det lokale aristokrati, curiales, oplevede siden det 3.århundrede en langsom nedgang, vel på grund af stigende skattemæssig belastning. Man forsøgte derfor at unddrage sig forpligtelserne ved (fx) at blive gejstlig, at træde ind i den kejserlige tjeneste eller at trække sig tilbage til landejendomme for på den måde at slippe for beskatningen i byerne. Dette lykkedes imidlertid kun for et mindretal, således at forskellen inden for rigsaristokratiet tiltog stærkt. Den lille kreds af virkeligt mægtige og rige dominerede nu også politikken i deres respektive hjembyer, mens curiales aftog stadig mere i betydning. Senest bliver der i forskningen fremlagt en anden forklaring på den såkaldte curialeflugt: Det skulle netop have været opstigningen af de mest velhavende curiales ind i rigsaristokratiet der lod andre, fattigere grundbesiddere træde ind i deres sted og derved forstærkede skattetrykket på grund af den kollektive hæftelse. Den tiltagende svækkelse af de lokale curier skulle så have været en bieffekt af en opstigning af deres rigeste medlemmer.

(c) Decius, CC BY-SA 3.0

Den samlede private rigdom i hænderne på færre aristokrater synes i vesten at have været større end i østen. Det kan have været en grund til den højere skatteinddrivelse i østriget hvor de mægtige ret let kunne unddrage sig deres finansielle forpligtelser. Mens det vestlige kejserdømme ikke til sidst gik ned på grund af pengemangel, arrangerede den rige italienske senatsadel sig med goterne og mistede først mod midten af sjette århundrede sit økonomiske grundlag. Det øverste lag var stolt over sin status og klassiske uddannelse paideia, der endvidere regnedes som tegn på en standstilhørighed og til sidst forsvandt med den – i vesten i sjette, i østen i syvende århundrede.

Hvordan slavernes rolle skal indplaceres, er der i forskningen ikke enighed om; imidlertid kan man gå ud fra at der ikke har været tale om et egentlig brud i forhold til den tidligere praksis, og at slaveriet også videre frem i det mindste spillede en ikke ubetydelig rolle.

Økonomi

I den vestlige del af imperiet kunne man ganske vist tale om en vis befolkningstilbagegang, men den satte vel først ind med fuld styrke i 5. og 6. århundrede, mens forholdene i 4. århundrede formodentlig endda var gunstigere end i soldaterkejsernes tid midt i 3. århundrede. De store byer, især Rom, Karthago, Trier, Konstantinopel, Antiokia og Alexandria, blomstrede endnu længe og forfaldt i vesten først efter germanernes erobringer, i østen endnu senere ^[40]. Vestrom oplevede, betinget af eller forstærket ved germanernes indfald, i 5.århundrede ren økonomisk nedgang – regionalt, men i forskellig grad. Dertil kom at de rigeste områder, især Nordafrika, nu ikke længere stod til rådighed for den vestlige kejser.

Af betydning for den økonomiske og demografiske udvikling var så til slut den såkaldte justinianske pest, som siden 542 hjemsøgte hele middelhavsområdet og krævede mange ofre. For Italien markerede derudover den anden goterkrig (541-552) et indsnit^[41]. De langvarige, nådesløse kampe ruinerede imperiets tidligere kerneland. Således undgik Rom, der endnu omkring 530 kan have haft ca. 100.000 indbyggere, kun knap fuldstændig ødelæggelse. Imidlertid så Italien trods alt ud til at være et lønnende mål for longobarderne endnu 568. At der dér efter over 30 år med krig og plyndringer endnu vinkede et bytte forude, viser hvor rig halvøen tidligere må have været.

Det gik længe bedre for den østlige del af riget end for den vestlige, og en grund hertil var at de vigtigste industrier og handelscentre lå i øst. Dér endte også silkevejen, og der foregik stigende handelsudveksling med Persien. Endnu for Justinians tid regner forskningen med ca. 900 større og mindre poleis i det østromerske riges område, blandt hvilke Konstantinopel med godt 500.000 indbyggere var den betydeligste. Man skal dog betænke at den græsk-romerske økumene regnede et "civiliseret" liv for et liv i byen. Enkelte områder af riget – for eksempel Egypten eller Palæstina – oplevede endnu i 6.århundrede en økonomisk blomstring. Den åbenlyse nedgang for curiales behøver derfor ikke blot sættes i forbindelse med en almindelig krise for byerne. I mange af østens byer kan der fra Justinians tid påvises store private bygninger.

De romerske handelskontakter rakte fra Aksum-riget i Nordøstafrika, der var kristnet i 4. århundrede, til det nuværende Etiopien og til "Det gamle Saudiarabien" ^[42], mens handelsforbindelserne over Persien til Centralasien og videre til Kina blev kontrolleret af Sassaniderne. Romerske forsøg på at presse den persiske indflydelse tilbage fra Afrikas Horn henholdsvis at indrette nye handelsruter, der var uafhængige af Sassaniderne mislykkedes dog. Persiske handelsmænd beherskede handelen med silke i det Indiske Ocean, hvor Ceylon var en vigtig omladningsplads.

