Johannes Scherr

Formatering Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Johannes Scherr
Personlig information
Født	3. oktober 1817 Rechberg
Død	21. november 1886 (69 år) Zürich
Søskende	Ignaz Thomas Scherr
Ægtefælle	Maria Susanne Kübler
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Litteraturhistoriker, universitetslærer, historiker, skribent
Arbejdsgiver	Eidgenössische Technische Hochschule Zürich
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Johannes Scherr (3. oktober 1817 i Hohenrechberg ved Schwäbisch Gmünd – 21. november 1886 i Zürich) var en tysk forfatter.

Han studerede 1837—40 i Tübingen filosofi, historie og litteratur, blev derpå lærer i sin broder Thomas Scherrs skole ved Winterthur, men rejste 1843 til Stuttgart og begyndte at tage ivrig del i det politiske liv.

Han udgav skriftet Württemberg im Jahre 1844, hvori han slutter sig til de liberale frihedsmænd. 1848 blev han frisindet medlem af deputeretkamret, men måtte åaret efter på grund af sin demokratiske politik under revolutionen flygte til Schweiz.

Han holdt Universitetsforelæsninger i Zürich, hvor han 1860 blev Prof. i Historie og Litteratur ved Polytechnikum, efter at have tilbragt de foregaaende Aar i Winterthur. Han har som Kulturhistoriker ydet en betydelig Indsats, er en udmærket Fortæller, ofte tendentiøs, bidende i sin Argumentation, hensynsløs i sine Domme. Hans »Allgemeine Geschichte der Literatur« (1851) er for sin Tid et meget værdifuldt og grundlæggende Værk (10. Opl. 1900), oversat paa Dansk af Winkel-Horn; stadig benyttes »Deutsche Kultur- und Sittengeschichte« (1852, 11. Opl. 1902). Bl. S.’s mange andre Bøger maa fremdeles mævnes: »Blücher, seine Zeit und sein Leben«, »Das Trauerspiel in Mexiko«, Romanen »Schiller«, »Michel, Geschichte eines Deutschen unserer Zeit«, der har autobiografisk Værd, »Novellenbuch« (10 Bd, 1873—74, ny Udg. 1907), »Gröszenwahn«, »Hammerschläge und Historien«, »Menschliche Tragikomödie ges. Studien« (12 Bd, 1884). S.’s Lyrik har nu kun tidshistorisk Interesse, f. Eks. »Laute und leise Lieder« og »Der Genius«. Hans Forfatterskab er præget af Tiden, han tilhørte, og de sociale og politiske Bevægelser, han viede sin bedste Stræben. I »Von 1849—51« (2 Bd, 1868 og 1870, 2. Opl. under Titlen »Ein weltgeschichtl. Drama« [1875]) yder han Bidrag til sin Biografi.