San Martino (1863)

San Martino
Søsterskibet Regina Maria Pia
Klasse
Type	Panserskib
Klasse	Regina Maria Pia-klassen
Søsterskibe	Regina Maria Pia, Castelfidardo, Ancona
Historie
Værft	La Seyne, ved Toulon, Frankrig
Påbegyndt	22. juli 1862
Søsat	21. september 1863
Taget i brug	9. november 1864
Udgået	1903
Skæbne	Ophugget
Tekniske data
Deplacement	4.201 t.
Længde	75,5 m
Bredde	15,2 m
Dybgang	6,4 m
Fremdrift	Maskineri: 2.620 HK. Sejl: tre-mastet skonnert, senere tre-mastet bark.
Fart	Maskine: 12,6 knob
Rækkevidde	2.600 sømil ved 10 knob
Panser	120 mm støbejern
Besætning	480
Artilleri	4 styk 20,3 cm riflede forladere 22 styk 16,4 cm riflede forladere Senere: 2 styk 22,0 cm riflede forladere 9 styk 20,3 cm riflede forladere Endnu senere: 8 styk 15,2 cm riflede 5 styk 12 cm riflede 4 styk 57 mm hurtigtskydende 8 styk 37 mm revolverkanoner
Torpedoer	Tre torpedoapparater ved sidste omarmering

For alternative betydninger, se San Martino. (Se også artikler, som begynder med San Martino)

Panserskibet San Martino var et skib i den fjerde og hidtil største klasse af panserskibe i den nye italienske marine, der blev skabt, da Italien blev samlet i 1861. Værftskapaciteten i Italien var begrænset, så marinen måtte gøre brug af udenlandske værfter. De fire skibe i Regina Maria Pia-klassen blev derfor bygget i Frankrig, der var et foregangsland for panserskibsbygning, og marinen fik moderne konstruktioner med jernskrog, der alle holdt i 40 år eller mere. Navnet San Martino (Den hellige Martin) kan henvise til adskillige helgener og lokaliteter opkaldt efter dem. I dette tilfælde må det være San Martino i provinsen Brescia. Her vandt en hær fra Frankrig og kongeriget Sardinien i 1859 et slag over østrigerne. I resten af verden kendes det som slaget ved Solferino, men i Italien er det kendt som slaget ved Solferino og San Martino, fordi de italienske tropper kæmpede på venstre fløj ved byen San Martino.

Tjeneste

San Martino deltog lige som de øvrige italienske panserskibe i slaget ved Lissa mod den østrigske flåde i juli 1866. Skibet lå som nummer tre i den centrale 1. division af den italienske flåde, efter Palestro men gjorde sig ikke specielt bemærket i kamphandlingerne. Det blev formentlig strejfet af Tegetthoffs flagskib Ferdinand Max under et af dets mange vædringsforsøg, og senere kolliderede det med Maria Pia. Derefter signalerede det til den italienske admiral, at det ikke længere kunne følge med de øvrige skibe i kampformationen.^[1]

Efter krigen mod Østrig fik skibet nyt artilleri i to omgange. I 1888-90 blev det ombygget for sidste gang, og fik ved den lejlighed rigningen erstattet af militærmaster. Det velbyggede skib holdt helt til 1903.

Litteratur

• Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
• Otto Lybeck, Allmän Sjökrigshistoria, Bind 1: 1853-1914, Stockholm 1919.

Noter