Den opfattelse, der har været anført i tidligere forskning (A.H.M. Jones), at der i den senantikke økonomi skulle have været for få producenter og for mange konsumenter, har været betvivlet. Også den antagelse at menneskene skulle have lidt under et stadigt tiltagende skattetryk, som frem for alt klagerne i kilderne gør nærliggende, synes at være modgået af papyrusfund og arkæologiske udgravninger. Man kan under alle omstændigheder ikke gå ud fra en almen økonomisk krise i senantikken. Forholdene var alt efter tid og sted meget forskellige, og især i østen endnu lang tid gunstigere end i vesten. For eksempel kunne den særligt velhavende og indflydelsesrige familie Apionen i Egypten, hvis historie er ganske godt belagt, drive åbenbart lukrative forretninger.

De private midler fordelte sig på en relativ lille og velhavende overklasse, der ganske vist gerne trak sig tilbage til prægtige landejendomme – hvad der tidligere blev taget som et indicium på en tiltagende feudalisering – men alligevel også opholdt sig i byerne. I sammenligning med denne gruppe var størstedelen af befolkningen fattig, hvad der blot betød at man ikke kunne leve af sine præbender^[43] – jordegods, hvis overskud man skulle leve af – eller sin ejendomsbesiddelse, men selv måtte arbejde for føden. Derfor er forestillingen om en simpel inddeling i "fattig" og "rig" knap korrekt over for den komplekse virkelighed.

Talrige kejserlige love bestemte at sønner var bundet til faderens erhverv, et slags arveligt kastesytem^[44]. I principatet var det endnu næsten en selvfølge at arve faderens erhverv. Den voksende sociale mobilitet i senantikken synes ikke væsentligt at have været forringet med disse forholdsregler der åbenbart skulle dreje tidens hjul tilbage. Således var kejser Justianus 1. (518-527) en simpel bondesøn der nåede til tops i staten.

På landet gjaldt for forpagterne af de store landejendomme i reglen bindingen til det stykke land der skulle bearbejdes, den såkaldte kolonatret, stavnsbånd?   Denne forholdsregel skulle sikre at jorden blev bearbejdet, og dermed garantere staten stabile indkomster. Man kan ikke som et rigsfænomen konstatere en generel forarmelse af småbønder og deres fordrivelse af kolonister. På landet, især i Gallien, kom det dog til enkelte opstande, de såkaldte bagauden^[45], hvis årsager ganske vist er omstridte. Måske drejede det sig om en reaktion på germanske plyndringstogter. Samlet set kendes for den senantikke periode, også medregnet revolter i byerne, færre tilfælde af social uro end i tidligere faser af den romerske historie.

Eftersyn Dette afsnit bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Kejserdømme og forvaltning

Kejseren indtog i det senromerske rige siden Diocletian en sakral rolle, ikke ulig en guds vicekonge på jorden. På portrætter og mønter forsvandt efter Diocletian herskernes individuelle træk over for betoningen af deres embedes tilbagetrukkethed og sakralitet. Det voldsomme hofceremoniel nåede under Justinian 1. sin fuldendelse. Herskeren var imidlertid endnu bundet til den gammelromerske forsørgerpligt, og nye kejsere blev udnævnt ved akklamation^[46]. Kejserdømmet var ikke arveligt, og for at sikre at efterfølgeren kunne blive en slægtning, blev det ofte forsøgt at gøre denne til medkejser som forberedelse – som for eksempel Justinus 1. (518-27) der udpegede Justinian 1. (527-65) som medkejser kort før sin død.

(c) ​English-speaking Wikipedia user ChrisO, CC BY-SA 3.0

Tillige var lovgivningen ^[47] på ingen måde suspenderet, som det ellers kan synes i den ældre forskning med begrebet dominat. Snarere viser talrige forordninger i codices at kejserne i vid udstrækning følte sig bundet af lovene ^[48].

En sædvanlig praksis i senantikken var udnævnelsen af en medkejser (cæsar) ved siden af hovedkejseren (seniorkejseren augustus^[22]), eller at adskille magtområdet mellem de to augusti, som for eksempel mellem Valentinian I und Valens. Rigets enhed forblev imidlertid uberørt deraf, da en kejsers lovgivning også havde gyldighed for den anden halvdel. Først efter Theodosius I blev der ud af den forvaltningstekniske deling også en faktisk deling. Imidlertid forblev forestillingen om en rigsenhed levende og virksom langt ud over slutningen på det vestlige kejserdømme.

