Sektorforskningsinstitutioner
Sektorforskningsinstitutioner er danske statslige institutioner, der udfører forsknings-, udviklings-, udrednings- og rådgivningsopgaver til anvendelse inden for et specifikt område – enten i den politiske eller administrative beslutningsproces eller i relation til det pågældende områdes udvikling.
Opgaver
Typisk varetager institutionerne følgende opgaver i varierende omfang:
- Sektorforskning, dvs. forskning for fremskaffelse af et videngrundlag for beslutninger i eller udvikling for en specifik samfundssektor (offentlig såvel som privat).
- Myndighedsberedskab, dvs. varetagelse af opgaver knyttet til nationale og internationale myndigheders overvågning, service, kontrol og tilsyn med specifikke forhold.
- Rådgivning, dvs. levering af uafhængige, forskningsbaserede konsulenttjenester til offentlige og private aftagere inden for den respektive sektor.
Relationer
Mellem universiteter, virksomheder og sektorforskningsinstitutioner er der en form for naturlig arbejdsdeling mht. løsning af forskningsopgaver. I alle lande med omfattende forskningsvirksomhed vil man kunne finde en sådan tredeling af "forskningslandskabet". Dog vil både den ressourcemæssige og organisatoriske fordeling kunne variere meget landene i mellem.
Principper
Sektorforskning bygger på et princip om nærhed til en politisk/administrativ eller erhvervsmæssig sektor i samfundet. Forskningskommissionen gav i sin betænkning følgende beskrivelse:
Typisk for sektorforskningsinstitutionerne er, at hovedformålet med deres forskning er relevans og anvendelighed for brugerne i bred betydning. Sektorforskningens relevans skal forstås således, at der er tale om problemorienteret forskning med et klart samfundsmæssigt sigte. Mål og rammer for forskningen afspejles gerne i en forskningsstrategi. Målene er således fastsat af andre instanser end forskerne selv, og der er ikke en tilsvarende bestemmelse om forskningsfrihed som i universitetsloven, hvorefter den enkelte forsker inden for sit faglige ansættelsesområde har forskningsfrihed med de forpligtelser, der følger af et ansættelsesforhold.
Fusioner
I oktober 2006 besluttede den Regeringen Anders Fogh Rasmussen II at fusionere en række af universiteterne med hinanden og med hovedparten af de danske sektorforskningsinstitutioner med virkning fra 1. januar 2007:
- Danmarks Tekniske Universitet med Forskningscenter Risø, Danmarks Fødevareforskning, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Rumcenter og Danmarks Transportforskning.
- Københavns Universitet med Danmarks Farmaceutiske Universitet og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
- Aarhus Universitet med Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks JordbrugsForskning, Handelshøjskolen i Århus og Danmarks Pædagogiske Universitet.
Endvidere var Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning blevet en del af Aarhus Universitet i 2006. Endelig er Statens Byggeforskningsinstitut blevet en del af Aalborg Universitet, mens Statens Institut for Folkesundhed er blevet en del af Syddansk Universitet.