Seldsjukker
Seldsjukker (også seldshukker, rigtigere seldjukider) var et tyrkisk dynasti, der herskede i Persien og Forasien i 11.—13. århundrede e.Kr. Slægtens stamfader Seldjuk var høvding for ghusernes stamme, der havde sit hjem i Jaxartes-egnene. Hans sønnesønner Togrul Beg og Tchakyr Beg slog ghaznaviderne, der regerede i det nordlige og østlige Iran, og de bujidiske småfyrster, der herskede i det vestlige Iran og Mesopotamien. Togrul styrtede Bujidernes hovedlinie, der var indehaver af den verdslige magt i Bagdad, og skulle ægte kaliffen Kaïms datter, men døde umiddelbart forinden i 1063. Tchakyr var død allerede i 1059.
De følgende to seldsjuk-sultaner, Tchakyrs søn og sønnesøn Alp Arslan og Melikshâh, hører til Persiens største navne i middelalderen, men under Melikshâhs sønner Barkiârok og Muhammed gik riget stadig tilbage ved indre strid og var oftere en opløsning nær, og efter Muhammeds død faldt rigets vestlige dele fra hinanden i en række småstater under de såkaldte atabeger, mens Melikshâhs yngste søn Sandjar hævdede magten i det østlige Iran. Han var den sidste betydelige hersker af sin slægt, men trods al dygtighed kunne han ikke i længden hævde sig i kampen med de talrige fjender, der omgav hans rige, og med hans efterfølgere gik det seldjukiske rige under.
Et seldjukisk rige i Lilleasien (Ikonium) grundlagdes af Suleiman ibn Kutulmish, til hvem sultan Melikshâh i 1075 overlod det af ham erobrede Lilleasien. Kilidj Arslan 1. gjorde 1097 byen Ikonium (senere Konja) til sin residens. Dette rige, der spillede en rolle i korstogstiden, bestod indtil begyndelsen af det 14. århundrede. De senere sultaner af Ikonium havde dog under mongolernes overhøjhed mistet næsten al selvstændighed.
Mindre seldjukiske riger opstod i Kerman, hvor Tchakyr Begs søn Kavurd havde fået forvaltningen overdraget, og dennes søn Sultânshâh gjorde sig uafhængig, og i Syrien, hvor Melikshâhs broder Tutush erobrede Haleb og Damaskus. Kerman-Riget holdt sig til slutningen af det 12. århundrede. Det syriske seldsjuk-rige holdt sig til lidt ind i det 12. århundrede.
Eksterne henvisninger
|
Medier brugt på denne side
Historic map (in swedish) of the East roman empire and the osman empire in the late 14th century
Forfatter/Opretter: MapMaster, Licens: CC BY-SA 4.0
A map showing the Great Seljuk Empire at its height, upon the death of Malik Shah I in 1092.
- The capital of the Great Seljuk Empire is shown at Isfahan (Persia/Iran).
The borders of present-day countries are shown in gray.
The lighter colour in the top right represents Karakhanids.
- "In 1089, Malik Shah returned to the charge, occupied Bukhara, captured Sarakand, and imprisoned the Karakhanid Ahmed . . . whom he later reinstated as client-ruler. From that time forward, the Karakhanids who reigned in Bukhara and Samarkand did so as lieutenants of the Seljuk sultans. Transoxiana was now no more than a dependency of the Seljuk Empire."
(Grousset p. 147.) - Other areas such as the Danishmends are not shown separately.
- The locations of the Battle of Manzikert (1071) and the Battle of Dandanaqan (1040) are also shown.