I det indre tegnede der sig en tendens til stærkere centralisering af forvaltningen. Især skabte Konstantin talrige nye hofembeder. Det gamle ærværdige konsulat, der siden Augustus knap havde haft nogen virkelig magt, opretholdtes ganske vist til 542, men havde ikke længere nogen politisk indflydelse.

Delingen i civil og militær magt, der tidligere havde været ukendt i Rom, er et typisk fænomen for senantikken. Derved blev det civile hierarki siden Diocletian og Konstantin følgende: Direkte understillet kejseren var prætorianerpræfekterne (ental: praefectus praetorio). De af disse forvaltede præfekturer var inddelt i dioceser^[49] ("stifter") som vikarer stod i spidsen for, og disse dioceser bestod så igen af provinser. Basisenheden forblev ind i sjette århundrede byen (polis hhv. civitas), hvorved de traditionelle byplacerede embeder (? ty. "urbanen Ämter") siden 4.århundrede mistede betydning. Alligevel beholdtes i vid udstrækning den bymæssige selvforvaltning.

Det senromerske hof (comitatus) omfattede mange embedsmænd af hvilke de vigtigste hørte til hofrådet (consistorium). Til de vigtigste hofembedsmænd hørte ved siden af magister officiorum lederen af forvaltningen, comes sacrarum largitionum, der stod for rigsfinanserne, og praepositus sacri cubiculi, der for det meste var en eunuk, ledede den kejserlige husholdning, hvorved han kontrollerede adgangen til kejseren. Quaestor sacri palatii var leder af det kejserlige kancelli og var i reglen jurist, da han også havde med affatningen af kejserlige love at gøre, offentliggjorde kejserlige edikter og opbevarede kopier deraf. Personer der havde udmærket sig på deres poster, kunne også opnå ærestitlen patricius. Medlemmer af den højeste senatsrangklasse fik titlen vir illustris.

Bureaukratiet øgedes samlet set i senantikken, ligeledes skattetrykket. Denne faktor er blevet overvurderet i den ældre forskning, for sammenlignet med moderne forestillinger kan den senromerske stat snarere anses for at være underadministreret. Problemerne opstod oftere af for lidt end af for meget forvaltning. Ganske vist omfattede rigsadministrationen omkring år 400 hen ved tre eller fire gange så mange medarbejdere som under principatet; dog var der til disse godt 30.000 embedsfolk over 60 millioner indbyggere, altså ca.2000 pr. medlem af forvaltningen.

I vesten mistede Rom kort efter 300 endegyldigt sin centrale stilling som kejserresidens, dog endnu ikke stillingen som symbolsk hovedstad for imperiet. Allerede længe havde kejserne resideret nærmere de truede grænser som for eksempel i Trier eller Sirmium. I vesten blev Milano og senere Ravenna hovedstad i det vestlige rige – Ravenna fordi man regnede den for uindtagelig på grund af den geografiske placering. I østriget derimod residerede kejserne siden Theodosius I efterhånden vedvarende i Konstantinopel.

Den senromerske hær

Også den senromerske armé^[50] forandrede sig; hæren blev opdelt i en marchhær (comitatensis) og en grænsehær (limitanei)^[51]. Den ældre opfattelse at det for grænsehærens vedkommende skulle dreje sig om militært næsten værdiløse militiamænd, stilles der i stigende grad spørgsmål ved. Ifølge det traditionelle syn skulle den romerske hær være blevet "barbariseret" ved den stadige indoptagelse af germanere. Imidlertid giver kilderne praktisk taget ingen hentydninger om at barbarerne i den regulære hær skulle have været illoyale. I det hele taget fandt der sjældnere oprør sted end under principatet. En beslutsomt ført romersk hær kunne endnu i 5. århundrede slå en også talmæssigt overlegen barbarisk hær.

Et større problem udgjorde de under egen anfører kæmpende foederati der især fik større betydning i vesten og som kun stadig vanskeligere kunne kontrolleres af kejseren. Formodentlig fik allerede Vestgoterne lov til selv at inddrive "deres" andel af skatterne ved deres bosættelse i Aquitanien. I det vestromerske rige udmundede denne proces til slut i 5. århundrede i den faktiske selvopløsning af den regulære hær, da der i vesten snart manglede finansielle midler til underhold. De germanske tropper trådte nu ind i stedet for den vestromerske hær, og deres anfører overtog til slut statens rolle, der fra deres synspunkt var blevet overflødig. Samtidig opstod der fra ca. 400 private hustropper som blev holdt af feltherrer eller sågar rige private, de såkaldte bucellarii.

