Schempp-Hirth Ventus-2
| Svævefly Schempp-Hirth Ventus-2 | |
|---|---|
 | |
| Anvendelse | Strækflyvning, svæveflyvekonkurrence  |
| Klasse | 15-meter klasse, 18-meter klasse |
| Oprindelsesland |  Tyskland |
| Udvikling | |
| Baseret på | Schempp-Hirth Ventus |
| Produktion | |
| Fabrikant | Schempp-Hirth (fra 1994) |
| Antal | 627 |
| Ydelse | |
| Glidetal | 46±1 |
| Maksimal fart | 285 km/t |
| Mål og vægt | |
| Vingefang | 15,00 m |
| Længde | 6,81 m |
| Højde | 1,30 m |
| Masse (vægt) | 200 kg (ballast), 290 kg (fabrikantens tomvægt), 525 kg (MTOW) |
| Besætning | 1 |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Schempp-Hirth Ventus-2 er et svævefly produceret af Schempp-Hirth fra 1994. Det afløste den meget succesfulde Schempp-Hirth Ventus.
Design og udvikling
Ventus-2a and 2b er 15m svævefly. Varianten 'a' er med smal krop. Alle varianter har winglets. 18m-varianten Ventus 2c blev introduceret i 1995, men var næsten et helt andet fly med afvigende krop og vinger. Den havde mulighed også at være udstyret med 15m vinger.
Fra 2003 blev kroppen fra Schempp-Hirth Discus-2 anvendt til alle varianter, som herefter benævnes 2ax, 2bx og 2cx. Testflyvnnger i 1996 påviste, at 15m-versionen kunne opnå et glidetal på 46, dog kun ved omhyggelige forseglinger af åbninger og med tubulator.
Den smalle Ventus-2a har været meget succesfuld i konkurrencer med flere verdensmesterskaber i perioden 1995 til 2003. Der er også lavet en 18m variant med smal krop.
Ventus-2c-varianterne kan have Solo 2525 hjemhentningsmotor ("turbo"), hvilket indikeres ved at tilføje et T i variantbetegnelsen, mens andre med en kraftigere variant af den samme motor kan selvstarte (tilføjet M). 2cT kan stige 0,9 m/s og 2cM mere end 3 m/s. Ved af flyve i savtak-mønster kan der opnås rækkevidder på op til henholdsvis 270 km og 840 km. 2cxa-varianten er forberedt til jetmotor.
Henvisninger
- Schempp-Hirths hjemmeside om flytypen (engelsk).
Medier brugt på denne side
A Schempp-Hirth Ventus 2b glider being launched with a winch at Lasham Airfield in the UK. A red parachute can just be seen at the edge of the picture. It is attached near the end of the cable to reduce the rate at which the cable falls to the ground after the pilot has released it. Near the parachute is a weak link. Provided the right link is used, this will break before any damage can be done to the glider by overstressing. (Note the bend in the wings from the downward component of the tension in the cable). Near the parachute are all the other weak links that are not used on this launch but will be used for heavier gliders.