I denne sammenhæng antager enkelte forskere at det blodige slag ved Frigidus 394, hvor Theodosius I besejrede usurpatoren Eugenius^[52], kan have markeret et vendepunkt. Ved denne lejlighed døde ikke blot mange germanske hjælpetropper på begge sider, men også de bedste enheder af den regulære romerske hær. Disse kunne åbenbart ikke længere erstattes, skønt hærens styrke ved Theodosius I's død endnu var relativ høj. Imidlertid måtte der i den følgende tid på ny opstilles flere enheder i vesten hvilket vel har været på bekostning af kvaliteten af disse nye enheder. Efter dette var kejserne i Vestrom langt mere afhængige af barbariske foederaters indsats end kejserne i øst.

Mens troppernes aflønning var pålagt civile embedsmænd, så det militære hierarki groft ud som følger^[53]: Kun underlagt kejseren var magister militum (hhv. magistri militum, "Soldaternes Mestre", da der i det mindste i Østrom oftest var flere). Så fulgte comites (ental: comes) og de lokale kommandører i provinserne, duces (ental: dux).

Den skarpe adskillelse af militære fra civile områder blev først opgivet igen omkring 600. I et forvaltningsområde, exarkat^[54], som de østromerske kejsere oprettede i det sene 6. århundrede i Karthago og Italien, var de to igen forenet. I hæren selv tiltog betydningen af rytteri, især panserrytteri (katafrakt, kataphraktoi) stadig mere og spillede snart en større rolle end infanteriet.

Troppernes antal i den senromerske hær er i forskningen omstridt, da kilderne heller ikke er entydige ^[55]. Samlet blev dog antallet af romerske legioner hævet under Diocletian (med omkring 60) hvorved dog samtidig deres antal aftog. I stedet for den gamle nominelle styrke ^[56] på 6000 mand tjente nu yderligere 1000 i en legion, og heller ikke dette tal blev ofte nået. Efterfølgende blev legionen stadig mindre og forsvandt vel til sidst helt, omend der under kejser Maurikios (582-602) stadig var enkelte enheder der gik under den betegnelse.

Lactantius skriver at Diocletian gjorde hæren fire gange større (De mortibus persecutorum, 7,2). Denne fremstilling er dog ikke særlig troværdig, da Lactantius vel blot overfører skemaet fra det romerske tetrarki på hæren. I 4.århundrede kan hærstørrelsen imidlertid have været på omkring 400.000 mand, hvorved den lå noget højere end i den tidligere kejsertid. Efter angivelser i Notitia Dignitatum omkring 400 på ca. 600.000 mand, og Agathias anslog heraf en styrke på 645.000 (5,13,7) omkring 570. Det er uklart hvordan han kom til denne vurdering; han kan dog have medregnet den ikke længere eksisterende vesthær. På Justinians tid tjente efter hans angivelser imidlertid endnu kun 150.000 mand (5,15) i den østromerske hær, et tal der formodentlig er sat for lavt. I forskningen antages snarere den dobbelte styrke, hvorved Justinians hær har været omtrent så stor som Augustus'.

Samlet set øgedes hærstyrkerne i den senromerske hær ganske vist, men den var dog knap tilstrækkelig til de mangeartede opgaver den stod overfor, især fordi den ofte var bundet til grænserne. Derfor kan det heller ikke synes underligt at de fleste senantikke militæroperationer blev gennemført med forholdsvis få mænd. Kejser Julian den Frafaldnes felttog mod Sassaniderne var med ca. 65.000 mand (de højere angivelser i kilderne er mindre sandsynlige) et af senantikkens største. Samlet set blev de største romerske hære sat ind ved østgrænsen. Stilicho opererede 40 år efter Julian i vesten med kun 20.000 mand, mens Belisar 533 med noget mere end 15.000 elitesoldater drog mod vandalerne, efter at han tre år før endnu havde ført over 30.000 kæmpende i felten mod Sassaniderne. Kejser Anastasios I mobiliserede endnu 503 over 50.000 mand for at afværge et persisk angreb, og i 550'erne opererede romerske hære såvel i Italien som i Kaukasus med godt 30.000 soldater. Af og til kunne der i Orienten endnu opstilles større formationer hvis slagkraft så imidlertid for det meste var begrænset. Endnu den kejserlige hær der 636 kapitulerede til araberne og blev tilintetgjort, kan have omfattet adskillige titusinder.

Kirken

Den kirke, der nu rådede over effektive forvaltningsstrukturer, befæstede i senantikken sin stilling. Allerede Konstantin den Store havde begunstiget kirken således at den nu også havde samfundsmæssig magt, som den blandt andet også gjorde brug af i fattigforsorgen. Ved statslige privilegier blev kirken også interessant for rigets overklasse, og da barnedåben satte sig igennem efter det 4. århundrede, mens frafaldne fra troen (apostasi) straks blev truet med døden, var det til sidst knap længere muligt at holde sig fri af kristendommen eller at afgøre sig imod den. Dog kom det på trods af eller på grund af den nye religions øgede magt snart til flere kontroverser inden for selve kirken: det var i mindre grad hedenskabet – endnu aktivt gennem det 5. og 6. århundrede – der besværliggjorde den indre konsolidering af kirken, snarere teologiske uoverensstemmelser (især vedrørende karakteren af Jesu person, "to-natur-læren", se bl.a. Første koncil i Nikæa, arianisme, nestorianisme, monofysitisme). Heller ikke senantikkens fem økumeniske konciler kunne nå enighed.^[57]

Det må tages i betragtning at på den tid var religionsspørgsmål ikke kun reserveret for en lille kreds af teologer, men at denne diskussion også foregik med lidenskab i de nederste befolkningsgrupper. I sidste ende drejede det sig om den enkeltes personlige frelse. For den der tilsluttede sig en falsk lære, var sjælen fortabt. Fastlæggelsen af "ortodokse" standpunkter var altså af afgørende betydning for de troende. Dertil kom foruroligende tildragelser som hedenskabets kortvarige renæssance under kejser Julian den Frafaldne eller chokket ved Roms plyndring 410, som Augustin, Orosius og andre reagerede litterært på. Indtil periodens slutning (og i østen længere) var teologiske stridigheder, der for det meste var knyttet sammen med magtspørgsmål, på afgørende måde med til at bestemme historien. Idet kristendommen blev til kejserens og rigets religion (Imperium sanctum) og Kristus til Kosmokrator, der blev tænkt som en slags himmelsk kejser, måtte den tilpasse sig verden og oplevede en omfattende transformation.

Derudover er det forkert at tro at hedenskabet forsvandt med "den konstantinske vending"^[58]. Det holdt sig trods lovgivning mod hedenskab under kejser Gratian og Theodosius I endnu længe på det flade land (? ty. auf dem flachen Land), frem for alt i vesten og nød også yndest i store dele af det uddannede aristokrati. Omkring 400 kan der have været omtrent lige mange kristne og hedninger hvorved kristianiseringen forløb regionalt forskelligt. Byerne var mere kristianiserede, mens udviklingen forgik langsommere på landet: ofte blev missionærer i Gallien og Italien slået ned når de ville forhindre bønderne i at ofre til høstguderne, og endnu i 6. århundrede kunne hedningen Zosimos skrive et historieværk hvor kristne fik skylden for Roms nedgang. Under kejser Tiberios II kom det 579 til en hedningeopstand i Syrien, og først 599 lod pave Gregor den Store de gammeltroende på Sardinien tvinge til dåb med med tortur og fængsel. På østromersk grund traf endnu i 7. århundrede de arabiske erobrere på regioner og byer der var præget af gammel polyteisme. Samtidig kunne mange endnu være tilhængere af både kristendommen og de gamle kulter uden at tage sig af kirkens fordring på at være enerådende. Det bliver ofte antaget at Mariakult og helgendyrkelse er en accept fra kristen side af flertallets polyteistiske tilbøjeligheder, der i overensstemmelse med de antikke modergudinder (Isis, Kybele) forlangte "specialguder" for bestemte problemer og områder. Fra o. 400 udgør hedningerne en stadig mindre del, men de gamle kulter efterlod sig tydelige spor i kristendommen.

I senantikken udviklede også biskopembedet i Rom sig til pavedømme. Det afgørende skridt i den retning tog pave Gregor den Store, der samtidig kan regnes for den sidste senantikke kirkelærer og den første middelalderlige pave.

I øst i Egypten tog mod slutningen af 3. århundrede munkevæsenet til med Antonius den Store, og det havde hen imod slutningen af 4. århundrede bredt sig ud over riget. Årene mellem 300 og 600 var præget af opkomsten af "hellige mænd" ("Holy Men", Peter Brown^[59]), der især i det østromerske rige fik opmærksomhed som søjlehelgener og eremitter. Formodentlig var dette fænomen en reaktion på kristendommens tiltagende verdsliggørelse og prisen for alliancen med den romerske stat. Kirkens styrkede stilling kom også til udtryk derved at dygtige personer i stigende grad valgte tjeneste i kirken frem for i staten; til dem hørte den ærgerrige og energiske Ambrosius for hvem det lykkedes at øve indflydelse på kejser Gratian und Theodosius I, og mod periodens slutning gælder det også Gregor den Store.

Uden for imperiet var kristne i det persiske Mesopotamien relativt talrigt repræsenteret, ligeledes i det kaukasiske område. Aksumriget i Nordøstafrika blev kristnet i 4. århundrede og udgjorde siden da et omdrejningspunkt for det romerske diplomati i dette område. Der var også kristne menigheder i Sydarabien. Kristningen af germanerne resulterede dog for det meste i at de overtog den arianske bekendelse (se fx Wulfila), selv om der også senere skete en overgang til katolicismen; en undtagelse var frankerne der straks antog katolicismen^[59].

Den kirke der i 4. århundrede udviklede sig til en rigskirke, reddede i det mindste dele af den antikke viden over i middelalderen. Efterhånden som den romerske hær og det romerske embedsvæsen i vesten forsvandt, forblev kirken bestående og trådte i 5. og 6. århundrede i stigende grad i stedet for den ikke længere funktionsduelige stat.

Religiøse udviklinger uden for kristendommen

Se også:: Romersk religion

I senantikken lykkedes det ikke kun kristendommen at få et gennembrud som den dominerende religion i det romerske rige; der opstod også nye religioner, og allerede etablerede religioner udviklede sig videre.

"Hedenskabet" forblev i det mindste til det sene 4. århundrede en levende kraft i Romerriget. I striden om Viktoriealteret 384 mellem den romerske bypræfekt (praefectus urbi) Quintus Aurelius Symmachus^[60] og biskoppen i Milano Ambrosius kom modsætningerne mellem hedninger og kristne endnu engang symbolsk til udtryk. Heller ikke omkring 600 var de gamle kulter på nogen måde forsvundet overalt. Disse religioner var modsat kirken ikke centralt organiseret, men udgjorde en synkretistisk mangfoldighed af forskellige trosforestillinger. Ved siden af kulterne, som man kan regne til de traditionelle romerske religioner, var mysteriekulter der stammede fra østen også af betydning. Ligeledes havde solgudskulten betragtelig tilslutning; således var Konstantin den Store en længere tid tilhænger af Sol. Derudover havde Mithras et stort antal tilhængere i den romerske hær; Mithras og Sol blev derved ofte forbundet med hinanden: Hovedtemplet for Sol Invictus Mithras i Baalbek, en by i Bekaadalen i Libanon, blev først ødelagt ved en brand under Justinian I. Også synkretisme såvel som nyplatonisme havde en særlig betydning for den senantikke hedenskab, hvor der ofte ikke blev skelnet strengt mellem filosofi og religion.

Hedenskabet holdt sig længe, særlig i landbefolkningen. Allerede i antikken var derfor den (falske) afledning af udtrykket paganus (ikke-kristen) af "landboer" sædvanlig. Også dele af senatsaristokratiet og forskellige filosofiske kredse forblev i længere tid hedenske; dog aftog antallet af hedninger tydeligt fra det 4. århundrede^[61]. Imidlertid var der hele tiden kontakt mellem den gamle trosverden og den kristne tankeverden, og de øvede gensidig indflydelse på hinanden. Derfor kan det heller ikke undre at kristne, under indflydelse af solkultideologi, snart så Jesus som "Retfærdighedens sol"^[62].

Et særligt fænomen i senantikken udgør manikæismen som blev grundlagt i 3. århundrede af perseren Mani, der betjente sig af aspekter fra forskellige religioner, som kristendom, zoroastrisme og buddhisme. Ved manikæismen drejede det sig om en dialektisk bogreligion (godt og dårligt, lys og mørke anses for at være viklet ind i en evig kamp) der hurtigt udviklede sig til en indflydelsesrig trosretning og som i begyndelsen vandt frem i Persien. Den nye tro fandt tilhængere fra Spanien til Centralasien, men var udsat for forfølgelser i Romerriget og i Persien.

I det persiske Sassaniderige, hvor der levede både kristne, jøder og manikæere, var den fremherskende religion zoroastrismen som blev begunstiget af storkongen. Imidlertid er mange aspekter af denne religion omstridt inden for forskningen, da de fleste vidner stammer fra en tid efter senantikken. Det er heller ikke helt afklaret om man kan betegne zoroastrismen som en regelret "statsreligion" som det ofte var tilfældet i den ældre forskning. I nyere forskning tenderer man til en forsigtigere vurdering, da andre kulter i reglen blev tålt af Sassaniderne. Indtil islam brød igennem var dog zoroastrismen (hhv. den oldpersiske religion mazdaismen) den dominerende religion i Iran og dette ændredes lige så lidt af tilstedeværelsen af talrige kristne menigheder i den vestlige del af riget som af mazdakiternes religiøs-"socialrevolutionære" bevægelse der rystede riget i årtierne omkring 500.

Jødedommen led fortsat i senantikken under diasporaen. De fleste romerske kejsere var ikke virkelig fjendtligt indstillet over for jøderne, i hvert fald ikke så længe den offentlige orden ikke var truet – trods forskellige kritiske bemærkninger i lovgivningen. Imidlertid fandtes der betydelige spændinger mellem jøder og ikke-jøder. Flere kristne kejsere indskrænkede jødernes religionspraksis eller forbød nybygningen af synagoger. Alligevel forblev jødedommen efter 391/92 den eneste tilladte ikke-kristne religion i Imperium Romanum. Adskillige kristne kejsere beholdt også visse beskyttelsesforskrifter for jøder, der dog alligevel var udsat for enkeltstående overgreb. Allerede 429 blev institutionen "Jødernes patriarkat"^[63] ophævet og Palæstina inddelt i fire provinser. Kirken afviste dog (teoretisk) at optage tvangsomvendte jøder. Samaritanerne udgjorde et specielt problem: en udsplittet jødisk gruppe der havde gentagne konflikter med den romerske centralmagt og især under Justinian I var involveret i blodige kampe med kejserlige tropper.

Også islam har sine rødder i senantikkens religiøse tænkning og var stærkt influeret af kristen- og jødedom og muligvis også af zoroastrismen. En yderliggående position hos nogle forskere som fx Karl-Heinz Ohlig^[64], der betvivler Muhammeds eksistens og regner islam for et kristent kætteri, der omkring 800 udviklede sig til en selvstændig religion, har ikke kunnet sætte sig igennem.

Samlet set var den religiøse tendens i senantikken i retning af henoteisme hhv. monoteisme umiskendelig, hvilket var til gunst for kristendommen som med sit frelsesbudskab bød på et tillokkende alternativ, især fordi kirken også udøvede karitativ, barmhjertig, virksomhed. Selv det samlede riges sidste hedenske kejser Julian den Frafaldne, beundrede dette aspekt og forsøgte forgæves at bygge dette ind i sin (måske) planlagte "hedenske statskirke". Over for fremdriften i missionen var de hedenske kulter til sidst ikke vokset mere, senest siden den massive statslige begunstigelse af kristendommen med Konstantin^[65]. Deres lange vedbliven som mindretalsreligion er dog en advarsel om ikke at frasige de gamle kulter enhver livskraft – dette udtrykker måske snarere synet hos de sejrende kristne end realiteten.

Tidslinje

• 284: Diocletian tiltræder. Rigsreform og stabilisering af grænserne.
• 285: Maximian udnævnes til cæsar.
• 286: Maximian udnævnes til augustus i vesten.
• 293: I vest bliver Constantius I Chlorus gjort til cæsar, i øst Galerius (Det romerske tetrarki, firemagtsvælde)
• 298: Galerius vinder en vigtig sejr over Sassaniderne der fører til at romerne får nye områder.
• 1. Mai 305: Diocletian træder tilbage og tvinger Maximian til det samme.
• 306: Constantius I Chlorus dør. Konstantin den Store bliver udråbt til kejser i York. Den tetrarkiske ordning bryder sammen.
• 308: Kejserkonference i Carnuntum, som dog ikke bringer nogen varig løsning.
• 311: Galerius tolererer officielt de kristne i østen (Toleranceediktet fra Nikodemia).
• 28. Oktober 312: Slaget ved den milviske bro, hvor Konstantin den Store besejrer Maxentius; legenden om Konstantins syn, bekendelsesoplevelse.
• 313: Milano-ediktet: de kristne bliver officielt tålt af Licinius og Konstantin (Toleranceediktet fra Milano).
• 324: Konstantin enehersker efter sejr over Licinius ved Krysopolis.
• 325: Første koncil i Nikæa.
• 337: Konstantin døbes og dør i Achyrona, en forstad til Nikomedia. Herefter kommer det til en række mord der decimerer det konstantinske dynasti. Constantius II får 338 østdelen af riget; broderen Constans og Konstantin II får den vestlige del.
• 337/38: Mellem Rom og Persien udbryder der nye kamphandlinger der varer en del år. 350 er der våbenhvile som imidlertid brydes af perserne i 359.
• 340: Constans er enehersker i vesten, men ombringes 353 af generalen Magnentius.
• 351: Constantius II sejrer ved Mursa over usurpatoren, tronkræveren Magnentius. Efter hans selvmord er Constantius enehersker.
• 361: Kejser Julian, som senere kaldes Julian den Frafaldne (Julian Apostata), drager mod Constantius der dog dør før sammenstødet og som skulle have udnævnt Julian til sin efterfølger. Hedenskabet har en sidste renæssance under Julian.
• 363: Julian dør under et felttog mod perserne og efterfølges af Jovian der slutter en fred med Sassaniderne som får områder tilbage erobret under Galerius 298.
• 364: Valentinian I bliver kejser og fører resultatrige felttog mod germanerne ved Rhinen. Han indsætter sin broder Valens som medkejser i østen.
• Fra 375: Folkevandringerne i snævrere forstand begynder. Hunnerne tilintetgør østgoternes rige i Sydrusland. Gratian bliver kejser i vesten.
• 376: Goterne går over Donau og optages i det romerske rige.
• 378: Slaget ved Adrianopel hvor en strategisk fejl fører til tilintetgørelse af størstedelen af den romerske hær og til Valens' død.
• 379: Gratian indsætter Theodosius 1. den Store som kejser i øst.
• 382: Aftale med goterne. Theodosius lader Donaugoterne slå sig ned som forbundsfæller (foederati) på romersk jord.
• 388: Usurpatoren (tronkræveren) Magnus Maximus, som kunne hævde sig i vesten efter mordet på Gratian i 383, henrettes af Theodosius, der overdrager vesten til Valentinian II.
• 384: Striden om Victoriaalteret.
• 392: Valentinian II. dør under uklare omstændigheder; Eugenius bliver gjort til kejser i vesten af Arbogast.
• 394: Theodosius 1. den Store marcherer ind i vesten og omgør derved ophøjelsen af Eugenius til kejser i det blodige slag ved Frigidus. Dette er samtidig kristendommens endelige triumf. Rigsenheden virkeliggøres en sidste gang.
• 17. januar 395: "Rigsdeling" ved Theodosius den Stores død. Hans ene søn Arcadius får østen, mens en anden Honorius får vesten. Der er i den følgende tid latente spændinger mellem de to tiger. Røvertogter af goterne under Alarik 1. på Balkan.
• Nytårsnat 406/407: Rhinovergangen 406 og Rhingrænsens sammenbrud. Germanske grupper drager i stort tal mod Gallien og Spanien (ifølge nogle forskere skete dette allerede året før).
• 24. august 410: Udplyndringen af Rom af goterne under Alarik. Endetidsstemning i vestriget.
• 418: Vestgoterne slår sig ned som romerske foederati i Aquitanien.
• 439: Karthago indtages af vandalerne under Geiserik, hvorved provinsen Afrika tabes for næsten 100 år.
• 451: Hunnerne bryder ind i de vestlige dele af romerriget. Hærmesteren, magister militum Aëtius standser Attila i Gallien.
• 455: Rom plyndres af vandaler.
• 468: En fælles aktion mod vandalerriget af tropper fra både øst og vest forfejler katastrofalt.
• 476: Germaneren Odoaker afsætter Romulus Augustulus. Afslutningen på det vestromerske kejserdømme.
• 480: Den sidste kejser anerkendt af Østrom dør, Julius Nepos.
• 482–511: Klodevig 1. grundlægger det merovingiske frankerrige.
• 493–526: Teoderik den Store hersker over det østgotiske Italien.
• 527–565: Justinian 1. hersker over Østrom.
• 529: Akademiet i Athen lukkes.
• 533: Nordafrika tilbageerobres af østromerske tropper.
• 535-552: Italien tilbageerobres af den kejserlige arme.
• 542: Pest bryder ud i middelhavsområdet.
• 552: Sydspanien tilbageerobres af østromerske tropper.
• 568: Longobardernes indfald i Italien. Folkevandringerne slutter.
• Omkring 580: Slaverne begynder at indtage land på Balkan
• 602-628: Sidste krig mellem Østrom og Sassaniderne under Heraklios.
• Omkring 625: I Østrom afløser græsk endegyldigt latin som embedssprog.
• 632: Muhammeds død og begyndelsen på den islamiske ekspansion.
• 636: Slaget ved Jarmuk medfører tabet af den romerske orient til araberne (Syrien og Egypten).
• 651: Den sidste storkonge i Sassanideriget myrdes; afslutningen på perserriget.
• 661: Kejser Konstans II flytter midlertidigt den østromerske residens til Sicilien.
• 693: Der præges for første gang nye mønter i områderne erobret af islam, nu med islamiske motiver. Kort efter bliver græsk afløst af arabisk som officielt embedssprog.
• 698: Karthago falder til araberne.
• 711: Vestgoternes rige i Spanien går under. I Byzans slutter Heraklios' dynasti.

Se også

Portal:Historie

• Antikken – Tidlig middelalder – Den mørke middelalder – Middelalderen
• Romerriget – Østromerske Kejserdømme – Vestromerske rige – Romerske kejsere

Litteratur

• Harrison, Dick (2001) Krigere og helgener : Vesteuropas historie 400-800 e.Kr.. oversat af Birgitte Brix. Originaltitel: Krigarnas och helgonens tid. ISBN 87-12-03705-2. DK5=91.6
• Koch, Hal: (1952 og senere) Konstantin den Store : Pax Romana – Pax Christiana, DK5=27.11

• En lang liste kan ses på det tyske forlæg for denne artikel.

Eksterne henvisninger

• Artiklen er fra den tyske Spätantike i denne version, hentet 2008-07-11
• Projekt om senantikken på Aarhus Universitet: Late Antiquity Arkiveret 4. februar 2012 hos Wayback Machine med yderligere henvisninger Arkiveret 23. marts 2011 hos Wayback Machine
• Birthe Bavnbæk: (2012). Det tilslørede køn - den som bærer vandet. Kvinderne og apostelrollen. Forlag bbart. ISBN 978-87-994045-2-0

Noter og referencer